| Sagsnummer: | 260/2025 |
| Dato: | 10-10-2025 |
| Ankenævn: | Katrine Waagepetersen, Inge Kramer, Signe Kjørup Carlsson, Rolf Høymann Olsen og Ann-Mari Faldt Agerlin |
| Klageemne: | Udlån - hæftelse Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c. |
| Indklagede: | Bank Norwegian |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed, jf. kreditaftalelovens § 7 c.
Sagens omstændigheder
I marts 2019 optog klageren og hans daværende samlever, S, et lån i Bank Norwegian på 30.000 kr. Lånets pålydende rente var 22,99 % om året, og lånets løbetid var 60 måneder. Den månedlige ydelse var 850 kr. Lånet blev udbetalt i marts 2019 med 29.050 kr. (hovedstol med fradrag af oprettelsesgebyr på 950 kr.).
Af bankens Almindelige betingelser for lån, der var en del af aftalen, fremgik blandt andet:
”… Ansøgning og etablering af kundeforhold
Ansøgning og kreditoplysninger
Låntageren/ansøgeren må udfylde en ansøgningsformular i ansøgningsprocessen til Bank Norwegian eller dennes repræsentant. Ud over de oplysninger låntager selv har opgivet til Bank Norwegian, vil Bank Norwegian også indhente oplysninger fra offentligt tilgængelige registre. Det kan f.eks. være fra Det Centrale Personregister (CPR), SKAT, kreditoplysningsbureauer som RKI kreditinformation A/S og Debitor Registret A/S etc. Oplysningerne indhentes både på ansøgningstidspunktet og senere. Bank Norwegian anvender låntagers personoplysninger ved oprettelse samt overvågning af lånet. Låntageren/ansøgeren godkender igennem sin ansøgning de vilkår og forhold som fremgår af aftalen. Bank Norwegian eller dennes repræsentant kan til enhver tid afslå ansøgningen, blandt andet på baggrund af en gennemført kreditvurdering. …”
I ansøgningsformularen af 8. marts 2019 var angivet, at klageren var lønmodtager (ansat siden 2017) med en årsindkomst før skat på 324.000 kr., at S var studerende med en årsindkomst før skat på 254.400 kr., at klageren og S var samboende, at de boede i lejebolig til en månedlig leje på 6.500 kr., at de havde to børn under 18 år og to biler samt gæld med en hovedstol på 132.205 kr. (stiftet i 2014, 2018 og 2019).
Banken har oplyst, at den i forbindelse med ansøgningen indsamlede oplysninger fra og foretog opslag i de registre, som banken havde adgang til, blandt andet KreditStatus, E-skat og RKI. Opslagene viste, at der ikke var registreret noget negativt på klageren og S. Via Kreditstatus blev der på tidspunktet, hvor ansøgningen blev udfyldt, indhentet oplysninger om, at klageren og S havde en samlet gæld på 45.888,39 kr. Banken har fremlagt print af ”Eskat summary” pr. februar 2019, hvoraf fremgår, at estimeret årsindkomst for klageren og S var henholdsvis 324.279 kr. og 258.168 kr.
Klageren har anført, at han i marts 2019 havde ca. 20 forbrugslån, hvoraf flere lån var optaget i 2019. Flere gældsforhold stod som misligholdt, herunder også til et firma (firma 1), som banken senere overdrog sin fordring til.
Af klagerens årsopgørelse for 2017 fra Skat fremgår blandt andet, at klageren havde lønindkomst efter AM-bidrag på 295.705 kr., gæld til ”realkredit, reallån og pengeinstitutter” på 248.662 kr., indestående i pengeinstitutter på 12.418 kr. og renteudgifter til et pengeinstitut på 20.259 kr. Af S’ årsopgørelse for 2017 fra Skat fremgår, at S havde indkomst (pensioner, dagpenge, stipendier mv.) på 124.442 kr. samt gæld til ”realkredit, reallån og pengeinstitutter” på 77.088 kr.
