Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med udlån og om udlån var oprettet med fast eller variabel rente samt krav om at blive stillet som om, at udlån var oprettet med fast rente eller kompensation. Spørgsmål om forældelse.

Sagsnummer: 459/2026
Dato: 30-10-2026
Ankenævn: Bo Østergaard, Majken Christoffersen, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde
Klageemne: Forældelse - udlån
Udlån - rente
Udlån - stiftelse
Ledetekst: Spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med udlån og om udlån var oprettet med fast eller variabel rente samt krav om at blive stillet som om, at udlån var oprettet med fast rente eller kompensation. Spørgsmål om forældelse.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med udlån og om udlån var oprettet med fast eller variabel rente samt krav om at blive stillet som om, at udlån var oprettet med fast rente eller kompensation. Spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i Nordea Danmark.

I 2018 drøftede klagerne og banken finansieringen af købet af en andelsbolig for 1.018.076 kr. og med overtagelse den 1. oktober 2018. Klagerne har oplyst, at de i 2018 afholdt et møde med banken, hvor de mundtligt blev tilbudt et andelsboliglån med en fast rente på 3,6 % p.a.

Banken har fremlagt erklæring vedrørende rådgivning om lån med sikkerhed i andelsbolig af 12. september 2018, hvoraf fremgår blandt andet, at klagerne forventede, at renten ville forblive på daværende niveau. Klagerne lagde vægt på en kendt rente og afdrag, men fordelene ved det valgte andelsboliglån for op til 900.000 kr. vægtede højere, hvorfor de accepterede, at renten og afdraget på lånet kunne stige og falde. De væsentligste egenskaber for lånet var beskrevet i erklæringens bilag 1A. Af erklæringens bilag 1A fremgår blandt andet:

”

Generelle egenskaber for Andelsboliglån (op til 900.000)

…

…

Renteprofil

Lånet har variabel rente

…

 

Ulemper

Der er usikkerhed om udviklingen af renten i fremtiden.

”

Den 12. og 17. september 2018 underskrev klagerne erklæring vedrørende rådgivning om lån med sikkerhed i andelsbolig.

Klagerne har fremlagt en skriftlig dialog mellem en ejendomsadministrator og dem og mellem dem og banken af 19. september 2018, hvoraf fremgår blandt andet, at ejendomsadministratoren anmodede klagerne om hurtigst muligt at sende standardbankgaranti eller dokumentation for deponering af købesummen, da ejendomsadministratoren ikke havde registreret, at købesummen var modtaget, eller at standardbankgaranti var givet. Klagerne anmodede banken om at bringe forholdet i orden, hvortil banken svarede, at den ville sende en garantibegæring til underskrift, og at købesummen ville blive overført.

Ved gældsbrev af 27. september 2018 ydede banken klagerne et lån på 960.000 kr. Klagerne skulle betale lånet tilbage med 4.410 kr. pr. måned. Lånet havde en løbetid på 360 måneder. Rentesatsen var variabel og for tiden 3,6 % p.a. Renten ville blive beregnet dagligt og tilskrevet ultimo hvert kvartal.

Banken har fremlagt europæisk standardiseret informationsark af 27. september 2018, hvoraf fremgår blandt andet:

”

3. Hovedtrækkene ved lånet

…

Rentesatsen er variabel og fastsættes på baggrund af dine/Jeres individuelle forhold. Renten kan endvidere ændres i overensstemmelse med bankens Almindelige bestemmelser for lån og kreditter til private formål. Du/I vil blive informeret om renteændringer i Netbank eller Konto-Kik.

Samlet beløb, der skal tilbagebetales: DKK 1.572.303,71

Det betyder, at du/I skal tilbagebetale DKK 1,64 for hver lånt DKK.

Da renten er variabel kan dette beløb variere afhængig af udviklingen i renten i lånets løbetid som følge af ændringer i dine/Jeres individuelle forhold eller andre renteændringer.

