Krav om erstatning som følge af manglende oprettelse af en skødedeponeringskonto. Krav om undskyldning.
| Sagsnummer: | 123 |
| Dato: | 28-08-2025 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Bjarke Levinsky Svejstrup, Morten Bruun Pedersen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Afvisning - anden myndighed § 4
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning som følge af manglende oprettelse af en skødedeponeringskonto. Krav om undskyldning. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit og Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Realkreditinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning som følge af manglende oprettelse af en skødedeponeringskonto. Krav om undskyldning.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Spar Nord Bank og Nykredit Realkredit.
Klageren ejede en ejendom, der var belånt med et realkreditlån i realkreditinstituttet. Realkreditinstituttet havde pant i ejendommen.
Realkreditinstituttet har oplyst, at klageren var i restance med betaling af sit realkreditlån for terminsydelsen den 30. september 2024.
Ved brev af 22. oktober 2024 til klageren rykkede realkreditinstituttet for betaling af 4.684,86 kr. Af brevet fremgik endvidere, at såfremt restancen ikke var betalt senest den 8. november 2024, så ville restancen med påløbne morarenter blive overgivet til inkasso.
Den 5. januar 2025 foretog realkreditinstituttet udlæg i klagerens ejendom. Det skyldige beløb blev opgjort til 7.534,86 kr.
Banken har oplyst, at den i januar 2025 modtog kopi af købsaftale underskrevet den 16. januar 2025 vedrørende klagerens salg af sin ejendom for 310.000 kr.
Ved e-mail af 27. januar 2025 til klagerens ejendomsmægler, ejendomsmægler A, meddelte banken, at den ikke ønskede at medvirke i handlen, herunder at indfri klagerens gæld i ejendommen.
Ved e-mail af 11. februar 2025 til realkreditinstituttet oplyste ejendomsmægler A, at klagerens ejendom var blevet solgt, og at klageren var gået skævt af banken, hvorfor den ikke ønskede at samarbejde. Endvidere spurgte ejendomsmægleren, om realkreditinstituttet kunne give klageren en deponeringskonto, da der var overskud i ejendommen.
Realkreditinstituttet har oplyst, at det meddelte ejendomsmægler A, at det ikke var muligt at oprette en deponeringskonto, da klageren ikke var kunde i pengeinstitut P, men at realkreditinstituttet ville undersøge muligheden nærmere.
Realkreditinstituttet har anført, at klageren den 24. februar 2025 rettede telefonisk henvendelse til realkreditinstituttet og spurgte, hvorfor der endnu ikke var oprettet en deponeringskonto. Realkreditinstituttet svarede, at pengeinstitut P ville tage klagerens anmodning i betragtning, når realkreditinstituttet havde modtaget dokumentation fra klageren på, at de penge, der gik ind på deponeringskontoen, ville blive brugt til at indfri lån og udlæg inklusive inkassoomkostninger, som var forbundet med sagen. Realkreditinstituttet har endvidere oplyst, at klageren under telefonsamtalen optrådte grænseoverskridende over for realkreditinstituttet ved at råbe og tale dårligt om realkreditinstituttets ansatte.
Realkreditinstituttet har oplyst, at det på baggrund af telefonsamtalen med klageren ikke ønskede direkte kontakt med klageren, og hvis pengeinstitut P skulle oprette en deponeringskonto, ville dette kræve dokumentationen, som oplyst til klageren telefonisk den 24. februar 2025.
Realkreditinstituttet har endvidere oplyst, at klageren den 3. marts 2025 mødte op i realkreditinstituttets filial, hvor klageren anmodede om en deponeringskonto og optrådte grænseoverskridende og aggressivt.
Realkreditinstituttet har fremlagt en intern e-mailkorrespondance af 3.-4. marts 2025 vedrørende truende adfærd fra klagerens side.
Den 5. marts 2025 underskrev klageren et dokument udarbejdet af ejendomsmægler A vedrørende salget af klagerens ejendom. Af dokumentet fremgår, at klageren var indforstået med, at indeståendet på deponeringskontoen oprettet af pengeinstitut P blev anvendt til indfrielse af blandt andet klagerens realkreditlån, terminsydelsen af 30. marts 2025, manglende betaling pr. 30. september 2024 og inkassoomkostninger.
Realkreditinstituttet har oplyst, at pengeinstitut P efter klagerens opførsel den 24. februar og 3. marts 2025 besluttede ikke at etablere et kundeforhold med klageren og dermed ikke stille en deponeringskonto til rådighed for klageren.
Realkreditinstituttet har fremlagt en inkassoopgørelse vedrørende klagerens gæld til realkreditinstituttet af 21. februar 2025. Af opgørelsen fremgår, at omkostningerne udgør 15.480 kr. Ved betaling efter den 7. marts 2025 udgør de anslåede samlede omkostninger 34.173,50 kr.
