Spørgsmål om erstatning for lang ekspeditionstid ved overførsel af puljebaseret ratepensionsordning til et andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 498/2026 |
| Dato: | 30-10-2026 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Majken Christoffersen, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - overførsel
Overførsel - pensionskonti |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for lang ekspeditionstid ved overførsel af puljebaseret ratepensionsordning til et andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | Nykredit Bank / Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om erstatning for lang ekspeditionstid ved overførsel af puljebaseret ratepensionsordning til et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit Bank/Spar Nord Bank.
Den 7. august 2023 indgik klageren og banken en aftale om pulje med nedtrapning vedrørende klagerens ratepension. Ved aftalens opstart udgjorde investeringsbeløbet 1.473.219 kr., der blev investeret i pensionspulje 2. Af aftalen fremgår blandt andet:
”Investeringsaftale
For denne aftale gælder de til enhver tid gældende Retningslinier for Spar Nord Bank A/S administration af pensionspuljen (herefter benævnt Retningslinier ) og Generelle vilkår for Spar Nord Bank A/S’s pensionspulje (herefter benævnt Vilkår ).
Du bekræfter med din underskrift at have modtaget Retningslinier og Vilkår .
(…)
Tilmelding til og udtræden af pulje
(…)
Du kan skriftligt med 3 banksdages varsel til udgangen af en måned begære overførsel eller udtræden af puljen. Udtræden sker ultimo den følgende måned.
(…)”
Af bankens generelle vilkår for Spar Nord Bank A/S’ pensionspulje gældende fra den 1. april 2023 fremgår blandt andet:
”10. Udtræden af pensionspuljen
Kunder i pensionspuljens gruppe 1, 2, 3 og 4 kan med 3 ekspeditionsdages varsel til udgangen af en måned begære, pensionsordningen ikke længere skal være tilmeldt en af bankens puljegrupper. Udtræden sker ultimo den følgende måned.
Ved udtræden af pensionspuljen i kalenderåret bliver afkastet beregnet og tilskrevet sammen med administrationsgebyret pr. udtrædelsesdagen.
Fra udtrædelsesmåned og til ekspeditionsdag forrentes midlerne med bankens årlige, kontantrentesats for pensionsindestående.
(…)
11. Overførsel
Kunder i pensionspuljen kan begære puljekontoen overflyttet:
• til et andet pengeinstitut
• til et forsikringsselskab
• til en pensionskasse
Ved overførsel af pensionsopsparingen til anden udbyder gælder samme opsigelsesregler som ved udtræden – se under punkt 10. Overførsel sker umiddelbart efter, at tilgodehavende afkast er opgjort og tilskrevet kontoen.”
Klageren har oplyst, at han den 4. marts 2026 anmodede banken om overførsel af sin pensionsordning til pengeinstitut A.
Banken har oplyst, at banken den 5. marts 2026 modtog en anmodning i bankernes fælles elektroniske system til engagementsoverførsler, e-nettet, om overførsel af klagerens pensionsordning til pengeinstitut A.
Banken har oplyst, at klagerens pensionsmidler den 1. maj 2026 blev placeret i bankens kontantindlånspulje.
Banken har oplyst, at banken den 5. maj 2026 gav e-nettet besked om at udsende en meddelelse til sektoren, herunder samtlige pengeinstitutter tilsluttet det fælles overførselssystem. Af meddelelsen fremgik, at der som følge af travlhed efter migreringen af Spar Nord Bank A/S' systemer måtte forventes forlænget ekspeditionstid på bankskiftesager frem til udgangen af maj 2026.
Af en udskrift fremlagt af banken, der viser beskedaktiviteter i e-nettet, fremgår, at banken den 5. maj 2026 modtog en besked fra pengeinstitut A, der bad banken om at opprioritere sagen.
Banken har oplyst, at afkastet af de udtrådte pensionspuljemidler blev beregnet og tilskrevet klagerens konto den 6. maj 2026. På denne dato blev der indsat 53.290,54 kr. på klagerens konto.