…

4. Rentesats og andre omkostninger

…

Den gældende ÅOP for dit/jeres lån er på 3,8698%.

…

Eftersom dit/jeres lån er med variabel rente, kan den reelle ÅOP være forskellig fra denne ÅOP, hvis rentesatsen på dit/jeres lån ændrer sig. Hvis rentesatsen f.eks. stiger til 10,6489%, kan ÅOP stige til 11,3144 %.

…

”

Banken har fremlagt et dokument vedrørende ydelsernes størrelse, antal og forfaldstid af 27. september 2018, hvoraf blandt andet fremgår, at rentesatsen beregnet fra 27. september 2018 var 3,6 % p.a., og at oversigten kun var gyldig indtil næste renteændring.

Ved e-mail af 1. oktober 2018 skrev banken til klagerne blandt andet:

”Der blev overført 1.018.076 kr. fra boligskiftkontoen d. 19.09.18. Renten er på 3,6 % ligesom på jeres kommende Andelsboliglån.”

Grundet et renoveringsprojekt anmodede klagerne om en forhøjelse af deres andelsboliglån til 1.212.748,48 kr.

Banken har fremlagt erklæring vedrørende rådgivning om lån med sikkerhed i andelsbolig af 19. marts 2019, hvoraf fremgår blandt andet, at klagerne forventede, at renten ville forblive på daværende niveau. Klagerne lagde vægt på en kendt rente og afdrag, men fordelene ved det valgte andelsboliglån over 900.000 kr. vægtede højere, hvorfor de accepterede, at renten og afdraget på lånet kunne stige og falde. De væsentligste egenskaber for lånet var beskrevet i erklæringens bilag 1A. Af erklæringens bilag 1A fremgår blandt andet, at lånet havde en variabel rente.

Ved gældsbrev af 21. marts 2019 ydede banken klagerne en låneforhøjelse på 259.256,28 kr. Klagerne skulle betale lånet tilbage med 5.630 kr. pr. måned. Lånet havde en løbetid på 352 måneder. Rentesatsen var variabel og for tiden 3,6 % p.a. Renten ville blive beregnet dagligt og tilskrevet ultimo hvert kvartal.

Banken har fremlagt europæisk standardiseret informationsark af 21. marts 2019, hvoraf fremgår blandt andet, at rentesatsen var variabel.

Banken har fremlagt gældsbreve af 20. marts 2020 og 31. august 2021 og har oplyst, at den i forbindelse med dens bevilling af tre måneders henstand med klagernes ydelser sendte klagerne gældsbrevene. Banken har anført, at begge gældsbreve indeholdt tilsvarende formuleringer som gældsbrevene af 27. september 2018 og 21. marts 2019 om, at renten var variabel.

Banken har endvidere oplyst, at klagerne i perioden fra den 31. august 2022 til den 3. maj 2023 modtog meddelelser om ændringer af lånets rente, så lånets rente blandt andet blev ændret fra 3,6 % p.a. i 2022 til 6,2 % p.a. i 2023.

Banken har endvidere oplyst, at klagerne i 2024 gjorde indsigelse mod rentestigningerne, da det var aftalt med banken, at deres andelsboliglån havde fast rente. Banken afviste klagernes indsigelse.

Banken har herudover oplyst, at klagerne i perioden fra den 13. maj 2024 til den 23. juni 2025 modtog meddelelser om ændringer af lånets rente, så lånets rente blandt andet blev ændret fra 6,2 % p.a. i 2024 til 5,2 % p.a. i 2025.

Ved meddelelse af 31. januar 2026 gjorde klagerne indsigelse mod renteændringerne.

Ved meddelelse af 6. februar 2026 afviste banken klagen. Banken tilbød klagerne pr. kulance at nedsætte renten til 4,1 % p.a.

Klagerne har fremlagt e-mails af november 2018 og august 2020 vedrørende bankforretningen, hvoraf fremgår blandt andet, at banken anmodede klagerne om at skrive til banken via netbank.

