Køb af Hafnia aktier i juli 1992.
| Sagsnummer: | 466/1996 |
| Dato: | 16-05-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Ole Reinholdt, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Køb af Hafnia aktier i juli 1992. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved aktienota af 22. juli 1992 afregnede indklagedes Nørretorv afdeling, Horsens, klagerens køb af 220 aktier i Hafnia Holding A til kurs 133 svarende til 29.260 kr. Aktierne blev indkøbt til klagerens kapitalpensionsdepot hos indklagede.
Klageren har den 6. december 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hendes tab ved aktiehandlen.
Indklagede har under klagesagen oplyst, at det den 22. juli 1992 var tilladt at placere 50% af en kapitalpensionsopsparing i børsnoterede aktier. Ved købet af Hafnia-aktierne steg værdien af aktiebeholdningen i klagerens ordning med 8.317,52 kr. over den tilladte grænse. Indklagede har den 2. april 1997 indsat dette beløb med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 6. december 1996, i alt 8.538,63 kr., på klagerens kapitalpension, der nu er overflyttet til et andet pengeinstitut.
Klageren har nedlagt en yderligere påstand om at indklagede tilpligtes at forrente beløbet på 8.317,52 kr. fra valørdatoen for aktiekøbet den 27. juli 1992.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at aktierne blev købt på indklagedes anbefaling. Kort tid efter konstaterede hun, at aktierne havde mistet deres værdi. Indklagede burde have været bekendt med, at køb af Hafnia aktier på det pågældende tidspunkt var forbundet med en væsentlig risiko. Indklagedes rådgivning om placering af kapitalpensionsmidler i disse aktier var uprofessionel, og indklagede har herved pådraget sig erstatningsansvar for tabet.
Indklagede har anført, at man i juli 1992 ikke havde grund til mistanke om, at selskabet Hafnia Holding ville blive økonomisk nødlidende. Indklagede har ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med rådgivningen af klageren og er følgelig ikke forpligtet til at dække klagerens tab.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at indklagede forud for klagerens køb af aktier i Hafnia Holding var eller burde være bekendt med omstændigheder, der gjorde det uforsvarligt at foretage den omhandlede investering. Ankenævnet finder herefter ikke, at indklagede er erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt.
Indklagede har forrentet beløbet på 8.317,52 kr. fra sagens indbringelse for Ankenævnet. Dette er i overensstemmelse med Ankenævnets sædvanlige praksis med hensyn til forrentning af beløb, som tilkendes en klager. Ankenævnet finder ikke anledning til at fravige denne praksis i den foreliggende sag.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.