Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om tilbageførsel af netbankoverførsler og kortbetalinger. Spørgsmål om tredjemandsmisbrug.

Sagsnummer: 114/2025
Dato: 04-09-2026
Ankenævn: Katrine Waagepetersen, Jacob Grubbe, Morten Bruun Pedersen, Martin Hare Hansen.
Klageemne: Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Netbank - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om tilbageførsel af netbankoverførsler og kortbetalinger. Spørgsmål om tredjemandsmisbrug.
Indklagede: AL Sydbank og Fynske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om tilbageførsel af netbankoverførsler og kortbetalinger. Spørgsmål om tredjemandsmisbrug.

Sagens omstændigheder

Klageren er boet efter A. A var kunde i Fynske Bank, hvor han havde konti -534 og -771 og et betalingskort, og i AL Sydbank (tidligere Arbejdernes Landsbank), hvor han havde en konto -134 og et betalingskort.

Fynske Bank har fremlagt en udskrift af A’s MitID-log, hvoraf fremgår blandt andet, at MitID -118 blev installeret på en iPhone 12 Pro den 9. december 2022 og spærret den 2. maj 2023, og at MitID -576 den 10. december 2022 blev installeret på en iPad og spærret den 2. maj 2023. Herudover fremgår, at MitID -645 den 8. maj 2023 blev installeret på en iPhone 12 Pro og spærret den 14. oktober 2023, og at MitID -159 den 14. maj 2023 blev installeret på en iPad og spærret den 14. oktober 2023.

I 2023 blev der foretaget en række netbankoverførsler og korttransaktioner fra A’s konti i pengeinstitutter F og AL. Klageren har anført, at der blev overført i alt cirka 737.000 DKK fra A’s konti i bankerne til tredjemands konti, som A ikke kunne vedkende sig. Af dette beløb blev der overført 407.000 DKK fra A’s konti i Fynske Bank og 330.000 DKK fra A’s konto i AL Sydbank.

AL Sydbank har fremlagt en kontoudskrift for konto -134 for perioden 31. maj 2023 til 4. marts 2025. AL Sydbank har anført, at klageren gjorde indsigelser mod transaktioner for i alt 314.998,81 DKK, hvoraf syv netbankoverførsler udgjorde 279.630,85 DKK og fem kortbetalinger udgjorde 35.367,96 DKK.

Fynske Bank har fremlagt en liste over netbankgodkendelser vedrørende 19 transaktioner foretaget fra klagerens konti -534 og -771 i perioden 31. marts til 12. juni 2023, hvoraf fremgår, at der blev foretaget 12 transaktioner på i alt 452.139 SEK og syv transaktioner på i alt 17.305 EUR fra klagerens konti. Herudover fremgår, at der til transaktionerne var angivet meddelelser som blandt andet ”personlig”, ”farm”, ”personal” samt datoer. Herudover fremgår, at ”CHANNEL_ID” var ”HOMEBANK”. Fynske Bank har anført, at angivelsen af, at overførslerne var foretaget i ”HOMEBANK” betød, at de var foretaget i klagerens netbank, hvor sikkerhedsforanstaltningen blandt andet var scanning af QR-kode i MitID.

Fynske Bank har herudover fremlagt to transaktionslister vedrørende konti -534 og -771, hvoraf 24 transaktioner er fremhævet. Af transaktionslisterne fremgår, at 11 af transaktionerne blev godkendt med MitID -645, fem transaktioner blev godkendt med MitID -159, og én transaktion blev godkendt med MitID -118. Herudover fremgår, at tre ud af fem korttransaktioner blev godkendt med 3D Secure. 

Om baggrunden for transaktionerne har klageren anført, at svindlere lokkede A til at installere fjernstyringsprogrammet TeamViewer for at kunne kontrollere A’s computer. A blev herudover udsat for ”phishing”, hvorved svindlerne formåede at foretage transaktioner fra A’s konti og med A’s betalingskort i pengeinstitutter F og AL til forskellige betalingsmodtagere. 

