Afvisning af klage på grund af manglende konkret økonomisk mellemværende.
| Sagsnummer: | 401/2015 |
| Dato: | 15-04-2016 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Poul Erik Jensen, Kjeld Gosvig Jensen, Morten Bruun Pedersen, Andreas Moll Årsnes |
| Klageemne: |
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
|
| Ledetekst: | Afvisning af klage på grund af manglende konkret økonomisk mellemværende. |
| Indklagede: | Lån & Spar Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelser vedrørende en fordring, som Lån Spar Bank har solgt til tredjemand.
Sagens omstændigheder
Klageren optog på et ikke nærmere oplyst tidspunkt en kassekredit på ca. 30.000 kr. i Lån Spar Bank.
På et ikke nærmere tidspunkt før september 2008 blev kassekreditten misligholdt, og banken overdrog fordringen til finansieringsselskabet F1 til eje.
Klageren har fremlagt en genpart af et dokument af 18. september 2008 om en gældsforpligtelse vedrørende Lån Spar Bank med F1 som kreditor. Heraf fremgår, at klageren med forbehold erkendte at skylde at skylde en samlet gæld på 31.839,34 kr., hvoraf hovedstolen udgjorde 28.026,09 kr. Dokumentet er vedhæftet en håndskrevet meddelelse af 26. september 2008, hvoraf fremgår, at klageren tilbød at afvikle gælden med 500 kr. om måneden.
Lån Spar Bank har oplyst, at klagerens kundeforhold i banken ophørte ved overdragelsen af fordringen til F1.
Klageren har fremlagt en mailkorrespondance fra 2015, hvoraf fremgår, at fordringens kreditor nu er et selskab F2. Det er ikke nærmere oplyst, på hvilket grundlag der er sket et kreditorskifte fra F1 til F2.
I en mail af 8. december 2015 til klageren har F2 oplyst, at restgælden på fordringen udgør 23.449,14 kr. F2 har samtidig fremsat tilbud om, at sagen kan afsluttes ved, at klageren betaler 17.500 kr. til selskabet til fuld og endelig afgørelse af sagen, alternativt har F2 tilbudt at indgå en aftale med klageren om, at fordringen fremadrettet bliver rentefri.
Parternes påstande
Den 2. december 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at der i forhold til Lån Spar Bank og F2 ikke består nogen restgæld på lånet.
Lån Spar Bank har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at opgørelsen af gælden bestrides.
Hun har optaget en kassekredit i Lån Spar Bank og efterfølgende lavet et forlig med F1 i 2008 om betaling af et månedligt afdrag på 500 kr., og gælden på 28.000 kr. er nu betalt.
Hun har rettet henvendelse til F2, som ikke indberetter renter til Skat og som påstår, at gælden stadigvæk er den samme.
Som folkepensionist mener hun, at gælden efterhånden er blevet en pengemaskine for kreditor.
Lån Spar Bankhar anført, at banken i 2008 har solgt fordringen til F1, og at banken ikke længere er kreditor på fordringen.
Banken er ikke længere i besiddelse af materiale vedrørende overdragelsen af fordringen i 2008.
Klagen vedrører klagerens mellemværende med F2 og efterlevelsen af den afviklingsaftale, som klageren indgik i 2008.
Ankenævnets bemærkninger
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt før september 2008 blev Lån Spar Banks fordring mod klageren solgt til F1. Der er efterfølgende sket et kreditorskifte fra F1 til F2.
Lån Spar Bank har oplyst, at banken ikke længere er i besiddelse af materiale vedrørende overdragelsen af fordringen i 2008.
Klageren er ikke længere kunde i Lån Spar Bank, og klagerens påstand vedrører ikke et konkret økonomisk mellemværende mellem klageren og banken, men om den fordring, som F2 efter kreditorskiftet har rejst mod klageren, er opgjort korrekt, og om F2 er forpligtet til at nedskrive fordringen/slette fordringen mod klageren. En stillingtagen hertil er ikke omfattet af Ankenævnets kompetence.
En eventuel klage over F2 kan ske til Rigspolitiet, Polititorvet 14, 1780 København K.
Ankenævnet bemærker endvidere, at nævnet kan ikke behandle forholdet vedrørende overdragelse af fordringen fra banken til F1. En eventuel klage over denne overdragelse kan indbringes for Finanstilsynet.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.