Ikke groft uforsvarlig adfærd.
| Sagsnummer: | 254/1994 |
| Dato: | 21-11-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
|
| Ledetekst: | Ikke groft uforsvarlig adfærd. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Søndag den 19. december 1993 blev klagerens dankort stjålet. Kortet blev efterfølgende misbrugt ved hævning af 11 gange 2.000 kr. i dankortautomater samt 1.000 kr. ved dankortkøb, i alt 23.000 kr., indtil klageren tirsdag den 21. december 1993 blev opmærksom på, at kortet var borte og foranledigede det spærret ved henvendelse til indklagede kl. 15.20 samme dag.
Klageren har oplyst, at kortet opbevaredes i hendes pung, som lå i hendes taske. Tasken var på hendes arbejdsplads, som er et plejehjem, placeret i et uaflåst omklædningsrum. PIN-koden var noteret på hendes kørekort, som lå i et andet rum i pungen sammen med kvitteringer o. lign.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene hæfter for 1.200 kr. af misbruget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ikke har optrådt groft uforsvarligt i forbindelse med bortkomsten af kortet og koden, hvorfor hun alene hæfter for selvrisikoen på 1.200 kr.
Indklagede har anført, at klageren ved groft uforsvarligt adfærd har muliggjort den uberettigede brug af dankortet ved at efterlade sin taske med dankort og PIN-kode i et uaflåst omklædningsrum, hvortil såvel medarbejdere som beboere og gæster har mulighed for adgang. Der havde tidligere fundet tyverier sted på klagerens arbejdsplads, og klageren var ifølge eget udsagn bekendt hermed.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Peter Blok, Kirsten Nielsen og Jørn Ravn - udtaler:
Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, hæfter kortindehaveren for op til 1.200 kr. af tabet, når den til kortet hørende PIN-kode har været anvendt. Efter stk. 3, nr. 2, hæfter kortindehaveren dog for op til 8.000 kr., såfremt det godtgøres, at indehaveren "ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug". Efter en samlet vurdering finder vi det betænkeligt at fastslå, at klagerens adfærd i det foreliggende tilfælde kan karakteriseres som groft uforsvarlig. Vi lægger herved navnlig vægt på, at kun en begrænset kreds af personer kan antages at have haft naturligt ærinde i omklædningsrummet. Vi tager ved vurderingen tillige i betragtning, at bestemmelsen om groft uforsvarlig adfærd efter lovens forarbejder er forudsat kun at kunne gøres gældende i et fåtal af tilfælde. Vi stemmer herefter for, at klagerens hæftelse begrænses til selvrisikobeløbet på 1.200 kr., jf. betalingskortlovens § 21, stk. 1.
2 medlemmer - Peter Stig Hansen og Allan Pedersen - udtaler:
Vi finder, at klageren ved at have skabt såvel en let adgang til selve tyveriet som en let adgang for tyven til at komme i besiddelse af koden har udvist en groft uforsvarlig adfærd, hvorfor hun i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 3, bør hæfte for 8.000 kr. af misbruget.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger indsætte 6.800 kr. på klagerens konto med valør den 22. december 1993. Klagegebyret tilbagebetales klageren.