Krav om tilbageførsel af netbankoverførsler foretaget med henblik på at få frigivet et beløb i forbindelse med investering. Recovery scam.
| Sagsnummer: | 229/2026 |
| Dato: | 04-09-2026 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Majken Christoffersen, Tina Thygesen og Jørgen Lanng. |
| Klageemne: |
Netbank - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af netbankoverførsler foretaget med henblik på at få frigivet et beløb i forbindelse med investering. Recovery scam. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af netbankoverførsler foretaget med henblik på at få frigivet et beløb i forbindelse med investering. Recovery scam.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto -425 og netbankadgang.
Den 9. oktober 2025 afviste banken en overførselsanmodning i netbanken på 45.000 DKK fra klagerens konto -425 til et andet pengeinstitut, P, på grund af bankens svindelmonitorering, idet banken havde mistanke om, at klageren var udsat for svindel. Banken sendte følgende besked til klageren i netbanken:
”Vi har afvist overførslen af sikkerhedsmæssige årsager. Ring venligst til os på 70 33 11 01 eller via mobilbank-appen under fanen hjælp.”
Den 13. oktober 2025 afviste banken en overførselsanmodning i netbanken på 19.600 DKK fra klagerens konto -425 til P. Banken sendte ligeledes følgende besked til klageren i netbanken:
”Vi har afvist overførslen af sikkerhedsmæssige årsager. Ring venligst til os på 70 33 11 01 eller via mobilbank-appen under fanen hjælp.”
Banken har oplyst, at klagerens netbank ligeledes blev spærret på grund af bankens mistanke om svindel. Klageren ringede herefter til bankens kundeservice (24/7) den 13. oktober 2025, og var meget utilfreds med, at banken igen havde afvist en netbankoverførsel og spærret hans netbank. Bankens medarbejder stillede nogle kontrolspørgsmål til klageren for at sikre sig, at det var klageren. Klageren bekræftede herefter, at det var ham, som havde anmodet om de pågældende overførsler, da det var overførsler til hans egen konto i P.
Banken har yderligere oplyst, at klageren blandt andet indvendte, at han selv måtte bestemme over sine penge, og oplyste, at han overvejede at skifte bank. Klageren oplyste blandt andet. at han udover konti i P også havde konti i en udenlandsk bank, R. Klageren anførte i den forbindelse, at han havde ca. 0,5 mio. DKK stående i Nordea Danmark, og at han meget nemt kunne flytte dem. Bankens medarbejder oplyste, at det var klagerens egne midler, men at banken også forsøgte at passe på sine kunder. Banken åbnede herefter klagerens netbank igen.
Banken har endvidere oplyst, at klageren den 22. januar 2026 tidligt om morgenen kontaktede bankens kundeservice, da han var bange for, at han var ved at blive svindlet. Klageren oplyste, at han havde haft nogle diskussioner med en fra England, som ifølge klageren havde indsat og trukket penge igen på klagerens konti, ligesom personen havde bedt klageren om at overføre 300.000 DKK til personen i England, hvilket klageren havde nægtet. Klageren ønskede at spærre sin netbank, da han mente, at han måske var ved at blive svindlet.
Banken har oplyst, at bankens medarbejder i dialog med klageren valgte at spærre klagerens MitID-app, MitID-kodeviser, netbank og to betalingskort. Banken anbefalede klageren at henvende sig i en af bankens filialer om sagen, ligesom klageren blev vejledt om, at han kunne få et nyt MitID ved at henvende sig i Borgerservice. Banken har fremlagt et notat fra bankens kundesystem af 22. januar 2026, hvoraf fremgår, at klageren blev vejledt om at politianmelde svindlen samt gøre indsigelse til banken mod eventuelle transaktioner.
Banken har endvidere oplyst, at klageren herefter ringede til bankens kundeservice den 23. januar 2026 og anmodede om at få genåbnet sine konti. Klageren blev spurgt, om han havde været udsat for svindel dagen inden, da bankens medarbejder kunne se telefonnotatet på klageren om den mulige svindel. Klageren oplyste, at han havde fået hjælp i bankens filial, samt at han havde været i Borgerservice for at få et nyt MitID. Klageren oplyste, at han nu ønskede at få sin netbank genåbnet. Efter at have svaret på nogle sikkerhedsspørgsmål, blev klagerens netbankadgang genåbnet.