Parternes påstande
Den 11. marts 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank og Nykredit Realkredit skal tilbagebetale hans penge, betale erstatning og give en offentlig undskyldning.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Nykredit Realkredit har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han vil opnå, at banken og realkreditinstituttet bliver tvunget til at betale erstatning i henhold til EU-lovgivningen, samt at alle ansvarlige bliver tvunget til at give en offentlig undskyldning for at bryde både grundloven, menneskerettighederne og EU’s lovgivning på bankområdet. Endvidere vil han opnå, at de indklagede betaler ham og alle andre kreditorer deres penge tilbage.
Siden den 16. januar 2025 har han forsøgt at få oprettet en deponeringskonto, hvor køber af hans ejendom kan indsætte penge, men det nægter banken og realkreditinstituttet.
Realkreditinstituttet kræver over 18.000 kr. Den 7. marts 2025 krævede realkredit-instituttet yderligere 16.000 kr. uden at oplyse, hvad det stjal pengene til. Han har derfor mistet sit overskud, der skulle bruges som indskud til den lejlighed, han skal bo i.
Realkreditinstituttet går efter tvangsauktion, hvilket han kræver erstatning for, da realkreditinstituttet nægter at samarbejde.
Ejendomsmægler A har bevidst trukket tiden ud, således at køber kan trække sig efter den lovpligtige bindings udløb syv dage efter underskriften. På denne baggrund kræver han, at ejendomsmægler A begæres konkurs, og at ejendomsmægleren ansat hos ejendomsmægler A ikke fremover må have med ejendomshandel at gøre. Dette skal ske med virkning fra den 1. januar 2025 i henhold til EU-lovgivningen.
Han kræver 250.000 kr. fra ejendomsmægleren ansat hos ejendomsmægler A og det dobbelte fra ejendomsmægler A. Han kræver endvidere 250.000 fra samtlige afdelinger senest den 25. maj 2025 og resten af livet.
Spar Nord Bank har anført, at en deponeringskonto i en ejendomshandel ikke er en ydelse som banken i henhold til lov eller praksis er forpligtet til at stille til rådighed.
Banken var ikke involveret i salget af klagerens ejendom og har ikke ydet finansiering til klageren eller formidlet lån til ejendommen.
En tingbogsoplysning viste, at der ud over tinglyst gæld var foretaget udlæg i ejendommen. Banken havde haft en meget anstrengt kommunikation med klageren, hvor klageren skriftligt var blevet bedt om at kommunikere med bankens medarbejdere i en ordentlig tone. Banken valgte på denne baggrund ikke at medvirke til handlen.
Bankens afvisning af at medvirke til handlen var begrundet i klagerens egne forhold og egen adfærd.
Klagerens påstand ses bl.a. at vedrøre et krav på erstatning. Hverken kravets eksistens eller størrelse ses godtgjort.
Nykredit Realkredit har anført, at allerede fordi det ikke tilbyder kontoprodukter, er det ikke forpligtet til at oprette en deponeringskonto.
Realkreditinstituttet aftalte med klageren, at det ville undersøge mulighederne for, at klageren kunne indgå et kundeforhold med pengeinstitut P, som kunne oprette en deponeringskonto under forudsætning af, at realkreditinstituttet modtog dokumentation for, at en eventuel deponeringskonto ville blive anvendt til at indfri udeståender, herunder restancen samt inkassoomkostninger.
Pengeinstitut P er generelt berettiget til at vælge, hvilke personer banken ønsker at indgå i et kundeforhold med i en situation som den foreliggende. Navnlig i en situation hvor klageren har optrådt aggressivt, er pengeinstituttet berettiget til at afvise etablering af kundeforhold. Klageren blev på intet tidspunkt lovet, at klageren kunne få en deponeringskonto hos pengeinstitut P.
Den 5. marts 2025 underskrev klageren et dokument udarbejdet af ejendomsmægler A, hvori han bekræftede, at han var indforstået med, at en deponeringskonto hos pengeinstitut P bl.a. skulle bruges til indfrielse af hans realkreditlån, den manglende terminsydelse samt inkassoomkostningerne m.v. Dokumentet mellem ejendomsmægler A og klageren er ikke en aftale om oprettelse af en deponeringskonto. Pengeinstitut P har ikke lovet klageren eller ejendomsmægler A, at pengeinstituttet ville oprette en deponeringskonto, når dokumentet var underskrevet, men alene tilbudt at undersøge muligheden hvis et sådant dokument blev underskrevet, hvilket klageren blev meddelt under samtalen den 24. februar 2025. Det, at pengeinstitut P modtog dette dokument, medfører ikke i sig selv, at pengeinstitut P blev forpligtet til at oprette en deponeringskonto til klageren.
