Indsigelse mod ændring af vilkår i leasingaftale. Spørgsmål om rettidigt varsel.
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod ændring af vilkår i leasingaftale. Spørgsmål om rettidigt varsel.
Sagens omstændigheder
Klageren indgik den 29. december 2021 en privatleasingaftale med Nordania Finans. Bilen skulle levers af et bilfirma, leverandør L.
Af privatleasingaftalen fremgår blandt andet, at leasingbilen var af mærket KIA EV6 årgang 2022, og at leasingperioden var 36 måneder. Den månedlige leasingydelse var 3.995 kr. Ved aftalens indgåelse skulle der betales en ekstraordinær leasingydelse på 19.995 kr. Anskaffelsessummen var 163.819,05 kr., og forventet levering var den 1. januar 2022.
Af privatleasingaftalen fremgår herudover blandt andet:
”…
§ 4 – Leasingydelsen
1. Som vederlag for brugen af leasingbilen betaler leasingtager en leasingydelse, hvis størrelse og forfaldstid fremgår af leasingaftalen. Såfremt bilen er afgiftsberigtiget efter reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift jf. registreringsafgiftslovens § 3 b indgår i beregningsgrundlaget for leasingydelsen en forholdsmæssig registreringsafgift på bilen samt rentetillæg til SKAT for restregistreringsafgiften for leasingaftalens afgiftsperiode, der svarer til leasingperiodens antal måneder, jf. punkt B tillagt 1 måned. Afgiftsperioden beregnes fra bilens indregistreringsdato i Køretøjsregisteret. I leasingydelserne er inkluderet moms samt skatter og afgifter, der pålægges leasingydelsen. Størrelsen af leasingydelsen varierer med den til enhver tid gældende sats vedrørende moms. Vægtafgift/ejerafgift og andre ydelser vedrørende brugen, som påhviler ejeren, betales af leasingtager eller refunderes af leasingtager, hvis de opkræves hos leasinggiver. Tilsvarende gælder ved eventuel indførelse af nye skatter, afgifter eller ydelser vedrørende brugen, som påhviler leasinggiver.
2. Ændres den mellem leasinggiver og leverandøren aftalte anskaffelsessum som følge af gyldige forbehold fra leverandørens side eller som følge af, at anskaffelsessummen erlægges i fremmed mønt efter en anden kurs end forudsat ved beregningen af leasingydelsen, reguleres leasingydelsen forholdsmæssigt tilsvarende. Såfremt lea-singydelsen herved kommer til at overstige den aftalte leasingydelse med mere end 5 %, er leasingtager dog berettiget til at opsige leasingaftalen uden varsel, hvis den forhøjede leasingydelse på skriftlig forespørgsel fra leasingtager kræves fastholdt af leasinggiver. Hvad angår aftaler på forholdsmæssig registreringsafgift, kan ændring af leasingydelsen i medfør af § 4, stk. 2 ikke ske efter, at bilen er indregistreret i Køretøjsregistret, eller for så vidt angår leasingaftaler, hvor alle leasingaftalens vilkår skal godkendes individuelt, efter indsendelse af leasingaftalen til SKAT til godkendelse.
Ændres de skatter og afgifter m.v. herunder registreringsafgiften, som leasinggiver har forudsat, således at den ved beregningen af leasingydelsen anvendte anskaffelsessum ændres, reguleres leasingydelsen forholdsmæssigt tilsvarende.
…”
Klageren har oplyst, at han blev kontaktet af leverandør L, der meddelte ham, at bilen ville blive importeret i august 2023, og at han aftalte med leverandør L, at bilen skulle leveres den 1. oktober 2023.
Finansieringsselskabet har oplyst, at leverandør L har oplyst, at bilens leveringstid blev udsat grundet COVID-19 og bilfabrikantens udfordringer med produktion af biler, og at dette også medførte en stigning i den anskaffelsessum, som dannede basis for beregningen af leasingydelsen.
