Gebyr ved overførsel af to boliglån samt betalingskonto.
| Sagsnummer: | 488/2002 |
| Dato: | 22-04-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Ole Simonsen, Anne Dehn Jeppesen, Rut Jørgensen. |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Gebyr ved overførsel af to boliglån samt betalingskonto. |
| Indklagede: | Sparekassen Lolland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes gebyr i forbindelse med overførsel af klagerens og dennes ægtefælles engagement til et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder.
Klageren og dennes ægtefælle blev i juli måned 2002 kunder i indklagedes København afdeling. I denne forbindelse blev der etableret to andelsboliglån, en lønkonto, en fælles betalingskonto i klagerens navn samt en lønkonto for ægtefællen.
I oktober måned 2002 anmodede klageren og ægtefællen via deres nye pengeinstitut P om overførsel af engagementet.
Ved skrivelse af 8. november 2002 overførte indklagede engagementet til P. I denne forbindelse opkrævede indklagede et gebyr på 600 kr.
Af indklagedes gebyroversigt fremgår, at indklagede opkræver et årligt kortgebyr for VisaDankort på 150 kr., som betales forud, samt 100 kr. pr. konto (max 300 kr.) ved overførsel af konti til andet pengeinstitut.
Af kontoudtog for ægtefællens konto fremgår, at der den 26. august 2002 blev hævet et gebyr på 150 kr. for bestilling af VisaDankort.
Parternes påstande.
Klageren har den 12. december 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 550 kr.
Indklagede har under sagens forberedelse godtgjort klageren 300 kr. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede har opkrævet 600 kr. i gebyr samt 150 kr. for udstedelse af VisaDankort.
Han rettede henvendelse til indklagede om gebyrets opkrævning og fik oplyst, at gebyret vedrørende VisaDankort var et årligt gebyr, uanset at der senest var betalt kortgebyr - til klagerens daværende pengeinstitut - i december 2001.
Indklagedes medarbejder oplyste om gebyret på de 600 kr., at der var tale om kompensation for, at de aldrig overflyttede deres totale engagement til indklagede. dvs. både lån og lønkonti. Ved etableringen af de to andelsboliglån skulle de have fået en rabat på 500 kr. i forhold til sædvanlige gebyrer under forudsætning af, at de senere ville overflytte lønkontiene. Dette skulle være baggrunden for, at indklagede anså sig for berettiget til at tage yderligere 400 kr. vedrørende de to konti.
Indklagede har anført, at klageren har misforstået gebyrberegningen. Under sagens forberedelse har man godtgjort 200 kr. vedrørende de to lønkonti, da disse aldrig blev taget i brug. Desuden er godtgjort 100 kr. vedrørende den fælles betalingskonto, som ved en fejl blev talt med som to konti.
Gebyret på 150 kr. for VisaDankort blev hævet på ægtefællens konto den 26. august 2002 og har således intet at gøre med flytningen af engagementet. Der er tale om et årligt kortgebyr, som opkræves forud i forbindelse med bestilling af kort, uanset om kortet benyttes eller ej.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte opkrævningen af gebyret på 150 kr. vedrørende klagerens ægtefælles VisaDankort, idet det lægges til grund, at gebyret blev opkrævet i forbindelse med kortets bestilling, hvilket er i overensstemmelse med indklagedes gebyroversigt.
Tre medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund og Ole Simonsen - udtaler herefter :
Vi finder, at klageren måtte påregne - jf. herved også indklagedes gebyroversigt - at indklagede ville kræve betaling for det arbejde, der var forbundet med overførslen af kontiene til et andet pengeinstitut. Vi finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at det af indklagede opkrævede gebyr på 300 kr. for overførsel af tre konti oversteg det rimelige, og stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
To medlemmer - Anne Dehn Jeppesen og Rut Jørgensen - udtaler :
Vi finder, at de omkostninger, som overførsel af de to boliglån samt den fælles betalingskonto fra et pengeinstitut til et andet påfører det afgivende pengeinstitut, ikke i almindelighed synes at adskille sig klart fra de omkostninger, som pengeinstituttet påføres ved "normal" - ikke gebyrbelagt - indfrielse af sådanne konti. Vi finder derfor ikke, at indklagede var berettiget til at beregne sig gebyr for overførslen af disse konti. Vi stemmer derfor for at tage klagen til følge, således at indklagede til klageren skal betale 300 kr.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.