Af klagerens årsopgørelse for 2018 fra Skat fremgår blandt andet, at klageren havde lønindkomst efter AM-bidrag på 353.186 kr., gæld til ”realkredit, reallån og pengeinstitutter” på 214.473 kr., indestående i pengeinstitutter på 11.737 kr. og renteudgifter til et pengeinstitut på 19.542 kr. Klageren har oplyst, at det af S’ årsopgørelse for 2018 fra Skat fremgår, at S havde lønindkomst efter AM-bidrag på 47.162 kr., kontanthjælp/SU 104.423 kr., gæld til ”realkredit, reallån og pengeinstitutter” på 169.320 kr., indestående i pengeinstitutter på 7.872 kr. og ingen fradragsberettigede renteudgifter, idet gæld ikke var afdraget.
Af klagerens årsopgørelse for 2019 fra Skat fremgår blandt andet, at han havde lønindkomst efter AM-bidrag på 281.700 kr., gæld til ”realkredit, reallån og pengeinstitutter” på 229.280 kr. og renteudgifter til et pengeinstitut på 43.881 kr.
Klageren har endvidere fremlagt udskrift af sine og S’ personlige skatteoplysninger fra Skat for 2018 og 2019 samt en af ham udarbejdet oversigt over lån oprettet før optagelse af lånet i banken samt rådighedsbeløb.
Banken har oplyst, at klageren og S i april 2019 ansøgte om forhøjelse af lånet, hvilket banken afslog efter en gennemgang af ansøgningen.
I efteråret 2019 sendte banken ved firma 1 inkassobreve til klageren og varslede retslig behandling. Ved frivilligt forlig af 10. maj 2020 erkendte klageren en gæld på 41.234 kr. vedrørende lånet, og det blev aftalt, at klageren skulle afvikle gælden med en månedlig betaling på 1.000 kr.
Betalingsaftalen blev ikke overholdt. I juli 2021 transporterede banken fordringen til firma 1, der i 2023 transporterede fordringen til et andet firma (firma 2).
På et ikke oplyst tidspunkt kontaktede klageren Forbrugerombudsmanden vedrørende kreditværdighedsvurdering af hans gældsforhold. Klageren har oplyst, at flere af hans andre gældsforhold blev lukket ved Forbrugerombudsmandens mellemkomst, da de pågældende långivere erkendte, at der ikke var foretaget korrekt kreditværdighedsvurdering. Forbrugerombudsmanden meddelte, at Forbrugerombudsmanden ikke havde mulighed for fortsat at hjælpe med lånet hos Bank Norwegian, der var ydet til to låntagere. I januar 2022 henvendte klageren sig til banken med indsigelse om manglende vurdering af kreditværdighed ved optagelsen af lånet.
I maj 2023 sendte firma 1 sagen til fogedretten. Klageren gjorde indsigelse med begrundelsen, at banken ikke skulle have bevilliget lånet. Firma 2 udtog herefter stævning mod klageren.
Ved et retsmøde den 10. april 2025 henviste retten på klagerens anmodning sagen til Ankenævnet og hævede sagen.
Klageren har oplyst, at S fortsat afdrager 700 kr. hver måned på gælden.
Parternes påstande
Den 9. juni 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Bank Norwegian skal stille ham, så alene det udbetalte beløb på 29.050 kr. skal tilbagebetales.
Bank Norwegian har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken ikke har udført en korrekt kreditværdighedsvurdering. Banken har ikke overholdt kreditaftalelovens § 7 c. En korrekt kreditværdighedsvurdering ville have afdækket, at han og S ikke ville være i stand til at afdrage lånet. Banken har ikke indhentet fyldestgørende oplysninger til trods for, at den havde adgang til E-indkomstdata.
Det er tydeligt, at der er endog meget stor forskel på, hvad banken har lagt til grund, og hvad der med simple undersøgelser kunne være indhentet. Banken oplyser, at den har afdækket en samlet indtægt for ham på 324.000 kr., at han og S var gift, og at den samlede gæld var gæld 45.888,39 kr.
