| Sagsnummer: | 204/2025 |
| Dato: | 23-09-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Kim Korup Eriksen. |
| Klageemne: | Udlån - hæftelse Konto - kontoudskrift |
| Ledetekst: | Indsigelse mod opkrævning af gæld. Spørgsmål om nedsættelse af gæld. |
| Indklagede: | Sparekassen Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod opkrævning af gæld. Spørgsmål om nedsættelse af gæld.
Sagens omstændigheder
Klageren og hans daværende ægtefælle, H, var kunder i Sparekassen Danmark (tidligere Sparekassen Himmerland og Jutlander Bank).
Den 26. september 2013 underskrev klageren og H som låntagere et gældsbrev vedrørende lån -088 i sparekassen. Af gældsbrevet fremgår, at debitorerne lånte 403.592,10 kr., og at den årlige debitorrente p.t. udgjorde 8,98798 %. Af gældsbrevet fremgår yderligere blandt andet, at sparekassen ved forsinket betaling var berettiget til at opkræve en årlig variabel morarente.
Sparekassen har oplyst, at klageren og H også underskrev et gældsbrev vedrørende lån -096 i sparekassen.
Sparekassen har oplyst, at begge lån blev optaget i forbindelse med klageren og H’s skilsmisse.
Sparekassen har endvidere oplyst, at ydelserne på lån -088 ikke blev betalt den 7. februar og 2. marts 2020.
Ved brev af 18. marts 2020 til klageren opsagde sparekassen lån -088 på 285.750,99 kr. inklusive renter til fuld og endelig indfrielse som følge af misligholdelse. Af brevet fremgik blandt andet:
”Kreditmaksimum på eventuelle kreditter er slettet. Der tages forbehold om yderligere renter pt. 26,65 % p.a. med kvartårlig rentetilskrivning fra dags dato til betaling sker.
Dit engagement overdrages nu til bankens inkassoafdeling. Er engagementet ikke indfriet senest 10 dage fra dato, eller er der ikke indgået aftale om afvikling, må du forvente at blive indkaldt til fogedretten, hvilket vil medføre yderligere omkostninger for dig. ”
Sparekassen har oplyst, at rentetilskrivningen på lån -088 blev nulstillet i forbindelse med, at kravet overgik til sparekassens inkassoafdeling.
Sparekassen har endvidere oplyst, at parterne herefter var i dialog om afviklingsaftaler, og at sparekassen indgik en aftale med H om en månedlig afvikling på 400 kr. på lån -088.
Af sparekassens Almindelige forretningsbetingelser – Privatkunder gældende fra den 30. oktober 2023 fremgår blandt andet:
”4. Rentedato
…
d. Beregning og tilskrivning af renter og provision
…
Sparekassen Danmark kan til enhver tid vælge at standse rentetilskrivningen på misligholdte fordringer administrativt og regnskabsmæssigt.
Hvis rentetilskrivningen standser, og det ikke er efter aftale med dig, betyder det ikke, at Sparekassen Danmark giver afkald på at få forrentet sit krav og at kræve dækning for senere påløbne omkostninger. Dette gælder, selv om der på et kontoudskrift eller lignende står, at rentetilskrivningen er standset.”
Af en udskrift fra konto -088 for perioden fra den 1. maj 2024 til den 1. april 2025 fremgår, at der den 21. august 2024 blev indsat 200.000 kr. på kontoen, hvorefter saldoen havde et negativt indestående på 60.948,84 kr. Af posteringsteksten fremgår ”tab med nedskrivning til følge”:
Sparekassen har oplyst, at sparekassen den 21. august 2024 af regnskabsmæssige årsager valgte at aconto tabsafskrive 200.000 kr. på restgælden, hvilket var en regnskabsmæssig omkategorisering af sparekassens tilgodehavende.
Af klagerens kontooversigt for 2024 fremgår blandt andet:
”Konti med 2 kontohavere
Konto/aftaleoplysninger … Indestående/Gæld (-)
…
Nødlidende anlægslån [-088] -59.348,84
…
Aconto afskrevet an.lån [-088] [-749] -200.000,00”
Ved brev af 15. april 2025 til klageren meddelte sparekassen følgende:
”Din gæld til Sparekassen Danmark i henhold til anlægslån nr. [-088] nedbragt til DKK 257.748,84 ekskl. Renter og omkostninger
Afviklingen af din gæld vedrørende anlægslånet, der for dit vedkommende har været stillet i bero i en periode, genoptages nu med henblik på etablering af en aftale.
