Spørgsmål om opgørelse af erstatning for manglende effektuering af forlængelse af udbetalingsforløb for to ratepensioner med et år aftalt i 2023.
| Sagsnummer: | 453/2026 |
| Dato: | 29-10-2026 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Signe Kjørup Carlsson, Tina Thygesen og Martin Hare Hansen |
| Klageemne: |
Ratepension - udbetaling
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om opgørelse af erstatning for manglende effektuering af forlængelse af udbetalingsforløb for to ratepensioner med et år aftalt i 2023. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om opgørelse af erstatning for manglende effektuering af forlængelse af udbetalingsforløb for to ratepensioner med et år aftalt i 2023.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor han havde en andelsboligkredit samt en ratepension -832 og en ratepension -481, der begge var placeret i bankens investeringsløsning ”Jyske Investering”.
Den 14. december 2023 anmodede klageren banken om at forlænge udbetalingsforløbet med ét år for begge sine ratepensioner i banken.
Ved en fejl fik banken ikke effektueret anmodningen om forlængelse, hvorfor udbetalingerne fra de to ratepensioner fortsatte som hidtil.
Klageren har oplyst, at han i januar 2024 umiddelbart efter modtagelsen af den nye udbetalingsprognose for 2024 konstaterede, at udløbsdatoen for aftalerne ikke stemmer overens med de nye aftaler indgået i december 2023. Han ringede i den forbindelse til sin bankrådgiver og spurgte, om der var problemer med forlængelsen af udbetalingsaftalerne, men bankrådgiveren svarede, at alt var i orden og oplyste, at udbetalingsaftalerne nok bare ikke var blevet opdateret i systemet endnu.
Klageren har endvidere oplyst, at han i februar 2024 igen rettede henvendelse til sin bankrådgiver, da hans pensionsudbetalinger pludselig viste en negativ saldo, hvilket de ikke havde gjort før. Rådgiveren svarede, at det skyldtes en fejl i systemet, som banken arbejdede på at rette, og at det ingen økonomisk betydning havde for ham, da der ikke blev beregnet renter af den negative saldo.
I januar 2025 modtog han en ny udbetalingsprognose for 2025, hvoraf det igen fremgik, at udløbsdatoen for aftalerne ikke var blevet ændret. Han var på ferie på det tidspunkt, hvor han modtog den, og han så derfor først prognosen i foråret 2025.
Den 2. maj 2025 rettede klageren henvendelse til banken, idet hans to ratepensioner fortsat var angivet med sidste udbetalingsdato henholdsvis den 1. december 2028 og den 1.december 2029 og ikke den 1. december 2029 og den 1. december 2030, som han havde aftalt med banken i december måned 2023. Klageren gjorde krav på kompensation.
I juni 2025 meddelte banken klageren, at banken ville kompensere ham for det afkast, han var gået glip af som følge af, at han i 2024 havde fået udbetalt mere fra ordningerne og dermed havde opnået et mindre afkast i 2024 af de tilbageværende pensionsmidler, som var placeret i værdipapirer. Klageren fik tilsendt bankens beregninger og efterfølgende et forklarende brev af 2. juli 2025 fra bankens juridiske afdeling, hvoraf blandt andet fremgik:
”Jeg forstår, at vi har tilbudt at stille dig økonomisk svarende til, at vi havde effektueret din anmodning om forlængelse af udbetalingsperioden, men at du er af den opfattelse, at du er berettiget til yderlig økonomisk kompensation.
Når man vælger at forlænge udbetalingsperioden på en pensionsordning, vil det være sådan, at de enkelte udbetalinger bliver mindre, al den stund, at størrelsen på pensionsordningen er den samme, men skal fordeles over en længere periode.
Havde banken efterkommet din anmodning, var de månedlige udbetalinger fra dine 2 ratepensioner således blevet reduceret med hhv. 1316,18 kr. for ratepensionen [-832] og 1092,57 kr. for ratepensionen [-481]. Det betyder omvendt, at de tilbageværende midler på ordningerne havde været større og du derfor for indkomståret 2024 har mistet afkast på ordningerne svarende til 1.143,50 kr. (14,48 % af 7.897,08 kr.) og 1.191,78 kr. (18,18 % af 6.555,42 kr.), i alt 2.335,28 kr. Det kompenserer vi dig naturligvis. Vi har indsat beløbet på dine ordninger.
