Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod afslag på oprettelse af basal erhvervskonto til selskab samt indsigelse mod opsigelse af selskabets konti i oktober 2024. Spørgsmål om selskabets reelle ejer havde optrådt anstødeligt/til gene overfor banken.

Sagsnummer: 4/2026
Dato: 30-10-2026
Ankenævn: Bo Østergaard, Merete Kjær Aagaard, Jimmy Bak, Henrik Lundgaard Sedenmark og Kim Haggren.
Klageemne: Basal erhvervskonto - Afslag på oprettelse
Basal erhvervskonto - Afvisning, ikke konkret økonomisk mellemværende § 5, stk. 3, nr. 2
Basal erhvervskonto - Afvisning, omfattede klageemner § 2, stk. 3, § 5, stk. 2
Basal erhvervskonto - Opsigelse
Ledetekst: Indsigelse mod afslag på oprettelse af basal erhvervskonto til selskab samt indsigelse mod opsigelse af selskabets konti i oktober 2024. Spørgsmål om selskabets reelle ejer havde optrådt anstødeligt/til gene overfor banken.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Basal erhvervskonto

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod afslag på oprettelse af basal erhvervskonto til selskab samt indsigelse mod opsigelse af selskabets konti i oktober 2024. Spørgsmål om selskabets reelle ejer havde optrådt anstødeligt/til gene overfor banken

Sagens omstændigheder

Klageren i sagen er et dansk anpartsselskab. Det fremgår af en i sagen fremlagt udskrift fra Erhvervsstyrelsen af 3. januar 2026, at klagerens formål er at drive advokatvirksomhed, og at en person (herefter Person 1) er legal ejer af klageren.

Ved brev til klageren af 9. oktober 2024 opsagde banken klagerens kundeforhold pr. 9. november 2024. Banken har oplyst, at klageren havde været kunde i banken siden 2020, og at klagerens kundeforhold på tidspunktet for opsigelsen omfattede en driftskonto, en klientkonto, to valutakonti, en opsparingskonto, to betalingskort i form af et Visa/Dankort og et MasterCard Direct samt en aftale om overførselsservice via Nets. Derudover omfattede opsigelsen selskabets opbevaringsdepot til brug for handel med værdipapirer.

I opsigelsesbrevet anførte banken blandt andet:

”… efter en gennemgang af kundeforholdet og de oplysninger, vi har modtaget, vurderer vi, at vi ikke i tilstrækkelig grad kan forklare og dokumentere virksomhedens forretning og brug af banken. Det betyder, at vi ikke kan leve op til vores forpligtelse som bank, og derfor kan vi ikke længere tilbyde virksomheden at være kunde hos os. …”

Ved brev af samme dag til Person 1 opsagde banken Person 1’s kundeforhold til ophør pr. 9. januar 2025 og anførte blandt andet:

”… efter en gennemgang af dit kundeforhold og de oplysninger, du har givet os, vurderer vi, at du bruger banken på en måde, som vi ikke kan stå inde for. Det betyder, at vi ikke kan leve op til vores forpligtelse som bank, og derfor kan vi ikke længere tilbyde dig at være kunde hos os. …”

Banken har anført, at Person 1 under gennemførelsen af bankens kundekendskabsprocedure uopfordret og gentagne gange kontaktede rådgiveren i banken, M, via M’s private telefon (både opkald og sms-beskeder), selvom dette telefonnummer ikke var blevet oplyst til Person 1, og selvom M frabad sig at blive kontaktet via sin private telefon. M så sig nødsaget til at blokere Person 1’s telefonnummer.

Klageren har anført, at baggrunden var, at M ikke besvarede Person 1's henvendelser via bankens officielle kanaler, og at der var tekniske problemer med at kontakte ham gennem bankens platform. Person 1 havde brug for svar fra M, idet M havde fastsat frister, som Person 1 ikke kunne overholde uden at modtage svar. Person 1 fandt M's telefonnummer på Krak.dk, hvor det var offentligt tilgængeligt. Person 1 var ikke bekendt med, at det var M's private telefonnummer. M havde oplyst Person 1 om sit efternavn. Person 1 sendte M sms-beskeder. Der var intet anstødeligt i beskederne.

Klageren har fremlagt uddrag af skriftveksling i sag 127/2025, hvoraf det fremgår, at Person 1 sendte følgende beskeder til medarbejder M:

Dato 2024

Indhold

7. september

Hej [M]. Har lige sendt dig en mail omkring vores konto. Vil være værdsat, hvis du kan prioritere.

8. september

Hej [M]. Tak for besked, endda på en søndag aften under landskamp. Fedt, du prioriterer …. Jeg har lige svaret via netbanken. Hvis du arbejder her til aften, er jeg tilgængelig på et kald.

7. november

Hej [M]. jeg forstår, at du har videreformidlet til dine kollegaer, at jeg har truet dig. Det er hverken i overensstemmelse med sandheden eller noget, jeg vil have siddende på mig. Tværtimod understreger det, hvad jeg i begyndelsen af vores forløb skrev til dig: at det fra start har virket som om, at du havde et personligt problem med mig, og at du havde vanskeligt ved at adskille det fra dit professionelle virke. Du må gerne ringe til mig med henblik på at få afklaret denne misforståelse, du måtte være i, ligesom at jeg selvfølgelig forventer, at du dementerer dine ytringer overfor dine kollegaer.