Finansieringsselskabet har oplyst, at den oprindelige leasingafgift blev beregnet på baggrund af bilfabrikantens prisliste af december 2021, og at genberegningen af leasingafgiften skete på baggrund af bilfabrikantens prisliste af september 2023, hvor prisen for den pågældende bilmodel var steget fra 257.271 kr. til 278.307 kr. ekskl. moms. Det var på baggrund af denne prisstigning, at leasingydelsen blev reguleret til den forhøjede leasingafgift. Der var i øvrigt ikke ændret på andre parametre i beregningen.
Klageren har anført, at han først den 26. september 2023 blev kontaktet telefonisk af leverandør L, som gjorde ham opmærksom på, at han ikke kunne få bilen til den pris, der oprindeligt var aftalt i kontrakten.
Klageren har fremlagt en e-mail fra leverandør L af 27. september 2023, hvoraf fremgår:
”…
Jeg henviser til paragraf 4. stk. 2. Som du kan se nedenfor. (Dette er taget ud fra din kontrakt)
Jeg har talt med Nordania og det er ret simpelt; Enten kan Du vælge at tage bilen til nuværende leasingpris eller også står det dig frit for at springe fra.
…”
Finansieringsselskabet har oplyst, at klageren herefter valgte at udtræde af leasingaftalen, hvorfor privatleasingaftalen af 29. december 2021 blev ophævet.
Parternes påstande
Den 29. september 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordania Finans skal foretage levering i overensstemmelse med aftalen.
Nordania Finans har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han på intet tidspunkt efter aftaleindgåelsen den 29. december 2021 blev gjort opmærksom på, at der kunne ske en prisstigning. Han blev først få dage før afhentning gjort opmærksom på en prisstigning. Leverandør L har ikke givet denne melding rettidigt.
Privatleasingaftalens § 4, stk. 2 er meget løst fortolket, hvis man kan anmelde en ny pris få dage før afhentning efter en ventetid på næsten to år.
Man skal i denne sag se på sagens længde i kontrast til denne tidsfrist.
Finansieringsselskabet skal redegøre for, hvornår bilen blev indregistreret, da han mindes, at den blev indregistreret før 27. september 2023, hvor prisstigningen blev meddelt ham. Hvis dette er tilfældet, kunne leasingydelsen ikke ændres.
Nordania Finans har anført, at flere medarbejdere fra leverandør L tidligere i forløbet har været i telefonisk kontakt med klageren for at oplyse om den forsinkede levering, og at der på grund af bilens højere anskaffelsessum ville være en prisstigning i leasingydelsen, når bilen blev leveret.
I forbindelse med bilens levering lød det nye leasingtilbud på 9.995 kr. i førstegangsydelse samt 5.095 kr. i månedlig leasingydelse mod henholdsvis 19.995 kr. og 3.995 kr., jf. den indgåede leasingaftale.
Da prisstigningen oversteg 5 % i forhold til det oprindeligt aftalte, gjorde leverandør L klageren opmærksom på, at klageren havde mulighed for at udtræde af leasingaftalen, såfremt han ikke kunne godkende prisstigningen. Klageren valgte at udtræde af leasingaftalen, som blev ophævet.
Finansieringsselskabet havde ingen indflydelse på prisstigningen på den pågældende bil. Udfaldet af sagen, uagtet tidsforløbet, skyldes udefrakommende omstændigheder, og er i overensstemmelse med den oprindeligt indgåede leasingaftale, da den giver finansieringsselskabet mulighed for at hæve leasingydelsen i tilfælde af prisstigninger eller mulighed for, at klageren kan udtræde af leasingaftalen ved prisstigninger på mere end 5 %, jf. privatleasingaftalens § 4, stk. 2. Finansieringsselskabet er uenig i, at privatleasingaftalens almindelige betingelser § 4, stk. 2 er meget løst fortolket. Den i sagen anvendte privatleasingaftale er den standard, som er forhandlet mellem Finans & Leasing og FDM.
