Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende flytning af livsforsikringer, der lå som sikkerhed for andelsboliglån.

Sagsnummer: 145/2026
Dato: 29-06-2026
Ankenævn: Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Signe Kjørup Carlsson, Tina Thygesen og Anna Marie Schou.
Klageemne: Forsikring - rådgivning
Forsikring - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende flytning af livsforsikringer, der lå som sikkerhed for andelsboliglån.
Indklagede: Sparekassen Thy
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende flytning af livsforsikringer, der lå som sikkerhed for andelsboliglån.

Sagens omstændigheder

Klagerne H og M var kunder i Sparekassen Thy.

Sparekassen har oplyst, at klagerne i 2015 oprettede livsforsikringer, imens de var kunder i pengeinstitut A. I 2018 blev klagerne kunder i sparekassen, hvor de overførte livsforsikringerne og et andesboliglån til sparekassen. Sparekassen har endvidere oplyst, at finansieringen af andelsboliglånet var baseret på sikkerhed i klagernes livsforsikringer.

Ved e-mail af 24. november 2025 til sparekassen spurgte M:

”Vil du ikke opsummere vores samtaler i en mail?

Er det korrekt forstået, at I forlanger, vi har forsikringer hos jer (og ikke hos andre, billigere selskaber)?

Og at vores lån stiger fra 4 til 5,5 procent, hvis vi ikke vælger jeres?”

Samme dag svarede sparekassen:

”Som nævnt pr. tlf. forleden har i begge tegnet en gruppelivsforsikring med både en dødsdækning og ulykkesdækning på kr. 550.000,-

Forsikringen koster p.t. kr. 3.600.- pr år og præmien opkræves i januar.

Jeg vedhæfter betingelser og oplysninger på forsikringerne som I har.

Forsikringerne kommer til udbetaling ved død og evt. ulykke.

Forsikringerne ligger til sikkerhed for jeres andelsboliglån.

Vi har jfr. vedtægterne for andelsboligforeningen ikke mulighed for at tilgå et evt pant i jeres andelslejlighed.

Sikkerhedsstillelsen har I valgt at afdække ved at tegne forsikringerne i sin tid.

Samtidig afdækker I også hinanden

Renten på jeres andelsboliglån er i dag p.t. 3,95% - variabel sats

Renten på lånet er fastsat ud fra bla.:

jeres økonomi

  • Rådighedsbeløb
  • Gældsfaktor

jeres formue (i dette tilfælde jeres friværdi i lejligheden)

foreningens økonomi

jeres dækninger ved død og sygdom

vores sikkerhedsværdi

Hvis I vælger at flytte forsikringerne til et andet selskab mister vi vores sikkerhedsværdi og vores risiko øges.

Når ikke vi har nogen sikkerhedsstillelse vil vi ikke kunne tilbyde jer lånet til p.t. 3,95% - variabel sats.

Renten vil i dette tilfælde skulle reguleres til ca. p.t. 5,25% - variabel sats.

Vi FORLANGER IKKE at I beholder de forsikringer I har i dag

Men vi gør opmærksom på, at det betyder at jeres lånevilkår ændres hvis I vælger at tegne dem et andet sted.

Vi kan ikke tage sikkerhed i en forsikring som er tegnet i et andet selskab.

Det er ikke juridisk muligt.”

Ved e-mail af 26. november 2025 til sparekassen meddelte M:

”Nå, nu har jeg talt med forsikringsselskaberne, og de siger, I kan være præcis lige så godt sikret, hvis I sender en håndpantserklæring, som vi kan sætte ind i vores forsikringer. Det vil vi meget gerne have, da det jo vil spare os for næsten 5000 kr om året.

Mener du stadig ikke, det er muligt?”

Ved e-mail af 27. november 2025 til M svarede sparekassen:

”Hvis det er en ren livsforsikring kan vi godt tage håndpant i den. Men det kræver at det er en livsforsikring og ikke en ulykkesforsikring.

Har du noget på den ?”

Ved e-mail samme dag meddelte sparekassen:

”I har et lån her i Sparekassen Thy.

