Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod at hæfte for 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.

Sagsnummer: 304/2026
Dato: 30-09-2026
Ankenævn: Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Signe Kjørup Carlsson, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne: Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
Ledetekst: Indsigelse mod at hæfte for 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
Indklagede: SJF Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i SJF Bank, hvor han blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -860 samt netbankadgang.

Den 17. februar 2026 blev der gennemført en kortbetaling på 1.359 EUR svarende til 10.257,22 DKK med klagerens betalingskort til en udenlandsk betalingsmodtager A, som klageren ikke kan vedkende sig.

Banken har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID. Banken har fremlagt en udskrift fra Nets med teksten, der blev vist i klagerens MitID i forbindelse med godkendelsen af betalingen. Af teksten fremgår:

”Betal 1359,00 EUR til [betalingsmodtager A] fra kort [-860]”

Banken har oplyst, at transaktionen var korrekt registreret og bogført.

Banken har fremlagt en udskrift fra sit system og fra klagerens MitID-log, hvoraf blandt andet fremgår, at der den 17. februar 2026 skete godkendelse fra klagerens MitID-app -679, og at godkendelsen skete ved brug af samme enhed og MitID-app, som klageren sædvanligvis anvendte. Herudover fremgår, at klagerens MitID-app -679 blev aktiveret den 1. oktober 2024 og deaktiveret den 3. marts 2026.

Den 2. marts 2026 gjorde klageren indsigelse mod betalingen og anførte, at han ikke havde foretaget købet, og at han ikke på noget tidspunkt var blevet kontaktet og bedt om at bekræfte/oplyse sit betalingskort eller sine personlige oplysninger.  

Klageren anmeldte ligeledes sagen til politiet.

Den 6. marts 2026 godtgjorde banken klagerens tab med fradrag af 8.000 DKK, hvorfor den tilbageførte 2.257,22 DKK til klagerens konto.

Parternes påstande

Den 22. april 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at SJF Bank skal tilbageføre 8.000 DKK til ham.

SJF Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke har foretaget eller ønsket at foretage den omtvistede betaling på 1.359 EUR til betalingsmodtager A.

Han bestrider ikke, at transaktionen ifølge de fremlagte logoplysninger er blevet godkendt med hans MitID-identifikationsmiddel. Han bestrider derimod, at dette i sig selv er tilstrækkeligt til at dokumentere, at han bevidst har godkendt betalingen eller har handlet groft uforsvarligt.

Bankens argumentation bygger på den antagelse, at han må have godkendt betalingen uden at læse teksten i MitID-appen. Dette er imidlertid alene en antagelse. Banken har ikke fremlagt dokumentation for, hvad der faktisk skete forud for godkendelsen, eller hvordan transaktionen blev initieret.

Han har ingen relation til betalingsmodtager A og ingen forklaring på, hvorfor han skulle ønske at gennemføre en betaling på 1.359 EUR til denne virksomhed. Hvis han bevidst havde ønsket at gennemføre en sådan betaling, ville der naturligt kunne påvises en forbindelse mellem ham og modtageren. En sådan forbindelse eksisterer ikke.

Han erindrer ikke at have foretaget den omhandlede godkendelse. Han har ikke udleveret sine kortoplysninger, MitID-oplysninger eller sikkerhedskoder til tredjemand, og han havde både kort og telefon i sin besiddelse.

Banken har dokumenteret, at MitID blev anvendt. Banken har derimod ikke dokumenteret, hvilken konkret handling eller undladelse fra hans side, der skulle udgøre groft uforsvarlig adfærd efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Politiet har behandlet sagen som muligt databedrageri begået af en ukendt gerningsperson. Politiet har ikke konkluderet, at han selv har foretaget transaktionen, men har alene indstillet efterforskningen, fordi der ikke vurderes at være realistiske muligheder for yderligere efterforskning i udlandet.

SJF Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det på baggrund af dokumentation fra klagerens MitID-log, Nets og bankens systemer skal lægges til grund, at transaktionen er korrekt gennemført og autentificeret, og at der i forbindelse med godkendelsen af transaktionen har været synlige og tydelige oplysninger om beløb og modtager i MitID-appen.

Der blev i forbindelse med transaktionen anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30, hvor MitID blev anvendt som en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31.

Klageren har ikke bestridt de fremlagte systemmæssige registreringer, herunder at den pågældende transaktion blev godkendt ved brug af klagerens MitID, og det fremgår af udskriften fra bankens system, at godkendelsen skete ved brug af samme MitID-identifikationsmiddel, som klageren sædvanligvis anvender.

Der er ikke oplysninger eller indikation på, at transaktionen eller sikkerhedsforanstaltninger har været ramt af fejl, tekniske svigt m.v., jf. betalingslovens § 98. Det må derfor lægges til grund, at transaktionen er bogført korrekt på klagerens konto.

Banken lægger således til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Ved at godkende transaktionen i MitID-appen med tydelige og synlige oplysninger om modtager og beløb, har klageren muliggjort misbruget ved groft uforsvarlig adfærd, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3, og banken er derfor berettiget til at opkræve en selvrisiko på 8.000 DKK. Dette følger ligeledes af Ankenævnets praksis.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at såfremt der foreligger usikkerhed om sagens faktiske forløb, vil en afgørelse heraf forudsætte yderligere bevisførelse. Sagen er således ikke egnet til behandling i Ankenævnet, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i SJF Bank, hvor han blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -860 samt netbankadgang.

Den 17. februar 2026 blev der gennemført en kortbetaling på 1.359 EUR svarende til 10.257,22 DKK med klagerens betalingskort til en udenlandsk betalingsmodtager A, som klageren ikke kan vedkende sig.

Banken har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation med klagerens MitID-app -679, og at godkendelsen skete ved brug af samme enhed og MitID-app, som klageren sædvanligvis anvendte. Klageren blev inden sin godkendelse præsenteret for følgende godkendelsestekst: ”Betal 1359,00 EUR til [betalingsmodtager A] fra kort [-860]”.

Klageren har anført, at han ikke har foretaget købet. Han bestrider ikke, at transaktionen ifølge de fremlagte logoplysninger er blevet godkendt med hans MitID. Han erindrer imidlertid ikke at have foretaget den omhandlede godkendelse. Han er ikke på noget tidspunkt blevet kontaktet og bedt om at bekræfte/oplyse sit betalingskort eller sine personlige oplysninger til tredjemand, og han havde både kort og telefon i sin besiddelse.

Den 6. marts 2026 godtgjorde banken klagerens tab med fradrag af 8.000 DKK, hvorfor den tilbageførte 2.257 DKK til klagerens konto.

Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.

Ankenævnet finder, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.

Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.

Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.

Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der foreligger misbrug under sådanne omstændigheder, at klageren hæfter for op til 8.000 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 4. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.