9. november

Godmorgen [M]. Bemærk at jeg har sendt en anmodning til din mail, som I har en lovbestemt frist på 1 måned til at behandle. Du må gerne bekræfte modtagelsen.

Den 6. marts 2025 indgav Person 1 på vegne et andet af sine selskaber (Selskab 1) en klage til Ankenævnet (Ankenævnets sag 127/2025) med påstand om, at Danske Bank skulle anerkende, at bankens afslag på oprettelse af en basal erhvervskonto til Selskab 1 var uberettiget, og at banken skulle anerkende, at bankens spærring af Selskab 1’s kundeforhold, der fandt sted den 21. maj 2024, var uberettiget. Den 11. juli 2025 indgav klageren klage for Ankenævnet (Ankenævnets sag 127/2025) med påstand om, at banken skulle tilpligtes at åbne en basal erhvervskonto til klageren (i sag 127/2025 betegnet Selskab 2), og at banken skal anerkende, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.

Den 15. september 2025 sendte klageren en ansøgning om oprettelse af en basal erhvervskonto i banken. Banken har oplyst, at Person 1 i den forbindelse oplyste, at kontoen skulle bruges til at drive klagerens daglige bankforretninger. I forlængelse af denne ansøgning meddelte banken, at den ville afvente en afgørelse fra Det finansielle ankenævn – basal erhvervskonto i sag 127/2025, som vedrørte afslag på oprettelse af en basal erhvervskonto til en anden virksomhed (Selskab 1) i samme koncern med samme ejer.

Den 4. december 2025 traf Ankenævnet afgørelse i sag 127/2025. Af afgørelsen fremgår blandt andet [klageren i nærværende sag er identisk med Selskab 2 i sag 127/2025]:

”Selskab 1 og Selskab 2 havde i 2024 erhvervskonti i Danske Bank. Person 1 havde i 2024 et privat engagement i Danske Bank. Banken har oplyst, at den i forbindelse med en gennemgang af Selskab 1, Selskab 2 og Person 1’s kundeforhold i 2024 konstaterede en række konkrete transaktioner på Selskab 1, Selskab 2 og Person 1’s konti, som gav anledning til at indhente yderligere oplysninger og dokumentation for at forstå Selskab 1 og Selskab 2’s erhvervsmæssige brug og Person 1’s private brug af banken.

Den 29. april 2024 anmodede banken Selskab 1 om at sende oplysninger og dokumentation for seks overførsler senest den 13. maj 2024. Ved et brev af 13. maj 2024 rykkede banken Selskab 1 for svar og anmodede om oplysning og dokumentation for en yderligere transaktion. Den 21. maj 2024 spærrede banken Selskab 1’s konti og meddelte, at manglende modtagelse af oplysningerne senest den 21. juni 2024 kunne betyde opsigelse af Selskab 1’s kundeforhold i banken. Banken har anført, at den ikke modtog de efterspurgte oplysninger og dokumentation, og at Selskab 1’s ejer selv valgte at lukke Selskab 1’s konti i banken den 11. juli 2024, hvorfor banken ikke sendte et opsigelsesbrev til Selskab 1, selvom der var grundlag herfor.

Den 9. oktober 2024 opsagde banken Person 1 og Selskab 2’s kundeforhold til ophør henholdsvis den 9. januar 2025 og den 9. november 2024. Opsigelserne var begrundet i, at banken efter en gennemgang af kundeforholdene vurderede, at Person 1 brugte banken på en måde, som banken ikke kunne stå inde for, og at banken ikke i tilstrækkelig grad kunne forklare og dokumentere Selskab 2’s forretning og brug af banken.

Banken har anført, at Person 1 har optrådt anstødeligt i forbindelse med gennemførelsen af bankens kundekendskabsprocedure. Person 1 tog gentagne gange kontakt til bankens medarbejder, M, via dennes private telefon, selvom M frabad sig kontakt via sin private telefon. Medarbejder M så sig til sidst nødsaget til at blokere Person 1’s telefonnummer. Klagerne har bestridt det af banken anførte.

Klage vedrørende spærring og opsigelse og Selskab 1 og Selskab 2’s kundeforhold

... Reglerne om basal erhvervskonto trådte således i kraft efter, at Selskab 1 og Selskab 2’s konti i banken blev oprettet og henholdsvis spærret og opsagt. Ankenævnet finder derfor, at de pågældende konti ikke er omfattet af reglerne om basal erhvervskonto i loven, hvorfor denne del af sagen ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence.

Ankenævnet afviser derfor denne del af sagen, jf. vedtægterne for Det finansielle ankenævn – Klager om basal erhvervskonto, § 2, stk. 3, jf. § 5, stk. 2.

Klage vedrørende Selskab 1’s anmodning om en basal erhvervskonto

Den 14. januar 2025 sendte Selskab 1 en ansøgning til Danske Bank om en basal erhvervskonto. Den 28. januar 2025 afslog banken ansøgningen. Banken har oplyst, at afslaget på Selskab 1’s ansøgning om basal erhvervskonto var begrundet i de forhold, som er nævnt i § 13 c, stk. 3, nr. 2, og i § 13 c, stk. 4, nr. 4, i loven.

....

