Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om manglende oprettelse af gruppelivsforsikring.

Sagsnummer: 264/1997
Dato: 14-11-1997
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Forsikring - gruppeforsikring
Ledetekst: Spørgsmål om manglende oprettelse af gruppelivsforsikring.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I efteråret 1995 overførte klagerens nu afdøde forældre deres engagement med Jyske Bank til indklagede. Forældrene havde via Jyske Bank hver tegnet en gruppelivsforsikring, som blev opretholdt.

Under sagen er fremlagt en udateret helbredserklæring vedrørende nytegning af en gruppelivsforsikring (gruppe 1) via indklagede for faderen. Erklæringen er underskrevet af faderen men kun delvist udfyldt. Således er spørgsmålet "Har du inden for de sidste 3 år lidt af nogen alvorlig sygdom?" hverken besvaret med ja eller nej. Underskrivelsen af helbredserklæringen medførte ikke tegning af ny gruppelivsforsikring.

Moderen og faderen døde henholdsvis 8. juni og 14. november 1996.

Ved klageskema af 30. juli 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale gruppelivssummen for den forsikring, som helbredserklæringen vedrører.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun dagen efter faderens død henvendte sig til indklagede for at aflevere faderens hævekort m.v. Afdelingen oplyste, at faderen havde tegnet en gruppelivsforsikring gennem indklagede. Efter nærmere gennemsyn af sagsmappen viste det sig ikke at være tilfældet, idet den af faderen underskrevne helbredserklæring ikke var fremsendt til Forenede Gruppeliv. Det er hendes opfattelse, at den manglende fremsendelse beror på en fejl fra indklagedes side. Faderen må ved underskrivelsen af erklæringen have haft til hensigt at tegne forsikringen. Ved afkrydsning har han samtidig bekræftet, at han på underskriftstidspunktet var rask og arbejdsdygtig. Erklæringen blev formentlig underskrevet i juli 1996, hvor faderen henvendte sig til indklagede med henblik på placering af penge, som han fik udbetalt i forbindelse med moderens død. Faderens gæld til indklagede svarede på dette tidspunkt til forsikringssummen. Såfremt erklæringen er underskrevet i efteråret 1995, må der have været tale om en supplerende dækning til sikring af moderen. Forsikringsdækningen via indklagede var ca. halvt så stor som dækningen i Jyske Bank, og det er usandsynligt, at faderen skulle have valgt nedsat dækning, så længe moderen levede. Faderen havde ikke været syg siden 1992, og det var ikke aktuelt at gennemføre nye helbredsundersøgelser.

Indklagede har anført, at det i forbindelse med overførslen i efteråret 1995 blev drøftet tillige at skifte gruppelivsforsikring, hvilket dog på grund af moderens sygdom kun var aktuelt for faderen. Helbredserklæringen blev underskrevet den 20. oktober 1995 i forbindelse med underskrivelse af dokumenterne vedrørende overførslen. Faderen måtte imidlertid opgive at udfylde alle punkterne i erklæringen, idet han oplyste, at han tidligere havde været syg og snart skulle have foretaget ny helbredsundersøgelse. Faderens underskrift var blot et led i udfyldelsen af erklæringen. Det blev besluttet at afvente helbredsundersøgelsen, hvorfor erklæringen blev arkiveret i sagsmappen med henblik på eventuel senere brug. På baggrund af tvivlen om, hvorvidt faderen ville kunne tegne en ny forsikring gennem indklagede, blev den bestående forsikring bibeholdt. Faderen vendte ikke tilbage til spørgsmålet om oprettelse af en forsikring via indklagede.

Ankenævnets bemærkninger:

Spørgsmålet i skemaet til brug for helbredserklæringen om, hvorvidt faderen inden for de sidste 3 år havde lidt af en alvorlig sygdom, var ikke besvaret i skemaet. Denne omstændighed findes afgørende at bestyrke indklagedes fremstilling af hændelsesforløbet. Der er herefter ikke grundlag for at give klageren medhold.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.