Af en udskrift fremlagt af banken, der viser beskedaktiviteter i e-nettet, fremgår, at banken den 13. maj 2026 modtog en besked fra pengeinstitut A, der spurgte, hvornår banken foretog overførslen, da ordningen p.t. stod kontant.
Af samme udskrift fremgår, at banken den 22. maj 2026 modtog en besked fra pengeinstitut A, hvor pengeinstituttet bad om en status på overførslen.
Den 29. maj 2026 overførte banken klagerens pensionsmidler på 1.827.455,52 kr. til pengeinstitut A.
Banken har oplyst, at den i forbindelse med en klage fra klageren erkendte og beklagede, at overførslen skete senere end ti ekspeditionsdage efter afkastberegningen den 6. maj 2026, og at banken som følge heraf kulancemæssigt kompenserede klageren med i alt 4.109,26 kr.
Klageren har oplyst, at han den 24. juni 2026 gjorde indsigelse mod bankens kompensation, og at han frem til den 7. juli 2026 fremsatte flere indsigelser og spørgsmål vedrørende bankens beregning af kompensation og bankens vurdering.
Klageren har endvidere oplyst, at banken fastholdt sin afgørelse og ikke besvarede hans spørgsmål eller fremlagde sine beregninger.
Klageren har fremlagt et skærmprint, der viser et afkast på 3,17 % i perioden fra den 1. maj til den 29. maj 2026 og har oplyst, at skærmprintet vedrører hans depot med øvrige midler hos pengeinstitut B.
Parternes påstande
Den 7. juli 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået påstanden således, at Nykredit Bank/Spar Nord Bank skal betale ham 80.265,74 kr.
Nykredit Bank/Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført blandt andet, at banken har opgjort forsinkelsesperioden forkert. Banken har lagt til grund, at forsinkelsen alene udgør fem bankdage, fordi den samlede ekspeditionstid oversteg den vejledende frist på 10 bankdage. Denne beregning er ikke tilstrækkeligt begrundet. Banken har oplyst, at overførslen kunne iværksættes den 6. maj 2026. Den faktiske overførsel blev imidlertid først gennemført den 29. maj 2026.
Fra den 1. maj 2026 var hans pensionsmidler ikke længere investeret i bankens puljeordning. Midlerne blev i stedet placeret kontant og kunne ikke investeres hos pengeinstitut A, før banken gennemførte overførslen den 29. maj 2026.
Det er således ubestridt, at han i perioden var afskåret fra at disponere over pensionsmidlerne på den måde, han havde tilkendegivet ved overførslen. Havde banken gennemført overførslen med den fornødne omhu og uden den erkendte forsinkelse, ville midlerne have været til rådighed tidligere.
Banken har ikke vurderet hans økonomiske tab korrekt. Værdien af hans pensionsdepot udgjorde ca. 1.875.000 kr. Han havde på forhånd tilkendegivet, at midlerne skulle investeres i en puljeordning hos pengeinstitut A. Som følge af den forsinkede overførsel kunne dette ikke ske, og han mistede dermed muligheden for at få del i markedsudviklingen i perioden. Han har opgjort sit tab ud fra et afkast på 4,5 %, hvilket er både konservativt og rimeligt. Afkastet ligger endda under udviklingen i flere brede markedsindeks i samme periode. Det væsentlige er, at banken ikke har afvist eller korrigeret afkastprocenten på 4,5 %. Banken har tværtimod anvendt den samme procentsats ved beregningen af den kompensation, han modtog. Banken har imidlertid alene anvendt procentsatsen på en begrænset periode på fem bankdage og har derfor beregnet kompensationen forholdsmæssigt. På et pensionsdepot på 1.875.000 kr. svarer et afkast på 4,5 % til: 1.875.000 kr. × 4,5 % = 84.375 kr. Hans tab udgør ca. 84.375 kr. Fratrukket den allerede modtagne kompensation på 4.109,26 kr. udgør det resterende krav ca. 80.265,74 kr. Bankens beregning afspejler ikke den faktiske periode, hvor han var afskåret fra at investere pensionsmidlerne, og kompenserer ham derfor ikke for det reelle tab.