Banken har yderligere oplyst, at efter telefonsamtalen var afsluttet, ringede bankens medarbejder tilbage til klageren, da banken afledt af klagerens henvendelse den 22. januar 2026 blandt andet ville sikre sig, om det var klageren, som havde gennemført to udenlandske betalinger henholdsvis den 12. og 16. januar 2026 på 1.600 EUR til en udenlandsk bank, B. Klageren bekræftede, at han havde foretaget og medvirket til de pågældende transaktioner.
Klageren har oplyst, at han var udsat for massiv og sofistikeret manipulation og var under direkte instruktion af svindlerne, da han blev kontaktet af banken den 23. januar 2026, mens svindlen stod på.
Klageren foretog herefter syv transaktioner til den pågældende konto i B på i alt 316.592,88 DKK i perioden fra den 23. januar til den 28. januar 2026 i netbanken ved brug af sit nye MitID.
Ved en tro og love-erklæring af 2. februar 2026 gjorde klageren indsigelse mod en række transaktioner foretaget i perioden fra den 5. december 2025 til den 29. januar 2026 til forskellige betalingsmodtagere for i alt 602.814,36 DKK.
Klageren havde i tro og love-erklæringen sat kryds i feltet: ”Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktioner på baggrund af 3. mands urigtige oplysninger omkring formålet af transaktionerne”. Om hændelsesforløbet anførte klageren:
”Jeg er blevet kontaktet pr. telefon af forskellige mænd som har udgivet sig for at kunne hjælpe mig med at kræve 479.000 Euro tilbage som nogen skylder mig.
Dette krævede dog, at jeg overførte nogle penge så sagen kunne sættes i gang. Dette har jeg gjort ad flere omgange, da de gav udtryk for at de skulle have flere penge. Jeg har i den forbindelse modtaget ”kontrakt” fra Blockchain på beløb.”
Banken har oplyst, at kontooverførslerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Banken har endvidere oplyst, at alle kontooverførslerne blev gennemført ved, at klageren loggede på sin netbank ved at indtaste sit brugernavn og adgangskode til MitID samt godkendte med MitID.
Banken har fremlagt en oversigt over klagerens MitID-enheder og et uddrag af klagerens MitID-log, der viser MitID-godkendelser af transaktionerne med to MitID-enheder.
Det var klagerens MitID-enhed -505 installeret på klagerens Samsung-telefon den 28. juli 2025, som godkendte overførslerne i netbanken, indtil den blev spærret den 22. januar 2026. Derefter var det klagerens nye MitID-enhed -893 installeret på klagerens Samsung-telefon, som godkendte overførslerne efter den 23. januar 2026.
Den 18. februar 2026 afviste banken klagerens indsigelse og anførte blandt andet:
”Vi skriver til dig, fordi vi har behandlet din indsigelse mod 20 overførsler foretaget i din netbank på i alt 602.814,36 kr., som er trukket på din konto.
Det første vi gjorde, efter du kontaktede os første gang, var at række ud til de banker, som der er blevet overført til. Det gør vi for at undersøge, om pengene allerede er sendt videre, eller om modtagerbankerne kan nå at sikre og tilbageføre dem.
I dit tilfælde er det lykkedes at sikre 159.889,43 kr. som allerede er krediteret din konto.
Du angiver, at din enhed har været fjernstyret af svindleren undervejs i processen. Det betyder, at du er blevet udsat for en type svindel, hvor du er blevet manipuleret til at downloade Anydesk.
I vores undersøgelse kan vi se, at du selv har godkendt alle overførsler med MITID og har givet svindleren adgang via Anydesk, hvilket har muliggjort svindlen. Du har selv overført nogle af transaktionerne, men kan dog ikke huske hvilke.
Det stemmer også overens med din egen beskrivelse af forløbet, hvor du fortæller, at du og svindler har tastet overførslerne i fællesskab med henblik på investering. Da pengene er overført til konti som er oprettet i dit navn, betyder det desværre, at tabet ikke dækkes af banken. Du skal derfor rette henvendelse til nedenstående for at gøre indsigelse og evt. gøre krav gældende:
[kryptovalutaudbyder] 135.420,07 kr.
[B] 439.571,50 kr.
De resterende 27.822,79 kr. som er overført til 3 forskellige banker i udlandet anser vi også for autoriserede da disse overførsler er foretaget med din viden og godkendelse via MITID.”
Klageren klagede til banken over afvisningen. Den 15. marts 2026 fastholdt banken afvisningen af klagerens indsigelse.