Pengeinstitutterne F og AL har anført, at kontooverførslerne og kortbetalingerne blev godkendt ved brug af klagerens MitID.

AL Sydbank har fremlagt to hændelseslogs (BEC-logs) for klagerens MitID, hvoraf fremgår, hvornår og hvorfra der blev logget på klagerens MitID i perioden fra 15. maj til 2. oktober 2023. Af disse fremgår blandt andet, at login hovedsageligt skete fra IP-adresse -.86 med undtagelse af login fra IP-adresser -.75, -.16, -.4, -.50, -.250, og -.116, som var hjemhørende i Danmark.

AL Sydbank har fremlagt en udskrift fra Nets, hvoraf fremgår:

BRUGERNUMMER: -424

NETBANK:

Ingen umiddelbare tegn på indbrud. Der bliver brugt både Windows, macbook og iPhone på netbanken, men altsammen fra samme IP adresse.

Tilbage i maj og juni er der logins fra en ChromeBook fra en anden IP, men det er svært at sige noget om dette login.

MOBILBANK:

Kun logins fra iPad og iPhone.

MitID Risk Data:

2 MitID’er har været brugt, men det ene er kun brugt 2 gange d.11. september.

SMS-BEKRÆFTELSE:

Bruger er slettet, så vi har ikke data for SMS bekræftelse.

…”

AL Sydbank har fremlagt en udskrift af transaktionsoplysninger (ACS) for perioden fra den 19. juni til den 6. juli 2023, hvoraf fremgår en række transaktioner i DKK og EUR, og at disse var ”Fully authenticated”. Banken har herudover fremlagt udskrifter af ”Processing Details” for fem kortbetalinger på i alt 5.700 EUR. Heraf fremgår, at disse var ”01 – Fully authenticated”, og at metoden for autentificering var ”Nets Dynamic Authentification ([XXX]) / mitid.code_app ([XXX])”, og at den viste MitID-tekst ved betalingerne var: ”Betal [beløb] til [betalingsmodtager] fra kort -184”. Fire af betalingerne på samlet 3.700 EUR var registreret med en IP-adresse, -.92 i Sverige herudover fremgår under fanen ”Authentication Request”, at ”Cardholder name” ikke var klagerens navn, men navnet på person AN og e-mail ”[xxx@bitcoin.com.au]”.  Én af betalingerne på 2.000 EUR var gennemført fra IP-adresse, -.86, i Danmark, herudover fremgår A’s navn under fanen ”Authentification Request”.

Pengeinstitutterne F og AL har anført, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Klageren har oplyst, at A’s kundeforhold i Fynske Bank blev opsagt den 15. juni 2023 på grund af mistanke om svindel.

Klageren har fremlagt en e-mailkorrespondance mellem A og en e-mailmodtager C af 17. til 22. juni 2023, hvoraf fremgår, at klageren på vegne af person I, som klageren var kærester og snart skulle giftes med, anmodede C om at udbetale en pension til person I. Herudover skulle C opsige person I’s arbejdskontrakt, da klageren af sikkerhedsmæssige årsager ikke ønskede, at person I skulle fortsætte arbejdet, og da person I ønskede at være sammen med sin datter. Herudover fremgår, at C svarede A, at C ville behandle hans ansøgning, at klageren skulle betale et sagsbehandlingsgebyr på 2.600 USD, og at klageren svarede C, at han ikke kunne betale gebyret.

Klageren har fremlagt et brev fra et hospital af 25. april 2022, hvoraf fremgår, at det ved en scanning var konstateret, at A havde en kredsløbssygdom, som han modtog en forebyggende behandling mod.

Klageren har fremlagt et brev fra afdelingen for rehabilitering og visitation i en kommune af 19. september 2023, hvoraf fremgår, at A blev tilbudt at få besøg af en demenskonsulent.

