Krav om erstatning for mangelfuld rådgivning i forbindelse med flytning fra Frankrig til Danmark og mangelfuld investeringsrådgivning.

Sagsnummer:27/2016
Dato:30-06-2016
Ankenævn:Vibeke Rønne, Lani Bannach, Troels Hauer Holmberg, Astrid Thomas, Andreas Moll Årsnes
Klageemne:Rådgivning - investering
Forældelse - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Krav om erstatning for mangelfuld rådgivning i forbindelse med flytning fra Frankrig til Danmark og mangelfuld investeringsrådgivning.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning

Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende overførsel af værdipapirer ved klagernes flytning fra Frankrig til Danmark og ved klagernes køb af obligationer.

Sagens omstændigheder

Klagerne M og H, der er danske statsborgere, var i 2012 bosiddende i Frankrig, hvor de havde boet siden 1988. Klagerne var kunder i Jyske Bank, Schweiz, hvor de blandt andet havde et værdipapirdepot med diverse papirer.

I april 2010 afholdt Jyske Bank, Danmark, et seminar i Cannes, hvor et af emnerne, der var skemalagt til 30 minutter, var ”Jyske Ud i Verden – og hjem til Danmark igen”. Emnet om tilbageflytning blev gennemgået af en rådgiver, R1, fra banken. I indbydelsen til seminaret fremgik bl.a. følgende:

”…

Hvis du flytter til udlandet og hjem til Danmark, er det vigtigt at være opmærksom på en række skatteforhold. Disse forhold vil … [R1] fra Jyske Bank … fortælle mere om …

…”

Banken udarbejdede til brug for seminaret et planchesæt. Af dette fremgik blandt andet:

”…

Før du flytter hjem

Du får rådgivning hele vejen hjem

Hjem til Danmark

Værdipapirer

  • Indgangsværdi på værdipapirer ved tilflytning

- Kun gevinster erhvervet i Danmark beskattes ved senere salg

- Der er særlige regler for værdipapirer, som du har købt, mens du boede i Danmark

  • Vurder i samarbejde med din rådgiver og eventuelt din eksterne skatterådgiver, om du skal beholde eller sælge dine værdipapirer, inden du flytter hjem

Intet i denne præsentation skal opfattes som specifik skatterådgivning, oplysningerne er udelukkende af generel karakter. De bør derfor kontakte Deres revisor eller skatterådgiver, inden De handler i henhold til oplysningerne i denne præsentation. …

…”

I 2012 var M ikke længere tilknyttet det franske arbejdsmarked, og klagerne ønskede på grund af omkostningerne ved fortsat ophold i Frankrig at flytte tilbage til Danmark. På opfordring fra deres rådgiver i Jyske Bank, Schweiz, tog klagerne kontakt til Jyske Bank, Danmark. Den 20. maj 2012 skrev klagerne en mail til deres rådgiver i Jyske Bank, Schweiz. Af mailen fremgik blandt andet:

”…

Mht JB Portfolio er vores ide at overføre privaten til JB Danmark som den er, med mindre der skulle være nogle danske beskatningsforhold der taler for ændringer (jeg har bestemt noget at lære vedrørende aktie og lager beskatning i DK)

…”

Den 21. maj 2012 skrev bankens rådgiver i Schweiz en mail til R1. Af mailen fremgik blandt andet:

”…

Yderligere info til dit møde med … [klagerne].

Det er KUN privat kontoen fra os I skal tale om …

Jeg tænker at det du og en investeringsrådgiver specifikt skal se på er:

  • Udbyttebetalende afdelinger –nogen af de nuværende er udbyttebetalende og er i vores GOA univers, så de kan nå bare fortsætte ift det danske skattesystem?

...”

Den 6. juni 2012 var klagerne til et møde i København med R1 og en anden rådgiver, R2, fra banken.

