Afslag på oprettelse af konto begrundet i regler om hvidvask.
| Sagsnummer: | 280/2024 |
| Dato: | 13-08-2024 |
| Ankenævn: | Ankenævnets næstformand, Henrik Waaben i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22. |
| Klageemne: |
Konto - øvrige spørgsmål
Formandsafgørelse - Formandsafgørelse |
| Ledetekst: | Afslag på oprettelse af konto begrundet i regler om hvidvask. |
| Indklagede: | Middelfart Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører afslag på oprettelse af konto begrundet i regler om hvidvask.
Sagens omstændigheder
Den 11. marts 2024 blev klagerens kundeforhold hos hans daværende pengeinstitut opsagt.
I april 2024 ansøgte klageren om oprettelse af en løn/NemKonto hos Middelfart Sparekasse. Sparekassen anmodede i den forbindelse klageren om hans skatteoplysninger og om en kontooversigt fra hans daværende pengeinstitut.
Den 29. april 2024 afslog sparekassen klagerens ansøgning med henvisning til hans gamle gældsforpligtelser.
Ved e-mail af 30. april 2024 klagede klageren over sparekassens afslag på at oprette ”en almindelig lønkonto” til ham.
Ved e-mail af 16. maj 2024 fastholdt sparekassen sit afslag på oprettelse af en ”basal indlånskonto”.
Den 17. maj 2024 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Ved e-mail af 7. juni 2024 anerkendte sparekassen over for klageren, at begrundelsen for sparekassens afslag ikke var saglig. Sparekassen tilbød klageren oprettelse af ”en konto” under forudsætning af, at sparekassen kunne gennemføre tilstrækkelig kundekendskabsprocedure. Sparekassen anmodede i den forbindelse klageren om at sende en række oplysninger og dokumenter.
Ved e-mail af 11. juni 2024 sendte klageren de oplysninger og dokumenter, som sparekassen havde anmodet om at modtage.
Ved e-mail af 12. juni 2024 svarede sparekassen blandt andet:
”…
Der er forhold her, som giver anledning til yderligere spørgsmål.
• Du nævner, at kontoen skal bruges til løn. Kan du uddybe? Hvor ofte udbetales lønnen og hvordan/hvorfra?
• Når det fremgår, at der over en kort periode er gået 184 mobilepay transaktioner ind på din konto, hvad stammer de transaktioner så fra? Kan du sende eksempler på dokumentation?
• Du siger, at mobilepay transaktioner vil blive minimeret – hvad vil dit alternativ være?
…”
Klageren svarede samme dag, at han ville modtage løn en gang om måneden, men at han havde været involveret i to bilulykker i 2023, hvorfor han kun kunne arbejde sporadisk. Han skrev endvidere, at mobilepaytransaktionerne angik overførsler mellem ham og familiemedlemmer og venner, samt fortjeneste fra salg af ting fra hans opbevaringsrum, og at han fremadrettet kun ville anvende mobilepay til overførsler med familie og venner.
Sparekassen bad klageren sende yderligere dokumentation, herunder blandt andet to lønsedler, eksempler på dokumentation for mobilepaytransaktionerne, forsikringsdokumentation vedrørende de to bilulykker samt forklare, hvorfor han i 2023 modtog i alt 3,8 mio. kr. på sin konto i hans daværende pengeinstitut, når hans personlige indkomst i 2023 udgjorde 207.546 kr.
Klageren svarede blandt andet, at han endnu ikke havde nogen lønsedler, da firmaet var i opstartsfasen, at han et år tidligere havde solgt ud af ting i sit opbevaringsrum, hvilket han ikke gjorde længere, at forsikringssagerne vedrørende bilulykkerne endnu ikke var afsluttede, og at de 3,8 mio. kr. ikke var indtægt, men stammede fra salg af hans frimærke- og ursamling samt overførsler mellem ham og hans forældre.
Ved e-mail af 13. juni 2024 afslog sparekassen klagerens ansøgning om en konto i sparekassen med henvisning til, at sparekassen ikke var betrygget i de svar og oplysninger, som sparekassen havde modtaget fra ham, og fordi han ikke kunne dokumentere, at han havde til hensigt at anvende kontoen i overensstemmelse med det oplyste. Sparekassen fandt derfor, at en oprettelse af en konto til klageren ville være i strid med reglerne i hvidvaskloven.
Parternes påstande
Den 17. maj 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Middelfart Sparekasse skal oprette en basal betalingskonto til ham, og at Ankenævnet skal udtale kritik af sparekassen.
Middelfart Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at sparekassen uberettiget har afvist at oprette en basal betalingskonto til ham.
Sparekassen har ikke udbedt sig dokumentation for blandt andet hans salg af sine ure. Denne dokumentation blev forelagt for hans daværende pengeinstitut og har intet med pengeinstituttets opsigelse af hans kundeforhold at gøre.