Pengeinstitutterne F og AL har anført, at de ikke var bekendte med A’s helbredssituation, at A ikke kunne tage vare på sig selv eller at A ikke var fuldt bevidst om sine dispositioner.

I december 2023 indgav klageren indsigelse til AL Sydbank. Af indsigelsen fremgår:

”...

[A] kæmpede med demens og har haft flere blodpropper i hjernen, hvilket gør ham til et nemt offer for digital svindel og forklare hvorfor, at han ikke har været bevidst om situationen. […]. Han var meget syg, sparsommelig og havde nærmest ingen relationer tilbage, hvilket resten af posteringerne bekræfter. I den forbindelse er det umuligt, at han af flere omgange skulle begynde at overføre store beløb, til udefinerede konti i udlandet.

Han skrev på et tidspunkt at han ”havde trykket på noget vedr. bitcoin på Facebook” og at han var bange for at blive snydt. [A’s søn] anbefalede ham i den forbindelse at kontakte banken og spærre sit betalingskort. […] bekræfter at han har fået nyt betalingskort d. 26.09.2023 og der har herefter ikke været nogle udefrakommende transaktioner. Jeg har besøgt filialen i [by], for at drøfte min bekymring om situationen og de er enige i, at der er sket digital svindel.

…”

Medsendt indsigelsen var en posteringsoversigt for konto -134 i AL Sydbank for perioden fra den 1. januar til den 6. december 2023. I posteringsoversigten var 14 transaktioner fremhævet. Ved 13 transaktioner var der trukket i alt 330.058,18 DKK på kontoen og ved en transaktion var indsat 278.150,95 DKK på kontoen, som blev indsat fra konto -534 i Fynske Bank.

Ved e-mail af 23. december 2023 indgav klageren indsigelse til Fynske Bank. Medsendt indsigelsen var kontoudskrifter for konti -534 og -771 i Fynske Bank for perioden marts til juni og januar til juni 2023. Af kontoudskrifterne var der markeret 24 transaktioner på i alt 449.412,74 DKK, som var trukket på de to konti. 

Ved e-mail af 11. januar 2024 afviste AL Sydbank klagerens indsigelse. AL Sydbank oplyste, at transaktionen på 278.150,95 DKK stammede fra en engagementsoverførsel fra Fynske Bank, hvor A tidligere var kunde.  

Ved e-mail af 19. januar 2024 afviste Fynske Bank klagerens indsigelse.

Klageren har oplyst, at han den 20. marts 2024 sendte en skrivelse til pengeinstitutterne F og AL, hvori han anmodede dem om at revurdere sagen, men at pengeinstitutterne ikke besvarede hans skrivelse. 

Klageren har fremlagt to dokumenter af 3. februar 2024 skrevet af en nabo og en ven af A. Af dokumentet skrevet af vennen fremgår blandt andet, at A havde oplyst vennen, at en tredjemand ved brug af TeamViewer havde snydt sig adgang til A’s netbank og derefter havde foretaget flere uautoriserede overførsler. Af dokumentet skrevet af naboen fremgår, at A havde oplyst naboen, at han havde mistet alle sine penge.

Parternes påstande

Den 27. februar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fynske Bank og AL Sydbank skal godtgøre klageren A’s samlede tab.  

Fynske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

AL Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at A på tidspunktet for svindlen var kognitivt udfordret og kæmpede efter flere blodpropper i hjernen med at bruge en computer. A har aldrig været involveret i noget tilsvarende. Der er tale om et for A atypisk transaktionsmønster.