Faktuelt var der året forud dokumentation for gæld tæt ved 400.000 kr. Det fremgår af årsopgørelsen for 2018, at han og S havde en samlet gæld på 383.793 kr. Det fremgår af selvangivelsen, at der var ikkeoverholdte gældsaftaler. På lånetidspunktet primo marts var der ca. 20 forbrugslån. Han er ikke i besiddelse af alle detaljerede oplysninger for S, men der var flere lån, og gælden stod noteret til 169.320 kr. S var i Ribers. Flere gældsforhold stod som misligholdt, herunder også til firma 1.
Det fremgår af årsopgørelsen for 2018, at de samlede lønindtægter var 400.348 kr. S var op til låntagningen på overførselsindkomst og havde været det flere år forud. Han selv havde ikke fast og sikker indkomst, havde skiftet job flere gange og var i januar 2019 kortvarigt på dagpenge og var ikke ansat på fuld tid. Banken har anvendt for høje lønindkomster.
Med disse oplysninger og antallet af forbrugslån er det dokumenteret, at der ikke var en betalingsevne til stede. Det ville have stået klart for banken, at han ikke var kreditværdig, hvis banken havde iagttaget kreditaftalelovens § 7 c. Han skal derfor stilles, som om lånet ikke var udbetalt. Han har tilbudt at forlige sagen med indbetaling af forskelsbeløbet på det udbetalte lån og det, der allerede er afviklet herunder under iagttagelse af, at S fortsat afvikler på lånet. Manglende betalingsevne understøttes også af, at flere andre långivere har erkendt og lukket mellemværende ved at stille ham, som om lånet ikke var ydet, så alene det udbetalte beløb blev tilbagebetalt.
Hans far, der siden 2020 har styret hans økonomi, henvendte sig i 2021 til Forbrugerombudsmanden og fik herfra støtte med tre sager. Forbrugerombudsmanden skrev til långiverne. Disse sager blev lukket uden yderligere, idet der var tilbagebetalt tæt ved lånebeløbet eller lidt over. Hvis der var tilbagebetalt mindre, blev forskelsbeløbet indbetalt. I en sag blev det for meget indbetalte tilbagebetalt. Da lånet hos Bank Norwegian var ydet til to låntagere, meddelte Forbrugerombudsmanden, at Forbrugerombudsmanden ikke havde mulighed for fortsat at hjælpe med dette lån.
Flere af hans andre gældsforhold blev også lukket, da kreditgiver erkendte, at der ikke var sket korrekt betalingsevnevurdering. Sagerne blev lukket enten med det allerede indbetalte eller med indbetaling/udbetaling af forskelsbeløbet, hvis der har været indbetalt mindre eller mere. Der tilbagestår kun lånet med banken.
Han har ved flere lejligheder gjort indsigelse om manglende kreditværdighedsvurdering senest overfor fogedretten i oktober 2023.
Der er på nuværende tidspunkt tilbagebetalt mere end det allerede udbetalte lånebeløb. S afvikler fortsat på lånet med 700 kr. pr måned. Restgælden er pt. opgjort til mere end 50.000 kr.
Bank Norwegian har anført, at klageren er ansvarlig for at tilbagebetale hele lånebeløbet i henhold til det underskrevne gældsbrev. Gældsbrevet dokumenterer, at klageren har accepteret lånevilkårene og forpligtet sig til at tilbagebetale det samlede beløb.
Der blev i forbindelse med låneoptagelsen foretaget en kreditvurdering, som viste, at klageren havde den nødvendige betalingsevne.
Opslag i registre viste, at der ikke var registreret noget negativt på klageren og S.
Når en ansøger sender en ansøgning om lån til banken, kontrollerer banken betalingsevnen ud fra sine egne modeller og beregninger. Modellerne og beregningerne er baseret på den enkelte ansøgers økonomiske forhold. Det er nødvendigt for banken at vide, hvor meget af indkomsten, ansøgeren disponerer over efter fradrag af eksisterende og nye låneomkostninger, boligomkostninger, faste udgifter og rådighedsbeløb. Banken benytter altid denne beregning, når banken vurderer kreditværdigheden hos en ansøger.