Klagerne har fremlagt et skærmbillede af netbank af 19. august 2026, hvoraf fremgår, at H havde tilgået dokumentarkivet, og at der var opstået en fejl, hvorfor H skulle forsøge igen.

Parternes påstande

Den 24. juni 2026 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal stille klagerne som om, at de har indgået aftale om optagelse af et andelsboliglån med en fast rente på 3,6 %. Subsidiært, at banken skal betale dem en passende kompensation.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de mundtligt blev tilbudt et andelsboliglån med en fast rente på 3,6 % p.a., og at de accepterede dette, da de ikke ønskede en variabel rente.

Hele processen var præget af tidspres, da de stod og skulle overtage nøglerne til andelsboligen inden for kort tid. De blev presset af både andelsforeningen og banken til at underskrive og returnere dokumenterne hurtigt. Det tidspres, som opstod i forbindelse med overtagelsen af andelsboligen, svækkede deres mulighed for at gennemgå dokumenterne grundigt. Banken var bekendt med tidspresset og burde have sikret sig, at de forstod de afgørende ændringer i vilkårene.

Da de endelig fik lånedokumenterne, underskrev de dem i tillid til, at de var i overensstemmelse med det, de var blevet lovet – en fast rente på 3,6 % p.a. De opdagede efterfølgende, at lånebeviset angav en variabel rente og ikke en fast rente som aftalt. Lånet blev oprettet med vilkår, som de aldrig har accepteret og aldrig blev informeret om på korrekt vis.

De har flere gange gjort indsigelse til banken, men banken har afvist dem med den begrundelse, at den aldrig har tilbudt en fast rente på andelsboliglån. Dette bestrides. Banken har erkendt problematikken ved at tilbyde at nedsætte renten til 4,1 % p.a. De har afvist bankens tilbud, da det ikke løser, at andelsboliglånet var oprettet på forkerte vilkår. De anser ”tilbuddet” som bankens erkendelse af, at den ikke har været klar om deres lån.

I e-mailen fra 1. oktober 2018 er der lavet en beregning for dem med renten, der konsekvent undlod at bruge ordet ”variabel”, når de spurgte til renteberegningen. Banken har tilsidesat sin rådgivningspligt, da de ikke er blevet vejledt om, at det endelige lånebevis afveg fra det aftalte rentevilkår, og de ikke blev givet reel mulighed for at reagere herpå inden underskrift. Banken har ikke overholdt god skik-reglerne, herunder pligten til at sikre, at de var fyldestgørende informeret om de faktiske lånevilkår, jf. § 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

De har klaget over forholdet før 2024, men banken gemmer kun beskeder fem år tilbage i netbank. Det er ikke muligt at fremlægge indsigelserne, når banken kun gemmer fem år tilbage. Da renten steg første gang, ringede H med det samme, hun så, hvor meget ekstra der var blevet trukket i renter, og fik bare besked om, at lånet var med variabel rente, hvorfor banken var berettiget til at hæve renten. De udfordrede det, men fik telefonisk besked om, at de ikke kunne gøre noget. Når de sendte e-mails til banken, blev de henvist til at bruge netbank. De har flere gange oplevet, at de fik et opkald af banken som svar på en e-mail, de havde sendt til banken. Banken blev bedt om at sende sin afvisning af 6. februar 2026 på skrift.

Der findes et dokumentarkiv i deres netbank hos banken, hvor man kunne søge i aftaler og samtaler. Siden fejler hver gang, man prøver at gå så langt tilbage (2018-2023). De har prøvet både fra mobil og fra computeren og på forskellige dage.

Nordea Danmark har anført, at den ikke har handlet ansvarspådragende over for klagerne i forbindelse med klagernes optagelse af et andelsboliglån i september 2018, og at der ikke er grundlag for at pålægge banken at omregne lånets rente eller yde klagerne erstatning.