Banken anfører, at han ikke har dokumenteret et tab. De globale aktiemarkeder steg markant i maj 2026. MSCI World-indekset steg ca. 4,5 % i maj 2026, og S&P 500 steg tilsvarende ca. 4,8-5,3 % i samme måned. Denne markedsudvikling understøtter, at det ikke er tale om en hypotetisk eller teoretisk mulighed for afkast, men om en faktisk markedsbevægelse, som investorer generelt fik del i i perioden. Da hans pensionsmidler på ca. 1.875.000 kr. uberettiget stod kontant som følge af bankens forsinkede behandling, fik han ikke mulighed for at opnå tilsvarende markedsafkast. Markedsudviklingen i den relevante periode udgør en væsentlig og objektiv dokumentation for, at der forelå et økonomisk potentiale, som han blev afskåret fra at opnå som følge af bankens forsinkelse.
Banken anfører, at den ved beregningen af kompensationen anvendte de 4,5 %, som han havde oplyst. Banken fandt således procentsatsen relevant som beregningsgrundlag for kompensationen. Uenigheden vedrører derfor i væsentlig grad den periode, som banken har valgt at kompensere for, og ikke selve afkastforudsætningen.
Først i forbindelse med nærværende sag anfører banken, at procentsatsen skulle være opfattet som en indlånsrente og ikke som et investeringsafkast. Dette ændrer ikke ved, at banken valgte at anvende procentsatsen ved opgørelsen af kompensationen, og at banken på daværende tidspunkt ikke rejste indsigelser mod størrelsen af den af ham oplyste afkastforudsætning.
Han kan dokumentere, at hans depot med øvrige midler hos pengeinstitut B blev forrentet med 3,17 % i den omtalte periode, hvilket også overstiger den procentuelle kompensation, banken allerede har erkendt og udbetalt.
Banken henviser blandt andet til travlhed i forbindelse med systemmigrationen efter fusionen mellem Spar Nord Bank og Nykredit Bank. Dette er et internt forhold hos banken. Kunder bør ikke bære risikoen eller de økonomiske konsekvenser af bankens interne systemmæssige eller organisatoriske udfordringer.
Tværtimod udviste pengeinstitut A gennem hele forløbet rettidig omhu og søgte aktivt at fremme overførslen af hans pensionsordning. Pengeinstitut A rykkede således banken flere gange for status og gennemførelse af overførslen, herunder den 5. maj, 13. maj og 22. maj 2026. Disse henvendelser dokumenterer, at pengeinstitut A løbende forsøgte at sikre en hurtig og korrekt gennemførelse af overførslen på hans vegne. Pengeinstitut A kan ikke tillægges ansvar for den forlængede behandlingstid. Banken bør dokumentere, hvordan og i hvilket omfang disse henvendelser konkret har forsinket behandlingen af netop hans sag. En sådan dokumentation er ikke fremlagt. Det er heller ikke rimeligt, at en kunde skal bære risikoen for interne procedurer eller systemmæssige forhold mellem pengeinstitutterne, særligt når det modtagende pengeinstitut aktivt har forsøgt at få sagen gennemført.
Efter modtagelsen af bankens afgørelse den 23. juni 2026 sendte han spørgsmål og indsigelser. Ingen af disse spørgsmål blev besvaret. I stedet modtog han den 7. juli 2026 et standardsvar, hvori banken blot oplyste, at man havde gennemgået hans bemærkninger, men ikke fandt anledning til at ændre vurderingen. Hans indsigelser blev ikke behandlet konkret eller sagligt.
Nykredit Bank/Spar Nord Bank har anført blandt andet, at banken har erkendt og kompenseret den forsinkelse, der bestod i, at overførslen af klagerens ratepensionsmidler skete fire ekspeditionsdage efter udløbet af fristen på 10 ekspeditionsdage regnet fra afkastberegningen den 6. maj 2026. Banken har som følge heraf kulancemæssigt udbetalt 4.109,26 kr. til klageren. Klageren har ikke derudover godtgjort et ansvarsgrundlag, en årsagsforbindelse eller et dokumenteret tab, der kan begrunde erstatning ud over den allerede ydede kompensation.
