Sagsnummer: | 133/1994 |
Dato: | 29-06-1995 |
Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Ole Just, Allan Pedersen |
Klageemne: | Ejerpantebrev - omkostninger ved mortifikation |
Ledetekst: | Mortifikation af ejerpantebrev. Advokatomkostninger. |
Indklagede: | |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Medhold klager
I efteråret 1993 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende et ejerpantebrev på 200.000 kr., der var tinglyst på hendes ejendom. Ejerpantebrevet var i 1987 lagt til sikkerhed for klagerens ægtefælles engagement med et pengeinstitut, der nu er fusioneret med indklagede.
Den 27. december 1988 var ægtefællens engagement blevet overført til Amagerbanken.
Ved klageskema af 8. marts 1994 påstod klageren indklagede tilpligtet at stille en garanti på 200.000 kr. under en mortifikationssag vedrørende ejerpantebrevet. Ved skrivelse af 10. marts 1995 har klageren desuden nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 22.490 kr., der er hendes udgift til advokatbistand i sagen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun i efteråret 1993 ønskede at omprioritere og sælge sin ejendom, og at hun i den forbindelse blev opmærksom på, at ejerpantebrevet ikke var blevet udleveret til hende. Amagerbanken har overfor hende oplyst, at ejerpantebrevet ikke medfulgte i forbindelse med overførslen af ægtefællens engagement fra indklagede. I efteråret 1993, hvor hun henvendte sig til indklagede vedrørende ejerpantebrevet, var der ikke forløbet fem år efter kundeforløbets ophør, hvorfor indklagede burde kunne fremlægge kvittering for udlevering af ejerpantebrevet til hende eller tredjemand, såfremt dette var tilfældet. Fremskaffelse af ejerpantebrevet eller garantistillelse var nødvendig for at gennemføre af omprioriteringen, indtil mortifikation havde fundet sted. Hendes omkostninger til advokatbistand i sagen udgør 22.490 kr. Heraf kan 12.500 kr. + moms, i alt 15.625 kr. sættes i direkte relation til mortifikationssagen, idet dette beløb dækker sagens oprettelse og journalisering, gennemgang af sagens akter, eftersporing af pantebrevet, udfærdigelse af mortifikationsbegæring, retsafgift, annonce i statstidende, telefonsamtaler, porto og kopialia.
Indklagede har anført, at ejerpantebrevet sandsynligvis blev overført til Amagerbanken i forbindelse med overførslerne af ægtefællens engagement. Det har ikke været muligt at fremskaffe dokumentation herfor. Det bestrides, at klageren har lidt tab som påstået.
Ankenævnets bemærkninger:
Når der henses til, at klageren henvendte sig til indklagede vedrørende ejerpantebrevet inden 5 år efter ophøret af det engagement, ejerpantebrevet lå til sikkerhed for, finder Ankenævnet, at indklagede har bevisbyrden for, at ejerpantebrevet er blevet udleveret til klageren eller trediemand. Indklagede har ikke kunnet løfte denne bevisbyrde, f.eks. ved at fremlægge kvittering for udlevering af ejerpantebrevet, hvorfor Ankenævnet finder, at indklagede bør anerkende at være erstatningsansvarlig over for klageren for de udgifter, mortifikationssagen har påført hende. Da Ankenævnet ikke har kunnet vurdere rimeligheden af advokatens salærforlangende, kan Ankenævnet ikke på det foreliggende grundlag fastsætte erstatningens størrelse.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende at være erstatningsansvarlig over for klageren, som foran anført. Klagegebyret tilbagebetales klageren.