Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning om fejlagtig oplysning om rente- og kursudvikling og krav om erstatning.

Sagsnummer: 719/2023
Dato: 31-05-2024
Ankenævn: Helle Korsgaard Lund-Andersen, Inge Kramer, Andreas Moll Årsnes, Rolf Høymann Olsen og Jørn Ravn.
Klageemne: Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Udlån - omlægning
Ledetekst: Indsigelse om mangelfuld rådgivning om fejlagtig oplysning om rente- og kursudvikling og krav om erstatning.
Indklagede: Sparekassen Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning om fejlagtig oplysning om rente- og kursudvikling og krav om erstatning. 

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i Sparekassen Danmark, som havde formidlet deres lån i Totalkredit, hvor klagerne havde optaget et 30-årigt, 0,5 % fastforrentet realkreditlån.

Klagerne har oplyst, at de den 19. april 2022 drøftede muligheden for at konvertere deres fastforrentede lån til et andet lån med sparekassen med henblik på at opnå en kursgevinst og nedbringe deres restgæld.

Den 29. april 2022 sendte sparekassen klagerne tre vejledende beregninger på omlægning af lån. De vejledende beregninger vedrørte omlægning af klagernes eksisterende lån til hhv. et 30-årigt, 3 % fastforrentet realkreditlån med afdrag, et variabelt forrentet F-kort-lån, og et 1 % variabelt forrentet RenteMax5-lån.

Ved aftale vedr. fast ejendom med bilag af 2. maj 2022 indgik klagerne og sparekassen en aftale om omlægning af lån til et F-kort-lån.  Ved omlægningen til F-kort-lånet blev klagernes eksisterende lån indfriet til kurs 79,80, herved nedbragte klagerne deres restgæld med 168.765 kr. og deres månedlige ydelse før skat blev reduceret med 845 kr.

Den 21. november 2023 gjorde klagerne indsigelse mod sparekassens rådgivning i forbindelse med omlægningen.

Den 23. november 2023 afviste sparekassen klagernes indsigelse.

Parternes påstande

Den 29. november 2023 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Danmark skal stille dem som om, at de havde konverteret deres lån på et tidspunkt, hvor prognoserne viste, at renten ikke ville stige yderligere.

Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at sparekassen ydede dem dårlig rådgivning, da de drøftede omlægning af deres eksisterende realkreditlån. Sparekassen havde rådgivet dem om, at kursen ikke ville fortsætte med at falde i takt med, at renten steg. På baggrund af dette besluttede de sig for at omlægge deres lån på det pågældende tidspunkt.

Sparekassen fremlagde ikke denne rådgivning som noget, den forventede ville ske, men at det var en fastlagt mekanisme, der gjorde, at kurven på kursen fladede ud, når den ramte kurs 80.

De har konstateret, at dette ikke er korrekt, da kursen efterfølgende bare fortsatte med at falde.

Sparekassen burde have tydeliggjort, at det var usikkert, om kursen ville fortsætte med at falde nævneværdigt. De ville i så fald ikke have konverteret deres lån, men i stedet have afventet yderligere kursfald. De ville have ventet, til prognoserne viste, at der ikke ville ske flere rentestigninger. De kunne i så fald have skåret et sekscifret beløb mere af deres restgæld.

Sparekassen er erstatningsansvarlig over for dem, da den har givet dem fejlagtige oplysninger, som har medført en stor negativ økonomisk konsekvens. Det finansielle ankenævn bør fastsætte, hvor stor kompensationen skal være.

Sparekassen Danmark har anført, at obligationskurser løbende ændrer sig. Sparekassen har på intet tidspunkt givet udtryk for, at den kunne forudsige hverken rente- eller kursudviklingen. Sparekassen har ikke garanteret, at obligationskursen ville udvikle sig i en bestemt retning.

Omlægningen indebar, at klagernes restgæld blev reduceret med 168.765 kr., mens deres månedlige ydelse før SKAT blev reduceret med 845 kr.

Klagerne valgte og accepterede selv den risiko, der er forbundet med at omlægge realkreditlån. Realkreditlånet er omlagt på baggrund af en gyldigt indgået låneaftale. Af låneaftalen fremgår, at obligationskurser ændrer sig løbende.

Klagernes krav baserer sig på skuffede forventninger. Sparekassen har ydet almindelig god rådgivning.

Sparekassen har ikke påført klagerne et erstatningsretligt relevant tab, hvorfor den ikke kan pålægges at betale økonomisk kompensation til klagerne.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, var kunder i Sparekassen Danmark, som havde formidlet deres lån i Totalkredit, hvor klagerne havde optaget et 30-årigt, 0,5 % fastforrentet realkreditlån.

Klagerne har anført, at sparekassen på et møde vedrørende omlægning af deres realkreditlån rådgav dem om, at kursen ikke ville fortsætte med at falde i takt med, at renten steg, og at der var en fastlagt mekanisme, der gjorde, at kurven på kursen fladede ud, når den ramte kurs 80.

Sparekassen har anført, at obligationskurser løbende ændrer sig, at den på intet tidspunkt givet udtryk for, at den kunne forudsige hverken rente- eller kursudviklingen, og at den ikke har garanteret klagerne, at obligationskursen ville udvikle sig i en bestemt retning.

Ved aftale vedr. fast ejendom med bilag af 2. maj 2022 indgik klagerne og sparekassen en aftale om omlægning af lån til et F-kort-lån.  Ved omlægningen til F-kort-lånet blev klagernes eksisterende lån indfriet til kurs 79,80. Herved nedbragte klagerne deres restgæld med 168.765 kr. og deres månedlig ydelse før skat blev reduceret med på 845 kr.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at sparekassen handlede ansvarspådragende i forbindelse med rådgivningen eller omlægningen af klagernes lån.

Klagerne får ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.