Spørgsmål om indgåelse af aftale om udsættelse af rentetilpasning
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om indgåelse af aftale om udsættelse af rentetilpasning.
Sagens omstændigheder
Klagerne havde optaget to 1 % fastforrentede 30-årige realkreditlån i Realkredit Danmark. Det ene havde en hovedstol på 2.282.000 kr. (-018) og det andet en hovedstol på 2.265.000 kr. (-281).
Klagerne ønskede at omlægge deres lån, og modtog den 9. juni 2022 en ”Oversigt over lån” indeholdende tre finansieringseksempler.
Det fremgik blandt andet, at finansieringseksempel 1 var beregnet på baggrund af, at klagerne omlagde deres fastforrentede lån (-018) til et 30-årigt rentetilpasnings FlexLån F3K med en hovedstol på 1.743.000 kr. og en rente på 1,6212 %. Finansieringseksempel 2 var et 30-årigt rentetilpasningslån FlexLån F2K med en hovedstol på 1.743.000 kr. og en rente på 1,2776 %. Finansieringseksempel 3 var et 30-årigt rentetilpasningslån med en hovedstol på 1.743.000 kr. og en rente på 0,4704 %. Afdragsformen for alle tre lån var ”Stående/annuitet”, og lånene skulle afvikles fra år 2031.
Det fremgik af blandt andet af bemærkningerne til finansieringseksempel 1, at rentetilpasningen skete pr. 1. januar og første gang den 1. januar 2025, hvorefter rentetilpasningen ville ske hvert tredje år. Ved finansieringseksempel 2 skete rentetilpasningen pr. 1. januar og første gang den 1. januar 2024, hvorefter rentetilpasningen skete hvert andet år. Ved finansieringseksempel 3 skete rentetilpasningen pr. 1. januar og først gang den 1. januar 2023, hvorefter rentetilpasningen skete hvert år.
Den 24. juni 2022 modtog klagerne en ”Oversigt over lån” indeholdende to nye finansieringseksempler.
Det fremgik blandt andet, at finansieringseksempel 1 var beregnet på baggrund af, at klagerne omlagde deres fastforrentede lån (-018) til et 30-årigt rentetilpasningslån FlexLån F1K med en hovedstol på 1.694.000 kr. og en rente på 0,6424 %. Afdragsformen for dette lån var ”stående/annuitet”, hvorefter lånet skulle afvikles fra 2031. Finansieringseksempel 2 vedrørte omlægning af klagernes fastforrentede lån (-281) til et 30-årigt rentetilpasningslån FlexLån F1K med en hovedstol på 1.699.000 kr. og en rente på 0,6452 %.
Det fremgik blandt andet af bemærkningerne til finansieringseksempel 1, at rentetilpasningen skete pr. 1. januar og første gang den 1. januar 2023, at restgælden, som skulle refinansieres den 1. januar 2023, udgjorde 1.694.000 kr., og at lånet herefter ville blive rentetilpasset hvert år. Ved finansieringseksempel 2 skete rentetilpasningen pr. 1. januar og første gang den 1. januar 2023. Restgælden, som skulle refinansieres den 1. januar 2023, udgjorde 1.671.824 kr., og lånet blev herefter rentetilpasset hvert år.
Den 29. juni 2022 modtog klagerne en ”Oversigt over lån” indeholdende to nye finansieringseksempler.
Det fremgik blandt andet, at finansieringseksempel 1 var beregnet på baggrund af, at klagerne omlagde deres fastforrentede lån (-018) til et 30-årigt rentetilpasningslån FlexLån F1K med en hovedstol på 1.688.000 kr. og en rente på 0,6604 %. Afdragsformen for dette lån var ”stående/annuitet”, og lånet skulle afvikles fra 2030. Finansieringseksempel 2 vedrørte omlægning af klagernes fastforrentede lån (-281) til et 30-årigt rentetilpasningslån FlexLån F1K med en hovedstol på 1.691.000 kr. og en rente på 0,6632 %. Afdragsformen for dette lån var ”annuitet”, og lånet skulle afvikles ved optagelsen af lånet.
Det fremgik blandt andet af bemærkningerne til finansieringseksempel 1, at rentetilpasningen skete pr. 1. januar, og første gang den 1. januar 2023, at restgælden, som skulle refinansieres den 1. januar 2023, udgjorde 1.688.000 kr., og at lånet herefter ville blive rentetilpasset hvert år. Ved finansieringseksempel 2 skete rentetilpasningen pr. 1. januar og første gang den 1. januar 2023. Restgælden, som skulle refinansieres den 1. januar 2023, udgjorde 1.664.726 kr., og lånet blev herefter rentetilpasset hvert år.
Den 4. juli 2022 modtog klagerne et lånetilbud på to lån. Det første lån var et 30-årigt rentetilpasningslån FlexLån F1K med en hovedstol på 1.688.000 kr. og en rente, der var foreløbigt fastsat til 0,6328 %. Afdragsformen for dette lån var ”stående/annuitet”, og et års ydelser før skat udgjorde 35.257 kr.