Parternes påstande
Den 19. marts 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal tilbageføre 442.924,93 kr. til ham.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at i henhold til hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4, er banken forpligtet til at gennemføre en løbende overvågning af kundeforholdet. Formålet er at sikre, at de transaktioner, der gennemføres, er i overensstemmelse med bankens kendskab til kunden og kundens forretningsprofil, herunder midlernes oprindelse.
I denne sag er der gennemført 20 overførsler på kort tid til udenlandske platforme. Dette mønster udgør en markant afvigelse fra hans sædvanlige adfærd. Ved at lade disse transaktioner passere uden indgriben, har banken handlet i strid med sin lovmæssige overvågningsforpligtelse.
Efter hvidvasklovens § 25 har banken pligt til at undersøge baggrunden for og formålet med alle transaktioner, der er usædvanligt store, eller som har et usædvanligt mønster. Banken skal efter denne bestemmelse notere resultatet af undersøgelsen.
Han er ikke blevet kontaktet af banken med kritiske spørgsmål, mens svindlen stod på. Banken har således ikke opfyldt sin undersøgelsespligt efter § 25, men har tværtimod udvist passivitet over for et mønster, der entydigt indikerede svindel.
Banken har i sin afvisning af hans indsigelse af 18. februar 2026 lagt vægt på, at overførslerne skete til hans egne konti. Banken var eller burde som professionel part være vidende om, at dette er en bevidst metode brugt af svindlere. Svindlere instruerer ofte ofre til at oprette konti i eget navn på kryptoplatforme eller i neobanker. Dette gøres specifikt for at "blødgøre" bankernes automatiske overvågningssystemer, da overførsler til egne konti ofte fejlagtigt kategoriseres som lavrisiko-transaktioner. Metoden, hvor midler sluses gennem mellemkonti i kundens navn for derefter straks at blive konverteret til kryptoaktiver, er en velkendt svindeltypologi (investeringssvindel), som Finanstilsynet og bankernes egne svindelenheder burde have indgående kendskab til.
Som en professionel aktør kan banken ikke skjule sig bag, at pengene teknisk set gik til klagerens "egne" konti, når det samlede transaktionsmønster og hastigheden heri entydigt peger på manipulation og svindel. Banken burde have gennemskuet, at der var tale om en "transit-station" i et svindelforløb.
Han var en ældre mand på 83 år, som havde vanskeligt ved at overskue sagen.
Banken lægger vægt på, at han den 23. januar 2026 ringede for at genåbne sin netbank, og at han i et efterfølgende opkald fra banken mundtligt bekræftede to udenlandske overførsler fra den 12. og 16. januar til B. Banken udelader dog den fulde kontekst. Han var under hele forløbet udsat for massiv og sofistikeret manipulation samt fjernstyring via AnyDesk. Hans bekræftelse af overførslerne skete under direkte instruktion fra svindlerne.
Det er stærkt kritisabelt, at banken blot én dag efter, at han selv har ringet ind og fået spærret alle konti og enheder på grund af mistanke om svindel, lader sig nøje med en overfladisk, mundtlig bekræftelse af udenlandske overførsler til en betalingsplatform.
Banken burde som den professionelle part have stillet indgående kontrolspørgsmål til selve formålet med at overføre til B og kryptovalutaudbyderen, især set i lyset af hans henvendelse dagen før.
Banken forsøger at fralægge sig ansvaret for manglende indgriben ved at henvise til, at han i oktober 2025 blev vred over, at banken spærrede for overførsler, og at han truede med bankskift. Dette argument holder ikke.
I oktober 2025 var der tale om overførsler til hans egen danske konto i pengeinstitut P. At overføre egne midler mellem to danske pengeinstitutter er en helt normal handling. Det kan på ingen måde sidestilles med de 20 overførsler foretaget i januar 2026, hvor der pludselig blev overført over 600.000 kr. i et voldsomt tempo til udenlandske modtagere. Bankens overvågningssystemer burde oplagt kunne skelne mellem ufarlige overførsler til en dansk konto i eget navn og klassiske, atypiske mønstre for investeringssvindel.
Selv om hvidvasklovens primære formål er at beskytte samfundshensyn, fratager dette ikke banken dens almindelige civilretlige ansvar. Banken har handlet ansvarspådragende og udvist grov uagtsomhed. Bankens overvågningssystemer og manuelle procedurer fejlede fatalt ved ikke at fange eller stoppe et åbenlyst mistænkeligt transaktionsmønster.
