Indsigelse mod krav om betaling af reparation af leaset bil.
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod krav om betaling af reparation af leaset bil.
Sagens omstændigheder
Den 9. oktober 2023 indgik klageren og en medleasingtager en privatleasingaftale med Santander Consumer Bank om leasing af bil af mærket Nissan årgang 2022. Leasingperioden var aftalt til 36 måneder beregnet fra den første i måneden efter bilens levering, og forventet levering var angivet til at være den 9. oktober 2023.
Af Almindelige betingelser for billeasing til private, der var en del af leasingaftalen, fremgik blandt andet:
”§ 15 – Tilbagelevering
…
Ved tilbagelevering skal bilen gennemgås af en af leasingiver uafhængig part, som udpeges af leasinggiver. Med ”uafhængig” menes, at den der gennemgår bilen ikke efterfølgende udbedrer evt. skader. Det forhold, at leasinggiver betaler for gennemgangen, berører ikke vedkommendes uafhængighed.
Leasingtager har ret til at overvære gennemgangen og skal derfor forud for tilbageleveringen/gennemgangen underrettes om, hvor og hvornår gennemgangen vil blive foretaget.
Leasingbilen skal ved tilbageleveringen være i en stand, der minimum svarer til, hvad der er beskrevet i vedhæftede bilag 2.
Efter gennemgangen af bilen udarbejdes en opgørelse til leasingtager såfremt der er skyldigt beløb som følge af skader, som leasingtager hæfter for. Leasinggiver er berettiget til at sælge bilen med skader.
Af bilag 2 til leasingaftalen fremgik blandt andet:
”Bilaget har til formål at informere dig som leasingtager, om de standarder for almindelig vedligeholdelse, som leasingbilen vil blive vurderet på, ved aflevering på et af Santander Consumer Bank anvist sted. Såfremt bilen afleveres på et andet sted opkræves leasingtager de faktiske omkostninger til administration og transport.
…
Krav til bilens stand ved aflevering:
…
Ridser:
Ridser under 1 cm, der ikke har beskadiget bilens underlak accepteres. Ridser over 1 cm, eller ridser der er gået gennem bilens lak accepteres ikke.
Buler:
Der accepteres max. 1 bule pr. felt, under forudsætning af at bilens lak ikke er berørt af disse. Buler må have en maximal størrelse af 2,5 cm.
Kofanger, sidepaneler og spoiler:
Ridser under 10 cm, der ikke har beskadiget bilens underlak accepteres. Ridser over 10 cm, eller ridser der er gået gennem bilens lak accepteres ikke. Der accepteres max. 1 bule pr. felt, under forudsætning af at bilens lak ikke er berørt af disse. Buler må have en maximal størrelse på 2,5 cm.
…”
Den 27. oktober 2025 opsagde klageren leasingaftalen over for banken.
I en mail af 29. oktober 2025 til klageren anførte banken blandt andet:
”Tak for din mail.
Vi bekræfter at have modtaget din opsigelse af leasing aftale […], pr. 27. oktober 2025, med virkning fra den 1. november 2025. Bilen kan stilles senest ultimo november måned.
Indlevering
Bilen skal stilles hos [bilinspektør A] på et af deres 9 steder i landet. Book tid via link: […]
Stand og dokumentation
Bilen skal være i en stand, der svarer til kontrakten. Efter gennemgang modtager du rapport og bliver opkrævet for skader og mangler.
Det er muligt blot at stille bilen og få kvittering, men da fraskriver man sig klagemulighed over skader noteret i rapporten. Vil du deltage i gennemgangen, skal der bestilles tid.
…”
Klageren afleverede herefter bilen hos den aftalte bilinspektør A, der den 2. december 2025 inspicerede bilen og udfærdigede en afleveringsrapport/køretøjsbeskrivelse af 3. december 2025, der indeholdt en række billeder/fotos af bilen. Af afleveringsrapporten fremgik blandt andet, at der var i alt ni skader/ridser på bilen på lokationerne: højre bagdør, bagkofanger, højre bagskærm, forkofanger, højre forreste fælg, højre forskærm, forkofanger og venstre bagdør. De otte af skaderne var klassificeret som K4 skader, der var af en sådan beskaffenhed, at de krævede udbedring, og en skade var en K3 skade. Der blev opkrævet betaling for fem af K4 skaderne på henholdsvis 4.092,50 kr., 3.188,75 kr., 2.862,50 kr., 1.937,50 kr. og 7.161,25 kr., i alt 19.242,50 kr. inkl. moms.
Afleveringsrapporten blev sendt til klageren den 4. december 2025 sammen med en faktura, hvoraf fremgik, at klageren skulle betale 19.242 kr. med fradrag af 69,75 kr. for underkørte kilometer, svarende til 19.172,25 kr. for skader i henhold til afleveringsrapporten.
Klageren gjorde over for banken indsigelse mod opkrævning af betaling for skaderne. Banken fastholdt, at klageren hæftede for betaling af skader for 19.172,25 kr.
Parternes påstande
Den 14. januar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Santander Consumer Bank skal frafalde det opkrævede beløb på 19.172,25 kr., subsidiært at kravet skal nedsættes væsentligt.
Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at det omtvistede krav primært vedrører ridser (klassificeret som K4) på blandt andet kofangere, lister og fælge.
Det af banken anførte om, at der ikke er krav om en individuel målangivelse i centimeter, når skaderne samlet vurderes at overstige acceptabel stand, bestrides. I leasingaftalens bilag 2 er der konkret opstillet grænser for ridser, herunder længde (1 cm) og om, at lak/underlak er beskadiget. Når kontrakten opstiller konkrete kriterier, må det påhvile leasinggiver at dokumentere, at disse kriterier er overskredet. Bilinspektør A’s interne klassifikation (K3/K4) kan ikke erstatte de kontraktmæssige kriterier.