Vi henviser til fremsendt opsigelse af lånet den 18.03.2020 med opfordring til afdragsordning eller indfrielse af gælden.
Vi opfordrer dig til snarest og inden 14 dage fra dato at kontakte os.”
Ved e-mail af 28. april 2025 til sparekassen fremsatte klageren indsigelse mod sparekassens opkrævning. Klageren henviste til kontoudskriften fra konto -088 for perioden fra den 1. maj 2024 til den 1. april 2025, hvoraf fremgår, at saldoen den 1. april 2025 havde et negativt indestående på 57.748,84 kr.
Samme dag svarede sparekassen blandt andet:
”Indledningsvis kan jeg godt forstå din undren over oplysning om gældens størrelse. Den er nemlig delt op i 2 dele, idet Sparekassen har valgt forlods at a’conto afskrive kr. 200.000. Afskrivningen gør ikke, at vi ikke gør krav på beløbet, og det skal lægges oveni kr. 57.748,84. Beløbene fremgår af din kontooversigt 2024.
Du skriver, du ikke vil betale [H’s] gæld. Denne gæld (tidligere anlægslån) hæfter I jo i forhold til gældsbrevet solidarisk for, ligesom [H] også fortsat hæfter for boliglånet, som du afvikler. Selvom I indbyrdes har aftalt en fordeling, er det stadig fælles gæld til Sparekassen. I det tilfælde, du indbetaler gælden, vil du have et krav mod [H], og det vil du kunne bruge din information om [H] familie til, ligesom du opfordrer os til.”
Parternes påstande
Den 7. maj 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Danmark skal anerkende, at den har nedsat hans gæld med 200.000 kr.
Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han og H i forbindelse med deres skilsmisse blev tvunget til at optage hvert sit lån i sparekassen. Sparekassen misinformerede ham og H. De blev klart oplyst om, at de fik hvert sit lån og kautionerede for hinanden. Først i forbindelse med gennemgangen af sin selvangivelse for 2024 opdagede han, at H modtog halvdelen af hans rentefradrag. Hans tab i rentefradrag udgør mere end 200.000 kr., hvilket alene er for de seneste fem år. Såfremt de var blevet tilstrækkelig orienteret, havde de ikke underskrevet disse lån. Han havde altid haft tillid til, at sparekassen gjorde det rigtige.
H’s midler er begrænsede. Hun indgik en aftale med sparekassen om at betale 400 kr. pr. måned og ingen renter og gebyrer. I august 2024 valgte sparekassen at nedskrive H’s gæld med 200.000 kr.
Da han var i gang med at omlægge sine lån, blev han kontaktet af sparekassen, der fortalte ham, at han skulle betale H’s lån tilbage. Sparekassen oplyste, at beløbet udgjorde 257.000 kr.
Det kan ikke være rigtigt, at sparekassen kunne føre beløbet på 200.000 kr. tilbage i håbet om, at han derefter vil betale det fulde beløb. Han kræver, at den af sparekassen på kontoudtoget anførte gæld er udtryk for den resterende gæld.
Sparekassen kan ikke tillade sig at lave en afskrivning på en kundes konto og derefter efter forgodtbefindende opkrævede den afskrevne sum samt restbeløbet og renter. Dette grænser til svindel og skaber mistro til sparekassen.
Han står i en situation, hvor han åbenbart ikke kan regne med de kontoudtog, som sparekassen sender til ham. Det er besynderligt, at gælden på den måde kan køre op og ned efter sparekassens forgodtbefindende. Sparekassen bondefanger dem. Han ser ingen gyldig forklaring på sparekassens håndtering af kontoen.
Som forbruger er han uden mulighed for at vurdere sin gæld, da sparekassen, ifølge eget udsagn, kan op- og nedskrive gælden, som den vil. Han undrer sig over, hvad han skal med et kontoudtog, som ikke gælder.
Sparekassen Danmark har anført, at sparekassen ikke er enig i klagerens påstand om, at lånene blev optaget under tvang, ligesom der ikke blev indgået aftale om at kautionere, men derimod at hæfte som debitor.