Under sagen er fremlagt en porteføljevurdering af klagernes portefølje pr. 16. maj 2012, som R1 efter det oplyste fik tilsendt forud for mødet af klagernes rådgiver i Jyske Bank, Schweiz.

Banken havde til brug for mødet udarbejdet et planchesæt. Af planchesættet fremgik blandt andet:

”…

Hjem til Danmark

Værdipapirer

  • Indgangsværdi på værdipapirer ved tilflytning

- Kun gevinster erhvervet i Danmark beskattes ved senere salg

- Der er særlige regler for værdipapirer, som du har købt, mens du boede i Danmark

  • En kontant beholdning er let at styre
  • Bevar skattefrie porteføljer
  • Vurder i samarbejde med din rådgiver og eventuelt din eksterne skatterådgiver, om du skal beholde eller sælge dine værdipapirer, inden du flytter hjem

Disse plancher beskriver kun hovedregler. Det er altid nødvendigt at drøfte beskatningen med din skatterådgiver.

Næste skridt

  • Overførsel fra Jyske Bank Schweiz og evt. øvrige
  • Aftale nyt møde i Danmark bl.a. investering

…”

Klagerne har oplyst, at R1 på mødet den 6. juni 2012 blev præsenteret som ekspert i flytning på tværs af landegrænser, og at R1 på mødet oplyste, at der i deres portefølje ikke var værdipapirer, der ville have negative skattemæssige konsekvenser for dem ved tilflytning til Danmark.

Banken har oplyst, at den ikke yder individuel konkret skatterådgivning til sine kunder, og at mødet den 6. juni 2012 blev afholdt for at få samlet det rigtige hold til klagerne, give klagerne en introduktion til banken i Danmark, få skabt et overblik over klagernes formueforhold og fremtidsplaner og give et overordnet indblik i de danske skattesatser. En formuerådgiver fra banken ville på et senere tidspunkt gå mere i dybden med klagernes konkrete forhold.

R2 skrev den 7. juni 2012 en mail til klagerne til opfølgning på mødet. Af mailen fremgik blandt andet:

”…

Jeg har oprettet 2 fælleskonti og et fælles depot

- … sikringskonto, som skal danne lukket kredsløb til depotet

- … depot hvor jeres værdipapirer fra Schweiz overføres til

Mht. til overførsel af værdipapirerne fra Schweiz aftalte vi at … [M] ville tage kontakte til … [rådgiver i Jyske Bank, Schweiz]. Herfra tager … [R1] ligeledes kontakt til … [rådgiver i Jyske Bank, Schweiz].

…”

Klagerne besvarede samme dag mailen fra R2. Mailen blev sendt cc til blandt andre R1 og klagernes rådgiver i bankens afdeling i Schweiz. Af mailen fremgik blandt andet:

”…

[Rådgiver i Schweiz],

Alt er dermed klart til at overføre portefølje som vi aftalte med dine kolleger sker uden omkostninger.

…”

Klagerne flyttede umiddelbart efter mødet den 6. juni 2012 tilbage til Danmark.

Klagerne var i august og september 2012 i kontakt med banken om et hussalg i USA og om sammensætning og omlægning af deres depot i banken. Den 28. august 2012 var klagerne til et møde i banken herom.

Den 7. september 2012 underskrev klagerne en aftale om investering med banken, hvor de indskød 7,5 mio. kr. og fik en såkaldt Jyske Investeringspartner – Portefølje. Aftalen gav blandt andet klagerne adgang til en personlig investeringsrådgiver, løbende investeringsråd fra banken, support, adgang til bankens specialister og analyser. Banken beregnede sig herfor 5 % af et kalenderårs positive afkast samt gebyrer for opbevaring af værdipapirer i depot og kurtage ved fondshandler.

I oktober 2012 var klagerne i kontakt med banken om investering af 160.000 EUR, der efter anbefaling fra en investeringsrådgiver, R3, i banken blev investeret i tre obligationer. To af obligationerne var i EUR, mens den tredje var i USD.

