Krav om tilbageførsel af købesum begrundet i indsigelse om manglende levering som følge af betalingsmodtagers konkurs. Dankortbetaling i fysisk butik.
| Sagsnummer: | 20/2026 |
| Dato: | 27-05-2026 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Janni Visted Hansen, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
|
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af købesum begrundet i indsigelse om manglende levering som følge af betalingsmodtagers konkurs. Dankortbetaling i fysisk butik. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af købesum begrundet i indsigelse om manglende levering som følge af betalingsmodtagers konkurs. Dankortbetaling i fysisk butik.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde en konto med et tilknyttet Visa/Dankort
Den 4. oktober 2025 købte klageren en brudekjole med tilhørende slør og knapper hos en forretning, P, for i alt 13.780,38 kr. Betalingen blev gennemført med klagerens Visa/Dankort ved fysisk betaling i forretning P med anvendelse af chip og PIN-kode. Af en kontooversigt for klagerens konto fremgår, at betalingen blev gennemført som en dankorttransaktion.
Brudekjolen skulle syes og afhentes af klageren den 4. maj 2026.
Betalingen blev bogført på klagerens konto den 6. oktober 2025.
Forretning P gik efterfølgende konkurs. Klageren modtog som følge af forretning P’s konkurs ikke den bestilte og forudbetalte brudekjole.
Den 13. november 2025 fremsatte klageren indsigelse mod betalingen over for banken i kategorien ”Jeg har bestilt og betalt for en vare eller ydelse, men jeg har ikke modtaget den”. Af indsigelsen fremgik, at den forventede leveringsdag var den 4. maj 2026.
Den 17. november 2025 afviste banken klagerens indsigelse med henvisning til, at klageren havde betalt med dankortdelen af sit Visa/Dankort, og at konkurs ikke var omfattet af indsigelsesmulighederne efter dankort-reglerne.
Den 14. december 2025 klagede klageren over bankens afgørelse.
I svar af 8. januar 2026 fastholdt banken sin beslutning om ikke at godtgøre klageren beløbet på 13.780,38 kr.
Af bankens regler for Visa/Dankort fremgår blandt andet:
”Hvis en forretning tager imod både dankort og Visa, kan forretningen have valgt dankort eller Visa som den af forretningen foretrukne betalingsmåde. Du kan omgøre forretningens valg, hvor det er teknisk muligt i overensstemmelse med lovgivningen.
Det vil altid fremgå af din kontooversigt, om en betaling er gennemført som en dankort eller en Visa transaktion.”
Parternes påstande
Den 11. januar 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbageføre 13.780,38 kr. til hende, subsidiært godtgøre beløbet delvist.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at betalingen var en forudbetaling for en specialsyet vare, som efter aftalen skulle leveres i begyndelsen af maj 2026. Der var aftalt en konkret leveringsdato, og hun betalte hele beløbet på forhånd efter forretningens krav.
Forretningen gik efterfølgende konkurs, og varen blev aldrig leveret. Hun har således lidt et økonomisk tab uden at have modtaget den aftalte ydelse.
Banken har anført, at betalingen var autoriseret og blev gennemført som en dankortbetaling i en fysisk forretning, hvilket banken sidestiller med en kontant betaling. Denne vurdering er for snæver og ikke i overensstemmelse med betalingslovens bestemmelser.
Der foreligger manglende levering af den købte vare, hvilket efter betalingslovens § 82 udgør et relevant grundlag for indsigelse. Det forhold, at betalingen var autoriseret, kan ikke i sig selv afskære indsigelsesadgang, når der foreligger væsentlig misligholdelse i form af manglende levering. Risikoen for konkurs og manglende levering var reel og indbygget i aftalen, og dette hensyn bør tillægges betydning ved vurderingen af forbrugerens beskyttelse.
Betalingslovens § 112 gennemfører EU-direktiv 2015/2366 (PSD2). Kortudsteder hæfter, hvis varen ikke leveres, uanset om købet sker online eller i fysisk butik.
Det er urimeligt og i strid med betalingslovens forbrugerbeskyttende formål, at en betaling foretaget med et kombineret Visa/Dankort, som forbrugeren med rimelighed opfatter som en kortbetaling med indsigelsesmuligheder, i praksis behandles som en kontant betaling uden nogen form for beskyttelse ved konkurs og manglende levering.
Dankortbetaling er et betalingsinstrument, ikke kontanter. Konkurs hos sælger fritager ikke banken for ansvar. EU-Domstolen har fastslået, at kortudsteder hæfter for manglende levering uanset årsagen.
Ankenævnet bør tage principiel stilling til, om det er foreneligt med betalingslovens forbrugerbeskyttende hensyn, at forudbetalinger foretaget med Visa/Dankort i fysisk forretning behandles som kontante betalinger uden mulighed for tilbageførsel, når varen aldrig leveres.