Der ligger en livsforsikring til sikkerhed for lånet da vi ikke har mulighed for jfr. foreningens vedtægter og tilgå et evt. pant. Jeg kan på ingen måde tvinge jer til at beholde forsikringen.

Forsikringen I har tegnet her kan opsiges med 1 mdrs skriftlig varsel til udgangen af en måned. Da i betaler helårlig præmie på forsikringen vil I derfor få refunderet den forholdsmæssige præmie I har betalt forud på forsikringen her.

Når I er antaget med en livsforsikring fra et selskab, hvor vi kan tilgå pant i forsikringen – bibeholdes jeres vilkår her uændret og vi kan derefter opsige forsikringen her hos os.”

Den 8. december 2025 fremsatte klagerne indsigelse mod sparekassens rådgivning.

Ved brev af 17. december 2025 afviste sparekassen indsigelsen.

Ved e-mail af 31. december 2025 til sparekassen meddelte M:

”Her er policer på vores nye livsforsikringer. Vi vil gerne have en håndpantserklæring, så I kan tage sikkerhed i den. Vi vil ved samme lejlighed gerne opsige vores nuværende livsforsikring hurtigst muligt.”

Ved e-mail af 5. januar 2026 til klagerne meddelte sparekassen, at den sørgede for opsigelse pr. 31. januar 2026, samt at klagerne ville få tilbagebetalt forudbetalt præmie.

Ved e-mail af 3. februar 2026 til klagerne meddelte sparekassen, at der var overført forudbetalt præmie på to gange 3.520 kr. til klagernes konto.

Klagerne har fremlagt en udskrift med kontobevægelser i perioden fra den 1. januar 2017 til den 20. februar 2026, hvoraf klagernes betaling af forsikringspræmie fremgår.

Klagerne har endvidere fremlagt deres nye livsforsikringspolicer gældende fra den 1. januar 2026.

Parternes påstande

Den 24. februar 2026 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Thy skal betale kompensation på 35.900 kr., subsidiært 21.000 kr. eller et beløb fastsat af Ankenævnet.

Sparekassen Thy har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at sparekassen har ydet mangelfuld og vildledende rådgivning i forbindelse med sikkerhedsstillelse for deres andelsboliglån.

Sparekassen har gennem en årrække oplyst dem, at det ikke juridisk var muligt for sparekassen at tage sikkerhed via håndpant i en livsforsikring tegnet i et andet selskab, og at en ændring af forsikringen ville medføre en væsentlig renteforhøjelse på deres lån. På baggrund af disse oplysninger fastholdt de en væsentligt dyrere forsikringsløsning.

Sparekassen anfører, at formuleringen i e-mail af 24. november 2025 skal ses i sammenhæng med en dialog om en ulykkesforsikring med dødsdækning. Dette kan de ikke genkende. Deres henvendelser til sparekassen har generelt vedrørt muligheden for at finde en billigere forsikringsløsning, som kunne opfylde sparekassens krav til sikkerhed. De har ikke drøftet etablering af håndpant i en specifik ulykkesforsikring. Det må i den forbindelse påhvile sparekassen som professionel rådgiver at afklare, hvilken type forsikring, der er relevant, og at give korrekt og fyldestgørende rådgivning herom. Den skriftlige formulering i e-mail af 24. november 2025 fremstår som en generel og kategorisk oplysning om, at det ikke er juridisk muligt at tage sikkerhed i en forsikring tegnet i et andet selskab og indeholder ingen begrænsning til en bestemt forsikringstype. Denne oplysning er objektivt forkert, hvilket sparekassen selv bekræfter i e-mail af 27. november 2025, hvor det oplyses, at håndpant kan etableres i en livsforsikring.

Det forhold, at sparekassen efterfølgende præciserede dette, ændrer ikke ved, at den oprindelige rådgivning var forkert og egnet til at vildlede. Den forudgående dialog om alternative løsninger var telefonisk. De spurgte ad flere omgange ind til mulighederne for at stille sikkerhed på anden vis. De fik i den forbindelse gentagne gange oplyst, at dette ikke var muligt.