Vedrørende inkassoomkostningerne havde advokatfirma A i forbindelse med håndtering af inkassosagen haft en række omkostninger, som klageren skal dække. I den fremlagte opgørelse har advokatfirma A opgjort inkassoomkostningerne til 34.173,50 kr. Inkassoomkostningerne påløb som følge af, at ejendommen blev begæret på tvangsauktion samt øvrige inkassoomkostninger. Idet omkostningerne er en konsekvens af klagerens misligholdelse, hæfter klageren for dem.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Spar Nord Bank og Nykredit Realkredit.
Klageren ejede en ejendom, der var belånt med et realkreditlån i realkreditinstituttet. Realkreditinstituttet havde pant i ejendommen.
Realkreditinstituttet har oplyst, at klageren var i restance med betaling af sit realkreditlån for terminsydelsen den 30. september 2024. Den 5. januar 2025 foretog realkreditinstituttet udlæg i klagerens ejendom.
Ved e-mail af 27. januar 2025 meddelte banken ejendomsmægler A, at den ikke ønskede at medvirke til salg af klagerens ejendom, herunder at indfri klagerens gæld i ejendommen.
Realkreditinstituttet har anført, at klageren den 24. februar 2025 rettede telefonisk henvendelse til realkreditinstituttet og spurgte ind til en deponeringskonto. På baggrund af telefonsamtalen med klageren ønskede realkreditinstituttet ikke direkte kontakt med klageren. Realkreditinstituttet har endvidere oplyst, at klageren den 3. marts 2025 mødte op i realkreditinstituttets filial, hvor klageren anmodede om en deponeringskonto og optrådte grænseoverskridende og aggressivt.
Den 5. marts 2025 underskrev klageren et dokument udarbejdet af ejendomsmægler A vedrørende salg af klagerens ejendom. Af dokumentet fremgår, at klageren var indforstået med, at indeståendet på deponeringskontoen oprettet af pengeinstitut P blev anvendt til indfrielse af blandt andet klagerens realkreditlån, terminsydelsen af 30. marts 2025, manglende betaling pr. 30. september 2024 og inkassoomkostninger.
Realkreditinstituttet har oplyst, at det som følge af klagerens adfærd besluttede ikke at medvirke til at stille en deponeringskonto til rådighed for klageren.
Realkreditinstituttet har fremlagt en inkassoopgørelse vedrørende klagerens gæld til realkreditinstituttet af 21. februar 2025. Af opgørelsen fremgår blandt andet, at de anslåede samlede omkostninger ved betaling efter den 7. marts 2025 udgjorde 34.173,50 kr.
Ifølge Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1 skal Ankenævnet afvise at behandle en klage, hvis klagen hører under et andet privat tvistløsningsorgan eller et lovbestemt alternativt tvistløsningsorgan.
Klagen over ejendomsmægler A og dennes ansatte falder uden for Ankenævnets kompetence, hvorfor Ankenævnet afviser denne del af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1. Klage kan i stedet indbringes for Klagenævnet for Ejendomsformidling eller Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere.
Klagerens krav om en undskyldning vedrører ikke et konkret økonomisk mellemværende og er derfor ikke omfattet af Ankenævnets kompetence, hvorfor Ankenævnet afviser at behandle denne del af klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.
Vedrørende Spar Nord Bank:
Ankenævnet finder, at det beroede på bankens egen vurdering, om den ønskede at indgå en aftale om oprettelse af en deponeringskonto med klageren. Ankenævnet finder, at banken ikke tilsikrede klageren oprettelse af en deponeringskonto, og at klageren og banken ikke indgik en aftale om oprettelse af en deponeringskonto.
Ankenævnet finder herefter, at det ikke kan anses for godtgjort, at banken er erstatningsansvarlig over for klageren. Endvidere finder Ankenævnet, at banken heller ikke på andet grundlag skal betale et beløb til klageren.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen over Spar Nord Bank.
Vedrørende Nykredit Realkredit:
Ankenævnet finder, at det beroede på realkreditinstituttets egen vurdering, om det ønskede at medvirke til at oprette en deponeringskonto til klageren. Ankenævnet finder, at realkreditinstituttet ikke tilsikrede klageren oprettelse af en deponeringskonto, og at klageren og realkreditinstituttet ikke indgik en aftale om oprettelse af en deponeringskonto.
Ankenævnet finder herefter, at det ikke kan anses for godtgjort, at realkreditinstituttet har udvist fejl eller forsømmelser i forbindelse med afvisningen af oprettelse af en deponeringskonto til klageren.
Ankenævnet finder, at der ikke i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at realkreditinstituttet er erstatningsansvarligt overfor klageren eller skal godtgøre klageren noget beløb.
Klageren får herefter ikke medhold i påstanden om, at realkreditinstituttet skal tilbagebetale beløb til klageren eller betale ham erstatning.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen over Nykredit Realkredit.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen over Spar Nord Bank.
Klageren får ikke medhold i klagen over Nykredit Realkredit.