Har de lidt større udbetalinger i 2024 medført topskat for dig i 2024, kompenserer vi dig naturligvis også herfor.”
Den 26. februar 2026 meddelte banken klageren, at banken kompenserede ham med yderligere 1.378,86 kr. svarende til det afkast, som han var gået glip af som følge af, at han i 2024 og 2025 havde fået udbetalt mere fra ordningerne og dermed havde opnået et lidt mindre afkast af de tilbageværende pensionsmidler i 2025, som var placeret i værdipapirer.
Banken har oplyst, at den manglende forlængelse af udbetalingsforløbet for ratepension -832 betød, at der blev udbetalt 1.316,18 kr. for meget månedligt i 2024, i alt 15.794,16 kr. for hele 2024. I 2025 blev der udbetalt 1.781,84 kr. for meget månedligt og i alt 21.382,06 kr. for hele 2025.
Banken har endvidere oplyst, at den manglende forlængelse af udbetalingsforløbet for ratepension -812 betød, at der blev udbetalt 1.092,57 kr. for meget månedligt i 2024, i alt 13.110,84 kr. for hele året 2024. I 2025 blev der udbetalt 1.791,35 kr. for meget månedligt og i alt 21.496,25 kr. for hele 2025.
Klageren gjorde over for banken indsigelse mod størrelsen af bankens kompensation og anførte, at de for store pensionsudbetalinger havde udløst en ekstra skat for ham.
Banken afviste klagerens indsigelse og anførte, at klageren ikke havde lidt et skattetab som følge af bankens manglende forlængelse af klagerens ratepensioner.
Den 23. juni 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Klageren har under sagens forberedelse i Ankenævnet fremlagt en ”Redegørelse om inspektion af styring af operationel risiko i Jyske Bank A/S af 24. juni 2026 fra Finanstilsynet, hvoraf fremgår, at Finanstilsynet blandt andet konstaterede, at bankens styring af operationel risiko ikke skete i overensstemmelse med dens politik og forretningsgange for området.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Jyske Bank skal erstatte ham 115.779,53 kr., subsidiært 46.106,87 kr. med tillæg af manglende afkast af 69.672,66 kr. (forskellen mellem 115.779,53 kr. og 46.106,87 kr.).
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han i perioden frem til maj 2025 tre gange rettede henvendelse til banken vedrørende mærkelige forhold omkring hans pensionsudbetalinger, og først tredje gang kontrollerede banken sagen og opdagede, at aftalen om forlængelse ikke var blevet effektueret. Det er ikke rettidig omhu. Banken burde allerede have kontrolleret aftalen i januar 2024.
Han har hele tiden kun ønsket at få udbetalt det, som den nye aftale indgået i december 2023 berettigede ham til, men banken har mod hans vilje fastholdt de forkerte udbetalinger og først ændret dette, da der i december 2025 igen blev en ny udbetalingsaftale om forlængelse fra 1. januar 2026.
Da banken opdagede fejlen, ville den ikke fremadrettet kun udbetale det beløb, som forlængelsen af aftalen lød på og dermed begrænse yderligere skade på depotet. Det var dermed systemerne, der styrede banken og ikke ledelsen/personalet, for som de sagde “ de kunne ikke rette fejlen før efter den 31.12.2025”. Ledelsen i banken havde således ikke kompetence til at rette de kritiske fejl, den begik i driften. Han håber, at dette indgår i bankens beskrivelse af sine driftsrisici, som Finanstilsynet har kritiseret efter sin inspektion i banken i februar 2026.
Banken bad ham underskrive en ny aftale om forlængelse, men han havde allerede en aftale om forlængelse indgået i december 2023, så der var ikke behov for en ny aftale, hvilket banken også har bekræftet.