Banken har tilsidesat sin almindelige omsorgspligt over for ham, særligt i situationen den 23. januar 2026, hvor banken udmærket var klar over den umiddelbare svindelrisiko, men undlod at beskytte ham.
Det bestrides, at sagen skal afvises fra Ankenævnet, fordi den skulle kræve afhøring af vidner. Sagen er fuldt ud egnet til skriftlig behandling. Kernen i sagen er ikke de præcise ord, der faldt mellem ham og svindlerne, men derimod bankens procedurer, bankens reaktion på transaktionsmønstrene og bankens håndtering af opkaldene den 22. og 23. januar 2026. Alt dette kan vurderes ud fra sagens eksisterende bilag, transaktionsudskrifter og bankens egne notater.
Nordea Danmark har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at hvidvasklovgivningen er uden betydning for vurderingen af et eventuelt erstatningsansvar i den foreliggende sag. Hvidvaskloven udgør en offentligretlig regulering, der har til formål at varetage samfundsmæssige hensyn.
Hvidvasklovens regler pålægger finansielle virksomheder en række pligter, herunder kundekendskabsprocedurer, overvågning, undersøgelses- og underretningspligt, med henblik på at bistå myndighederne i bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering.
Formålet med reglerne er således at sikre, at det finansielle system ikke misbruges til kriminelle formål, og at Danmark bidrager til den internationale indsats mod hvidvask og terrorfinansiering.
Hvidvaskloven har derimod ikke til formål at beskytte den enkelte bankkunde mod svindel eller tredjemandsmisbrug. Reglerne er derfor ikke udtryk for en civilretlig beskyttelsesnorm, men udgør regulering, som håndhæves ved offentlige sanktioner, herunder tilsynsreaktioner og bøder.
Det følger blandt andet af en nyere norsk højesteretsdom af 31. maj 2024, at den norske hvidvasklov, der har gennemført store dele af EU’s fjerde hvidvaskdirektiv (2015/849/EU), ikke har til formål at forebygge eller opdage andre strafbare forhold end hvidvask og terrorfinansiering.
Afgørelsen kan bruges som fortolkningsbidrag i forhold til den danske hvidvasklov, der også implementerer det fjerde hvidvaskdirektiv.
Den norske højesteretsdom kan sammenlignes med denne sag, da overførslerne i begge tilfælde var autoriserede transaktioner godkendt af bankkunden selv.
Hvidvaskloven regulerer ikke forholdet mellem banken og kunden ved gennemførelse af betalingstransaktioner. Hvidvasklovgivningen indeholder ikke regler om fordeling af tab i sådanne situationer og kan derfor ikke danne egentligt grundlag for et erstatningskrav.
I øvrigt bestrides det, at der skulle være nogle overtrædelser af hvidvaskloven i denne sag.
Forholdet er derimod udtømmende reguleret af betalingslovgivningen. I denne sag er der tale om autoriserede betalingstransaktioner, som klageren selv har godkendt.
Overførslerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Klageren har i sin tro og love-erklæring sat kryds i feltet: ”Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktioner på baggrund af 3. mands urigtige oplysninger omkring formålet af transaktionerne”, ligesom klageren i hændelsesforløbet har anført, at han selv har overført pengene ad flere omgange.
Det fremgår ligeledes af den tekniske bevisførelse, jf. den fremlagte oversigt over klagerens MitID-enheder og uddraget af klagerens MitID-log, at det er klagerens egne MitID-enheder, der har godkendt overførslerne via klagerens netbank. Frem til den 22. januar 2026 var det klagerens MitID-enhed -505, som blev aktiveret den 28. juli 2025, der blev anvendt til godkendelse af transaktionerne. Fra den 23. januar 2026 var det klagerens nye MitID-enhed -893, som klageren anvendte til at godkende transaktionerne. Samme MitID, som klageren selv samme dag havde aktiveret via Borgerservice. Begge MitID-enheder var installeret på klagerens Samsung-telefon.
MitID er en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. lov om betalinger § 7, nr. 31. Ved transaktionerne blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. lov om betalinger § 7, nr. 30.
Både på baggrund af klagerens egne oplysninger og den fremlagte oversigt over klagens MItID-enheder og uddraget af klagerens MitID-log, er der derfor ingen tvivl om, at det er klageren selv, der har godkendt og accepteret overførslerne, jf. betalingslovens § 82.
På den baggrund finder hæftelsesreglerne i betalingslovens § 100 ikke anvendelse, og banken skal således ikke erstatte klagerens tab i henhold til betalingslovens bestemmelser om uautoriserede transaktioner.
