Spørgsmål om banken handlede ansvarspådragende i forbindelse med klagerens køb af aktier i 2007.
| Sagsnummer: | 1086/2010 |
| Dato: | 14-02-2012 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen og Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om banken handlede ansvarspådragende i forbindelse med klagerens køb af aktier i 2007. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Danske Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med rådgivning af klageren om køb af aktier i virksomheden Dell i oktober 2007.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Danske Bank.
Den 30. oktober 2007 kontaktede klageren banken, da han ønskede at sælge sine aktier i Microsoft Corp. ved en strakshandel.
Den 31. oktober 2007 kontaktede banken klageren og opfordrede ham til at geninvestere de frigjorte midler i aktier i virksomheden Dell Inc.
På den baggrund købte klageren den 31. oktober 2007 675 stk. aktier i Dell Inc. til kurs 30,570 for 20.789 USD (inklusiv kurtage på 154 USD). Af fondsnotaen for handlen fremgår, at valutakursen for omregning til danske kroner på handelsdagen var 516,800.
Den 23. november 2007 henvendte klageren sig til banken, og anmodede om at handlen blev annulleret, da han var utilfreds med, at kursen på aktierne var faldet siden købet.
Ved årsskiftet var kursen på aktierne faldet til kurs 24,51, mens kursen ved udgangen af 2008 var faldet yderligere til kurs 10,24.
Parternes påstande.
Klageren har den 29. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbagekøbe aktierne til anskaffelsesprisen.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken ved hans salg af aktier i Microsoft den 30. oktober 2007 anbefalede ham at geninvestere beløbet i aktier i Dell, da banken mente, at kursen på aktierne ville stige pænt.
Han sagde udtrykkeligt nej, da han ikke ønskede at investere i papirer, der var afhængige af både aktiekurser og valutakurser.
Dagen efter kontaktede banken ham igen og anbefalede ham meget påtrængende at købe aktier i Dell, hvorefter han lod sig overtale.
Allerede dagen efter styrtdykkede kursen og er stort set ikke vendt siden. Ultimo 2010 lå kursen således på ca. 13,50-14,00.
Kort tid efter investeringen klagede han til banken, men blev afvist af både hans rådgiver og af filialens bestyrer.
Den gang vidste han ikke, at rådgiveren i langt højere grad er bankens end kundens mand, og at bankens rådgivere opnår en bonus, hvis de afsætter nogle af bankens dårlige aktier. Bankens medarbejder har således handlet på baggrund af insider-viden.
Først for nylig er han blevet informeret om muligheden for at indbringe sagen for Ankenævnet.
Danske Bank har anført, at banken ikke har mulighed for at belyse indholdet af rådgivningen nærmere, da handlen ligger mere end tre år tilbage.
Beslutningen om at investere i den pågældende aktie er foretaget af klageren, og det er således klageren alene, der bærer risikoen for tab på investeringen.
Banken rådgiver ud fra en forventning om, hvad banken vurderer, der vil ske på de finansielle markeder, men kan ikke drages til ansvar for markedets reelle udvikling.
Det bestrides, at bankens medarbejder skulle have besiddet en insider-viden om de pågældende aktier.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende, og klageren har i øvrigt ikke realiseret tabet og har dermed ikke lidt noget økonomisk tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at bankens forslag beroede på forventninger til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at klageren selv måtte træffe beslutningen om køb af aktierne og bære risikoen herfor.
Ankenævnet finder det i øvrigt ikke godtgjort, at der er sket fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.