I november og december 2012 var klagerne i løbende kontakt med R3 med spørgsmål til beskatningen af deres værdipapirer og renteindkomst og den 11. december 2012 til et møde i banken. Klagerne skrev blandt andet den 26. november 2012 en mail til R3. Af mailen fremgik blandt andet:

”…

JB indberetning til SKAT :

3) Vi gik på et tidspunkt gennem vores investeringer (samt i en efterfølgende mail fra … [R3]) om hvilke papirer der bliver beskattet efter lagerprincippet.

Jeg kan have misforstået eller noteret forkert, men mener I sagde, at USD Jyske Invest Global Equities beskattes efter lager princippet.

Jeg har vedhæftet JI Beskatnings guide for 2012, hvor det fremgår at USD Jyske Invest Global Equities beskattes efter lagerprincip for selskaber og efter realisationsprincippet for personer (frie midler).

Investering :

1) For at være 100% sikker på hvad der beskattes efter lagerprincippet i vores depot, er det vores forståelse at følgende 6 papirer beskattes efter lager princippet:

EUR JB Equity Airbag

EUR JB FX Step Up

USD Franklin Templeton Global Bond …

USD Templeton Emerging Market Bonds …

EUR Fidelity Funds Hi

EUR Fidelity Funds Global Consumer HI

Er det korrekt forstået?

2) Den gode nyhed er, at ovenstående fonde siden starten af juni (hvor vi flyttede papirerne til JB Danmark) indtil nu har givet en kursgevinst på DKK 201182, og den dårlige nyhed er selvfølgelig at vi skal betale skat af denne fiktive gevinst (se vedhæftede excel, som er en foreløbig beregning af vores 2012 skat samt afkast).

3) Som … [R3] hele tiden korrekt har påpeget, er der en risiko for senere tab på denne type papirer (og den eneste vinder vil være SKAT….)

…”

Den 27. november 2012 besvarede R3 klagernes mail. Af mailen fremgik blandt andet:

”…

Her er mine svar på spørgsmål og overvejelser:

3) …

USD Jyske Invest Global Equities beskattes efter lagerprincippet og ikke realisationsprincippet. Den danske og tilsvarende afdeling beskattes efter realisationsprincippet. Af det af dig vedhæftede beskatningsguide fremgår det, at alle Jyske Invest udenlandske afdelinger beskattes efter lagerprincippet uanset om det er frie midler eller selskabsmider.

Investering :

1) …

Ovenstående er korrekt, men USD Jyske Invest Global Equities skal også tilføjes.

…”

R3 sendte den 7. december 2012 et oplæg til mødet den 11. december 2012. Klagerne sendte i en mail den 9. december 2012 deres bemærkninger til oplægget. Af mailen fremgik blandt andet:

”…

Tak for et konstruktivt oplæg til møde tirsdag, som vi med stor interesse har læst igennem.

Samtidig har vi gjort os lidt yderligere overvejelser.

1) Vi kunne overveje at have et eller flere nye papirer i USD som er lagerbeskattede, og hvis der i slutningen af 2013 er gevinst, da at sælge dem.

Vi synes ikke det er en god ide at beholde eksiterende lagerbeskattede papirer der har gevinst, da vi principielt skal undgå på noget tidspunkt at betale skat af en fiktiv urealiseret gevinst som kan tabes senere.

Derfor mener vi også at det vil være bedst at sælge USD Templeton Templeton Emerging Market Bonds samt EUR Fidelity Funds, og dermed have helt ryttet op i nuværende lagerbeskattede papirer med undtagelse af Airbag og Step Up

…”

På mødet den 11. december 2012 blev det aftalt at sælge klagernes værdipapirer i lagerbeskattede udenlandske fonde for samlet 3.885.000 kr. Provenuet skulle investeres i andre værdipapirer. Handlerne blev hovedsagligt gennemført den 14. december 2012.