Det bestrides, at der er tale om autoriserede transaktioner i betalingslovens forstand, jf. betalingslovens § 82. De uautoriserede transaktioner blev gennemført af svindlerne via fjernadgang til A’s computer ved brug af TeamViewer og ved brug af MitID, som svindlerne ved manipulation fik uberettiget adgang til. Dette er bekræftet ved vidneudtalelserne fra A’s ven og nabo. MitID kan dokumentere, at MitID er anvendt, men ikke at brugeren har handlet med reel viden og frivillighed, hvilket forudsættes ved samtykke. A har ikke handlet frivilligt og med samtykke i den forstand, som betalingsloven forudsætter.  

Ved ”phishing”, hvor betaleren franarres MitID-koder pr. e-mail, telefon eller på en hjemmeside, udgør afgivelsen af koderne ikke et gyldigt samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion, uanset om en uberettiget tredjemand benytter oplysningerne eller at betalere selv indtaster koderne efter tredjemands anvisninger. Transaktioner, som foretages på baggrund af oplysningerne, er uautoriserede, jf. betalingslovens § 82.

Fire ud af fem transaktioner er foretaget i et andet navn end A’s og er tilknyttet svenske IP-adresser samt en e-mailadresse ”[xxx@bitcoin.com.au]”, som ikke tilhører A. Transaktionerne er iværksat af en uautoriseret tredjemand. Indholdet af ”Processing Details” viser, at alt er sket fra A’s IP-adresse, er faktuelt forkert. Ved brug af TeamViewer efter instruks fra svindlerne vil øvrige transaktioner fremstå som værende iværksat fra A’s egen IP-adresse, selvom kontrollen er overtaget af tredjemand.

Fynske Bank valgte at opsige A’s kundeengagement med direkte henvisning til mistanke om svig. Det er juridisk og logisk inkonsistent, at banken på den ene side vurderer, at der er foregået svindel af en karakter, der berettiger en opsigelse af A, mens man i denne sag bestrider, at samme svig har fundet sted i relation til de omtvistede transaktioner.

Bankerne hæfter som udbydere af betalingstjenester for enhver uberettiget anvendelse heraf, jf. betalingslovens § 100. Bankerne skal derfor bære tabet, hvis der er tale om uautoriserede transaktioner, jf. betalingslovens § 82.

Ingen af betingelserne i betalingslovens § 100, stk. 3-4 er til stede. Der foreligger ikke groft uforsvarlig adfærd, som kan begrunde en reduceret hæftelse. A var ikke vidende om, hvad der foregik. Den manipulation A blev udsat for, kan sidestilles med den situation, hvor man udleverer sine personlige sikkerhedsforanstaltninger, herunder MitID-oplysninger, SMS-koder m.v., og hvor disse bliver misbrugt til at gennemføre uautoriserede overførsler.

Efter en analogibetragtning er A beskyttet i den foreliggende situation, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, idet man i modsat fald vil opnå en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har disproportionale konsekvenser for en forbrugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol. En forbruger er beskyttet herimod.

Bankerne havde allerede i april 2023 markeret transaktioner som mistænkelige og kontaktet A med mistanke om svindel. Bankerne var dermed bekendt med, at der forelå en risiko for misbrug. At banken herefter undlod at iværksætte yderligere foranstaltninger – såsom at blokere kontoen, indføre beløbsgrænser eller inddrage pårørende – må anses for ansvarspådragende.

A har aldrig overført eller hævet større pengebeløb. Problemet kunne have været undgået, hvis bankerne havde haft sikkerhedsforanstaltninger på plads, der umuliggjorde større overførsler, eller hvis bankerne havde et system, der reagerede på det for A aparte handlemønster.

Det er ikke korrekt, at bankens eneste mulighed for at stoppe transaktionerne var, hvis A havde fået frataget sin retlige handleevne. Banker har en pligt til at reagere på usædvanlige og mistænkelige transaktioner, når de bliver opmærksomme herpå, idet banken er nærmest til at bære risikoen.

Mange andre pengeinstitutter har opsat grænser for, hvor mange penge en kontohaver må overføre, så svindel kan undgås og tabet begrænses.