Ankenævnet finder, at banken er forpligtet til at gennemføre kundekendskabsprocedurer med henblik på at efterleve sine forpligtelser efter hvidvaskloven. Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt er op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation og oplysninger til opfyldelse af pengeinstituttets forpligtelser efter hvidvaskloven. Ankenævnet finder endvidere, at det som udgangspunkt må være op til et pengeinstitut selv at afgøre, om den erhvervsdrivende eller ejere heraf eller personer, der optræder på den erhvervsdrivendes vegne, har udført eller vil udføre transaktioner eller aktiviteter, som har medført eller vil medføre underretningspligt efter § 26, stk. 1, i hvidvaskloven.

Tre medlemmer - Katrine Waagepetersen, Morten Winther Christensen og Jimmy Bak - udtaler:

Vi finder ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag.

Vi finder, at da banken allerede af denne grund har været berettiget til at afslå at åbne en basal erhvervskonto til Selskab 1, er der ikke anledning til at tage stilling til, om betingelserne i lovens § 13 c, stk. 4, nr. 4, tillige er opfyldt.

Vi stemmer derfor for, at Selskab 1 ikke får medhold i klagen vedrørende anmodning om en basal erhvervskonto i banken.

To medlemmer - Kim Haggren og Henrik Lundgaard Sedenmark - udtaler:

Vi finder det ikke godtgjort, at banken har udtømt alle muligheder for at gennemføre kundekendskabsprocedure i forbindelse med oprettelsen af den basale erhvervskonto.

Vi lægger vægt på, at lovens § 13 c, stk. 3, nr. 2, giver adgang for banken til at give afslag på basal erhvervskonto, hvis der er forhold, der har medført eller vil medføre underretningspligt efter hvidvasklovens § 26, stk. 1.

Det fremgår videre af Finanstilsynets vejledning til hvidvaskloven, at denne forpligtigelse kun består, såfremt banken har udtømt alle muligheder for at gennemføre kundekendskabsprocedurer.

Vi finder ikke, at det i tilstrækkelig grad fremgår af sagens dokumenter, at banken i det konkrete tilfælde har udtømt alle sine muligheder for at gennemføre kundekend-skabsprocedure og forstå klagerens forretning.

For så vidt angår lovens § 13 c, stk. 4, nr. 4, vedrørende anstødelige eller genererende forhold finder vi ligeledes, at banken ikke i tilstrækkelig grad har underbygget omfanget og karakteren af de anstødelige eller genererende forhold i en sådan grad, at forholdet kan henføres under undtagelsesbestemmelsen i lovens §13 c, stk. 4, nr. 4, som skal fortolkes restriktivt. 

Vi vurderer derfor, at Selskab 1 har ret til etablering af en basal erhvervskonto.

Der træffes om denne del af sagen afgørelse efter stemmeflertallet.

Klage vedrørende Selskab 2’s anmodning om en basal erhvervskonto

Selskab 2 har i klagesagen nedlagt påstand om, at banken skal åbne en basal er-hvervskonto til Selskab 2.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken på det foreliggende grundlag at åbne en basal erhvervskonto til Selskab 2. Banken har oplyst, at den vil afvente udfaldet af klagesagen, før banken tager stilling til en eventuel ansøgning fra Selskab 2 om en basal erhvervskonto.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende spærring og opsigelse og klagernes kundeforhold.

Klagerne får ikke medhold i den øvrige del af klagen.”

Ved brev af 29. december 2025 til klageren att. Person 1 afslog banken klagerens ansøgning om en basal erhvervskonto og anførte blandt andet:

”Vi modtog ansøgningen den 15. september 2025, hvor du oplyste, at kontoen skulle bruges til at drive virksomhedens daglige bankforretninger og vi har afventet en afgørelse fra Det finansielle Ankenævn omkring afslag på oprettelse af en Basal erhvervskonto til en anden virksomhed i samme koncern med samme ejer.

Desværre kan vi ikke tilbyde at oprette en Basal Erhvervskonto eller genåbne virksomhedens opsagte og spærrede konto med kontonummer ... 382.

Først og fremmest skyldes dette, at vi i forbindelse med vores vurdering af din henvendelse konstaterede, at vi den 9. oktober 2024 opsagde alle dine og [klagerens] aftaler med banken. Årsagen til opsigelsen var, at vi med baggrund i en række transaktioner på dine og [klagerens] konti, som du ikke kunne redegøre tilstrækkeligt for, måtte konkludere at vi ikke forstod hverken din eller [klagerens] brug af banken.

Dine og [klagerens] aftaler blev altså opsagt i oktober 2024, og vi vedlægger for en god ordens skyld en kopi af de oprindelige opsigelsesbreve. Vi fastholder derfor, at kontoen er opsagt, og vi kan derfor ikke genåbne den.

Da vi som tidligere oplyst har opsagt alle aftaler med [klageren] og med dig som reel ejer, fordi vi ikke forstod din og [klagerens] brug af banken, jf vedhæftede opsigelser, afviser vi derfor [klagerens] ansøgning under henvisning til § 13c, stk. 3, nr. 2 i lov om betalingskonti og basale erhvervskonti.

Vi har samtidig konstateret, at du som er direktør for og reel ejer af [klageren] i september og november 2024 optrådte til gene for en af bankens ansatte, da du henvendte dig til den ansattes på dennes private mobiltelefonnummer flere gange i forbindelse med gennemførelsen af bankens kundekendskabsprocedure.