Bestemmelsen udtrykker klart og utvetydigt, at såfremt anskaffelsessummen forhøjes, så vil leasingydelsen ligeledes blive reguleret forholdsmæssigt, og i tilfælde af en forhøjelse af leasingafgiften på mere end 5 % har leasingtageren ret til at opsige leasingaftalen uden varsel, hvilket klageren meddelte leverandør L, at han ønskede.
Den pågældende bil blev ikke indregistreret med finansieringsselskabet som ejer i forbindelse med privatleasingaftalen. Bilen blev derfor ikke indregistreret i køretøjsregisteret før den 27. september 2023.
Den pågældende bilmodel KIA EV6 er udgået af modelprogrammet, hvorfor det ikke er muligt at imødekomme klagerens krav om ”at den oprindelige aftale og pris fortsat er gældende”.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren indgik den 29. december 2021 en privatleasingaftale med Nordania Finans, som blev formidlet gennem et bilfirma, leverandør L.
Af privatleasingaftalen af 29. december 2021 fremgår blandt andet, at leasingbilen var af mærket Kia EV6 årgang 2022, og at leasingperioden var 36 måneder. Den månedlige leasingydelse var 3.995 kr., og klageren skulle ved aftalens indgåelse betale en ekstraordinær leasingydelse på 19.995 kr. Anskaffelsessummen var angivet til 163.819,05 kr. Af privatleasingaftalens § 4, stk. 2 fremgår herudover blandt andet, at hvis den mellem leasinggiveren og leverandøren aftalte anskaffelsessum som følge af gyldige forbehold fra leverandørens side ændres, så reguleres leasingydelsen forholdsmæssigt tilsvarende. Det fremgår videre, at hvis leasingydelsen herved overstiger den aftalte leasingydelse med mere end 5 %, så er leasingtageren berettiget til at opsige leasingaftalen uden varsel.
Finansieringsselskabet har oplyst, at bilfabrikanten havde udfordringer med produktionen af bilen og på grund af COVID-19, hvilket medførte, at leveringen af bilen blev udsat, og at der var en stigning i anskaffelsessummen, som dannede basis for beregning af leasingydelsen.
Finansieringsselskabet har anført, at klageren efter ændringen skulle betale 9.995 kr. i førstegangsydelse samt 5.095 kr. i månedlig leasingydelse mod henholdsvis 19.995 kr. og 3.995 kr., som klageren skulle betale ifølge privatleasingaftalen af 29. december 2021.
Klageren har oplyst, at leveringen var aftalt til 1. oktober 2023 og har anført, at han først den 26. september 2023 blev gjort opmærksom på prisstigningen i leasingydelsen.
Finansieringsselskabet har oplyst, at klageren valgte at udtræde af leasingaftalen, hvorfor privatleasingaftalen af 29. december 2021 blev ophævet.
Selv om klageren meddelte leverandør L, at han ønskede at udtræde af leasingaftalen, jf. privatleasingaftalens § 4, stk. 2, finder Ankenævnet på baggrund af klageforløbet, at en eventuel meddelelse om udtræden skete under protest, hvorfor klageren ikke som følge heraf har mistet sin indsigelsesret.
Ankenævnet finder, at klageren ved indgåelsen af privatleasingaftalen af 29. december 2021 har accepteret vilkårene i denne. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte vilkåret i § 4, stk. 2 som ugyldigt, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Nordania Finans har imidlertid trods opfordring hertil ikke godtgjort, at Nordania Finans som følge af gyldige forbehold fra leverandørens side var berettiget til at ændre leasingydelsen. Det bemærkes herved, at der heller ikke foreligger dokumentation for en ny (højere) anskaffelsessum, jf. leasingaftalens § 4, stk. 2.
Nordania Finans var derfor forpligtet til at levere bilen uden at ændre den oprindeligt aftalte ydelse. Det, der er anført af Nordania Finans om forbehold på prislister og på hjemmeside kan ikke føre til en anden vurdering.
Ankenævnet lægger imidlertid til grund, at Nordania Finans ikke længere kan levere den pågældende bil. Klageren kan derfor af denne grund ikke få medhold i sin påstand.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke herved har taget stilling til, om klageren har lidt et erstatningsberettiget tab.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.