Det følger af Ankenævnets faste praksis, at et pengeinstitut har 10 ekspeditionsdage til at overføre en forbrugers opgjorte pensionskonto til et andet pengeinstitut. Fristen regnes ikke fra pengeinstituttets modtagelse af overførselsanmodningen, når overførslen angår en puljeordning, men først fra det tidspunkt, hvor kundens indestående faktisk er opgjort og afkastet beregnet og tilskrevet, idet en puljeordning først kan gøres endeligt op, når puljeafkastet for udtrædelsesperioden er beregnet.
I nærværende sag udtrådte klageren af værdipapirpuljen den 1. maj 2026, men afkastet af de udtrådte midler blev først beregnet og tilskrevet den 6. maj 2026, det vil sige tre ekspeditionsdage efter udtrædelsen. Fristen på 10 ekspeditionsdage skal derfor regnes fra den 6. maj 2026 og ikke fra modtagelsen af overførselsanmodningen den 5. marts 2026 eller fra udtrædelsestidspunktet den 1. maj 2026.
Havde banken modtaget overførselsanmodningen på et senere tidspunkt tæt på en månedsafslutning, ville klageren - i overensstemmelse med bankens vilkår om udtræden med tre ekspeditionsdages varsel til udgangen af en måned - først have kunnet udtræde af puljen ved udgangen af den efterfølgende måned, hvilket understøtter, at det ikke giver mening at regne fristen fra modtagelsen af overførselsanmodningen.
Banken bærer alene risikoen for den del af den samlede sagsbehandlingstid, der kan henføres til bankens egne forhold. Ved bedømmelsen af ekspeditionstiden skal der tages højde for, at en del af forløbet skyldes forhold hos det modtagende pengeinstitut. Det følger af den protokol, der gælder for samtlige pengeinstitutter tilsluttet e-nettet, at en sag automatisk rykkes 14 dage frem, det vil sige bagerst i køen, hver gang der tilføjes en ny besked til sagen. Denne mekanisme er ens for alle deltagende pengeinstitutter og er ikke en særlig eller uventet konsekvens, som banken har indført eller haft indflydelse på. Den sædvanlige praksis for en sådan ”rykker” er en e-mail eller et telefonopkald. Det modtagende pengeinstitut har ved at tilføje gentagne beskeder til sagen selv medvirket til, at sagen gentagne gange er blevet rykket bagerst i bankens ekspeditionskø, hvilket har medvirket til en forøgelse af den samlede sagsbehandlingstid. Denne del af forsinkelsen kan ikke bebrejdes banken, men bør i givet fald henføres til det modtagende pengeinstituts manglende iagttagelse af protokollen for e-nettet. Bankens ansvar skal under alle omstændigheder bedømmes under hensyntagen hertil, og en eventuel erstatning kan alene omfatte den del af forsinkelsen, der kan henføres til forhold, banken bærer risikoen for.
Allerede den 5. maj 2026 - og dermed forud for udløbet af den ordinære ekspeditionsfrist – orienterede banken e-nettet og dermed sektoren, herunder det modtagende pengeinstitut, om den forventede forlængede ekspeditionstid på bankskiftesager som følge af it-migreringen af Spar Nord Bank A/S med Nykredit Banks A/S. Banken har dermed iagttaget sin oplysningsforpligtelse over for de øvrige aktører i overførselssystemet. Såfremt klageren ikke tidligere er blevet bekendt med årsagen til den forlængede sagsbehandlingstid, kan dette ikke bebrejdes banken, men må i givet fald bero på, at det modtagende pengeinstitut ikke videreformidlede den modtagne meddelelse til klageren.