Denne uacceptable adfærd forsatte selvom bankens ansatte gentagne gange frabad sig kontakt fra dig via vedkommendes private telefonnummer og hverken havde oplyst dig om vedkommendes efternavn eller private mobiltelefonnummer i forbindelse med indhentelsen af oplysningerne på bankens vegne. Vi afviser derfor samtidig [klagerens] ansøgning under henvisning til § 13c, stk. 4, nr. 4 i lov om betalingskonti og basale erhvervskonti.

Vi opfordrer dig til at kontakte et andet pengeinstitut med henblik på at få oprettet en basal erhvervskonto der og herefter få dem til at iværksætte en engagementsoverførsel, så pengene kan blive overført til virksomhedens nye pengeinstitut.”

Banken har fremlagt sine Almindelige forretningsbetingelser, hvoraf det blandt andet fremgår: 

”16 Kundeforholdets ophør

Både du og vi kan når som helst opsige kundeforholdet uden varsel, medmindre du har aftalt noget andet med os. Hvis vi opsiger kundeforholdet, vil vi give en begrundelse.

Vi kan f.eks. opsige dit kundeforhold, hvis det efter vores vurdering medfører, at vi ikke kan opfylde kravene i hvidvaskloven eller anden lovgivning, f.eks. fordi du ikke giver os de oplysninger, som vi beder dig om.”

Banken har endvidere fremlagt sine Priser og vilkår for bankens Basale Erhvervskonto.

Parternes påstande

Den 26. februar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at

  1. Principalt: Danske Bank skal anerkende, at bankens afslag af 29. december 2025 på oprettelse af en basal erhvervskonto til [klageren] var uberettiget og forsinket, og at Danske Bank er forpligtet til at oprette en basal erhvervskonto til klageren.
  2. Danske Bank skal anerkende, at bankens opsigelse af 9. oktober 2024 af klagerens kundeforhold var uberettiget.

Danske Bank har nedlagt påstand om:                                     

Principalt:

Afvisning for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt banken var berettiget til at opsige klagerens kundeforhold.

Frifindelse for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt banken er forpligtet til at tilbyde en basal erhvervskonto til klageren.

Subsidiært:

Frifindelse

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at bankens afslag var begrundet i to forhold. For det første at banken konkluderede, at den ikke forstod Person 1’s og klagerens brug af banken. Klageren har redegjort tilstrækkeligt for samtlige transaktioner og øvrige forhold. Banken opfordres (1) til at fremkomme med en dokumenteret redegørelse, herunder for, 1a) hvilke oplysninger klageren blev anmodet om at indsende, og som klageren ikke indsendte samt 1b) hvilke oplysninger, banken i øvrigt manglede at få tilvejebragt fra klageren.

Banken henviser til § 13 c, stk. 3, nr. 2, i lov om betalingskonti og basale erhvervskonti (loven), hvorefter et pengeinstitut kan afslå en ansøgning, hvis instituttet har en mistanke om eller rimelig grund til at formode, at ansøgeren har udført eller vil udføre transaktioner eller aktiviteter, som har medført eller vil medføre underretningspligt efter § 26, stk. 1, i hvidvaskloven. Banken har ikke kvalificeret dette standpunkt og har ikke begrundet denne del af sin afvisning. Banken har alene henvist til, at den med baggrund i en række transaktioner på klagerens konti ikke forstod klagerens brug af banken. Denne generiske begrundelse, som er identisk med bankens formulering i sag 127/2025, opfylder ikke betingelserne i § 13 c, stk. 3, nr. 2. Banken kan ikke blot bruge § 13 c, stk. 3, nr. 2, som ”kattelem”, fordi banken ønsker at omgå sin forpligtelse til at stille en basal erhvervskonto til rådighed for klageren.

Banken opfordres (2) til at fremkomme med en dokumenteret redegørelse for, 2a) om klageren har udført transaktioner, som har medført en underretningspligt efter § 26, stk. 1, i hvidvaskloven, eller om banken har en begrundet formodning om, at det vil ske, og 2b) hvad denne begrundede formodning i givet fald hviler på. Banken opfordres (3) til at fremkomme med en dokumenteret redegørelse for, hvilke transaktioner, der konkret har ført til denne del af bankens begrundelse. Klageren er en advokatvirksomhed, som er underlagt hvidvaskloven. Der er ingen holdepunkter for, at klageren ikke har overholdt hvidvaskloven.

Banken har i indlæg af 3. juni 2026 påberåbt sig, at afslaget er omfattet af lovens § 13 c, stk. 7, hvorefter en begrundelse kan udelades af hensyn til national sikkerhed eller den offentlige orden eller af hensyn til fortroligheden af underretninger efter hvidvaskloven. Bestemmelsen skal fortolkes restriktivt. Tavshedspligten kan ikke anvendes som skjold for at undlade at konkretisere afslagsgrundlaget. Hvidvasklovens § 38 vedrører tavshedspligt om, hvorvidt der er foretaget en konkret underretning til Hvidvasksekretariatet men ikke en pligt til at undlade at oplyse, hvilke konkrete transaktioner banken har stillet spørgsmål til eller hvilke konkrete forhold, der har givet banken "en rimelig grund til at formode", at klageren har udført eller vil udføre underretningspligtige transaktioner. Banken har ikke nærmere redegjort for hvilke hensyn, der påberåbes. Dertil kommer, at banken rent faktisk begrundede afslag med, at den "ikke forstod" klagerens og Person 1’s brug af banken. Det fremgår af Finanstilsynets vejledning til hvidvaskloven, at underretningsforpligtelsen efter § 26 kun består, såfremt banken har udtømt alle muligheder for at gennemføre kundekendskabsprocedurer. Banken har ikke udtømt alle sine muligheder, som det også fremgår af mindretallets udtalelse i sag 127/2025. Banken har ikke siden opsigelsen i oktober 2024 anmodet klageren om en eneste yderligere oplysning.

