Check. Svig. Fortabelse af indsigelse. Kundeforhold, vedtægternes § 2, stk. 2.
| Sagsnummer: | 624 /1993 |
| Dato: | 12-07-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Check - indløsning
Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3 |
| Ledetekst: | Check. Svig. Fortabelse af indsigelse. Kundeforhold, vedtægternes § 2, stk. 2. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, havde den 21. december 1992 indgivet konkursbegæring mod klagerens ven H og et af dennes fem selskaber, da et engagement på ca. 2 mio. kr. gennem længere tid havde været opsagt, og en aftalt afdragsordning blev misligholdt.
Indklagede meddelte H, at konkursbegæringerne ville blive trukket tilbage, såfremt man senest den 20. januar 1993 modtog 400.000 kr. til nedbringelse af gælden. Da indklagede var bekendt med såvel selskabets som H's økonomiske situation, krævede man beløbet i form af tredjemandsbetaling for at være sikret mod omstødelse i tilfælde af en efterfølgende konkurs.
Da H overfor klageren foregav, at han manglede likviditet for at afværge en betalingsstandsning, og at han havde et tilgodehavende på mindst 14 mio. kr., som klageren kunne få transport i, indvilgede klageren i at yde et kortfristet lån på 400.000 kr.
Klageren, der var 70 år, havde beløbet stående på en aftalekonto i sin egen bank som den væsentligste del af sin pensionsopsparing.
Den 20. januar 1993 udstedte klageren en check på 400.000 kr. til indklagede. H afleverede checken til indklagede samme dag, hvorefter konkursbegæringerne blev trukket tilbage.
Den 19. marts 1993 blev H og dennes selskaber erklæret konkurs.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 400.000 kr. med tillæg af renter fra 21. januar 1993.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ved modtagelsen af checken indså eller burde have indset, at den var udstedt på grundlag af svig fra H's side, jvf. aftalelovens § 30, stk. 1. Indklagede var bekendt med H's økonomiske situation og burde derfor have indset, at han ikke kunne fremskaffe et så stort beløb, uden at der var foregået noget, som bør modvirkes ved retsmidler, jvf. aftalelovens § 30, stk. 1, 2. led. Indklagede handlede i strid med god bankskik ved i den givne situation at opfordre H til at fremskaffe 400.000 kr. Indklagede burde have indset, at beløbet kun kunne fremskaffes i form af en personlig gave eller i form af et lån fra en person uden kendskab til risikoen. Indklagede har opnået en ugrundet berigelse på hans bekostning, idet en sædvanlig betaling ville være omstødt i medfør af konkursloven.
Vedrørende afvisningspåstanden har klageren anført, at han på ingen måde driver erhvervsvirksomhed. Lånet blev ydet af midler fra hans private pensionsopsparing og var udelukkende baseret på hans personlige, private relationer til H. Betingelsen om, at der skal foreligge et kundeforhold bør fortolkes bredt. Efter Ankenævnets praksis er kautionister, tredjemandspantsættere og debitorer ifølge pantebreve i depot omfattet af begrebet, hvorfor også en tredjemandsbetaler må være omfattet af kredsen af klageberettigede.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den eneste relation mellem klageren og indklagede består i, at klageren har udstedt en check med indklagede som remittent, hvorfor der ikke kan siges at foreligge et kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2. Endvidere gøres det gældende, at klagen vedrører et erhvervsengagement mellem indklagede og H's selskab, hvorfor klagen også af denne grund falder uden for Ankenævnets kompetence.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man ikke havde kendskab til baggrunden for, at klageren betalte 400.000 kr. til H. Man havde ikke kendskab til checkudstederen og formodede, at der var tale om udligning af et tilgodehavende eller et lån. Klageren ydede lånet med henblik på afværgelse af en betalingsstandsning, hvorfor han burde have indset, at han påtog sig en ikke ubetydelig risiko. Indklagede finder derfor ikke grundlag for anvendelse af aftalelovens § 30. Man har modtaget checken på sædvanlig vis, og klageren har ikke krav på tilbagebetaling, jvf. checklovens §§ 14, 19 og 21.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afvise sagen.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har oplyst omstændigheder, der kan medføre, at indklagede skal tilbagebetale klageren beløbet, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.