Den 21. januar 2013 købte klagerne nominelt 36.000 stk. 6,125% Bombardier obligationer for 39.309,60 EUR med udløb den 15. maj 2021. Kursværdien var 38.790 EUR, mens de resterende 519,60 EUR var handelsrenter i 69 dage på 422,63 EUR og kurtage på 96,97 EUR. Af handelsnotaen fremgik endvidere:

”…

Handlen er gennemført med Jyske Bank som modpart. Vi har ydet rådgivning i.f.m. ordren.

…”

I sommeren 2014 valgte klagerne at overføre deres engagement til et andet pengeinstitut, P1.

Den 27. juni 2014 skrev R2 en mail til klagernes rådgiver hos P1 og oplyste, at klagerne havde tre værdipapirer der ikke umiddelbart kunne overføres. Af mailen fremgik:

”…

For alle tre beholdninger gælder at flytning eksternt er begrænset af minimum 100.000 og derefter i fold af 1.000 …

Det er umuligt at flytte papirerne da begrænsningen er håndhævet af Euroclear …

Kunden må sælge eller købe op til minimum (eller en kombination af begge dele).

…”

Klagerne valgte på denne baggrund indtil videre at beholde deres depot i banken og lade de tre obligationer blive i depotet. To af de tre obligationer udløb efterfølgende.

Den 15. december 2015 sendte klagerne en mail til R2, hvor de foreslog, at banken enten uden omkostninger bistod med at få overført klagernes 36.000 stk. Bombardier obligationer til deres depot i P1, Luxembourg, eller tilbagekøbte obligationerne til købskursen, 107,75 EUR. Klagerne oplyste i mailen, at banken ikke forud for deres køb af obligationerne havde informeret dem om, at Euroclear alene tillod overførsler på minimum 100.000 stk. Hvis banken kunne acceptere et af de to tilbud, ville klagerne afstå fra at forfølge et krav om dårlig rådgivning i forbindelse med deres tilflytning til Danmark.

Banken afviste den 22. december 2015 klagernes tilbud og afviste, at der var ydet konkret skatterådgivning før klagernes tilflytning til Danmark. Herefter var klagerne i dialog med banken, der blandt andet den 11. januar 2016 skrev følgende til klagerne:

”…

Jeg kan oplyse jer, at der ikke er registreringer m.m. i banken, om at I, i januar 2013, har modtaget oplysninger, at jeres Bombardier obligationer ikke kunne flyttes til et depot uden for Jyske Bank.

Jeg kan endvidere oplyse jer, at I kunne købe en handelspost på mindre end EUR 100.000, fordi I handlede med Jyske Bank som modpart.

…”

Dialogen mellem klagerne og banken fortsatte frem til den 22. januar 2016, hvor bankens direktør afviste, at banken havde begået fejl og afviste klagernes krav.

Parternes påstande

Den 25. januar 2016 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal erstatte deres tab på 9.135,40 USD og 1.965,60 EUR, og at Jyske Bank skal tilbagekøbe Bombardier obligationer for 53.640 EUR.

Jyske Bank har for så vidt angår erstatningspåstanden nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse og for så vidt angår påstanden om tilbagekøb af Bombardier obligationerne nedlagt påstand om frifindelse

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at Jyske Bank har ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med deres flytning fra Frankrig til Danmark.

Alle faktuelle oplysninger er til stede, og Ankenævnet kan derfor behandle sagen.

Mødet den 6. juni 2012 blev arrangeret af banken, fordi flytningen potentielt kunne have negative skattemæssige konsekvenser. De tog med glæde imod tilbuddet.

På mødet med bankens specialist, R1, i rådgivning om flytning på tværs af landegrænser, spurgte de specifikt om der i deres portefølje var værdipapirer, der ved flytning fra Frankrig til Danmark ville have negative skattemæssige konsekvenser for dem. R1 modtog også før mødet den 6. juni 2012 oplysninger om deres portefølje.