Det andet forhold, som bankens afslag var begrundet i, var, at Person 1 ”i september og november 2024 optrådte til gene for en af bankens ansatte”.  Flertallet i 127/2025 vurderede ikke dette spørgsmål. Mindretallet udtalte, at banken ikke i tilstrækkelig grad havde underbygget omfanget og karakteren af de anstødelige eller genererende forhold i en sådan grad, at forholdet kunne henføres under undtagelsesbestemmelsen i lovens §13 c, stk. 4, nr. 4. Mindretallets vurdering er korrekt. Undtagelsesbestemmelsen skal fortolkes restriktivt, jf. lovforslaget, hvoraf det fremgår, at der først bør søges andre løsninger, f.eks. ved at afskære kunden fra personlig betjening, og at bestemmelsen omfatter kunder, der optræder voldeligt eller forulemper de øvrige kunder i en filial. Banken har på intet tidspunkt foreslået eller forsøgt at finde alternative løsninger til klageren. Banken opfordres (8) til at oplyse, om den inden afslaget af 29. december 2025 har overvejet eller foreslået klageren alternative løsninger.

Den af banken påberåbte adfærd bestod i, at Person 1 rettede henvendelse til M via dennes private mobiltelefonnummer i forbindelse med bankens kundekendskabsprocedure. Intet i de fremlagte beskeder er anstødeligt eller opfylder det grovhedskriterium, der kan udledes af bestemmelsens specielle bemærkninger. M besvarede ikke Person 1's henvendelser via bankens officielle kanaler, og der var tekniske problemer med at kontakte M via bankens platform. Person 1 havde brug for svar fra M, som havde fastsat frister, som Person 1 ikke kunne overholde uden at modtage svar. Person 1 fandt M's offentligt tilgængelige kontaktoplysninger på Krak.dk. M havde oplyst Person 1 om sit efternavn. Person 1 var ikke bekendt med, at det var M's private telefonnummer. M besøgte i øvrigt flere gange dagligt Person 1's LinkedIn-profil og skrev e-mails, hvori hans fulde navn fremgik.

M tog aldrig telefonen. Det er svært at argumentere for, at Person 1 har opført sig anstødeligt overfor en person, der aldrig tog telefonen, og som modtog sms'er, hvor Person 1 rykkede for svar. Banken opfordres (4) til at fremlægge de råbånd, hvor Person 1 angiveligt skulle have opført sig truende eller udvist anstødelig adfærd. Som det blev dokumenteret i sag 127/2025, begyndte M efter opsigelsen af engagementet at ”følge”, og M følger fortsat, Person 1 på det sociale medie X. Den pågældende samtale fandt sted på bankens initiativ, hvorfor banken selv havde mulighed for at dokumentere samtalen. M ville næppe følge Person 1 på et socialt medie, hvis M følte sig truet af Person 1. Banken gjorde i sag 127/2025 gældende, at profilen, der følger Person 1, ikke tilhører M. Ved redegørelse i sag 127/2025 er det bevist, at profilen tilhørte M. Banken opfordres (6) til at oplyse, om den fastholder, at den i sag 127/2025 omtalte X-profil ikke tilhører M, og hvis ja, at fremlægge en af M underskrevet tro- og loveerklæring herom.

Klageren søgte under klagesag 127/2025 om en basal erhvervskonto. Banken afviste at behandle ansøgningen og bemærkede, at den ville tage stilling efter Ankenævnets behandling af sagen Selskab 1 (sag 127/2025). Banken behandlede således ikke klagerens ansøgning indenfor maksimalt ti arbejdsdage, jf. lovens frist i § 11, stk. 4, som ikke giver adgang til at ”udskyde” eller ”parkere” behandlingen af en ansøgning. Den eneste undtagelse er, hvis ansøgningen ikke var fuldstændig. Dette var ikke tilfældet. Kort efter afgørelsen i 127/2025 afviste banken klagerens ansøgning, uden at banken havde modtaget yderligere oplysninger. Fristoverskridelsen udgør en selvstændig overtrædelse af loven. Banken opfordres (5) til at oplyse, hvorfor den ikke har overholdt sagsbehandlingsfristen. Det henstilles til, at Ankenævnet i sin afgørelse udtrykkeligt konstaterer, at bankens behandlingstid har været i strid med § 11, stk. 4, i loven.

Bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget. Opsigelsen er relevant for vurderingen af bankens afslag på den basale erhvervskonto, idet bankens afslag er begrundet i de samme omstændigheder, der lå til grund for opsigelsen. Hvis opsigelsen ikke var saglig, kan banken ikke i en efterfølgende afgørelse gøre de samme forhold gældende som grundlag for afslag på en basal erhvervskonto. Ellers ville en bank kunne opnå et juridisk "immunitetsskjold" ved at opsige et kundeforhold, før reglerne om basal erhvervskonto trådte i kraft.

Banken har ikke besvaret klagerens opfordringer. Den manglende besvarelse skal tillægges processuel skadevirkning. Banken har blot gentaget sin anbringender fra sag 127/2025. Banken opfordres (7) til at oplyse, om den har foretaget en selvstændig kundekendskabsprocedure vedrørende klageren, og i givet fald hvori denne vurdering har bestået. Banken har selv svaret, at afslaget skete under henvisning til samme begrundelse, som lå til grund for opsigelsen, hvilket viser, at banken ikke har foretaget en konkret og individuel vurdering af klagerens ansøgning. Bankens vurdering af en basal erhvervskonto skal ske på baggrund af klagerens egne forhold, herunder transaktionshistorik, virksomhedstype og klagerens overholdelse af sine forpligtelser. Klagerens transaktionsmønster for en basal erhvervskonto vil være helt almindeligt for et dansk advokatanpartsselskab. Klageren har sin egen virksomhed, sine egne klienter og sit eget tilsynsforhold under Advokatsamfundet. Det har formodningen imod sig, at en advokatvirksomhed under tilsyn skulle være involveret i underretningspligtige transaktioner.

Danske Bank har til støtte for sin principale afvisningspåstand anført, at retten til en basal erhvervskonto blev indført med virkning fra 1. januar 2025. Kundeforholdet med klageren blev oprettet i 2020 og opsagt i oktober 2024, og dermed før reglerne om basal erhvervskonto trådte i kraft. Banken har valgt at implementere reglerne om basal erhvervskonto ved at introducere en særlig produktpakke.

Klagerens engagement bestod oprindeligt og på tidspunktet for opsigelsen af en driftskonto, en klientkonto, to valutakonti, en opsparingskonto, to betalingskort i form af et Visa/Dankort samt et MasterCard Direct samt en aftale om overførselsservice via Nets samt et opbevaringsdepot til brug for handel med værdipapirer, hvorfor klageren aldrig har haft en basal erhvervskonto i banken. Klagerens kundeforhold indeholdt ydelser og funktioner udover dem, der er knyttet til en basal erhvervskonto efter lovens § 13 a.

Efterprøvelse af opsigelsen falder derfor udenfor Ankenævnets kompetence, hvorfor Ankenævnet derfor bør afvise denne del af sagen, jf. § 2, stk. 3, jf. § 5, stk. 2, i vedtægterne for Det finansielle ankenævn – Klager om basal erhvervskonto, hvilket er i overensstemmelse med Ankenævnets praksis i afgørelse i sag 127/2025.

Danske Bank har til støtte for sin principale frifindelsespåstand anført, at opsigelsen af klagerens og Person 1’s kundeforhold i banken den 9. oktober 2024 blev nødvendige som følge af en række transaktioner på klagerens samt Person 1’s konti, som ejeren ikke kunne redegøre tilstrækkeligt for.

Derudover udviste virksomhedsejeren en uacceptabel truende adfærd overfor bankens ansatte i forbindelse med gennemførelsen af bankens lovpligtige kundekendskabsprocedure.

Banken opsagde kundeforholdet med klageren samt virksomhedsejeren under henvisning til, at banken ikke i tilstrækkelig grad kunne forklare og dokumentere klagerens brug af banken og dermed leve op til sine forpligtelser i henhold til hvidvasklovgivningen, jf. pkt. 16 i bankens Almindelige forretningsbetingelser. Bankens opsigelse af klagerens kundeforhold skete på et sagligt grundlag i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser og de regler, der i øvrigt påhviler banken i den forbindelse.

Ankenævnet fandt i afgørelsen i sag 127/2025 ikke grundlag for at pålægge banken at åbne en basal erhvervskonto til klageren på tidspunktet for ansøgningen.

Banken kan ifølge lovens § 13 c, stk. 3, nr. 2, afslå en ansøgning om en basal erhvervskonto, hvis banken i øvrigt har en viden om, en mistanke om eller en rimelig grund til at formode, at den erhvervsdrivende eller ejere heraf, eller personer, der optræder på den erhvervsdrivendes vegne, har udført eller vil udføre transaktioner eller aktiviteter, som har medført eller vil medføre underretningspligt efter § 26, stk. 1, i hvidvaskloven. Banken kan desuden afslå en ansøgning om en basal erhvervskonto, hvis den erhvervsdrivende eller ejere heraf, eller personer, der optræder på den erhvervsdrivendes vegne, har optrådt anstødeligt eller til gene for bankens øvrige kunder eller ansatte jf. § 13 c, stk. 4, nr. 4.

Banken er derfor ikke forpligtet til at tilbyde en basal erhvervskonto til klageren.

Banken har indenfor de legale rammer i videst muligt omfang redegjort for de forhold, som har indgået i vurderingen i forbindelse med opsigelsen af klagerens kundeforhold og afslaget på en basal erhvervskonto. Banken er dog også underlagt tavshedspligt i henhold til hvidvasklovens § 38. Der er derfor også forhold, som banken ikke kan redegøre nærmere for. Grundlaget for afslaget er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, som fremgår af lovens § 13 c, stk. 7. Banken fastholder derfor, at banken ikke har mulighed for at begrunde afslaget yderligere.