Afleveringsrapporten dokumenterer ikke ridsernes længde, eller om lak eller underlak er beskadiget. Dermed er det ikke dokumenteret, at skaderne falder uden for det, der accepteres som almindeligt slid og ælde.
Banken har som den kravstillende part bevisbyrden for, at betingelserne for at kræve betaling er opfyldt. Han er ikke forpligtet til at modbevise en vurdering, som ikke er dokumenteret i overensstemmelse med kontraktens egne kriterier.
Banken har afvist hans indsigelse og fastholdt kravet med henvisning til, at han ikke deltog i gennemgangen af bilen ved afleveringen og derfor skulle have fraskrevet sig klagemulighed, jf. bankens bekræftelse af opsigelsen af 27. oktober 2025. Dette har ikke hjemmel i leasingaftalen, herunder § 15, der giver leasingtager ret til at overvære gennemgangen, men ikke indeholder en bestemmelse om bortfald af klageret ved manglende deltagelse. At § 15 ikke “udelukker konsekvenser” er ikke det samme som, at den hjemler bortfald af klageret. En så indgribende konsekvens må kræve en klar kontraktmæssig hjemmel. En sådan retsvirkning kan ikke ensidigt indføres via et opsigelsesbrev, når den ikke fremgår af aftalegrundlaget.
Santander Consumer Bank har anført, at klageren valgte at aflevere bilen uden at deltage i gennemgangen, som foretages af en uvildig tredjepart. I bankens bekræftelse af opsigelsen af 29. oktober 2025 fremgår det udtrykkeligt, at manglende deltagelse i gennemgangen indebærer, at klageadgangen vedrørende registrerede skader bortfalder. Leasingaftalens § 15 fastsætter retten til at overvære gennemgangen, men udelukker ikke, at der kan knyttes konsekvenser til fravalg af deltagelse.
Kravet på 19.172,25 kr. er korrekt opgjort i henhold til leasingaftalens betingelser. De konstaterede skader (klassificeret som K3/K4) overstiger efter den uvildige bilinspektør A’s vurdering grænsen for almindeligt slid og ælde. Klageren har ikke fremlagt dokumentation, der kan tilsidesætte den uvildige vurdering.
Opgørelsen er baseret på bilinspektør A’s afleveringsrapport og standardiserede prissætninger for udbedring/værdiforringelse. Der er ikke krav om en individuel målangivelse i centimeter i rapporten for, at skader kan anses som erstatningspligtige, når de samlet vurderes at overstige acceptabel stand ved aflevering. Dokumentationen for skaderne er således sædvanlig og tilstrækkelig.
Banken har annulleret den fejlagtigt udsendte rykker, selv om opkrævningen var sat i bero. Der påløber ikke renter eller gebyrer, mens klagesagen behandles i Ankenævnet.
Ankenævnets bemærkninger
Den 9. oktober 2023 indgik klageren og en medleasingtager en privatleasingaftale med Santander Consumer Bank om leasing af bil af mærket Nissan årgang 2022. Leasingperioden var aftalt til 36 måneder beregnet fra den første i måneden efter bilens levering, og forventet levering var angivet til at være den 9. oktober.
Den 27. oktober 2025 opsagde klageren leasingaftalen over for banken.
Klageren afleverede herefter bilen hos den aftalte bilinspektør A, der den 2. december 2025 inspicerede bilen og udfærdigede en afleveringsrapport/køretøjsbeskrivelse af 3. december 2025, der indeholdt en række billeder/fotos af bilen. Af afleveringsrapporten fremgik blandt andet, at der var i alt ni skader/ridser på bilen på lokationerne: højre bagdør, bagkofanger, højre bagskærm, forkofanger, højre forreste fælg, højre forskærm, forkofanger og venstre bagdør. De otte af skaderne var klassificeret som K4 skader, der var af en sådan beskaffenhed, at de krævede udbedring, og en skade var en K3 skade. Der blev opkrævet betaling for fem af K4 skaderne på henholdsvis 4.092,50 kr., 3.188,75 kr., 2.862,50 kr., 1.937,50 kr. og 7.161,25 kr., i alt 19.242,50 kr. inkl. moms.
Afleveringsrapporten blev sendt til klageren den 4. december 2025 sammen med en faktura, hvoraf fremgik, at klageren skulle betale 19.242 kr. med fradrag af 69,75 kr. for underkørte km., svarende til 19.172,25 kr. for skader i henhold til afleveringsrapporten.
Klageren gjorde over for banken indsigelse mod opkrævning af betaling for skaderne. Banken fastholdt, at klageren hæftede for betaling af skader for 19.172,25 kr.
Ankenævnet finder ikke, at forbeholdet i bankens bekræftelse af opsigelsen af 27. oktober 2025 om, at leasingtageren fraskriver sig klagemulighed over skader noteret i afleveringsrapporten, hvis leasingtageren ikke deltager i gennemgangen af bilen, er i overensstemmelse med leasingaftalen, jf. § 15 i Almindelige betingelser for billeasing til private. Ankenævnet finder således ikke, at klageren er afskåret fra at gøre sine indsigelser gældende, uanset at han ikke deltog i bilinspektør A’s gennemgang af bilen.
Ankenævnet finder imidlertid, at en stillingtagen til omkostningerne forbundet med udbedring af de konstaterede ridser på bilen, vil forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.