R1 blev også gjort opmærksom på, at de var fleksible i forhold til flyttedato og/eller omlægning af værdipapirerne før en flytning. R1 oplyste imidlertid, at deres portefølje ikke indeholdt problematiske værdipapirer De flyttede på denne baggrund til Danmark og blev fuldt skattepligtige.

I forbindelse med udarbejdelsen af deres selvangivelse for 2012 opdagede de, at mange af deres værdipapirer, der var solgt i 2012, efter dansk lovgivning var lagerbeskattede og samtidig blev værdisat på tilflytningstidspunktet i stedet for det faktiske købstidspunkt. Værdipapirerne var faldet i kurs, efter de købte dem, og de blev på tilflytningstidspunktet værdisat lavere. Ved salgene af værdipapirerne blev de derfor, uden mulighed for fradrag, beskattet af et urealiseret tab, som var det en gevinst.

R1 skulle have rådgivet dem til at vente med at flytte til kurserne på værdipapirerne enten minimum var de samme som på købstidspunktet, eller at sælge værdipapirerne inden de flyttede, hvorved tabet kunne have været fradraget i Frankrig. Bankens dårlige rådgivning betød, at de blev unødigt beskattet.

Banken burde have været opmærksom på reglen i aktieavancebeskatningslovens § 37, og praksis der fastslår, at en avance beregnes med udgangspunkt i handelsværdien på tilflytningstidspunktet for de pågældende værdipapirer. Banken burde også have rådgivet dem om, at der i deres portefølje var værdipapirer, der ved en overførsel til Danmark ville blive underlagt lagerbeskatning.

Banken ydede konkret skatterådgivning, hvilket også er det eneste afgørende rådgivningstema ved tilflytning og flytning af værdipapirer fra Frankrig til Danmark mellem to Jyske Bank afdelinger.

Det er ikke relevant, at henvise til en fodnote i planchesættet gennemgået af banken den 6. juni 2012. Banken rådgav dem om individuelle skatteforhold. Bankens påstand om, at banken ikke yder individuel skatterådgivning er langt fra den virkelige verden. Banken rådgav også på efterfølgende møder om skatteforhold.

Alle værdipapirerne blev solgt gennem banken, og deres tab er opgjort til beskatningen af den positive kapitalindkomst for de lagerbeskattede værdipapirer, som kunne have været undgået ved korrekt rådgivning fra bankens side. I 2012 var deres skatteprocent på 37,34 %. Tabet er derfor opgjort til 37,34 % af 24.466 USD og 5.265 EUR, henholdsvis 9.135,40 USD og 1.965,60 EUR.

De ville i Frankrig ikke være blevet beskattet af et urealiseret tab. Kendskab til franske skatteregler er i øvrigt ikke relevant for denne sag.

Kravet er ikke forældet. De blev først efter marts 2013 opmærksomme på potentielle negative skattemæssige konsekvenser i forbindelse med forberedelsen af deres selvangivelse for 2012 og først senere i 2013 fuldt ud bekendt med konsekvenserne af bankens mangelfulde rådgivning ved modtagelsen af deres endelige selvangivelse for 2012.

Det kan desuden ikke med rimelighed forventes, at de efter at have boet uden for Danmark siden 1988 var bekendt med specielle danske skatteregler, der er gældende ved tilflytning til Danmark. De stolede på bankens skatterådgivning på mødet den 6. juni 2012, og de havde ikke grund til at betvivle denne før efter marts 2013.

Da de købte Bombardier obligationerne, blev de ikke rådgivet om Euroclears regler om minimumsgrænser ved overførsler af obligationer.

De har ikke udvist passivitet ved i 2014, da de flyttede bank til P1, ikke at have solgt obligationerne. De ønskede og ønsker fortsat ikke at sælge obligationerne. De ønsker derimod at ophæve samarbejdet med banken.

