Spørgsmål om erstatning som følge af ekspeditionstid.
| Sagsnummer: | 67/1998 |
| Dato: | 19-10-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning som følge af ekspeditionstid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører en omprioritering, som klageren foretog i første halvår af 1994, hvor et eksisterende mixlån med en obligationsgæld på ca. 473.000 kr. blev omlagt til et kontant annuitetslån på 486.000 kr., som udbetaltes primo juni 1994 med obligationsgæld på 548.000 kr. på basis af 8% obligationer.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 1. november 1993 anmodede klageren indklagedes Ringsted afdeling om at foretage en konsekvensberegning med henblik på omlægning af to eksisterende realkreditlån i klagerens ejendom. Lånene var henholdsvis et mixlån i Realkredit Danmark med en restgæld på ca. 475.000 kr. og restløbetid 29 år samt et Nykreditlån med en restgæld på ca. 188.000 kr. og restløbetid 15 år.
Af en konsekvensberegning af 5. november 1993 foretaget af indklagede fremgår, at lånet i Realkredit Danmark kunne omlægges til et 30-årigt kontantlån på 490.000 kr. baseret på 6% obligationer. Ved beregningen var medfinansieret omkostninger på i alt 17.000 kr., heraf differencerenter ca. 7.700 kr. Beregningen viste en nettobesparelse i første års ydelse på ca. 8.700 kr. Omlægningen ville medføre en stigning i obligationsgælden fra ca. 475.000 kr. til ca. 561.000 kr., og det fremgik, at beregningen var foretaget på grundlag af den aktuelle kurs, og at der kunne være sket ændringer i denne, inden konverteringen blev gennemført.
Ved låneansøgning af 18. januar 1994 blev Realkredit Danmark anmodet om at udstede lånetilbud til omlægning af det eksisterende lån i Realkredit Danmark. Det fremgik, at det eksisterende Nykredit lån ikke skulle omlægges.
Den 4. februar 1994 fremsendte indklagede kopi af lånetilbud af 26. januar 1994 fra Realkredit Danmark på det ansøgte nye lån. Det eksisterende lån i Realkredit Danmark, hvis restgæld nu var 473.623 kr., kunne omlægges til et 30-årigt kontantlån på 486.000 kr. udbetalt på grundlag af 6% obligationer til kurs 91,10 svarende til en obligationsgæld på 533.479 kr. Omlægningen ville medføre en nettobesparelse det første år på 7.926 kr. Det var anført, at aktuelle kurser var anvendt, og at der ved ændring af disse ville ske ændringer i angivne beløb.
Den 10. marts 1994 underskrev klageren og dennes ægtefælle omprioriteringsaftale med indklagede om gennemførelse af omprioriteringen. Ved afkrydsning fremgik, at det nye lån skulle afvente nærmere, og - ligeledes ved afkrydsning - at kurskontrakt ikke ønskedes.
Den 15. marts 1994 sendte indklagede det nye pantebrev til tinglysning, hvorfra det blev modtaget retur den 30. samme måned. Samme dag blev klageren anmodet om at kontakte indklagede om sagens videre forløb.
Ved skrivelse af 14. april 1994 fremsendte indklagede "ifølge aftale" til klageren opsigelse vedrørende det eksisterende lån i Realkredit Danmark, idet klageren blev anmodet om at underskrive opsigelsen og videresende denne. Af skrivelsen fremgik, at hjemtagelsen af det nye lån skulle afvente klagerens hjemkomst fra USA den 7. maj 1994.
Den 18. maj 1994 foretog indklagede en beregning af omprioriteringen baseret på det aktuelle kursniveau på 6% obligationer, kurs 82. Beregningen viste en forøgelse af obligationsgælden fra nu ca. 471.000 kr. på det eksisterende lån til ca. 592.000 kr. Af en samme dag foretaget beregning med udbetaling af det nye lån på basis af 8% obligationer fremgik, at obligationsgælden ville blive forøget til 501.000 kr.
Den 30. maj 1994 drøftede klageren omprioriteringen med indklagede, og det blev besluttet at hjemtage det nye lån straks på grundlag af 8% obligationer. Den 3. juni 1994 udbetalte Realkredit Danmark kontantlånet på 486.000 kr. på basis af 8% obligationer svarende til en obligationsgæld på 548.532 kr.
Efter afslutning af omprioriteringssagen rettede klageren i september 1994 skriftlig henvendelse til indklagede om sagens ekspedition. Klageren fandt, at indklagedes behandling havde været langsommelig, og at der var ydet dårlig rådgivning. Henvendelsen førte til, at indklagede kulancemæssigt refunderede klageren indklagedes gebyr på ca. 3.500 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 24. februar 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde erstatning som følge af obligationsgældens forøgelse.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ved starten af omprioriteringssagen ikke havde kendskab til forhold omkring realkreditlån. Han erkender, at han ved henvendelser fra indklagede ikke reagerede særlig hurtigt, men indklagede gjorde på intet tidspunkt opmærksom på betydningen af tidsfaktoren i sagen. Omprioriteringsaftalen blev underskrevet i blind tiltro til, at den indeholdt den mest hensigtsmæssige løsning. Han var ikke særlig opmærksom på spørgsmålet om kurssikring.
Med hensyn til differencerenter fik han ikke nogen forståelig vejledning af, hvad disse betød for sagen. Han forholdt sig i øvrigt tålmodig, idet han havde indtryk af, at indklagede var yderst overbelastet i forbindelse med omlægningssager. Efter at en ny medarbejder havde overtaget sagen i april 1994, fik han på få dage en rådgivning, som medførte, at han kunne forholde sig til sagen.
Indklagede har anført, at det ikke i dag erindres, hvornår i tidsforløbet det blev aftalt med klageren at indhente lånetilbud fra Realkredit Danmark. Det er typisk aftalt i forbindelse med beregningen af låneomlægningen, at der skulle søges et realkreditlån, når kunden havde indleveret nødvendige dokumenter. Klageren er blevet orienteret om muligheden for kurssikring, men fravalgte denne, hvilket fremgår af omprioriteringsaftalen. Det måtte stå klageren klart, at kursudviklingen kunne gå begge veje, og at han selv måtte bære risikoen herfor.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes rådgivning vedrørende omprioritering af klagerens ejendom har været mangelfuld.
Det fremgår af omprioriteringsaftalen, at klageren ikke ønskede kurssikring foretaget, og klageren har ikke sandsynliggjort forhold, der kan begrunde, at den anførte beslutning ikke skulle være bindende for ham. Klageren måtte derfor indse, at han selv bar risikoen for udviklingen i obligationskurserne, og at det tidsrum, der medgik til sagens ekspedition, således kunne være af væsentlig betydning.
Som følge af de anførte
Klagen tages ikke til følge.