Indsigelse mod gebyr for flytning af stillet garanti for projektkøb i forbindelse med pengeinstitutskifte.
| Sagsnummer: | 10 /2023 |
| Dato: | 18-09-2023 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Morten Winther Christensen, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
Garanti - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod gebyr for flytning af stillet garanti for projektkøb i forbindelse med pengeinstitutskifte. |
| Indklagede: | Sparekassen Kronjylland |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod gebyr for flytning af stillet garanti for projektkøb i forbindelse med pengeinstitutskifte.
Sagens omstændigheder
Klagerne, M og H, var kunder i Sparekassen Kronjylland, der blandt andet havde stillet en garanti på oprindelig 4.799.000 kr. og senere forhøjet til 5.199.000 kr. på vegne klagerne med gyldighedsperiode indtil den 1. maj 2024. Garantien blev stillet i forbindelse med klagernes køb af en projektlejlighed ved deres underskrift af en købsaftale den 15. januar 2021 og blev efterfølgende forhøjet ved klagernes køb af en P-plads.
Sparekassen har oplyst, at klagerne ved etableringen af garantien fik en besparelse på gebyr på 1.600 kr. og en besparelse på den løbende garantiprovision, som blev nedsat fra 1 % til 0,25 % af hovedstolen på 5.199.000 kr.
I efteråret 2022 skiftede klagerne på grund af H’s ansættelsesforhold pengeinstitut til et nyt pengeinstitut, P. I den forbindelse skulle den af Sparekassen Kronjylland stillede garanti for projektkøbet tilbagekaldes, og P skulle stille en ny tilsvarende garanti på vegne klagerne. Sparekassen Kronjylland beregnede sig den 4. november 2022 et gebyr på 5.000 kr. benævnt ”håndteringsgebyr PI skifte” hos klagerne i forbindelse med pengeinstitutskiftet.
Efterfølgende rettede klagerne henvendelse til sparekassen og spurgte, hvorfor der var blevet trukket et gebyr på 5.000 kr. i forbindelse med overførslen til P.
I en mail af 18. november 2022 til klagerne svarede sparekassen:
”[P] skulle meget gerne have orienteret jer om at der kan være følgeomkostninger når man laver institut skifte midt i en købssag/projektkøb. Vi forbeholder os retten til at tage håndteringsgebyr for skiftet af bank/realkredit, da vi dels har ekstra arbejde med tilbagekalde/se af garantistillelse og korrespondance mellem parterne (omkostninger der også er en del af et endeligt realkreditlån hvis man finansiere[r] i slutningen med instituttets realkreditlån) Dette er ikke for at straffe jer, men fordi I skifter midt under en proces og det medfører merarbejde i købssagen.”
Klagerne klagede på ny til sparekassen over gebyret. Sparekassen fastholdt, at den var berettiget til at opkræve gebyret.
Sparekassen har oplyst, at det af den stillede garanti fremgik, at sparekassens almindelige forretningsbetingelser - privatkunder var gældende, og at disse til enhver tid kunne findes på www.sparkron.dk.
Af sparekassens almindelige forretningsbetingelser – privatkunder fremgår:
”2.1 Oplysning om gebyrer på serviceydelser
…
Sparekassen Kronjyllands almindelige gebyrer for serviceydelser fremgår af Sparekassen Kronjyllands hjemmeside og oplyses på forespørgsel.
…”
Af en af sparekassen fremlagt ”Prisoversigt Privatkunder” gældende i efteråret 2022 fremgår følgende:
”Ejendomsfinansiering
…
Håndtering af realkreditlånesager, ren konvertering/omlægning 5.000 kr.
[…
Øvrige
…
Timebetaling 750 kr. pr. time]”
Parternes påstande
Den 4. januar 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal tilbagebetale gebyret på 5.000 kr. helt eller delvis.
Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at sparekassen ikke var berettiget til at kræve et gebyr i forbindelse med flytning af garantien.
De blev ikke i forbindelse med pengeinstitutskiftet informeret om gebyret.
Da de bad sparekassen oplyse, på hvilket grundlag den havde trukket gebyret, kunne den ikke komme med fyldestgørende argumenter for, hvad gebyret dækkede og for gebyrets størrelse. Det lader til, at sparekassen nu på bagkant har fundet på et svar på, hvor gebyret kan placeres, som passer ind. Et svar, som den ikke tidligere er kommet med, og som virker påfaldende.