Under gennemførelsen af bankens kundekendskabsprocedure tog Person 1 uopfordret kontakt (både opkald og sms-beskeder) til rådgiver, M, i banken via M’s private telefon, selvom dette telefonnummer på intet tidspunkt var blevet oplyst til Person 1. Denne adfærd gentog sig flere gange, selvom rådgiveren frabad sig at blive kontaktet via sin private telefon og gjorde opmærksom på, at al kommunikation skulle foregå via bankens kanaler. M så sig til sidst nødsaget til at blokere Person 1. Da banken trods gentagne anmodninger ikke havde modtaget oplysninger, der kunne skabe den nødvendige forståelse af klagerens brug af banken, meddelte M Person 1, at klagerens kundeforhold ville blive opsagt og spærret. Person 1 afbrød flere gange under samtalen M og endte med truende at bemærke, at opsigelsen også kunne få konsekvenser for M. Banken er ikke i besiddelse af optagelser eller råbånd fra samtalen, da Person 1 kontaktede M på M’s private telefon.

Klageren har anført, at afslaget ikke blev givet indenfor fristen i § 13 c, stk. 5. Det var både sagligt og rigtigt at afvente udfaldet af Ankenævnets afgørelse i sag nr. 127/2025, da klagerens ansøgning beroede på de samme forhold, som Ankenævnet skulle tage stilling til i den anden sag. Banken modtog ikke indsigelse fra klageren eller Person 1, da banken meddelte, at den ville afvente Ankenævnets afgørelse. Overskridelse af tidsfristen medfører ikke, at klageren får krav på at åbne en basal erhvervskonto hos banken.

Danske Bank har til støtte for sin subsidiære frifindelsespåstand anført de samme argumenter, som den har anført til støtte for sin principale frifindelsespåstand. Banken har endvidere anført, at det i øvrigt er op til banken selv at afgøre, hvilke krav banken af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundeprocedurer bør stille i henseende til dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Ankenævnet fandt i afgørelsen i sag 127/2025 ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt, for så vidt angår bankens opsigelse af klagerens kundeforhold, eller at pålægge banken at åbne en basal erhvervskonto til klageren på tidspunktet for ansøgningen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren i sagen er et dansk anpartsselskab. Det fremgår af en i sagen fremlagt udskrift fra Erhvervsstyrelsen af 3. januar 2026, at klagerens formål er at drive advokatvirksomhed, og at en person (herefter Person 1) er legal ejer af klageren.

Den 9. oktober 2024 opsagde banken klagerens og Person 1’s kundeforhold til ophør henholdsvis den 9. januar 2025 og den 9. november 2024. Opsigelserne var begrundet i, at banken efter en gennemgang af kundeforholdene vurderede, at banken ikke i tilstrækkelig grad kunne forklare og dokumentere klagerens forretning og brug af banken, og at Person 1 brugte banken på en måde, som banken ikke kunne stå inde for.

Den 6. marts 2025 indgav Person 1 på vegne et andet af sine selskaber (Selskab 1) en klage til Ankenævnet (sag 127/2025) med påstand om, at Danske Bank skulle anerkende, at bankens afslag på oprettelse af en basal erhvervskonto til Selskab 1 var uberettiget, og at banken skulle anerkende, at bankens spærring af Selskab 1’s kundeforhold, der fandt sted den 21. maj 2024, var uberettiget. Den 11. juli 2025 indgav klageren i nærværende sag (betegnet Selskab 2 i sag 127/2025) klage til Ankenævnet (sag 127/2025) med påstand om, at banken skulle anerkende, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget, og at banken skulle tilpligtes at åbne en basal erhvervskonto til klageren.

Den 15. september 2025 sendte klageren en ansøgning om oprettelse af en basal erhvervskonto til banken. Banken har oplyst, at Person 1 i den forbindelse oplyste, at kontoen skulle bruges til at drive klagerens daglige bankforretninger. I forlængelse af ansøgningen meddelte banken, at den ville afvente en afgørelse fra Ankenævnet i sag 127/2025 vedrørende klage over afslag på oprettelse af en basal erhvervskonto til Selskab 1.

Den 4. december 2025 traf Ankenævnet afgørelse i sag 127/2025. Ankenævnet afviste klagen vedrørende spærring og opsigelse af Selskab 1’s og klagerens kundeforhold. Ankenævnet fandt, at de pågældende konti ikke var omfattet af reglerne om basal erhvervskonto, da reglerne om basal erhvervskonto trådte i kraft efter, at Selskab 1 og klagerens konti i banken blev oprettet og henholdsvis spærret og opsagt.

Et flertal af nævnsmedlemmerne i sag 127/2025 gav ikke Selskab 1 medhold i klagen over bankens afslag på oprettelse af en basal erhvervskonto til Selskab 1.

Ankenævnet fandt i sag 127/2025 ikke grundlag for at pålægge banken på det foreliggende grundlag at åbne en basal erhvervskonto til klageren.

Klagerens anmodning om en basal erhvervskonto

Klageren har anført, at bankens overskridelse af fristen for behandling af en ansøgning om en basal erhvervskonto på ti arbejdsdage i lovens § 13 c, stk. 5, udgør en selvstændig overtrædelse af loven, der bør påtales af Ankenævnet.