Banken havde som afgivende pengeinstitut ikke anledning til eller pligt til at kontakte klageren direkte under engagementsoverførslen eller i forbindelse med den forventede forlængede ekspeditionstid. Det er sædvanlig branchepraksis, at det afgivende pengeinstitut alene kommunikerer med det modtagende pengeinstitut, idet det er det modtagende pengeinstitut, der har rådgivningsforpligtelsen over for kunden. Der er endvidere en risiko for, at det afgivende pengeinstitut overtræder reglerne om god skik, såfremt det kontakter en kunde, der ønsker at skifte pengeinstitut. Bankens undladelse af at kontakte klageren direkte er således i overensstemmelse med gældende praksis og kan ikke anses for ansvarspådragende.
Ratepensionsmidlerne blev først overført den 29. maj 2026, hvilket banken har beklaget over for klageren og har kompenseret klageren for gennem en kulancemæssig betaling på 4.109,26 kr., svarende beløbsmæssigt til en årlig forrentning på 4,51 % af de kontante pensionsmidler i den periode, hvor midlerne stod som et kontantindestående forud for overførslen. Denne kompensation blev truffet som en individuel, kulancemæssig imødekommelse af klagerens henvendelse og indebærer ikke en anerkendelse af, at klageren rent faktisk kunne eller ville have opnået den pågældende forrentning eller et afkast svarende hertil, hvis overførslen var sket rettidigt.
Det er beklageligt, hvis bankens formulering har givet anledning til misforståelser. Banken ønskede at imødekomme klageren og tog ved beregningen af kompensationen udgangspunkt i 4,51 %, som klageren selv præsenterede skriftligt, hvor han både anvendte ordene afkast og forrentning, som ikke er udtryk for det samme.
Banken beregnede kompensationen som forskellen mellem en årlig forrentning på 4,51 % og den forrentning, klageren faktisk modtog i bankens kontantindlånspulje for perioden fra den 1. maj til den 29. maj 2026. Der var ikke tale om en vurdering af eller tilkendegivelse om, at klageren ville have opnået det af ham påberåbte investeringsafkast fra en værdipapirpulje.
Klageren har ikke dokumenteret eller godtgjort, at han har lidt et tab som følge af den forsinkede overførsel. Klageren har skønsmæssigt fastsat det påståede afkast af ratepensionsmidlerne i perioden fra 1. maj til 29. maj 2026 og har på dette grundlag skønnet et tab på 78.291,47 kr. Klageren har imidlertid ikke dokumenteret, at han reelt ville have opnået et sådant afkast hos pengeinstituttet, hvis ratepensionsmidlerne var blevet overført på et tidligere tidspunkt, herunder at midlerne ville være blevet placeret i den påberåbte værdipapirpulje med virkning allerede fra den 1. maj 2026.
Det er ikke dokumenteret, at klageren faktisk kunne og ville have investeret pensionsmidlerne i et konkret produkt med det påberåbte afkast, hvis overførslen var sket rettidigt. At aktiemarkederne steg i maj 2026, eller at klageren i samme periode opnåede et afkast på 3,17 % i et andet depot, dokumenterer ikke, at pensionsmidlerne ville være blevet placeret i en tilsvarende investering.
Det er som udgangspunkt klageren, der bærer bevisbyrden for et påstået tab, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Banken opfordrer klageren til at dokumentere det påberåbte tab, eksempelvis i form af rådgivningsreferater, investeringsanbefalinger eller anden relevant dokumentation fra sit nye pengeinstitut. Såfremt klageren på dette grundlag kan dokumentere, at der er lidt et tab, er banken indstillet på at genoptage sagen og vurdere spørgsmålet på ny.
Såfremt Ankenævnet måtte nå frem til, at klageren har lidt et tab ud over det, banken allerede har kompenseret klageren, skal et sådant krav under alle omstændigheder begrænses til den faktiske periode med forsinkelse, det vil sige fra den 22. maj 2026 til den 29. maj 2026.