Det følger af gældsbrevet, at klageren og dennes tidligere ægtefælle hæfter solidarisk. Debitorerne hæfter således begge for den fulde restgæld samt påløbende renter, som endnu ikke er tilskrevet og ej heller måtte være forældet, jf. gældsbrevslovens § 2 stk. 1.
Sparekassen har ikke indgået aftale med klageren eller dennes tidligere ægtefælle om akkordaftale eller gældseftergivelse. Restgæld uden renter fremgår af klagerens kontooversigt 2024. Klageren har således ikke en berettiget forventning om, at en del af gælden skulle være eftergivet.
Lån -088 blev opsagt den 18. marts 2020, hvorefter restgælden var forfalden til betaling. Af gældsbrevets vilkår er det aftalt mellem debitorerne og sparekassen, at sparekassen er berettiget til opkrævning af en variabel morarente ved forsinket betaling. Ved lånets optagelse var satsen aftalt til 26,65 % p.a., jf. gældsbrevet, mens den p.t. udgør 22,85 % p.a.
Den 21. august 2024 valgte sparekassen af regnskabsmæssige årsager at aconto tabsafskrive 200.000 kr. på lånets restgæld. Ved tabsafskrivning er der ikke tale om gældseftergivelse eller nedsættelse af det skyldige beløb. Der er alene tale om en regnskabsmæssig omkategorisering af sparekassens tilgodehavende baseret på sparekassens vurdering af kreditrisikoen, usikkerhed om den fremtidige tilbagebetaling samt det lange amortiseringsforløb.
Saldoen på posteringsoversigten er ikke udtryk for restgælden. Saldoen afspejler heller ikke påløbende renter, som endnu ikke er tilskrevet. Sparekassen har ikke tilkendegivet eller indgået aftale om, at en del af gælden var eftergivet.
Klagerens indsigelser om forløbet tilbage i 2013 er underlagt en treårig forældelsesfrist og er derfor forældet på nuværende tidspunkt.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren og hans daværende ægtefælle, H, var kunder i Sparekassen Danmark.
Den 26. september 2013 underskrev klageren og H som låntagere et gældsbrev vedrørende lån -088 i sparekassen. Sparekassen har oplyst, at klageren og H også underskrev et gældsbrev vedrørende lån -096 i sparekassen.
Ved brev af 18. marts 2020 til klageren opsagde sparekassen lån -088 på 285.750,99 kr. inklusive renter til fuld og endelig indfrielse som følge af misligholdelse. Sparekassen har oplyst, at rentetilskrivningen på lån -088 blev nulstillet i forbindelse med, at kravet overgik til sparekassens inkassoafdeling.
Af en udskrift fra konto -088 for perioden fra den 1. maj 2024 til den 1. april 2025 fremgår, at der den 21. august 2024 blev afskrevet et tab på 200.000 kr. på kontoen, hvorefter saldoen havde et negativt indestående på 60.948,84 kr. Af posteringsteksten fremgår ”tab med nedskrivning til følge”.
Sparekassen har oplyst, at sparekassen den 21. august 2024 af regnskabsmæssige årsager valgte at aconto tabsafskrive 200.000 kr. på restgælden, hvilket var en regnskabsmæssig omkategorisering af sparekassens tilgodehavende.
Af klagerens kontooversigt for 2024 fremgår blandt andet lån -088 med negative beløb på 59.348,84 kr. og 200.000,00 kr.
Ved brev af 15. april 2025 til klageren meddelte sparekassen, at afviklingen af klagerens gæld på 257.748,84 kr. eksklusive renter og omkostninger blev genoptaget med henblik på etablering af en aftale.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klagerens forpligtelse over for sparekassen som solidarisk hæftende debitor må anses for ugyldig som følge af, at sparekassen ved tvang skulle have formået klageren til at forpligte sig.
Endvidere finder Ankenævnet, at det ikke kan anses for godtgjort, at parterne indgik en aftale om nedsættelse af klageren og H’s gæld, eller at klageren trods sparekassens uhensigtsmæssige formulering i kontoudskriften berettiget måtte forvente, at gælden var nedskrevet med 200.000 kr.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.