Klageren har ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende over for klageren på andet grundlag.
Klageren blev rådgivet af banken i forbindelse med spærringen af hans netbank og MitID den 22. januar 2026 på grund af hans mistanke om svindel, ligesom klageren ved sin efterfølgende henvendelse i bankens filial blev vejledt om politianmeldelse, indsigelse og genåbning af MitID på Borgerservice. Klageren fik herefter udstedt et nyt MitID på Borgerservice den 22. januar 2026.
Klageren var myndig, ligesom klageren ikke var i en tilstand, hvor han ikke kunne handle fornuftsmæssigt, hvilket banken blandt andet blev betrygget i ved klagerens fremmøde i filialen den 22. januar 2026.
I forbindelse med at klageren selv ønskede at få genåbnet sin netbank den 23. januar 2026, ville bankens medarbejder sikre sig, om det var klageren, som havde foretaget nogle udenlandske overførsler på 1.600 EUR til B den 12. og 16 januar 2026 blandt andet på baggrund af klagerens henvendelse om mulig svindel dagen forinden.
Klageren bekræftede, at han kunne vedkende sig transaktionerne til B og fortsat ønskede at få genåbnet sin netbank.
Der gik således heller ikke nogen alarmer i banken, da klageren efterfølgende foretog flere overførsler til samme modtagerkonto i B i de efterfølgende dage.
Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i september 2025 var meget utilfreds med, at banken proaktivt havde spærret klagerens konti i forbindelse med større transaktioner, som banken mistænkte var relateret til misbrug, men som efterfølgende viste sig at være klagerens egen konto i pengeinstitut P. Klageren havde således en historik med overførsler af større beløb, ligesom klageren selv havde oplyst at have flere andre bankkonti i både en dansk bank og et udenlandsk pengeinstitut.
Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at en stillingtagen til sagen forudsætter en nærmere bevisførelse, herunder parts- og vidneforklaringer om de faktiske omstændigheder forbundet med klagerens dialog med svindlerne om de i sagen omtvistede transaktioner.
En sådan bevisførelse kan ikke finde sted for Ankenævnet, jf. vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4, hvorefter sager, der kræver egentlig bevisførelse, må henvises til domstolsbehandling. Sagen er derfor uegnet til behandling ved Ankenævnet og bør afvises.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto -425 og netbankadgang.
I perioden fra den 5. december 2025 til den 29. januar 2026 blev der i klagerens netbank foretaget 20 overførsler til forskellige betalingsmodtagere for i alt 602.814,36 DKK.
Ved en tro og love-erklæring af 2. februar 2026 gjorde klageren indsigelse mod overførslerne. Klageren havde i tro og love-erklæringen sat kryds i feltet: ”Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktioner på baggrund af 3. mands urigtige oplysninger omkring formålet af transaktionerne”. Klageren oplyste endvidere, at han var blevet kontaktet af forskellige mænd, som havde udgivet sig for at kunne hjælpe ham med at kræve 479.000 EUR tilbage, som nogen skyldte ham. Dette krævede dog, at han overførte nogle penge, så sagen kunne sættes i gang. Dette gjorde han ad flere omgange, da de gav udtryk for, at de skulle have flere penge. Han modtog i den forbindelse ”kontrakt” fra Blockchain på ”beløb”.
Banken afviste klagerens indsigelse med henvisning til, at han selv foretog overførslerne, og at disse dermed var autoriserede. Det fremgik af afvisningen, at klageren ligeledes i forbindelse med indsigelsen overfor banken havde anført, at han var blevet manipuleret til at downloade Anydesk, og at hans computer havde været fjernstyret af svindleren undervejs i processen.
Det lykkedes banken at få tilbageført 159.889,43 DKK. Klagerens tab udgør herefter 442.924,43 DKK.
Tre medlemmer – Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer og Majken Christoffersen – udtaler:
Ud fra sagens omstændigheder samt klagerens egne oplysninger om, at han selv foretog overførslerne, finder vi, at de omtvistede transaktioner blev autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret til at foretage de omtvistede transaktioner.
Vi finder ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Tina Thygesen og Jørgen Lanng – udtaler:
Vi finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om transaktionerne blev autoriseret af klageren, jf. betalingslovens § 82, eller om der foreligger misbrug under sådanne omstændigheder, at klageren hæfter delvist for tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, eller hele tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 5. Vi finder, at en stillingtagen hertil forudsætter yderligere bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Vi stemmer derfor for, at sagen afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.