Klage fra far vedrørende datters engagement afvist.
| Sagsnummer: | 247 /2008 |
| Dato: | 11-02-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Tavshedspligt - øvrige spørgsmål
Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3 |
| Ledetekst: | Klage fra far vedrørende datters engagement afvist. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører en fars klage over sin datters mellemværende med Sydbank.
Sagens omstændigheder.
I november 1984 overdrog klageren en fast ejendom til sin datter, D. Skødet indeholdt bestemmelse om, at ejendommen skulle være særeje for D; endvidere fremgår:
"…
Ved. evt. salg har sælger forkøbsret til samme pris og på samme vilkår, som anført i nærværende skøde med tillæg af dokumenterede forbedringer.
Nævnte forkøbsret respekterer lån i bank, sparekasse samt realkreditinstitut/kreditforeninger uden særskilt påtegning.
Påtaleberettiget er nævnte sælger og/eller dennes nævnte ægtefælle.
…"
Købesummen var i skødet fastsat til 1.250.000 kr.
Skødet blev lyst den 19. november 1984. Af tinglysningspåtegningen fremgår, at forkøbsretten ikke blev tinglyst på grund af manglende tinglysningsgenpart.
Den 1. december 2005 underskrev klageren og D en allonge til skødet med anmodning om, at skødets forkøbsret blev tinglyst servitutstiftende. Endvidere fremgår af allongen:
"…
Forkøbsretten er gældende ved enhver overgang af ejendomsretten ved såvel fremtidige salg, gave, kreditforfølgning eller arv.
Købesummen forudsættes betalt kontant.
Køberen skal betale samtlige omkostninger i anledning af overtagelse af ejendommen i h.t. forkøbsretten.
Sælgers ægtefælle er afgået ved døden og påtaleberettiget er alene sælger [klageren].
…"
Allongen blev tinglyst den 7. december 2005.
Klageren har anført, at baggrunden for ejendommens overdragelse til D var hans ægtefælles uhelbredelige sygdom. Hensigten var at bevare familieformuen og beskytte den og D for "angreb" udefra.
Klageren rettede efterfølgende henvendelse til Sydbank med henblik på at opnå aftale om, at D ikke kunne optage yderligere lån i Sydbank. Endvidere ønskede klageren at indgå aftale om indfrielse af et af D allerede optaget lån i banken. Sydbank afviste af indgå en aftale med klageren.
Klageren rettede ved brev af 13. februar 2008 via sin advokat henvendelse til Sydbank om D. Af brevet fremgår, at klageren af hensyn til D gerne ville medvirke til, at et eksisterende lån i Sydbank blev indfriet og tilbød at indestå for, at lånet kunne indfries inden for et år. En betingelse herfor var, at Sydbank afgav erklæring om, at der ikke blev meddelt yderligere lån til D eller "spekuleres i sikkerhed i [D's] ejendom".
Ved brev af 27. marts 2008 meddelte Sydbank klagerens advokat, at man ikke kunne drøfte D's forhold uden D's samtykke.
Af et af klageren fremlagt brev af 21. april 2008 fra D's advokat til klagerens advokat fremgår, at D's advokat anmodede klageren om at ophøre med at kontakte Sydbank vedrørende D's forhold.
Under en yderligere korrespondance mellem klagerens advokat og Sydbank fastholdt Sydbank, at man ikke kunne kommentere D's forhold uden D's samtykke.
Parternes påstande.
Klageren har den 26. juni 2008 indbragt sagen for Ankenævnet. Klageren, der er repræsenteret ved advokat, har nedlagt følgende påstand:
"…
Sydbank tilpligtes, at anerkende
at | lånets etablering og udformning alene er Sydbanks ansvar. |
at | Sydbank ikke på noget tidspunkt vil placere pant eller udlæg i indbo eller ejendommen … eller i den nuværende lejekontrakt eller i indbo, som administreres af [D] eller i ejendele og/eller fast ejendom, som [D] ved arv måtte komme i besiddelse af. |
at | der kan opnås en forhandling med indklagede Sydbank, Dalum afd. om afvikling af [D's] lån inden udgangen af november 2008. |
at | ville bidrage til opnåelse af en nærmere aftale, hvorefter datteren [D's] engagement med Sydbank indfries inden udgangen af november 2008. |
at | Sydbank, Dalum afd. har været fuldt orienteret om de særlige ejerforhold og begrænsningerne i dispositionsrettighederne og årsag og begrundelse herfor. |
at | Sydbank, Dalum har været fuldt orienteret om, at klager blot har ønsket at sikre sig, at datteren [D] ikke kommer i økonomisk uføre." |
Sydbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han med stigende bekymring har konstateret, at D har pådraget sig gældsforpligtelser herunder senest til Sydbank.
På denne baggrund ønsker han at opnå en aftale med banken om, at D ikke kan optage yderligere lån; i denne forbindelse tilbyder han at indfri allerede optagne lån.
Sydbank har uden sikkerhed udlånt beløb til D i størrelsesordenen 500.000 kr. Långivningen er angiveligt kun sket i lyset af, at D ejer den omhandlede ejendom, der har en stor friværdi, men som reelt er båndlagt.
Sydbank har i givet fald indkalkuleret en sikkerhed således, at banken ved hans død kan opnå sikkerhed i ejendommen, idet påtaleretten da bortfalder.
Dette er ikke i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.
Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et aftaleforhold mellem klageren og dennes datter, D.
Banken kan ikke uden D's samtykke udlevere oplysninger om D's forhold, jf. § 117 i lov om finansiel virksomhed.
Af brevet fra D's advokat fremgår endvidere, at D udtrykkeligt har pålagt banken ikke at udtale sig om kundeforholdet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Sydbank anført, at klageren ikke har påvist en retlig interesse i det eventuelle engagement, som klagen vedrører. Klageren har ikke stillet sikkerhed for et eventuelt engagement.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagen angår ikke klagerens kundeforhold, men klagerens datters D's mulige kundeforhold med banken. Da D ikke har samtykket i, at klageren indgiver klage over Sydbank til Ankenævnet, kan Ankenævnet ikke behandle klagen.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.