Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med klagerens køb af investeringsbeviser.

Sagsnummer: 415/2009
Dato: 09-03-2010
Ankenævn: John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Karin Ladegaard
Klageemne: Passivitet - værdipapirer/investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med klagerens køb af investeringsbeviser.
Indklagede: Andelskassen Nordøstjylland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om Andelskassen Nordøstjylland har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens køb af investeringsbeviser.

Sagens omstændigheder.

Fredag den 9. februar 2007 købte klageren 44 stk. investeringsbeviser til kurs 1126,70 i afdelingen Sparinvest Europæiske Finansielle Aktier via Andelskassen Nordøstjylland. Klageren har anført, at hans instruks til andelskassens rådgiver var, at investeringsbeviserne kun skulle købes, hvis kursen var 300 eller derunder. Andelskassen har anført, at en fondsnota vedrørende købet blev sendt til klageren s.d. Kopi af fondsnota af 9. februar 2007 er fremlagt.

Klageren har anført, at han mandag den 12. februar 2007 efter modtagelse af fondsnotaen ringede til sin rådgiver, da afregningskursen var fire gange højere end aftalt. Klagerens sædvanlige rådgiver havde ferie i en uge, og den medarbejder, som han talte med, ville ikke have noget med sagen at gøre. Andelskassen har anført, at investeringsbeviserne kunne være solgt ved henvendelse til enhver af andelskassens rådgivere.

Klageren har anført, at han en uge senere kontaktede sin sædvanlige rådgiver, som afviste at annullere handlen.

Andelskassen har under sagens forberedelse for Ankenævnet oplyst, at kurserne på investeringsbeviserne udviklede sig således:

Mandag den 12. februar 2007

Laveste kurs 1118,3 - højeste kurs 1135

Onsdag den 15. februar 2007

Laveste kurs 1129

Torsdag den 16. februar 2007

Laveste kurs 1131

Mandag den 20. februar 2007

Laveste kurs 1135,2

Tirsdag den 28. februar 2007

Højeste kurs 1091,2

Parternes påstande.

Klageren har den 16. april 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Andelskassen Nordøstjylland tilpligtes at annullere hans køb af 44 stk. investeringsbeviser til kurs 1126,70 i afdelingen Sparinvest Europæiske Finansielle Aktier den 9. februar 2007.

Andelskassen Nordøstjylland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at investeringsbeviserne ifølge aftale med andelskassen kun skulle købes, hvis kursen var 300 eller derunder.

Medarbejderen oplyste kursen til 300 og viste ham hurtigt en seddel, hvorpå dette var angivet.

Han skulle ikke underskrive ved købet, hvilket han skulle i forbindelse med en anden handel.

Han havde efter købet flere møder med sin rådgiver, som sagde, at investeringsbeviserne ikke bare kunne sælges, fordi der også skulle findes en køber.

Han har i mere end 2 år klaget over købet til andelskassen, som har afvist hans klage uden at give klagevejledning om klageinstanser.

Andelskassen Nordøstjylland har anført, at klagerens beskrivelse af hændelsesforløbet bestrides.

Investeringsbeviserne har kunnet handles i hele perioden siden købet i 2007. Beviserne kunne efter købet være solgt med fortjeneste, hvis klageren havde ønsket dette. Klageren besluttede selv ikke at sælge dem. Kursfaldet er klagerens egen risiko. Klageren har ikke realiseret noget tab.

Klageren har ikke gjort indsigelse mod købet i mere end to år, hvorfor han under alle omstændigheder har udvist retsfortabende passivitet.

Klageren har til enhver tid kunnet henvende sig til andelskassen for klagevejledning, hvilket han ikke har gjort. På andelskassens hjemmeside er anført andelskassens klageansvarlige i overensstemmelse med lovgivningen. Det kan ikke regnes andelskassen til skade, at klageren ikke har kendt sine klagemuligheder og ikke har søgt sagkyndig bistand.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke godtgjort forhold, som kan begrunde, at Andelskassen Nordøstjylland har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens køb af 44 stk. investeringsbeviser til kurs 1126,70 i afdelingen Sparinvest Europæiske Finansielle Aktier den 9. februar 2007. Ankenævnet bemærker i øvrigt, at klagerens indsigelser på nuværende tidspunkt må anses for fortabt på grund af klagerens passivitet, idet klageren selv har ansvaret for at forfølge sine rettigheder og begrænse det eventuelle tab.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :



Klagen tages ikke til følge.