Ifølge § 2, stk. 3, i vedtægterne for Det finansielle ankenævn – Klager om basal erhvervskonto behandler Ankenævnet klager over afslag på oprettelse af en basal erhvervskonto, opsigelse af en basal erhvervskonto og gebyr for en basal erhvervskonto. Ankenævnet bemærker, at det af lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen fremgår, at overskridelse af fristen ikke medfører, at den erhvervsdrivende får krav på at åbne en basal erhvervskonto hos pengeinstituttet, og at den erhvervsdrivende vil kunne forelægge overskridelse af fristen for Finanstilsynet, som vil kunne inddrage forholdet i sit generelle tilsyn. Ifølge § 5, stk. 3, i vedtægterne kan Ankenævnet afvise at behandle en klage, hvis klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende. Ankenævnet kan på baggrund heraf ikke give eventuelle påtaler for overskridelser af ti dages fristen, hvorfor denne del af klagen afvises.

Den 29. december 2025 afslog banken klagerens ansøgning om en basal erhvervskonto og anførte blandt andet, at afslaget var begrundet i opsigelsen af klagerens kundeforhold den 9. oktober 2024, som var begrundet i, at banken med baggrund i en række transaktioner på klagerens og Person 1’s konti konkluderede, at banken hverken forstod klagerens eller person 1’s brug af banken. Banken afviste herefter ansøgningen med henvisning til lovens § 13 c, stk. 3, nr. 2. Banken begrundede endvidere afvisningen med, at den fandt, at Person 1 havde optrådt til gene for en af bankens ansatte, jf. lovens § 13 c, stk. 3, nr. 4. Klageren har bestridt det af banken anførte.

Det fremgår af § 13 c, stk. 3, nr. 2, i loven, at et institut kan afslå at åbne en basal erhvervskonto, hvis instituttet har en viden om, en mistanke om eller en rimelig grund til at formode, at den erhvervsdrivende eller ejere heraf eller personer, der optræder på den erhvervsdrivendes vegne, har udført eller vil udføre transaktioner eller aktiviteter, som har medført eller vil medføre underretningspligt efter § 26, stk. 1, i hvidvaskloven. Det fremgår af § 13 c, stk. 3, nr. 1, at et institut kan afslå at åbne en basal erhvervskonto, hvis den erhvervsdrivende eller foreningen ikke leverer de oplysninger, som instituttet stiller krav om for at gennemføre kundekendskabsproceduren efter kapitel 3 i hvidvaskloven.

Ankenævnet finder, at banken er forpligtet til at gennemføre kundekendskabsprocedurer med henblik på at efterleve sine forpligtelser efter hvidvaskloven. Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt er op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation og oplysninger til opfyldelse af pengeinstituttets forpligtelser efter hvidvaskloven. Ankenævnet finder endvidere, at det som udgangspunkt må være op til et pengeinstitut selv at afgøre, om den erhvervsdrivende eller ejere heraf eller personer, der optræder på den erhvervsdrivendes vegne, har udført eller vil udføre transaktioner eller aktiviteter, som har medført eller vil medføre underretningspligt efter § 26, stk. 1, i hvidvaskloven.

Tre medlemmer – Bo Østergaard, Merete Kjær Aagaard og Jimmy Bak - udtaler:

Vi finder ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag.

Vi finder, at da banken allerede af denne grund har været berettiget til at afslå at åbne en basal erhvervskonto til klageren, er der ikke anledning til at tage stilling til, om betingelserne i lovens § 13 c, stk. 4, nr. 4, tillige er opfyldt.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen vedrørende anmodning om oprettelse af en basal erhvervskonto i banken.

To medlemmer – Henrik Lundgaard Sedenmark og Kim Haggren - udtaler:

Vi finder det ikke godtgjort, at banken reelt har udført en selvstændig kundekendskabsprocedure vedrørende det konkrete selskab (klageren) i forbindelse med ansøgningen om oprettelse af den basale erhvervskonto.

Vi finder derfor, at banken ikke har haft grundlag for at afslå at oprette en basal erhvervskonto til klageren.

For så vidt angår lovens § 13 c, stk. 4, nr. 4, vedrørende anstødelige eller genererende forhold finder vi ligeledes, at banken ikke i tilstrækkelig grad har underbygget omfanget og karakteren af de anstødelige eller genererende forhold i en sådan grad, at forholdet kan henføres under undtagelsesbestemmelsen i lovens §13 c, stk. 4, nr. 4, som skal fortolkes restriktivt. 

Vi vurderer derfor, at klageren har ret til etablering af en basal erhvervskonto.

Der træffes om denne del af sagen afgørelse efter stemmeflertallet.

Klage vedrørende opsigelse af klagerens kundeforhold

Ankenævnet finder, at denne del af klagen handler om de samme forhold, som blev behandlet ved Ankenævnets afgørelse af 4. december 2025 i sag nr. 127/2025. Som følge heraf, og da der ikke findes grundlag for at genoptage den tidligere sag, får klageren herefter ikke medhold i denne del af klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klage vedrørende overskridelse af fristen på ti arbejdsdage afvises.

Klageren får ikke medhold i den øvrige del af] klagen.