Bankerne skal dække tabet på sammenlagt cirka. 737.000 DKK, da bankerne har handlet ansvarspådragende.

Fynske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at transaktionerne blev autoriseret af A selv, jf. betalingslovens § 82. Der foreligger ikke et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100.

Banken har ikke hjemmel til at nægte at gennemføre transaktioner, hvor kunden fortsat har sin retlige handleevne. I tilfælde, hvor pårørende konstaterer svær sygdom, bør eventuel fremtidsfuldmagt eller etablering af værgemål ved Familieretshuset iværksættes. De af klageren påkrævede reaktioner ville have været de facto fratagelse af A’s råderet og forvaltning af sine midler. Banken har ikke ret til dette.

Transaktionerne er godkendt med MitID, hvorfor Ankenævnets praksis for MitID er relevant. Ankenævnets praksis understøtter bankens afvisning af klagerens krav.

Den tekniske platform dokumenterer brugeradfærd. MitID består af tre elementer brugernavn, kode til MitID og scanning af QR-kode, som alle skal anvendes til godkendelse af transaktioner. Særligt scanning af QR-kode kræver, at MitID på en enhed åbnes ved kode, fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse, inden selve scanningen og efterfølgende swipe foretages på enheden. A’s MitID har ikke været installeret på fremmede enheder. De bestridte transaktioner er autoriserede af A.

A blev kontaktet telefonisk, da der var indikationer på mistænkelig adfærd fra A, men A afviste, at der var tale om svindel, og nægtede at stoppe med adfærden. Banken valgte efter nøje overvejelse at opsige kundeforholdet.

Banken har ikke anført yderligere til støtte for afvisningspåstanden.

AL Sydbank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at indsigelsen ikke blev indleveret rettidigt. Det følger af betalingslovens § 97, at når betaleren har konstateret, at der foreligger en fejlbehæftet eller uautoriseret transaktion, skal denne snarest muligt rette henvendelse til udbyderen. Banken har ikke modtaget kopi af det brev, som klageren skulle have sendt til banken i marts 2024.

A gik bort den 11. oktober 2023. Langt de fleste transaktioner fandt sted adskillige måneder forinden. Hvis A selv mente, at der var tale om uautoriserede betalingstransaktioner, skulle A have gjort indsigelse mod transaktionerne på et tidligere tidspunkt, da A havde positiv viden om transaktionerne.

Det må på baggrund af BEC-loggen og posteringsoversigten konstateres, at betalingstransaktionerne er korrekt registreret og bogført, og at de ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1. Nets har bekræftet, at der ikke er tegn på et indbrud i A’s netbank.

Banken kan samtidig under henvisning til BEC-loggen samt ACS konstatere, at samtlige transaktioner er godkendt og derved autoriseret med A’s MitID, der var installeret på A’s telefon, ligesom alle overførsler er gennemført via A’s computer og IP-adresse.

Navn og e-mailadresse, der fremgår af ”Processing Details”, viser alene, hvad en kortholder har indtastet i forbindelse med sit køb. Det er ikke muligt at oplyse, hvorfor A brugte et alias og en bestemt e-mailkonto i forbindelse med fire korttransaktioner. Det er nogle oplysninger betalingsmodtageren har givet, men der er ikke garanteret kontrol med oplysningerne.

Registreringen af forskellige IP-adresser kan skyldes forskellige forhold. Afklaring heraf vil kræve viden om A’s gøren og laden på de daværende tidspunkter, og om A havde installeret et VPN-program, der kan maskere IP-adresser. Registreringen af en svensk IP-adresse kan skyldes mange forhold, men det betyder ikke, at der foreligger tredjemandsmisbrug omfattet af betalingslovens hæftelses- og ansvarsregler, at transaktionerne har været iværksat og godkendt af tredjemand eller i øvrigt er gennemført imod A’s viden og samtykke.

