Spørgsmål om skylderklæring udgjorde særligt retsgrundlag.
| Sagsnummer: | 256/2001 |
| Dato: | 21-11-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Mette Frøland, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
Forældelse - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om skylderklæring udgjorde særligt retsgrundlag. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes krav mod klageren i henhold til et misligholdt lån.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 29. juli 1988 ydede indklagede klageren et lån på 50.838,20 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr. Lånet blev etableret ved sammenlægning af klagerens hidtidige boliglån og forbrugslån.
Efter at klageren medio 1990 var ophørt med at afvikle lånet, blev sagen foretaget i fogedretten den 24. juni 1992. Lånedokumentet bærer påtegning om, at klageren afgav insolvenserklæring, samt at fordringen blev opgjort til 81.238,82 kr.
Af fremlagt kontoudskrift pr. 12. marts 1993 fremgår, at lånet den 5. marts 1993 blev opgjort til 77.223,90 kr. og afskrevet.
Den 19. juni 1994 underskrev klageren en af indklagede udfærdiget "saldoanerkendelse pr. 31.12.1993", hvorefter klageren anerkendte, at gælden til indklagede var 77.223,90 kr.
Ved skrivelse af 28. juni 2001 rettede indklagede gennem sin advokat henvendelse til klageren om mellemværendet. Advokaten opgjorde indklagedes krav til i alt 157.599,56 kr.:
Restgæld pr. 31. december 1993 | 77.223,90 | kr. |
Rente i 5 år | 72.494,41 | kr. |
Inkassoomkostninger | 6.991,25 | kr. |
Øvrige omkostninger | 4.890,00 | kr. |
Indbetalt af klageren | -4.000,00 | kr. |
I alt | 157.599,56 | kr. |
Indklagede har fremlagt renteberegning af rentebeløbet 72.494,41 kr. for perioden 1. april 1996 til 31. marts 2001. Det fremgår, at renteberegningen er foretaget med en varierende rentesats mellem 13,0% og 15% p.a.
Parternes påstande.
Klageren har den 9. juli 2001 indbragt sagen for Ankenævnet. Klageren ønsker ifølge klageskemaet:
"Nedslag i det fordrede beløb under hensyntagen til vurdering af gamle renter og tidligere forsøg på at opnå aftale, der er holdbar under hensyn til min økonomiske situation."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ikke kan anerkende indklagedes opgørelse af gælden til 157.599,56 kr., da udgangspunktet for opgørelsen ikke er korrekt og baserer sig på forældede renter for perioden 1988-1993.
Hun forsøgte i 1996 at indgå aftale med indklagede om en frivillig akkord, men da ikke alle kreditorer ville medvirke, afslog indklagede dette. Hun har forgæves søgt gældssanering.
Indklagede har anført, at forældelsen for så vidt angår renter blev afbrudt ved sagens indbringelse for fogedretten i 1992.
Klageren anerkendte ved dokumentet underskrevet den 19. juli 1994 gælden på 77.223,90 kr. Herved blev der etableret et særligt retsgrundlag, som er underlagt den 20-årige forældelsesfrist.
Det opgjorte krav indeholder således ikke forældede renter.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren må anses for ved sin underskrift på skrivelsen den 19. juli 1994 at have anerkendt indklagedes krav med 77.223,90 kr. Der blev herved etableret et særligt retsgrundlag, jf. § 1, stk. 2, i forældelsesloven af 1908, og dette beløb er herefter undergivet den 20-årige forældelse i DL 5-14-4. Det bemærkes herved, at der i beløbet på 77.223,90 kr. efter det oplyste ikke kan anses at være indeholdt beløb, som da var forældet.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at indgå en akkordaftale med klageren.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.