Klagerne indgik en aftale med banken om et andelsboliglån med en variabel rente i september 2018. Det fremgår udtrykkeligt af den af klagerne underskrevne rådgivningserklæring af 12. september 2018, at lånet har en variabel rente, og at klagerne accepterer, at renten og afdraget kan stige og falde. Det fremgår af samtlige lånedokumenter sendt til klagerne i forbindelse med lånets oprettelse, at lånet forrentes med en variabel rente, herunder af gældsbrev underskrevet af klagerne 27. september 2018, europæisk standardiseret informationsark, ydelsesoversigt af 27. september 2018 og lånedokumenterne, som klagerne modtog og uden indsigelse underskrev i forbindelse med efterfølgende ændringer af lånet. Klagerne modtog i årene efter lånoptagelsen varsler om ændringer af lånets rente fra 3,6 % p.a. til 6,2 % p.a. uden at gøre indsigelse mod renteændringerne. Først i januar 2024 rettede klagerne henvendelse til banken vedrørende renteændringerne.

Banken har i e-mail af 1. oktober 2018 ikke bekræftet, at renten er fast. Banken oplyste, at renten på andelsboliglånet var 3,6 % p.a. Bankens e-mail dokumenterer ikke, at der er indgået en aftale mellem banken og klagerne om et lån med en fast rente. Det afvises, at oplysningen om, at renten på andelsboliglånet er 3,6 % p.a., er en tilsikring om, at renten vil forblive uændret i hele lånets løbetid.

Klagerne har ikke godtgjort, at der foreligger fejl eller mangler ved bankens rådgivning, som kan begrunde det rejste krav, hvorfor klagerne ikke bør få medhold i deres klage.

Klagerne fik eller burde have fået kendskab til, at lånet forrentes med en variabel rente ved modtagelse af lånedokumenterne og underskrivelse af kreditaftalen den 27. september 2018, hvorfor klagerne den 27. september 2018 havde eller burde have haft det fornødne kendskab til at rejse et eventuelt krav mod banken vedrørende den variable rente. Et eventuelt krav om tilbagebetaling af renter er forældet, da der er forløbet mere end tre år fra rådgivningstidspunktet og mere end tre år fra tidspunktet, hvor klagerne blev eller burde være blevet bekendt med, at lånet forrentes med en variabel rente, jf. Forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 3, stk. 2.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, var kunder i Nordea Danmark.

I 2018 drøftede klagerne og banken finansieringen af købet af en andelsbolig for 1.018.076 kr. og med overtagelse den 1. oktober 2018.

Af blandt andet erklæring vedrørende rådgivning om lån med sikkerhed i andelsbolig af 12. september 2018, gældsbrev af 27. september 2018, europæisk standardiseret informationsark af 27. september 2018 og dokument vedrørende ydelsernes størrelse, antal og forfaldstid af 27. september 2018, samt efterfølgende ændringer af lånet ved gældsbreve af 21. marts 2019, 20. marts 2020 og 31. august 2021, fremgår blandt andet, at andelsboliglånet havde en variabel rente.

Klagerne har anført, at de i 2018 afholdt et møde med banken, hvor de mundtligt blev tilbudt et andelsboliglån med en fast rente på 3,6 % p.a., og at de underskrev lånedokumenterne i tillid til, at de havde fået tilbudt et andelsboliglån med en fast rente.

Banken har anført, at klagerne først i 2024 gjorde indsigelse mod, at andelsboliglånet havde en variabel rente. Klagerne har anført, at de før 2024 gjorde indsigelse mod, at andelsboliglånet ikke havde en fast rente.

På baggrund af indholdet af det skriftlige aftalegrundlag vedrørende optagelsen af andelsboliglånet i 2018 samt efterfølgende ændringer af lånet finder Ankenævnet, at klagerne og banken indgik en aftale om, at klagernes andelsboliglån har en variabel rente. Ankenævnet finder, at der ikke er godtgjort fejl eller mangler ved bankens rådgivning i forbindelse med indgåelsen af låneaftalen, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte aftalen som ugyldig.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.