Selv hvis klagerens ratepensionsmidler var blevet overført til det nye pengeinstitut allerede på tidspunktet for afkastberegningen den 6. maj 2026, er det ikke godtgjort, at klageren rent faktisk ville have kunnet få placeret midlerne i den påberåbte puljeordning hos det nye pengeinstitut med virkning fra dette tidspunkt. Indtræden i en puljeordning sker efter det for sådanne ordninger sædvanlige mønster - som også gælder for bankens egen puljeordning - typisk kun i forbindelse med et månedsskifte og med et forudgående varsel. Klageren har ikke fremlagt oplysninger om det modtagende pengeinstituts vilkår for indtræden, og der er intet grundlag for at lægge til grund, at midlerne kunne og ville være blevet placeret i en værdipapirpulje med virkning allerede fra den 1. eller 6. maj 2026 eller andre tidspunkter herefter.
Klagerens krav hviler i det hele på en forventning om et hypotetisk investeringsafkast, og hvis opnåelse ikke er dokumenteret. En sådan forventning udgør efter dansk rets almindelige erstatningsregler alene skuffede forventninger, som ikke er erstatningsberettigede.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nykredit Bank/Spar Nord Bank, hvor han havde en ratepension, der var tilsluttet bankens puljeordning.
Klageren har oplyst, at han den 4. marts 2026 anmodede banken om overførsel af hans pensionsordning til pengeinstitut A.
Banken har oplyst, at banken den 5. marts 2026 modtog en anmodning i bankernes fælles elektroniske system til engagementsoverførsler, e-nettet, om overførsel af klagerens ratepension til pengeinstitut A.
Banken har endvidere oplyst, at klagerens pensionsmidler den 1. maj 2026 blev placeret i bankens kontantindlånspulje, og at afkastet af de udtrådte pensionspuljemidler blev beregnet og tilskrevet klagerens konto den 6. maj 2026. På sidstnævnte dato blev der indsat 53.290,54 kr. på klagerens konto.
Den 29. maj 2026 overførte banken klagerens pensionsmidler på 1.827.455,52 kr. til pengeinstitut A.
Banken har oplyst, at den i forbindelse med klagesagen i banken erkendte og beklagede, at overførslen skete senere end 10 ekspeditionsdage efter afkastberegningen den 6. maj 2026, og at banken som følge heraf kulancemæssigt kompenserede klageren med i alt 4.109,26 kr. svarende til en årlig forrentning på 4,51 % af de kontante pensionsmidler i den periode, hvor midlerne stod som et kontantindestående forud for overførslen.
Af punkt 10 og 11 i bankens generelle vilkår for pensionspulje fremgår, at kunder med tre ekspeditionsdages varsel til udgangen af en måned kan begære pensionsordningen overflyttet til et andet pengeinstitut. Udtræden sker ultimo den følgende måned. Overførsel sker umiddelbart efter, at tilgodehavende afkast er opgjort og tilskrevet kontoen.
Ankenævnet lægger til grund, at banken modtog klagerens overførselsanmodning den 5. marts 2026, hvorefter udtrædelsen af puljen skete den 1. maj 2026. Puljeafkastet blev tilskrevet klagerens konto den 6. maj 2026.
Efter Ankenævnets faste praksis har et pengeinstitut 10 ekspeditionsdage til at overføre en forbrugers opgjorte pensionskonto til et andet pengeinstitut, jf. nævnets afgørelse af 6. februar 1996 i sag 299/1995 og senere afgørelser, herunder afgørelse af 4. oktober 2022 i sag 67/2022 og afgørelse af 20. april 2026 i sag 650/2025.
Ankenævnet finder i overensstemmelse hermed, at banken burde have ekspederet overførslen af det kontante indestående på klagerens ratepension til pengeinstitut A senest den 22. maj 2026, hvilket er 10 ekspeditionsdage efter den 6. maj 2026.
Banken godtgjorde klageren 4.109,26 kr. Ankenævnet finder, at det ikke kan anses for godtgjort, at der er grundlag for at pålægge banken at kompensere klageren yderligere. Klageren har ikke godtgjort, at det ved en rettidig overførsel af midlerne fra banken til pengeinstitut A ville have været muligt for klageren at få placeret indeståendet i en pulje hos pengeinstitut A med virkning fra maj måned.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.