Bankens manglende rådgivning om Euroclears minimumsgrænser ved flytning af obligationer, i forbindelse med deres køb af 36.000 stk. Bombardier obligationer, har reelt stavnsbundet dem til banken. Kravet mod banken er opgjort til den akkumulerede udbetaling på 53.640 EUR, forventet rente i 8 år på 17.640 EUR og 36.000 EUR, ved udløb af obligationen i 2021.

Jyske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerne og banken ikke har samme opfattelse af, hvad der var formålet med mødet den 6. juni 2012, og hvad der faktisk passerede på mødet. En nærmere afklaring af de faktiske omstændigheder vil kræve afhøring af sagens parter samt de involverede medarbejdere hos banken. Ankenævnet bør derfor i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, afvise at behandle sagen.

Banken har ikke ydet klagerne individuel skatterådgivning. Banken henviser normalt kunder til at søge råd hos en ekstern skatterådgiver. Det var også tilfældet i denne sag, hvilket understøttes af dagsordenen for mødet den 6. juni 2012 og plancherne, hvor det fremgik, at banken alene beskrev hovedregler, og at det altid var nødvendigt at drøfte beskatning med en skatterådgiver.

Seminaret, som klagerne har henvist til, blev afholdt to år før klagerne flyttede tilbage til Danmark.

Et potentielt krav er forældet, da den påståede rådgivning skete på et møde i juni 2012.

Hvis sagen ikke er forældet, har klagerne som følge af passivitet fortabt et eventuelt krav mod banken, da klagerne i hvert fald i marts 2013 var vidende om potentielle negative skattemæssige konsekvenser ved tilbageflytningen.

Banken begik ikke fejl eller forsømmelser i sin generelle rådgivning til klagerne.

Skatterådgivning fordrer indgående kendskab til dels skatteregler i både fra- og tilflytningslandet, samt indgående kendskab til klagernes samlede forhold, hvilket banken ikke skal have eller kunne forventes at have.

Klagernes erstatningsopgørelse bestrides som udokumenteret og ikke korrekt opgjort. Opgørelsen redegør dels ikke for klagernes faktuelle skattemæssige stilling, såfremt værdipapirerne var solgt inden tilflytning til Danmark, og dels fremgår det ikke, om klagerne havde haft mulighed for at udnytte tabet fradragsmæssigt i Frankrig.

Klagerne har som følge af passivitet fortabt retten til at gøre et potentielt krav gældende i forbindelse med deres køb af Bombardier obligationerne og bankens rådgivning herom.

Banken oplyste allerede i sommeren 2014 klagerne om, at Bombardier obligationerne ikke kunne overføres til P1. Klagerne valgte i den forbindelse at beholde obligationerne i depot hos banken. Obligationerne kunne på dette tidspunkt være solgt til over købskursen, hvis klagerne havde ønsket dette.

Der er endvidere ikke lidt et tab i forbindelse med bankens opbevaring af klagernes Bombardier obligationer, som til enhver tid kan sælges til den aktuelle markedskurs.

Ankenævnets bemærkninger

I sommeren 2012 flyttede klagerne tilbage til Danmark efter at have boet i Frankrig i en længere årrække. Klagerne var i den forbindelse den 6. juni 2012 til et møde med Jyske Bank. Bankens rådgiver, R1, som ifølge banken er specialist i rådgivning om flytning på tværs af landegrænser og en rådgiver, R2, fra bankens filial i København, deltog i mødet.

Rådgivning i forbindelse med flytning til Danmark

Banken modtog før mødet den 6. juni 2012 oplysninger om klagernes portefølje af værdipapirer pr. 16. maj 2012. Klagerne gjorde samtidig i en mail den 20. maj 2012 til deres rådgiver i Jyske Bank, Schweiz, opmærksom på, at de havde til hensigt at overføre deres privatejede værdipapirer direkte til Jyske Bank i Danmark ”medmindre der skulle være nogle danske beskatningsforhold der taler for ændringer”. Klagerne gjorde i samme forbindelse opmærksom på, at de ikke var bekendt med reglerne for aktie- og lagerbeskatning i Danmark.