Det andet lån var et 30-årigt rentetilpasningslån FlexLån F1K med en hovedstol på 1.694.000 kr. og en rente, der var foreløbigt fastsat til 0,6352 %. Afdragsformen for dette lån var ”annuitet”, og et års ydelser før skat udgjorde 92.594 kr.
Det fremgik blandt andet af lånetilbuddet, at beregningerne i tilbuddet var foreløbige, da lånene blev genberegnet, når det blev udbetalt. Det fremgik herudover, at rentetilpasningen for begge lån skete pr. 1. januar og første gang den 1. januar 2023. Herudover fremgik det, at der var indgået kurssikringsaftaler på indfrielsen af klagernes lån (-018) og (-281). Indfrielseskursen for lån (-018) blev låst til 73,192 og indfrielseskursen for lån (-281) blev låst til 77,847.
Den 5. juli 2022 underskrev klagerne lånetilbuddet.
Den 29. juli 2022 blev lånene udbetalt.
Den 23. august 2022 anmodede klagerne realkreditinstituttet om at svare på, hvorfor der allerede skulle fastsættes en ny rente for lånene i løbet af efteråret 2022, når de i forbindelse med valg af låntype havde valgt F1-lån med 1,5 års skubbet rente, der gav en fast rente i 1,5 år fra optagelsen af lånene. Klagerne anmodede realkreditinstituttet om at oplyse, om det var en fejl eller om de havde misforstået aftalen om den skubbede rente.
Den 25. august 2022 svarede realkreditinstituttet:
”…
Det kan jeg godt se. Det er min fejl, da jeg ikke har fået bestilt F1’eren med skub. Jeg kan desværre ikke gøre så meget ved det, fordi lånet er udbetalt.
Dog kan man argumentere for, at hvis man tror på, at vi går ind i fremtid med recession – jamen så skulle der forventes rentefald igen, og så er det jo til jeres side. Det er der selvfølgelig ikke nogen garanti for.
Jeg beklager meget.
…”
Den 29. august 2022 anførte klagerne til realkreditinstituttet, at de ikke ønskede at stå med en refinansiering i efteråret 2022, da alle prognoser viste, at der kom yderligere rentestigninger. De anførte endvidere, at de aldrig ville have valgt et produkt med så kort løbetid, som var tilfældet, og at de, selvom de ikke kunne forudse, hvordan renten ville være på refinansieringstidspunktet i efteråret 2022, forventede at realkreditinstituttet sikrede, at de havde den samme rentesats, som de havde på aftaletidspunktet.
Den 31. august 2022 svarede realkreditinstituttet:
”…
Når vi kigger alt igennem, er der ikke nogen indikationer på, at der skulle være efterspurgt produktet Flexlån F1 med skub – tværtimod, så er det i alle beregninger samt i det endelige lånetilbud og vores mails specificeret, at det er Flexlån F1, som der efterspørges på.
Jeg har måske selv været for hurtig til at lægge mig ned, da der også fra jeres side har været mulighed for at korrigere for - i beregningerne, mails – og det endelige lånetilbud, at det skulle have været et Flexlån F1 – med skub.
Som tidligere nævnt, da lånetilbuddet er underskrevet og lånene er udbetalt, er der altså ikke noget, som vi kan gøre.
…”
Den 1. september 2022 anførte klagerne, at de ikke var i tvivl om, at det blev aftalt at omlægge deres lån til F1-lån med skub, hvilket realkreditinstituttets første e-mail også indikerede. Klagerne meddelte herudover, at de forstod realkreditinstituttets svar således, at det var kundens ansvar at vide og forstå, hvordan et F1-lån med skub fremgik af lånedokumenterne i forhold til et F1-lån uden skub, hvilket klagerne anførte, de var uenige i.
Parternes påstande
Den 26. september 2022 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Realkredit Danmark skal stille dem som om, at de har optaget et F1-lån med skub i 1,5 år.
Realkredit Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at realkreditinstituttet gav dem forkerte realkreditlån, da de indgik aftaler om optagelse af F1-lån med skubbet rente i 1,5 år.
De overvejede F3-lån, men valgte F1 med skub, da det sikrede dem en fast rente i 1,5 år. Det havde formodningen imod sig, at de ville omlægge til lån med så kort tid til refinansieringen, når alle indikationer og prognoser indikerede, at der ville komme rentestigninger på de korte renter i løbet af efteråret.
Realkreditinstituttet indrømmede og beklagede fejlen, da det blev konfronteret med fejlen. Det kunne ikke være deres ansvar, at de ikke var bekendte med den tekniske term for F1-lån med skub. De forestillede sig ikke, at denne tekniske term fremgik af beskrivelsen for lånene. På et telefonmøde meddelte realkreditinstituttet dem, at de først ville kunne se ”skubbet” til allersidst, da det ikke fremgik af nogle beregninger, som de modtog af realkreditinstituttet. Det var derfor ikke noget, de var opmærksomme på, før lånene var udbetalt, og det pludselig fremgik, at lånene skulle refinansieres efter seks måneder.
