Denne sag vedrører krav om erstatning for investering i Roskilde Bank aktier henholdsvis før 2006 og i 2007. Spørgsmål vedrørende nyt klagepunkt og forældelse.

Sagsnummer:940/2010
Dato:15-10-2015
Ankenævn:Vibeke Rønne, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen, Michael Reved og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Forældelse - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Denne sag vedrører krav om erstatning for investering i Roskilde Bank aktier henholdsvis før 2006 og i 2007. Spørgsmål vedrørende nyt klagepunkt og forældelse.
Indklagede:Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører krav om erstatning for investering i Roskilde Bank aktier henholdsvis før 2006 og i 2007. Spørgsmål vedrørende nyt klagepunkt og forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes nu afdøde ægtefælle, M, var kunder i Roskilde Bank.

Klageren havde bl.a. to pensionsdepoter og et åbent depot. I begyndelsen af 2006 indeholdt pensionsdepoterne henholdsvis 500 stk. og 61 stk. aktier i Roskilde Bank. M havde et åbent depot, hvor der lå 22 stk. Roskilde Bank aktier.

Efter et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2 lå der henholdsvis 1.000 stk. og 122 stk. aktier i klagerens pensionsdepoter og 44 stk. aktier i M’s åbne depot.

I forbindelse med en aktieemission med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 3. april 2007 solgte klageren i alt 1.122 tildelte tegningsretter til kurs 32,50 vedrørende aktierne i pensionsdepoterne. Samtidig tegnede klageren 112 stk. nye aktier til det åbne depot. M tegnede 16 nye Roskilde Bank aktier til sit åbne depot.

Den 23. april 2007 solgte klageren Roskilde Bank aktierne i sit åbne depot, hvorved hun realiserede en kursgevinst på 2.800 kr.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Samme måned indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet med krav om erstatning for hendes køb af aktier i banken.

Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.

I begyndelsen af 2013 døde M. Boet efter M blev udleveret til klageren til uskiftet bo.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgik bl.a.:

”...

På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Ved breve af 24. februar 2014 fra Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) blev henholdsvis klageren og boet efter M v/klageren tilbudt erstatning i henhold til forliget for aktiekøbene i forbindelse med emissionen i 2007, men ikke for deres øvrige aktiekøb, som havde fundet sted før de to aktiesalgskampagner. Under overskriften ”Forligsaftale mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet” var der anført: ”Vær opmærksom på frist for accept/indsigelse den 20. maj 2014”. Med brevene fulgte acceptblanketter og indsigelsesblanketter. I øvrigt fremgik bl.a.:

”…

Deres eventuelle krav mod Finansiel Stabilitet bliver som udgangspunkt forældet 12 uger fra datoen for dette forligstilbud.Hvis De ikke ønsker at acceptere dette forligstilbud, har De mulighed for at indbringe sagen for domstolene eller klage til Finansiel Stabilitet eller Pengeinstitutankenævnet. Det skal ske inden for 12 uger fra datoen for dette forligstilbud, da Deres krav ellers vil kunne være forældet. Hvis De inden da gør indsigelse over for Finansiel Stabilitet, vil der dog tidligst indtræde forældelse 14 dage efter datoen for Finansiel Stabilitets brev med svar herpå. …”

Da aktierne, som klageren havde købt under emissionen i 2007, efterfølgende var blevet solgt med gevinst, blev klageren ikke tilbudt noget erstatningsbeløb i henhold til forliget. Erstatningsbeløbet til boet efter M v/klageren udgjorde 5.113 kr.

Klageren har anført, at hun henvendte sig til Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) og gjorde indsigelse om, at forligstilbuddene var utilstrækkelige, og at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) burde betale fuld erstatning. Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at man ikke har modtaget eller registreret nogen henvendelse/indsigelse fra klageren, hverken på hendes egne eller boet efter M’s vegne.

I et indlæg af 15. oktober 2014 til Ankenævnet anførte klageren, at den tilbudte erstatning var utilstrækkelig.

Den 19. februar 2015 underskrev klageren acceptblanketten vedrørende erstatningstilbuddet på 5.113 kr. til boet efter M.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) bør betale fuld erstatning for alle hendes og M’s køb af aktier i Roskilde Bank.

Hun havde ikke forstand på at investere og lod derfor banken administrere hendes pensionsmidler.

Hun har løbende fulgt bankens propaganda for egne aktier og derfor i flere år løbende købt aktier i banken.

Hun ankede forligstilbuddene fra Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank). Efterfølgende blev hun ringet op af Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank), der oplyste, at hun ikke havde fået et forligstilbud. Forligstilbuddet gjaldt boet efter M. Da hun sidder i uskiftet bo indsendte hun anken i den tro, at boets og hendes egne aktier skulle ses under ét.

Da hun tilsyneladende ikke fik medhold i anken, underskrev hun forligstilbuddet. Fristen var overskredet, men hun antog, at klagen havde haft opsættende virkning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at klageren har købt Roskilde Bank aktier henholdsvis før 2004, i september 2005 og i marts 2007.

Klageren har ikke dokumenteret eller redegjort for forløbet omkring de øvrige aktiekøb, herunder om eventuelle ansvarspådragende forhold.

Det er heller ikke dokumenteret, at banken som anført af klageren administrerede klagerens pensionsmidler.

Før 2004 og i 2005 var det ikke påregneligt, at banken efter en årrække ville gå ned.

Klageren har ikke lidt tab på aktiekøbet i 2007, idet hun efterfølgende solgte aktierne med gevinst.

Klageren må selv bære risikoen for investeringen.

Aktiesalget i 2007 tyder på, at klageren var bevidst om risici forbundet med handel med aktier.

Det stod klageren frit for også at sælge aktierne i pensionsdepoterne.

Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Den oprindelige klage fra 2010 vedrørte alene klagerens investeringer i Roskilde Bank aktier. Kravet vedrørende nu afdøde M’s investering i Roskilde Bank aktier blev tidligst fremsat ved klagerens indlæg modtaget i Ankenævnet den 15. oktober 2014. På det tidspunkt var der forløbet mere en fem år fra investeringstidspunktet og mere end tre år fra bankens kollaps i august 2008, på hvilket tidspunkt M i hvert fald burde have fået kendskab til et eventuelt krav. Endvidere var suspensionen af forældelsesfristen til den 20. maj 2014 i henhold til forligsaftalen udløbet. Et eventuelt krav vedrørende M’s investering er derfor nu forældet.

Ankenævnets bemærkninger

Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtligt rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.

Klageren købte 112 stk. Roskilde Bank aktier i forbindelse med aktiesalgskampagnen i 2007 og solgte efterfølgende aktierne med gevinst. Allerede derfor er der ikke grundlag for at pålægge banken at betale erstatning for dette køb.

Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank som følge af mangelfuld rådgivning eller på anden måde har pådraget sig et erstatningsansvar for klagerens tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2004 eller før og i 2005.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.

Klagen til Ankenævnet i december 2010 angik alene klagerens investeringer i Roskilde Bank aktier. Kravet om erstatning for hendes nu afdøde ægtefælles M’s aktiekøb i forbindelse med aktiekampagnen i 2007 blev tidligst fremsat ved klagerens indlæg modtaget i Ankenævnet den 15. oktober 2014. Ankenævnet finder, at et eventuelt krav vedrørende dette klagepunkt på daværende tidspunkt som anført af Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) var forældet.

Den omstændighed, at klagesagen vedrørende klagerens investering i Roskilde Bank aktier blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af Forbrugerombudsmandens undersøgelse, kan ikke medføre et andet resultat.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.