I november 2025 gjorde de sparekassen opmærksom på, at de efter dialog med forsikringsselskaber havde fået oplyst, at sparekassen kunne opnå tilsvarende sikkerhed via håndpantserklæring i en livsforsikring. Først herefter oplyste sparekassen, at den godt kunne tage håndpant i en livsforsikring tegnet i et andet selskab, hvilket viser, at den tidligere rådgivning var forkert.

Sparekassen anfører, at de ikke har været afskåret fra at vælge andre forsikringsløsninger. Dette bestrides. Den fejlagtige oplysning om, at alternativ sikkerhed ikke var juridisk mulig, kombineret med oplysningen om væsentlig rentestigning, indebar reelt, at de ikke havde et informeret og frit valg.

De tegnede efterfølgende livsforsikringer med højere dækning (1.000.000 kr. pr. person), som sparekassen accepterede at tage håndpant i. Dette dokumenterer, at der har eksisteret et reelt og væsentligt billigere alternativ med mindst tilsvarende sikkerhed.

Som følge af sparekassens rådgivning har de haft en dokumenterbar merudgift til forsikring gennem flere år. Sparekassen bør kompensere dem for dette tab.

Sparekassen bør kompensere dem cirka 35.900 kr. Dette er beregnet for perioden, hvor de blev kunder i sparekassen, og frem til den 1. januar 2026. Subsidiært bør sparekassen betale kompensation opgjort på baggrund af en konservativ procentvis opgørelse af merudgiften baseret på faktisk betalte præmier anslået til cirka 21.000 kr., eller et beløb fastsat af Ankenævnet. Det præcise beløb overlades i øvrigt til Ankenævnets skøn.

Tabet er dokumenteret ved kontoudtog over betalte præmier samt policer for de nye forsikringer. Forskellen mellem disse udgør deres merudgift.

Sparekassen Thy har anført, at sparekassen ikke har ydet mangelfuld eller vildledende rådgivning.

Forsikringerne blev i 2018 overført til sparekassen, hvor sparekassen samtidig overtog klagernes andelsboliglån. Allerede på dette tidspunkt indgik livsforsikringerne som en del af sikkerhedsgrundlaget for lånet, hvilket således var en forudsætning for finansieringen og indgik også i grundlaget for fastsættelsen af lånets rente. På tidspunktet for lånoptagelsen var det i henhold til de dagældende vedtægter for klagernes andelsboligforening ikke muligt for et pengeinstitut at opnå pant i selve andelen, hvorfor finansieringen i stedet blev baseret på sikkerhed i klagernes livsforsikringer, hvilket er sædvanlig praksis for denne type lån.

Formuleringen i e-mail af 24. november 2025 kan isoleret set fremstå upræcis. Denne formulering skal imidlertid ses i sammenhæng med den forudgående dialog, hvor der blev drøftet muligheden for at etablere håndpant i en ulykkesforsikring med dødsdækning. En sådan forsikring adskiller sig væsentligt fra en livsforsikring, idet den ikke giver samme mulighed for at etablere håndpant og dermed ikke kan sidestilles med den eksisterende sikkerhed. Det var på denne baggrund, at det blev tilkendegivet, at den pågældende forsikringsløsning ikke kunne anvendes som sikkerhed. Det blev efterfølgende udtrykkeligt præciseret i mail af 27. november 2025, at der kan tages håndpant i en livsforsikring, men at dette ikke kan lade sig gøre i en ulykkesforsikring, ligesom klagerne blev rådgivet om deres muligheder for opsigelse af de nuværende forsikringer.

Der foreligger ikke dokumentation for, at klagerne reelt er blevet afskåret fra at vælge andre forsikringsselskaber. Sagens faktiske forløb viser tværtimod, at klagerne selv tog initiativ til at indhente alternative forsikringer, fremsende policer til sparekassen og anmode om etablering af håndpant. Dette blev imødekommet af sparekassen, og de eksisterende forsikringer blev opsagt med virkning fra 31. januar 2026, uden at dette medførte ændringer i lånets rentevilkår.