Det var logisk komplet inkonsistent, at realkreditinstituttet i sit svar til klagerne af 25. august 2022 meddelte, at det var realkreditinstituttets fejl og forglemmelse, at det ikke bestilte et F1-lån med 1,5 års forskubbet rentetilpasning, og at realkreditinstituttet bagefter ændrede deres holdning hertil. Beklagelsen gav ingen mening, medmindre det var det, der var aftalt mundtligt. Der var ingen grund til, at realkreditinstituttet meddelte, at det var en fejl, at det specifikke produkt ikke blev bestilt.
De ønskede det produkt, de havde købt, og ønskede ikke at bøde for realkreditinstituttets forglemmelse.
Realkredit Danmark har anført, at realkreditinstituttet har handlet i overensstemmelse med det aftalte.
Det fremgik af alle fremsendte beregninger på begge FlexLån F1, at næste rentetilpasning var den 1. januar 2023. Det fremgik af de accepterede lånetilbud, at næste rentetilpasning var den 1. januar 2023 og der var ikke noget i korrespondancen mellem klagerne og Realkredit Danmark, der indikerede, at klagerne på noget tidspunkt skulle have ønsket FlexLån F1 med en rentetilpasning senere end 1. januar 2023.
Et ”skub” fremgik altid af lånetilbuddet fra start, og ville have fremgået af lånetilbuddet af 4. juli 2022. Det var ikke en ”teknisk ting”, der kunne tilføjes senere i processen, da den havde betydning for, hvilke obligationer, der skulle sælges, når lånene blev udbetalt.
Ankenævnets bemærkninger
Klagerne havde optaget to 1 % fastforrentede 30-årige realkreditlån i Realkredit Danmark. Det ene havde en hovedstol på 2.282.000 kr. (-018) og det andet en hovedstol på 2.265.000 kr. (-281).
I perioden 9.-29. juni 2022 modtog klagerne i alt syv forskellige finansieringseksempler. Det fremgik blandt andet af finansieringseksemplerne 1 og 2 af 9. juni 2022, at rentetilpasningen for disse først ville ske henholdsvis 1. januar 2025 og 1. januar 2024. Af finansieringseksempel 3 af 9. juni 2022 og finansieringseksemplerne 1 og 2 af 24. og 29. juni 2022 fremgik det blandt andet, at der ville ske rentetilpasning den 1. januar 2023.
Den 4. juli 2022 modtog klagerne lånetilbud for omprioriteringen af klagernes to lån. Det fremgik blandt andet af disse, at rentetilpasningen for begge lån skete den 1. januar 2023.
Den 5. juli 2022 underskrev klagerne lånetilbuddet, og den 29. juli 2022 blev lånene udbetalt.
Den 23. august 2022 anførte klagerne overfor realkreditinstituttet, der var indgået en aftale om skubbet rente, så rentetilpasningen først skulle ske 1. januar 2024, og anmodede realkreditinstituttet om at oplyse, om det var en fejl, at der skulle ske rentetilpasning den 1. januar 2023.
Den 25. august 2022 oplyste realkreditinstituttet, at det var realkreditinstituttets fejl, at F1-lånene ikke var bestilt med skub, men at der ikke var noget at gøre, da lånene var udbetalt.
Den 31. august 2022 anførte realkreditinstituttet, at det ved nærmere gennemgang ikke konstaterede indikationer på, at der var indgået aftale om at omlægge til et F1-lån med skub, idet det af alle beregninger og af det endelige låntilbud fremgik, at det var et F1-lån med rentetilpasning den 1. januar 2023, der var aftalt, og at klagerne ikke havde korrigeret dette i forbindelse med parternes drøftelser om finansiering.
Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Steen Jul Pedersen og Line Sofie Bytoft – udtaler:
På baggrund af parternes modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder vi, at det beror på en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, om Realkredit Danmark er forpligtet til at stille klagerne som om, at de mundtligt indgik en aftale om omlægning til F1-lån med udsættelse af rentetilpasningen til den 1. januar 2024. Vi stemmer derfor for at afvise sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
To medlemmer – Tina Thygesen og Jørn Ravn – udtaler:
Vi finder det på baggrund af sagens materiale, herunder realkreditinstituttets svar af 25. august 2022 godtgjort, at parterne mundtligt havde indgået aftaler om omlægning af lån til F1-lån med udsættelse af rentetilpasningerne til den 1. januar 2024. Vi finder, at klagerne handlede i tillid til parternes mundtlige aftale, hvorfor de ikke havde anledning til at reagere på uoverensstemmelserne i lånetilbuddet og beregningerne.
Vi finder herefter, at Realkredit Danmark skal stille klagerne som om, at de har indgået aftaler om omlægning til F1-lån med rentetilpasninger den 1. januar 2024.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klagerne får klagegebyret tilbage.