Subsidiært skal banken pålægges at godtgøre beløbet helt eller delvist som følge af mangelfuld information og rådgivning, jf. betalingsloven og princippet om god skik.
Banken har tilsidesat sin oplysningsforpligtelse efter betalingsloven samt reglerne om god skik for pengeinstitutter. Hun blev ikke tydeligt eller udtrykkeligt informeret om, at betalingen ville blive gennemført som en dankorttransaktion frem for en Visa-transaktion, ligesom hun ikke blev oplyst om de væsentlige retlige konsekvenser heraf, herunder den manglende mulighed for tilbageførsel ved manglende levering. Hun havde derfor ikke et reelt og informeret grundlag for at vælge betalingsmiddel. Havde hun været korrekt oplyst om forskellen i forbrugerbeskyttelse, ville hun have valgt en anden betalingsform.
Banken skal pålægges ansvar for det økonomiske tab, idet den manglende oplysning om betalingsformens retlige konsekvenser har haft direkte betydning for, at tabet er opstået.
Danske Bank har anført, at klageren forudbetalte brudekjolen hos forretning P ved fysisk betaling i forretningen. Betalingen skete ved aflæsning af kortets chip samt anvendelse af PIN-koden. Det fremgår også af posteringsoversigten, at klageren gennemførte betalingen som en dankortbetaling i forretningen. Dette sidestilles med en kontant betaling. Det er i den situation ikke muligt at få betalingen tilbageført via banken i tilfælde af forretningens konkurs.
Klageren er ved at gennemføre betalingen som en dankortbetaling i forretningen ikke blevet stillet dårligere, end hvis klageren i forretningen havde indgået en aftale om kontant forudbetaling. Betalingslovens § 112 vedrørende betalingstransaktioner i forbindelse med aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg finder ikke anvendelse på betalingen, da den ikke blev foretaget i forbindelse med et køb ved fjernsalg, men i en fysisk butik, hvorfor klageren ikke kan gøre et krav gældende mod banken som kortudsteder i henhold til betalingsloven, jf. også Ankenævnets afgørelse i sag nr. 606/2024.
Det fremgår af bankens regler for Visa/Dankort, som klageren har tiltrådt og accepteret, at hvis en forretning tager imod både Visa-kort og dankort, vil en betaling oftest blive gennemført som en dankortbetaling, da det normalt er den af forretningen foretrukne betalingsmåde, men at klageren inden betalingen har mulighed for at ændre forretningens valg, hvor det er teknisk muligt i overensstemmelse med lovgivningen. Dette har klageren ikke gjort.
Det fremgår endvidere af skiltning i en forretning eller på forretningens hjemmeside, om en forretning tager imod dankort og/eller Visa-kort. Forretninger, der tager imod begge betalingsformer, kan vælge den foretrukne betalingsmåde, men kunden kan inden betalingen omgøre forretningens valg, hvor det er teknisk muligt.
Selv hvis betalingslovens § 112 skulle finde anvendelse, ville klageren ikke have krav på godtgørelse fra banken, da den manglende varelevering skyldtes betalingsmodtagerens konkurs. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at en betaler ved manglende levering som følge af betalingsmodtagerens konkurs ikke skal stilles bedre end en køber, som har betalt kontant. Det følger af Ankenævnets praksis (sag nr. 209/2025), at klageren ikke kan gøre et krav gældende mod banken som kortudsteder i henhold til betalingslovens § 112 eller på andet grundlag som følge af, at aftalen ikke bliver opfyldt som følge af betalingsmodtagers konkurs.
Det følger også af lovforarbejderne til betalingslovens § 112, at når der er indgået en udtrykkelig aftale om forudbetaling af en vare eller tjenesteydelse, enten fordi der er tale om et tilvirkningskøb eller af anden årsag, har betaler ikke krav på tilbageførsel af betalingen i tilfælde af konkurs eller lignende. Der var tale om et forudbetalt tilvirkningskøb.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde et Visa/Dankort.
Den 4. oktober 2025 købte klageren en brudekjole med tilhørende slør og knapper hos en forretning, P, for i alt 13.780,38 kr. Betalingen blev gennemført som en dankorttransaktion ved fysisk betaling i forretning P. Brudekjolen skulle syes og afhentes af klageren den 4. maj 2026.
Forretning P gik konkurs. Klageren modtog som følge af forretning P’s konkurs ikke den bestilte og forudbetalte brudekjole.
Det følger af betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 1, at banken ved betalingstransaktioner i forbindelse med aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg skal kreditere betalerens konto, hvis betaleren gør gældende, at den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret.
Købet skete i en fysisk butik. Der var derfor ikke tale om et fjernsalg. Allerede som følge heraf finder Ankenævnet, at klageren ikke kan gøre et krav gældende mod banken som kortudsteder i henhold til betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 1, vedrørende betalingen.
Ankenævnet finder heller ikke, at klageren på andet grundlag kan gøre et krav gældende mod banken vedrørende betalingen.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.