Sparekassen var berettiget til at lade lånets vilkår afhænge af sikkerhedsgrundlaget. Det er fast praksis i finansielle institutter, at renten fastsættes ud fra en samlet kreditvurdering, og sikkerhedsstillelse indgår som et væsentligt element heri. Hvis sikkerheden reduceres eller bortfalder, indebærer dette en øget kreditrisiko, hvilket sagligt kan begrunde ændrede lånevilkår, herunder en højere rente. Den information, som klagerne modtog herom, var en neutral oplysning om økonomiske konsekvenser – og ikke et pres for at fastholde en bestemt forsikringsløsning.

De alternative forsikringer er ikke sammenlignelige med de eksisterende forsikringer – både i forhold til dækning, præmie og udløbsdato.

Klagerne har ikke dokumenteret et erstatningsberettiget tab. Selv hvis det lægges til grund, at der har været en merudgift til forsikring, er det en betingelse for erstatning, at der foreligger et ansvarsgrundlag, at der er lidt et dokumenteret tab, og at der er årsagsforbindelse. Disse betingelser er ikke opfyldt.

Der er således ikke dokumentation for, at klagerne kunne have opnået en tilsvarende forsikringsdækning med samme sikkerhedsværdi til en lavere pris.

Den opgjorte erstatning fra klagerne er skønsmæssig og ikke tilstrækkeligt underbygget, idet den alene baserer sig på en antaget præmieforskel uden hensyntagen til forskelle i dækning og vilkår.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne H og M var kunder i Sparekassen Thy.

Sparekassen har oplyst, at klagerne i 2015 oprettede livsforsikringer, imens de var kunder i pengeinstitut A. I 2018 blev klagerne kunder i sparekassen, hvor de overførte livsforsikringerne og et andesboliglån til sparekassen. Sparekassen har endvidere oplyst, at finansieringen af andelsboliglånet var baseret på sikkerhed i klagernes livsforsikringer.

Ved e-mail af 24. november 2025 til sparekassen spurgte M, om det var korrekt, at sparekassen forlangte, at de havde forsikringer hos sparekassen og ikke hos andre, billigere selskaber, samt at renten på deres andelsboliglån i sparekassen ville stige, såfremt de ikke valgte sparekassens forsikring.

Samme dag svarede sparekassen blandt andet, at klagerne havde tegnet en gruppelivsforsikring med både en dødsdækning og ulykkesdækning på 550.000 kr., der lå til sikkerhed for deres andelsboliglån. Såfremt klagerne valgte at flytte forsikringerne til et andet selskab, ville sparekassen miste sin sikkerhedsværdi, og sparekassens risiko ville øges. Endvidere meddelte sparekassen, at den ikke forlangte, at klagerne beholdt forsikringerne, men at klagernes lånevilkår ville ændre sig, hvis de valgte at tegne dem et andet sted. Sparekassen kunne ikke tage sikkerhed i en forsikring tegnet i et andet selskab.

Ved e-mail af 26. november 2025 til sparekassen meddelte M, at han havde talt med forsikringsselskaber, der havde oplyst, at sparekassen kunne være lige så godt sikret, hvis den sendte en håndpantserklæring, som de kunne sætte ind i deres forsikringer, og at klagerne ønskede dette.

Ved e-mail af 27. november 2025 til M svarede sparekassen, at såfremt det var en ren livsforsikring, så kunne sparekassen tage håndpant i den.

Klagerne fremsatte indsigelse mod sparekassens rådgivning.

Efterfølgende opsagde klagerne livsforsikringerne og tegnede nye livsforsikringer i et andet forsikringsselskab, hvilke sparekassen tog sikkerhed i.

Ankenævnet finder, trods sparekassens mangelfulde oplysninger til klagerne ved e-mail af 24. november 2025, at klagerne ikke har godtgjort, at sparekassen har ydet mangelfuld rådgivning over for klagerne vedrørende livsforsikringerne, der har medført, at klagerne har lidt et erstatningsberettiget tab. Ankenævnet finder det endvidere ikke dokumenteret, at sparekassen forud for e-mailen af 24. november 2025 har givet klagerne mangelfuld rådgivning vedrørende livsforsikringerne. Ankenævnet finder herefter, at klagerne ikke er berettigede til kompensation.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.