Ved hver beregning laves der en individuel vurdering, hvor der tages højde for en række af ansøgerens udgiftsposter, herunder antal personer i husstanden, civilstatus, om personen ejer bil, eksisterende kreditter og lån samt nye låneomkostninger. Banken stiller også en række spørgsmål i låneansøgningen om blandt andet ansøgerens familiesituation, levevilkår, ejerskab til bolig.
For at verificere oplysningerne fra en uafhængig tredjepart, fremskaffes en del af informationen ved opslag i offentlige registre, men hvor det ikke er muligt, beder banken ansøgeren give oplysninger i ansøgningsskemaet.
Klageren oplyste i ansøgningen, at hans og S’ indtægter var henholdsvis 324.000 kr. og 254.400 kr., at han og S var samboende, boede til leje med en husleje på 6.500 kr. og var lønmodtager/studerende.
Banken har beregnet omkostningerne for den gæld, klageren og S oplyste i ansøgningen, og banken indsamlede yderligere oplysninger fra registre som Kreditstatus og E-skat. Via Kreditstatus blev der på tidspunktet, hvor ansøgningen blev udfyldt, indhentet oplysninger om, at klageren og S havde en samlet gæld på 45.888,39 kr. Banken gik efter en gennemgang af den indhentede information derfor ud fra en samlet indtægt på 578.400 kr. og en anden gæld på 45.888,39 kr.
Taget de ovennævnte punkter i betragtning, kunne banken med rette basere kreditvurderingen på de oplysninger, som var indhentet om ansøgerne. Baseret på de opførte oplysninger, ligningstal, modtaget dokumentation og kontrol af betalingsanmærkninger finder banken ingen indikation på, at ansøgerne ikke skulle have været vurderet kreditværdige på det tidspunkt, lånet blev udbetalt.
Ankenævnets bemærkninger
I marts 2019 optog klageren og hans daværende samlever, S, et lån i Bank Norwegian på 30.000 kr. Lånets pålydende rente var 22,99 % om året, og lånets løbetid var 60 måneder. Den månedlige ydelse var 850 kr. Lånet blev udbetalt i marts 2019 med 29.050 kr. (hovedstol med fradrag af oprettelsesgebyr på 950 kr.).
Ved frivilligt forlig af 10. maj 2020 erkendte klageren en gæld på 41.234 kr. vedrørende lånet, og det blev aftalt, at klageren skulle afvikle gælden med en månedlig betaling på 1.000 kr. Betalingsaftalen blev ikke overholdt. I juli 2021 transporterede banken fordringen til firma 1, der i 2023 transporterede fordringen til et firma (firma 2). I maj 2023 sendte firma 1 sagen til fogedretten. Klageren gjorde indsigelse med begrundelsen, at banken ikke skulle have bevilliget lånet, og firma 2 udtog herefter stævning mod klageren. I april 2025 henviste retten sagen til Ankenævnet.
Efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, skal kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren, og hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser.
Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvilke oplysninger kreditgiveren skal indhente til brug for vurderingen af forbrugerens kreditværdighed i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at kreditgiveren altid vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed, og at oplysningerne efter kreditgiverens skøn kan indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, lovforslag nr. L 91, side 51).
Efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c kan tilsidesættelse af pligten til at foretage behørig kreditværdighedsvurdering sanktioneres med påbud eller danne grundlag for politianmeldelse. Bestemmelsen regulerer derimod ikke det aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalens ugyldighed.
Ankenævnet finder, at en eventuel tilsidesættelse af pligten efter kreditaftalelovens § 7 c kan indgå ved vurderingen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens regler, navnlig § 38 c, jf. § 36. Det bemærkes, at såfremt en låneaftale erklæres ugyldig på grund af tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c, vil det medføre, at hver part skal tilbagelevere det modtagne, således at låntageren skal tilbagebetale lånebeløbet med fradrag af eventuelt betalte renter og gebyrer.
