Afvisning af klage om tab på ScandiNotes Junior obligationer købt i tillid til informationsmateriale udarbejdet af pengeinstitut, hvor klageren ikke var kunde.
| Sagsnummer: | 283 /2009 |
| Dato: | 08-10-2009 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
|
| Ledetekst: | Afvisning af klage om tab på ScandiNotes Junior obligationer købt i tillid til informationsmateriale udarbejdet af pengeinstitut, hvor klageren ikke var kunde. |
| Indklagede: | Fionia Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på ScandiNotes Junior obligationer, som han købte i tillid til informationsmateriale udarbejdet af Fionia Bank, hvor han ikke er kunde.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der kunde i pengeinstituttet P, har oplyst, at han den 21. november 2006 købte nom. 100.000 kr. 3 % ScandiNotes Junior 2011/2014. Købet skete på grundlag af informationsmateriale udarbejdet den 17. november 2006 af Børs Fyn, som var en del af Fionia Bank.
Ved brev af 1. februar 2009 henvendte klageren sig til Fionia Bank med krav om erstatning for sit tab på ScandiNotes Junior obligationerne, som nu var nedskrevet næsten fuldt ud. Kravet mod banken var begrundet i fejl og mangler ved informationsmaterialet fra Børs Fyn.
Ved brev af 12. marts 2009 afviste banken at have pådraget sig et erstatningsansvar.
Parternes påstande.
Den 16. marts 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fionia Bank skal betale erstatning.
Fionia Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at bankens information om ScandiNotes Junior obligationerne var fejlagtig og vildledende.
Det faktiske tab på obligationerne blev væsentlige større, end der på nogen måde blev lagt op til i informationsmaterialet.
Fionia Bank har anført, at det af klageren fremlagte informationsmateriale af 17. november 2006 blev udarbejdet til internt brug i banken. Bankens kunder kunne få adgang til materialet via netbank, ligesom nogle af bankens samarbejdspartnere anvendte materialet efter aftale med banken. Den 24. november 2006 offentliggjorde Børs Fyn et udvidet informationsmateriale.
Informationsmaterialet af såvel den 17. som 24. november 2006 indeholder en klar og utvetydig angivelse af de risici, som var forbundet med obligationerne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der består ikke noget kundeforhold mellem klageren og Fionia Bank.
En afgørelse af spørgsmålet, hvorvidt Fionia Bank uden for kontrakt har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren, findes ikke at være omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.
Klageren henvises til eventuelt at anlægge sag mod banken ved domstolene.
Som følge af det anførte
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.