Selv om banken forholdt sig passiv og intet gjorde for at minimere skaden, kan den ikke fraskrive sig ansvaret for den skade, som dens passivitet har medført, og slet ikke når det ændrede sig til at være en bevidst undladelse.
Det er korrekt, at pensionsudbetalinger beskattes som personlig indkomst uanset udbetalingsperiodens længde, men tidspunktet for beskatningen flytter sig sammen med udbetalingen. En større udbetaling er lig med en større skat. Da banken har udbetalt for store beløb, har den dermed forårsaget, at beskatningstidspunktet er blevet fremrykket, så der er betalt for meget skat i 2024 og 2025 på grund af fejlen.
Beskatningen af det for meget udbetalte beløb er sket i 2024 og 2025, men ville først være sket i det sidste år af aftalens løbetid, hvis fejlen ikke var sket. Derfor er der også udbetalt for lidt i afkast i 2024 og 2025, og der er ikke beregnet afkast af beløbet for de følgende år.
Det var ikke muligt at geninvestere de beløb, som banken blandt andet havde sendt direkte til skattevæsenet og til afvikling af gæld til banken. Det var ikke ham, der havde lavet udbetalingsfejlen, og han var i god tro gennem hele forløbet, da banken havde oplyst, at udbetalingsaftalen var effektueret.
Udbetalingerne skete fra et ”kreditorbeskyttet depot” uden hans accept, og banken gjorde intet for at stoppe det, selv om han skriftligt bad banken om det.
Det kan således konkluderes, at bankens fejl forårsagede et økonomisk tab på hans pensionsdepoter, som var kreditorbeskyttet. Banken havde gentagne gange under rådgiveransvar givet forkerte oplysninger om de faktiske forhold. Uanset anmodning herom stoppede banken ikke fejlen, da den blev opmærksom på den. ”Kreditorbeskyttede midler” på hans pensionsdepoter blev ført direkte over til at afdrage gæld til banken. Finanstilsynets inspektion i banken i februar 2026 viste, at bankens styring af operationel risiko ikke skete i overensstemmelse med dens politik og forretningsgange for området.
Banken skal derfor erstatte hele det beløb på i alt 115.779,22 kr., som den uretmæssigt har fjernet fra hans depoter i 2024 og 2025. Den skal ligeledes tilbagebetale det administrationsbeløb, som den har beregnet sig i den periode, hvor der blev udbetalt for meget i pension. Banken kan ikke tage sig betalt for noget, den ikke leverer og ikke vil korrigere, da den bliver opmærksom på fejlen.
Subsidiært skal banken erstatte det beløb, som den med fuldt overlæg og mod bedre vidende fortsatte med at fjerne fra hans depoter fra maj 2025 til og med december 2025 på i alt kr. 46.105,67 samt erstatte det manglende afkast af de resterende 69.673,86 kr. (forskellen mellem 115.779,53 kr. og 46.106,87 kr.).
Jyske Bank har anført, at banken har anerkendt at have begået en fejl ved ikke at have effektueret aftalen om forlængelse af udbetalingsperioden for klagerens pensionsordninger.
Banken har anerkendt, at klageren har lidt et økonomisk tab som følge af, at udbetalingsperioden ikke blev forlænget for pensionsordningerne og afkastet på ordningerne dermed blev mindre.
Banken har kompenseret klageren med manglende afkast for 2024 og 2025.
Klageren har haft mulighed for at investere den andel af sine pensionsmidler, som han har fået udbetalt for meget som følge af bankens fejl og kunne dermed have opnået et afkast svarende til det, som han opnåede på de tilbageværende midler på de to ratepensionsordninger.
En aftale om forlængelse af udbetalingsperioden for en ratepension kan alene ske med virkning fra det førstkommende kalenderårs begyndelse, jf. pensionsbeskatningslovens 11A, stk. 5.
Aftalen om forlængelse af udbetalingsperioden for klagerens ratepensioner, som klageren underskrev i december 2023, havde haft virkning fra 2024, hvis den var blevet effektueret. Når banken bad klageren om en ny underskrift, var det fordi, fejlen ikke blev opdaget i tide til, at forlængelsen kunne få virkning fra indkomståret 2024, som oprindelig var aftalt.