Banken har oplyst, at den til brug for kreditværdighedsvurderingen indhentede oplysninger fra klageren og S i et ansøgningsskema, hvoraf fremgår, at deres samlede årlige indtægt var 578.400 kr., og at deres gæld var 132.205 kr. Derudover indhentede banken oplysninger fra KreditStatus og E-skat samt foretog opslag i RKI. Via Kreditstatus blev der på tidspunktet, hvor ansøgningen blev udfyldt, indhentet oplysninger om, at klageren og S havde en samlet gæld på 45.888,39 kr. Banken har oplyst, at den efter en gennemgang af den indhentede information gik ud fra en samlet indtægt på 578.400 kr. og en anden gæld på 45.888,39 kr.
Klageren har anført, at banken ikke indhentede fyldestgørende oplysninger. Det fremgår af årsopgørelserne for 2018, at han og S havde en samlet gæld på 383.793 kr. Derudover var der optaget yderligere lån i 2019. S var i Ribers. Det fremgår af selvangivelsen, at der var ikke-overholdte gældsaftaler. De samlede lønindtægter var 400.348 kr. i årsopgørelserne for 2018. S var op til låntagning på overførselsindkomst og havde været det flere år forud. Han selv havde ikke fast indkomst, havde skiftet job flere gange og var i januar 2019 kortvarigt på dagpenge.
Tre medlemmer – Katrine Waagepetersen, Inge Kramer og Signe Kjørup Carlsson – udtaler:
En kreditgivers vurdering af en forbrugers kreditevne beror på et skøn, og det er derfor ikke ethvert svigt i denne vurdering, der kan føre til en tilsidesættelse af kreditaftalen som ugyldig. Det er i retspraksis lagt til grund, at der efter kreditaftalelovens § 7 c og forarbejderne hertil skal foreligge en vis grovere tilsidesættelse af pligten fra kreditgivers side til at foretage kreditvurdering, hvis en kreditaftale helt eller delvist skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Banken har oplyst, at den til brug for kreditvurderingen indhentede information om klagerens og S’ situation. Oplysningerne om klagerens og S’ økonomi, herunder gæld, blev indhentet fra klageren og S og fra opslag i de registre, som banken havde adgang til, blandt andet KreditStatus, E-skat og RKI.
Vi lægger efter det oplyste til grund, at banken på grundlag heraf foretog kreditværdighedsvurdering af klageren og S.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder størrelsen af lånet, der blev ydet i 2019, og at der var tale om to solidarisk hæftende debitorer, finder vi, at der ikke er godtgjort sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at låneaftalen kan tilsidesættes helt eller delvist som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Rolf Høymann Olsen og Ann-Mari Faldt Agerlin – udtaler:
Vi finder, at dokumentation for fyldestgørende kreditværdighedsvurdering påhviler långiver. Vi finder ikke, at banken foretog fyldestgørende kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c. Vi har herved navnlig lagt vægt på, at banken ikke indhentede de nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om låntagernes eksisterende gældsforpligtelser. Vi finder, at det er en skærpende omstændighed, at banken ikke undersøgte eksisterende gældsforpligtelser nærmere, da bankens anslåede gældsbeløb adskilte sig væsentligt fra det af klageren og S oplyste i deres ansøgning. Vi finder, at det er en forudsætning, at kreditgiver kender låneansøgers udgifter for at kunne foretage en fyldestgørende kreditværdighedsvurdering. Det er ikke muligt at fastslå, om et lån kan tilbagebetales, uden at kende låntagers udgifter og indtægter, herunder låntagers udgifter til eksisterende låneforpligtelser.
Vi finder, at det ikke er dokumenteret, at banken foretog en fyldestgørende kreditværdighedsvurdering i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Ud fra en samlet vurdering af klagerens og S’ økonomiske forhold, finder vi, at låneaftalen skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftaleloven §§ 38 c, jf. 36, og at banken skal godskrive klageren renter, gebyrer og omkostninger på låneaftalen.
Sagen afgøres efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.