Forrentning af konti med betydeligt indestående.
| Sagsnummer: | 276/2000 |
| Dato: | 06-12-2000 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jette Kammer Jensen, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Rente - indlån
Forældelse - udlån |
| Ledetekst: | Forrentning af konti med betydeligt indestående. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører forrentningen af klagernes konti hos indklagede, hvor der i en årrække indestod betydelige beløb.
Sagens omstændigheder.
Klagerne, der er ægtefællerne M og H, er født i henholdsvis 1912 og 1920. Klagerne har i en årrække været kunder i indklagedes Gug afdeling.
Indklagede var indtil 1990 en sparekasse, og klagerne var garanter og havde på grundlag heraf en garantkonto med en favørrente. Ved indklagedes omdannelse til et aktieselskab udgik garantkontoen, og i stedet fik klagerne hver etableret en konto på tre måneders opsigelse. Klagerne blev ikke aktionærer i indklagede.
Foruden kontiene på tre måneders opsigelse har klagerne hver en lønkonto hos indklagede.
Saldoen på klagernes konti har udviklet sig således:
M: | ||
Den 30/12 | Lønkonto | Konto med 3 måneders opsigelse |
1994 | 27.931,92 kr. | 148.032,12 kr. |
1996 | 41.240,40 kr. | 150.083,27 kr. |
1997 | 54.003,51 kr. | 163.512,26 kr. |
1998 | 67.764,69 kr. | 164.106,98 kr. |
1999 | 68.723,12 kr. | 156.716,94 kr. |
H. | ||
Den 30/12 | Lønkonto | Konto med 3 måneders opsigelse |
1994 | 8.591,92 kr. | 201.946,81 kr. |
1996 | 33.941,87 kr. | 204.742,15 kr. |
1997 | 54.538,46 kr. | 205.295,13 kr. |
1998 | 71.695,62 kr. | 206.042,17 kr. |
1999 | 111.060,26 kr. | 207.936,56 kr. |
Om kontienes forrentning har indklagede oplyst
Dato | Lønkonto | 3 mdr. |
11. april 1990 | 0,50% | 6,00% |
9. maj 1990 | 0,25% | 5,50% |
1. juli 1990 | 0,25% | 5,00% |
17. april 1991 | 0,25% | 4,00% |
1. juni 1991 | 0,25% | 3,50% |
21. august 1991 | 0,25% | 3,75% |
21. oktober 1991 | 0,25% | 3,25% |
2. januar 1992 | 0,25% | 3,75% |
17. maj 1993 | 0,25% | 3,00% |
26. maj 1993 | 0,25% | 2,00% |
24. juni 1993 | 0,125% | 1,50% |
12. juli 1993 | 0,125% | 1,25% |
23. juli 1993 | 0,25% | 2,75% |
27. september 1993 | 0,125% | 2,00% |
6. oktober 1993 | 0,125% | 1,50% |
20. oktober 1993 | 0,125% | 1,00% |
4. november 1993 | 0,125% | 0,50% |
28. marts 1995 | 0,125% | 1,00% |
22. december 1995 | 0,125% | 0,50% |
30. april 1996 | 0,125% | 0,25% |
29. oktober 1997 | 0,125% | 0,50% |
20. maj 1998 | 0,125% | 1,00% |
16. november 1998 | uoplyst | 1,25% |
16. december 1998 | - | 0,75% |
15. februar 1999 | - | 0,50% |
27. april 1999 | - | 0,50% |
12. november 1999 | - | 1,00% |
Indklagede har under sagen fremlagt kopi af en skrivelse af 11. maj 1993 fremsendt til klagerne, hvoraf fremgår:
"Jeg har set, at I har en del penge stående på 2 bøger med 3 måneders opsigelse.
Jeg mener at kunne tilbyde jer noget bedre, hvorfor jeg inviterer jer til et uformelt møde her i sparekassen.
Jeg har reserveret tid
Tirsdag den 18. maj 1993 kl. 10.00
til en kop kaffe og en snak."
Af en engagementsoversigt pr. 18. maj 1993 fremgår, at klagerne havde henholdsvis ca. 199.000 og 148.000 kr. stående på kontiene med tre måneders opsigelse. Af et internt notatark fremlagt af indklagede fremgår, at klagerne ikke ønskede et møde. M ville ikke købe aktier, og H ønskede ikke indlån i form af aftaleindskud.
Indklagede har fremlagt kopi af en skrivelse sendt til klagerne den 1. maj 1997, hvoraf fremgår, at indklagedes medarbejder foreslog klagerne at flytte indeståendet fra kontoen med tre måneders opsigelse, hvor renten p.t. var 0,25% p.a., til en konto med højere rente. Klagerne blev samtidig opfordret til at kontakte indklagede telefonisk eller ved personlig henvendelse.
Af en skrivelse af 5. november 1999 til klagerne fremgår, at indklagede foreslog klagerne et møde, hvor man ønskede at drøfte forrentningen af klagernes indestående.