I det planchesæt, som banken anvendte på mødet den 6. juni 2012, var der medtaget generelle oplysninger om skat i forhold til indgangsværdier for værdipapirer ved tilflytning til Danmark. Det fremgik, at ”Kun gevinster erhvervet i Danmark beskattes ved senere salg”, og at ”Der er særlige regler for værdipapirer, som du har købt, mens du boede i Danmark”

Det fremgik også af planchesættet, at kun hovedregler blev beskrevet, og at ”Det er altid nødvendigt at drøfte beskatningen med din skatterådgiver”.

Klagerne har anført, at de ikke er blevet rådgivet om reglerne vedrørende lagerbeskatning og reglen i aktieavancebeskatningslovens §

Ankenævnet finder, at banken i det foreliggende tilfælde har påtaget sig at rådgive klagerne om skattemæssige forhold i forbindelse med en eventuel flytning af deres værdipapirer til Danmark.

Ankenævnet finder, at reglen om lagerbeskatning og reglen i aktieavancebeskatningslovens §

Et krav om erstatning som følge af mangelfuld rådgivning forældes efter tre år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Fristen løber fra rådgivningstidspunktet, medmindre klagerne ikke var eller burde være bekendt med deres krav, hvorved fristen suspenderes indtil klagerne fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Vedrørende erstatning i anledning af manglende rådgivning om lagerbeskatning bemærker ankenævnet, at forældelsesfristen var suspenderet, da klagerne på rådgivningstidspunktet var i undskyldelig uvidenhed om deres krav. Det fremgår af klagernes mailkorrespondance fra november og december 2012, at klagerne var bekendt med, at der i deres værdipapirdepot var papirer, der var lagerbeskattet. Da de således fra det tidspunkt havde grundlag for at vurdere deres krav, var klagernes erstatningskrav mod banken på grund af manglende rådgivning om lagerbeskatning forældet, da klagerne den 25. januar 2016 klagede til Ankenævnet.

Vedrørende manglende rådgivning om aktieavancebeskatning bemærker ankenævnet, at klagerne også vedrørende dette forhold var i undskyldelig uvidenhed om deres krav på rådgivningstidspunktet. Ankenævnet lægger til grund, at klagerne først i forbindelse med forberedelsen af deres selvangivelse i marts 2013 blev klar over, at overførslen af nogle af deres værdipapirer til Danmark havde negative skattemæssige konsekvenser. Klagernes erstatningskrav i den anledning var derfor ikke forældet ved klagens indgivelse til Ankenævnet.

Ankenævnet finder endvidere ikke, at klagerne har fortabt deres krav vedrørende bankens manglende rådgivning om aktieavancebeskatningslovens § 37 som følge af passivitet.

Ankenævnet finder, at klagerne ikke har godtgjort størrelsen af et eventuelt erstatningskrav, herunder at tabet ikke ville være lidt, såfremt klagerne havde solgt værdipapirerne inden flytningen til Danmark.

Køb af Bombardier obligationer

Klagernes køb af Bombardier obligationerne skete efter rådgivning af banken, der blandt andet i fondsafregningen til klagerne angav, at handlen var gennemført med banken som modpart. Ankenævnet finder, at banken forud for salget burde have rådgivet om Euroclears minimumsgrænser ved overførsel af obligationer.

Ankenævnet finder imidlertid ikke, at klagerne har godtgjort at have lidt et tab i forbindelse med Bombardier obligationerne, da klagerne i hele perioden havde og fortsat har mulighed for at sælge obligationerne til den aktuelle markedskurs.

Klagerne får herefter ikke medhold i deres påstand om erstatning.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.