Klageren havde med virkning for indkomståret 2026 mulighed for at lave en aftale med banken om at forlænge udbetalingsforløbet for sine pensioner.
Uanset udbetalingsperiodens længde, beskattes pensionsudbetalingerne som personlig indkomst hos klageren.
Det af klageren anførte om, at de for store udbetalinger i 2024 og 2025 har medført, at beskatningstidspunktet er fremrykket, og at han som følge heraf har betalt for meget i skat, som banken skal kompensere ham for, bestrides.
Den omstændighed, at en del af pensionsordningen er udbetalt tidligere end forudsat, ændrer ikke på den samlede skat, klageren skal betale, men alene på hvornår den betales. En forlængelse af udbetalingsperioden for en ratepension tilfører ikke ordningen yderligere midler. Forlængelsen indebærer alene, at den samme pensionsformue fordeles over en længere periode, hvilket medfører lavere løbende udbetalinger.
Havde den aftalte forlængelse været effektueret rettidigt, ville der ikke være kommet flere midler ind i ordningen – det samlede beskatningsgrundlag over aftalens løbetid ville i alt væsentligt være det samme, blot fordelt over flere år. Det af klageren anførte om, at der er "fremrykket" en skat, som ellers slet ikke ville være betalt, er derfor ikke korrekt, der er alene tale om en forskydning af beskatningstidspunktet inden for en i øvrigt uændret samlet skattebyrde.
Banken har kompenseret klageren for det mistede afkast i både 2024 og 2025, som skyldes, at en større del af pensionsmidlerne blev udbetalt tidligere end forudsat. Klageren er dermed blevet stillet bedre, end hvis den oprindelige aftale var blevet effektueret rettidigt og har ikke lidt et yderligere tab, hverken skattemæssigt eller i form af mistet afkast.
Det af klageren anførte om, at hans pensionsmidler uden hans accept er blevet anvendt til at nedbringe gælden til banken, bestrides. De månedlige pensionsudbetalinger er blevet indsat på klagerens andelsboligkredit, der fungerer som hans og hans ægtefælles primære løn- og betalingskonto. Det er således den konto, som familiens indtægter indsættes på, og hvorfra familiens løbende betalinger og indkøb foretages. Der er knyttet en trækningsret på 350.000 kr. til kontoen, men kontoen har aktuelt en positiv saldo på mere end 100.000 kr. Banken har på intet tidspunkt krævet, at klagerens pensionsmidler skulle anvendes til at nedbringe gæld, og midlerne er heller ikke faktisk blevet anvendt hertil.
Klageren har således ikke lidt et økonomisk tab udover det, som banken allerede har kompenseret ham for.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Jyske Bank, hvor han havde en andelsboligkredit samt en ratepension -832 og en ratepension -481, der begge var placeret i bankens investeringsløsning ”Jyske Investering”.
Den 14. december 2023 anmodede klageren banken om at forlænge udbetalingsforløbet med ét år for begge sine ratepensioner i banken.
Ved en fejl fik banken ikke effektueret anmodningen om forlængelse, hvorfor udbetalingerne fra de to ratepensioner fortsatte som hidtil.
Banken har anerkendt, at klageren har lidt et økonomisk tab som følge af, at udbetalingsperioden ikke blev forlænget for pensionsordningerne, og afkastet på ordningerne dermed blev mindre, og den har kompenseret klageren for manglende afkast for 2024 på 2.335,28 kr. og manglende afkast for 2025 på 1.378,86 kr.
Klageren har stillet krav om, at banken skal erstatte ham 115.779,53 kr., subsidiært 46.106,87 kr. med tillæg af manglende afkast af 69.672,66 kr. (forskellen mellem 115.779,53 kr. og 46.106,87 kr.).
Banken har afvist dette og har anført, at klageren ikke har lidt et økonomisk tab udover det, som banken allerede har kompenseret ham for.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren er blevet påført et yderligere tab, herunder en merskattebetaling, som følge af fejlen.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.