Sparekassen udbad sig dokumentation for, at han vil få udbetalt erstatning, og hans svar var, at sagerne er under behandling, men at han formoder, at der vil blive tilkendt erstatning.
Sparekassen fordrejer hans ord bevidst for at undgå at få ham som kunde, da han er uønsket.
Sparekassen antager indirekte, at han er kriminel, og at han vil foretage kriminelle handlinger, hvilket er dybt intimiderende.
Middelfart Sparekasse har anført, at sparekassen i første omgang gav klageren afslag på oprettelse af en indlånskonto med henvisning til, at han havde gamle gældsforpligtelser. Sparekassen anerkender, at det ikke er en saglig grund til at give et afslag. Sparekassen anerkendte efterfølgende overfor klageren, at det var usagligt at give et afslag med henvisning til hans gældsforpligtelser, og tilbød ham herefter en konto under forudsætning af, at sparekassen kunne gennemføre tilstrækkelig kundekendskabsprocedure.
Det fremgår af hvidvasklovens § 10, stk.1, at sparekassen skal gennemføre kundekendskabsprocedurer, når en forretningsforbindelse etableres. De nærmere krav til kundekendskabsprocedurerne fremgår af hvidvasklovens §§ 11-21.
Kundekendskabsprocedurerne omfatter bl.a., at sparekassen skal vurdere og hvor relevant indhente oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed, jf. hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4. Det fremgår herudover af hvidvasklovens § 11, stk. 3, at sparekassen kan gennemføre kundekendskabsprocedurerne ud fra en risikovurdering.
Endelig fremgår det af hvidvasklovens § 15, at sparekassen er berettiget til at afvikle en forretningsforbindelse, hvis der ikke kan gennemføres tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer.
Sparekassen har ikke været i stand til at gennemføre kundekendskabsprocedure i henhold til hvidvasklovens §§ 11-21, og sparekassen vurderer, at der er stor risiko for, at kontoen vil blive anvendt til ulovlige formål. Manglende gennemførsel af kundekendskabsprocedure er en saglig grund til at nægte oprettelse af en konto.
Et pengeinstitut er berettiget til at give afslag på oprettelse af en indlånskonto, hvis pengeinstituttet vurderer, at kontoen vil blive anvendt til ulovlige formål, og/eller hvis pengeinstituttet vurderer, at åbning af kontoen vil være i strid med hvidvaskreglerne, herunder reglerne om kundekendskabsprocedure.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 26. april 2023 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.
I april 2024 ansøgte klageren om oprettelse af en løn/NemKonto hos Middelfart Sparekasse.
Den 29. april 2024 afslog sparekassen klagerens ansøgning med henvisning til klagerens gamle gældsforpligtelser.
Den 17. maj 2024 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Den 7. juni 2024 anerkendte sparekassen over for klageren, at begrundelsen for sparekassens afslag ikke var sagligt. Sparekassen tilbød klageren at oprette en konto, under forudsætning af at sparekassen kunne gennemføre tilstrækkelig kundekendskabsprocedure.
Den 13. juni 2024 afslog sparekassen klagerens ansøgning om en konto med henvisning til, at sparekassen ikke var betrygget i de svar og oplysninger, som sparekassen havde modtaget fra ham, og at oprettelse af en konto til ham ville være i strid med reglerne i hvidvaskloven.
Det følger af bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik for finansielle virksomheder § 15, at et pengeinstitut ikke uden en individuel og saglig begrundelse kan nægte at oprette en basal indlånskonto til en privatkunde. Af § 15 i vejledning nr. 9971 af 23. september 2016 til bekendtgørelsen fremgår, at et pengeinstitut kan nægte at oprette en basal indlånskonto, hvis kunden ikke vil udlevere de oplysninger, som pengeinstituttet skal indhente for at efterleve hvidvaskloven.
Det følger af lov om betalingskonti § 11, stk. 1, at pengeinstitutter skal tilbyde en forbruger en basal betalingskonto, jf. § 9, i danske kroner, medmindre åbning af en sådan konto vil føre til en overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.
Ankenævnet finder, at sparekassen var berettiget og forpligtet til at gennemføre kundekendskabsprocedurer og at indhente oplysninger fra klageren med henblik på at efterleve sine forpligtelser efter hvidvaskloven. Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til et pengeinstitut selv at afgøre, hvilke krav der bør stilles til kunder om indlevering af dokumentation og oplysninger til opfyldelse af pengeinstituttets forpligtelser efter hvidvaskloven. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag, og Ankenævnet finder, at sparekassen ikke på det foreliggende grundlag er forpligtet til at imødekomme klagerens ansøgning om en basal indlånskonto eller en basal betalingskonto.
Da Sparekassen under klagesagen har erkendt, at den ikke var berettiget til at afvise klagerens ansøgning med begrundelsen af 29. april 2024, får klageren klagegebyret tilbage.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.