Det fremgår ingen steder af sparekassens prisliste, at der er en omkostning af den størrelsesorden i forbindelse med tilbagekaldelse af en bankgaranti.
Sparekassen henviser til sin prisoversigt, hvori der er anført følgende: ”Håndtering af realkreditlånesager, ren konvertering/omIægning 5.000 kr.” Eftersom de ikke har fået et tilbud på et realkreditlån, konverteret eller omlagt noget, kan de ikke se, hvordan dette er relevant og kan bruges som argument på bagkant.
Derudover anfører sparekassen, at de fik en besparelse på etablering af garantien, hvilket var noget, som de forhandlede med deres rådgiver i sparekassen, da den uanset dette ville få et betragteligt provenu på afgivelse af garantien, da den skulle løbe i ekstraordinær lang tid. Det beløber sig til 21.654 kr., som de har betalt i provision i perioden.
Endelig anfører sparekassen, at det krævede gebyr også dækker opstart af sag vedrørende køb af projektlejlighed. Dette er et helt nyt argument, der er helt udokumenteret.
Sparekassen henviser i øvrigt til, at gebyret dækker sparekassens ressourceforbrug og omkostninger ved flytningen, hvilket ligeledes er udokumenteret.
Sparekassen Kronjylland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en endelig bevisførelse vil kræve, at der afgives vidneforklaring og partshøring, og at en sådan vidneforklaring/partshøring ikke kan finde sted for Ankenævnet, og at sagen derfor bør afvises.
Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at det opkrævede gebyr er i overensstemmelse med sparekassens prisoversigt og almindelige forretningsbetingelser, som klagerne var bekendt med.
Der var tale om, at garantistillelsen skulle tilbagekaldes, inden projektkøbet var afsluttet.
Det opkrævede gebyr dækkede blandt andet opstartet sag vedrørende køb af projektlejlighed, vurdering, udarbejdelse af oprindelig garanti og forhøjelse af garantien.
Gebyret afspejler det ressourceforbrug og omkostninger, som der har været i forbindelse med flytningen på det angivne tidspunkt.
Priserne kunne ses på sparekassens hjemmeside.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.
Klagerne, M og H, var kunder i Sparekassen Kronjylland, der blandt andet havde stillet en garanti i forbindelse med køb af en projektlejlighed på oprindelig 4.799.000 kr. og senere forhøjet til 5.199.000 kr. på vegne klagerne med gyldighedsperiode indtil den 1. maj 2024.
I efteråret 2022 skiftede klagerne pengeinstitut til et nyt pengeinstitut, P. I den forbindelse skulle den af Sparekassen Kronjylland stillede garanti for projektkøbet tilbagekaldes, og P skulle stille en ny tilsvarende garanti på vegne klagerne. Sparekassen Kronjylland beregnede sig den 4. november 2022 et gebyr på 5.000 kr. benævnt ”håndteringsgebyr PI skifte” hos klagerne i forbindelse med pengeinstitutskiftet.
Sparekassen har anført, at garantistillelsen skulle tilbagekaldes, inden projektkøbet var afsluttet, og at gebyret fremgår af bankens prisliste og afspejler det ressourceforbrug og omkostninger, som der har været i forbindelse med flytningen på det angivne tidspunkt.
Klagerne har nedlagt påstand om, at sparekassen skal tilbagebetale gebyret på 5.000 kr. helt eller delvis.
Ankenævnet finder ikke, at det med fornøden klarhed fremgår af bankens prisliste, at sparekassen beregner sig et gebyr på 5.000 kr. i forbindelse med flytning af en garanti ved pengeinstitutskifte. Det fremgår derimod af prislisten, at sparekassen beregner sig en timebetaling på 750 kr. pr. time. Ankenævnet finder, at sparekassens gebyr for tilbagekaldelse af garantien mv. i forbindelse med klagernes pengeinstitutskifte skønsmæssigt kan fastsættes til 2.500 kr., og at sparekassen skal tilbagebetale 2.500 kr. til klagerne.
Ankenævnets afgørelse
Sparekassen Kronjylland skal inden 30 dage betale 2.500 kr. til klagerne med procesrente fra den 4. januar 2023 til betaling sker.
Klagerne får klagegebyret tilbage.