Banken har løftet bevisbyrden i betalingslovens § 98. stk. 1.

I den dialog som banken havde med A, var det tydeligt, at A af egen fri vilje og fuldt bevidst selv gennemførte de i sagen omhandlende transaktioner.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, at A skulle have installeret TeamViewer på sin computer efter anvisning fra tredjemand, eller at der skulle være foregået phishing på den måde, som er beskrevet af klageren. A har ikke i øvrigt fremlagt dokumentation for, at det skulle være andre end ham selv, der godkendte de i sagen omhandlende betalingstransaktioner. A har dermed ikke sandsynliggjort, at der skulle være tale om et tredjemandsmisbrug, der er omfattet af betalingslovens § 100.

Banken var ikke bekendt med A’s helbredssituation. Banken har ikke haft anledning til at tro, at A ikke kunne tage vare på sig selv og ikke var fuldt bevidst om sine dispositioner. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for at dette skulle være tilfældet.

De bestridte transaktioner udgør forskellige overførsler eller køb. Hvad baggrunden for disse var, herunder hvad modydelsen var, er banken ikke bekendt med. Banken har således heller ikke viden om, hvorvidt A blev ”snydt”. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at dette er tilfældet.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende ved ikke at nægte A adgang til sine egne penge, og ved ikke at forhindre, at A bevidst og af egen fri vilje foretog overførsler eller køb.

Hvis Ankenævnet finder, at der er tale om uautoriserede betalingstransaktioner, er forholdet omfattet af betalingslovens § 100, stk. 5. A blev i flere tilfælde af banken frarådet at gennemføre visse overførsler, da banken ikke kunne udelukke, at A i disse tilfælde blev snydt. A burde have været mere agtpågivende og have indset, at der var risiko for misbrug ved at foretage disse overførsler.

Ankenævnets praksis bekræfter bankens påstand og ikke klagerens.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er faktuelle uklarheder i sagen om hændelsesforløbet, og at en yderligere afklaring af disse kræver parts- og vidneforklaringer og eventuelle tekniske undersøgelser af klagerens computer, hvorfor klagen skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren er boet efter A. A var kunde i Fynske Bank (herefter Fynske Bank), hvor han havde konti -534 og -771 og et betalingskort, og i AL Sydbank (tidligere Ar-bejdernes Landsbank) (herefter AL Sydbank), hvor han havde en konto -134 og et betalingskort.

I 2023 blev der foretaget en række netbankoverførsler og korttransaktioner fra A’s konti i pengeinstitutter F og AL. Klageren har anført, at der blev overført i alt cirka 737.000 DKK fra A’s konti i bankerne til tredjemands konti, som A ikke kunne ved-kende sig. Af dette beløb blev der overført 407.000 DKK fra A’s konti i Fynske Bank og 330.000 DKK fra A’s konto i AL Sydbank.

Om baggrunden for transaktionerne har klageren anført, at svindlere lokkede A til at installere fjernstyringsprogrammet Teamviewer for at kunne kontrollere A’s computer. A blev herudover udsat for ”phishing”, hvorved svindlerne formåede at foretage transaktioner fra A’s konti og med A’s betalingskort i pengeinstitutter F og AL til forskellige betalingsmodtagere. 

Pengeinstitutterne F og AL har anført, at kontooverførslerne og kortbetalingerne blev godkendt ved brug af klagerens MitID, og at de var autoriserede af A, jf. betalingslovens § 82.

I december 2023 indgav klageren indsigelse til pengeinstitutterne F og AL.

I januar 2024 afviste pengeinstitutterne F og AL klagerens indsigelse.

Vedrørende Fynske Bank:

Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der foreligger et misbrug. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde stede ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Vedrørende AL Sydbank:

Ankenævnet finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om der foreligger et misbrug. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til sagen forudsætter yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde stede ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen over AL Sydbank og Fynske Bank.

Klageren får klagegebyret tilbage.