Den 28. februar 2000 var klager M sammen med sin søn til møde hos indklagede, hvor forrentningen af klagernes konti blev drøftet. Samme dag blev klagernes tre måneders konti ophævet; indeståendet blev overført til en aftalekonto.
Ved skrivelse af 4. april 2000 rettede klagernes søn henvendelse til indklagede og anførte, at det på mødet den 28. februar 2000 var blevet tilkendegivet af indklagede, at man ville fremkomme med en løsning på spørgsmålet om forrentningen. Sønnen rykkede herfor.
Ved skrivelse af 12. april 2000 til sønnen redegjorde indklagede for den kontakt, der havde været med klagerne siden maj 1993, herunder de i 1997 og 1999 fremsendte skrivelser.
Efter yderligere korrespondance mellem klagernes søn og indklagede blev der den 30. juni 2000 afholdt et møde i indklagedes afdeling, hvor indklagede og klagernes søn deltog. Mødet resulterede ikke i nogen mindelig aftale om forrentningen af klagernes konti.
Parternes påstande.
Klagerne har den 24. juli 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forrente klagernes konti med minimum 3,25% p.a. fra tidspunktet for indklagedes omdannelse til aktieselskab og indtil den 28. februar 2000.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagernes søn har anført, at han for adskillige år siden observerede, at forældrene havde problemer med hukommelsen. I denne forbindelse oplyste de begge, at udgifter blev betalt via PBS, og at indklagedes medarbejder havde foranlediget, at "de fik den højest mulige rente" på deres konti. I februar 2000 blev han bekendt med, at forældrene lå inde med bankbøger med et indestående på omkring 500.000 kr., hvilket forældrene ikke var klar herover. Hans far er dement og kommer i indklagedes afdeling 1-2 gange om måneden, medens hans mor ikke har været der i mange år.
Indklagede har haft rig lejlighed til ved M's henvendelser at rådgive omkring en bedre forrentning. Hertil kommer, at indklagede burde indse, at ikke noget normalt habilt menneske vil have ca. 500.000 kr. stående til den lave rente, som indklagede har forrentet kontiene med.
Indklagede har ikke opfyldt sin rådgivningsforpligtelse ved fremsendelsen af de tre fremlagte skrivelser, idet indklagede allerede i 1993 burde have indset, at M og H havde "helbredsmæssige problemer".
Indklagede har anført, at man har overholdt sin rådgivningsforpligtelser, idet klagernes opmærksomhed blev henledt på alternative placeringsmuligheder, således at klagerne kunne opnå en bedre forrentning.
På baggrund af skrivelsen fra 1993 havde indklagede en indgående drøftelse med klagerne om renteforholdene, men klagerne afslog at ændre på kontotyperne.
Indklagede kan ikke af egen drift ændre klagernes kontotype, når klagerne ikke ønsker dette.
Klagernes krav om renteregulering forud for 1996 er forældet, jf. § 1, nr. 2 i 1908-loven om forældelse.
Det er indklagedes praksis, at kasserere gør kunder opmærksom på muligheden for en højere forrentning af større indestående på lavt forrentede konti. Afdelingens kasserer gennem en årrække er ikke længere ansat, hvorfor man ikke nu kan afklare, om spørgsmål om rente har været drøftet med M ved dennes henvendelser.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagernes påstand vedrører et krav om rentekompensation som følge af påstået manglende eller fejlagtig rådgivning fra indklagedes side og vedrører således ikke et krav på en forfalden rente. Klagernes krav er derfor ikke omfattet af 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 2 "Fordring ..... på forfalden rente". Klagernes krav må anses for omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lov 5-14-4, da det angår deres lån til indklagede i form af de på de omhandlede konti indsatte beløb.
Ved skrivelsen af 11. maj 1993 rettede indklagede henvendelse til klagerne som følge af, at klagerne på de to konti på 3 måneders opsigelse havde et indestående på omkring 350.000 kr. Det lægges til grund, at der i denne anledning var en drøftelse med klagerne om forrentningen af deres indlån, og at klagerne ikke ønskede at ændre på kontoforholdene.
Det må videre lægges til grund, at indklagede i hvert fald i maj 1997 og november 1999 på ny kontaktede klagerne skriftligt med henblik på en drøftelse af forrentningen af klagernes indestående, og at klagerne ikke reagerede herpå.
3 medlemmer - John Mosegaard, Allan Pedersen og Ole Reinholdt - udtaler:
Vi finder under de foreliggende omstændigheder ikke grundlag for at pålægge indklagede at yde en rentekompensation.
2 medlemmer - Jette Kammer Jensen og Leif Nielsen - udtaler:
Efter sagens karakter finder vi, at indklagede som opfølgning på klagernes reaktion på skrivelsen af 11. maj 1993 i skriftlig form burde have bekræftet den i det interne notat refererede opfattelse af klagernes standpunkt, således at klagerne havde udtrykkelig anledning til at korrigere eventuelle misforståelser.
Henset hertil og til, at indklagede ikke i øvrigt har sikret sig klagernes skriftlige tilkendegivelse om, at de ikke ønskede midlerne bedre forrentet end tilfældet var, stemmer vi for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.