Indsigelse mod at hæfte for en overførsel i netbanken i forbindelse med en SMS fra en person, der udgav sig for at være klagerens søn.
| Sagsnummer: | 434/2026 |
| Dato: | 04-09-2026 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Majken Christoffersen, Tina Thygesen og Jørgen Lanng. |
| Klageemne: | |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for en overførsel i netbanken i forbindelse med en SMS fra en person, der udgav sig for at være klagerens søn. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for en overførsel i netbanken i forbindelse med en SMS fra en person, der udgav sig for at være klagerens søn.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto -365 og adgang til netbank.
Den 6. december 2025 overførte klageren 8.356 kr. fra konto -365 til en konto -068 i et andet pengeinstitut som en straksoverførsel via netbanken. Kontooverførslen blev godkendt i klagerens MitID-app -202, som blev aktiveret på en iPhone 14 den 10. januar 2024.
Klageren har fremlagt en udskrift fra en SMS-korrespondance for perioden fra den 4. til den 6. december 2025 med en person S, som udgav sig for at være klagerens søn.
Den 6. december 2025 skrev S blandt andet til klageren:
” […] jeg har en regning, som jeg skulle have betalt i sidste uge, men haft problemer med betalingen, og fristen var i går.
Jeg kan ikke selv få den gennemført, fordi sms-verificeringen fra banken bliver sendt til mit gamle nummer.
Vi du kunne betale den for mig, så jeg undgår, at de går videre til inkasso? Jeg betaler selvfølgelig tilbage, så snart jeg har været nede i min filial og fået opdateret mine oplysninger […]
…
Reg nr er […]
Kontonr er […] 068
Beløb: 8.356kr ,-
…
Husk straksoverførsel […] ”
Samme dag anmeldte klageren sagen til politiet.
Ved tro- og love erklæring af den 8. december 2025 gjorde klageren indsigelse til banken mod kontooverførslen. Klageren havde i erklæringen blandt andet krydset følgende felt af:
”Jeg har selv foretaget de nedenstående transaktioner på baggrund af 3. mands uberettigede oplysninger omkring formålet af transaktionerne.”
Den 17. december 2025 afviste banken klagerens indsigelse. Banken oplyste blandt andet, at den havde forsøgt at få beløbet tilbageført fra modtagerbanken, men at det ikke var lykkedes.
Den 29. maj 2026 klagede klageren til banken.
På en ikke nærmere anført dato afviste banken klagen.
Parternes påstande
Den 15, juni 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, som har forstået klagerens påstand således, at Nordea Danmark skal godtgøre ham 8.356 kr.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han blev udsat for et målrettet og veltilrettelagt svindelforløb, hvor svindleren udgav sig for at være hans søn og opbyggede tillid over flere dage. Formålet var at få ham til at tro, at han hjalp et nært familiemedlem i en midlertidig vanskelig situation.
Så snart han fik mistanke om svindlen, reagerede han omgående ved at kontakte banken og efterfølgende politiet.
Nordea Danmark har anført, at klageren selv overførte 8.356 kr. til tredjemand, og at kontooverførslen derfor er autoriseret. Klageren loggede selv ind i sin netbank, anlagde kontooverførslen og godkendte denne via sin MitID.
Overførslen var korrekt registreret og bogført og i øvrigt ikke fejlbehæftet.
Banken forsøgte at få beløbet tilbageført fra det modtagende pengeinstitut.
Kontooverførslen er ikke omfattet af betalingslovens § 112.
Banken er ikke på andet grundlag erstatningsansvarlig over for klageren.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en konto -365 og adgang til netbank.
Den 6. december 2025 overførte klageren 8.356 kr. fra sin konto -365 til konto -068 i et andet pengeinstitut via sin netbank. Kontooverførslen blev godkendt i klagerens MitID -202, som blev aktiveret på en iPhone 14 den 10. januar 2024.
Klageren har fremlagt en SMS-korrespondance for perioden fra den 4. til den 6. december 2025 med en person S, som udgav sig for at være klagerens søn, hvor S anmodede klageren om at betale en regning på 8.356 kr.
Tre medlemmer – Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer og Majken Christoffersen– udtaler:
Klageren har oplyst, at han selv foretog overførslen på 8.356 kr. og vi finder derfor, at overførslen blev autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret og presset til at foretage overførslen, ved at person S i en SMS-korrespondance med klageren udgav sig for at være klagerens søn.
Vi finder heller ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Tina Thygesen og Jørgen Lanng – udtaler:
Vi finder, at den manipulation, klageren er blevet udsat for, er at sidestille med en situation, hvor klageren har udleveret oplysninger, herunder MitID-oplysninger, SMS-koder mv., og hvor disse er blevet misbrugt til at gennemføre uautoriserede overførsler.
Klageren har været udsat for organiseret svindel i forbindelse med brug af en betalingstjeneste, som forbrugere forudsættes at anvende for at kunne fungere i vores samfund. Det bør ikke have afgørende betydning, om forbrugeren selv har gennemført transaktioner, og forbrugeren bør derfor være beskyttet af samme beløbsmæssige grænse som i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
I modsat fald ville der opnås en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har uforholdsmæssige konsekvenser for en forbrugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, netop er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol, og som en forbruger netop skal være beskyttet imod som udtrykt i § 100, stk. 4, hvorfor en analogi af denne bestemmelse er relevant i nærværende sag.
Klageren bør derfor alene hæfte med 8.000 kr., ligesom i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
Vi stemmer derfor for, at klageren skal have 356 kr. tilbage.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.