Indsigelse mod overførsler til nedbringelse af gæld og mod gebyrer i forbindelse med overførsler til udlandet.
| Sagsnummer: | 83/2004 |
| Dato: | 03-06-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karen Frøsig, Rut Jørgensen, Ole Simonsen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Passivitet - øvrige spørgsmål
Betalingsoverførsel til udlandet - gebyr Modregning - øvrige spørgsmål Udlån - ydelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod overførsler til nedbringelse af gæld og mod gebyrer i forbindelse med overførsler til udlandet. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod en række overførsler til nedbringelse af forfalden gæld og mod omkostninger i forbindelse med overførsler til udlandet.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1926, optog i 1985 et lån på 10.000 kr. i pengeinstituttet P. I 1986 blev lånet forhøjet til 25.000 kr.
Ved skrivelse af 8. oktober 1987 opsagde P klagerens engagement til indfrielse på grund af misligholdelse. Gælden var på i alt 6.215,48 kr., hvoraf 6.051,17 kr. var restgælden på lånet.
I 1990 fusionerede P med indklagede.
Ved skrivelse af 12. juli 2001 anmodede klageren om kontoudskrifter for sin konto nummer -669 hos indklagede. På kontoen indgik løbende klagerens folkepension, som af indklagede blev videresendt i check til klageren på dennes bopæl i USA.
Indklagede fremsendte kontoudskrifterne ved skrivelse af 31. juli 2001 og anmodede samtidig om betaling af gælden på 6.215,48 kr. med tillæg af fem års rente, i alt 12.669,68 kr.
Den 5. november 2001 fremsendte indklagede følgende skrivelse til klageren:
"Deres gæld til banken
…
I vort brev af 31. juli 2001 opgjorde vi Deres gæld incl. renter til kr. 12.669,68. Efterfølgende har vi foretaget modregning i Deres konto [-669] (2 x kr. 890,00), hvorefter Deres gæld andrager kr. 10.889,68.
Vi vil foreslå, at Deres gæld til banken fremover afvikles med kr. 500,00 pr. måned, som vi hæver på Deres konto [-669]. Gælden vil så være indfriet ved udgangen af 2003.
Vi beder Dem venligst bekræfte ovenstående med Deres underskrift på vedlagte kopi af dette brev - eller Deres alternative forslag til afvikling."
Klageren underskrev og returnerede en kopi af skrivelsen med følgende påtegning:
"Undertegnede [klageren] ønsker at afvikle min ovenfor anførte gæld med kr. 500,00 pr. måned, som kan hæves på min konto [-669]."
Indklagede overførte herefter hver måned 500 kr. fra konto -669 til afvikling af gælden.
Ved skrivelse af 26. december 2002 gjorde klageren indsigelse imod overførslerne.
I april 2003 bortkom en til klageren fremsendt check. Indklagede spærrede checken og udstedte en erstatningscheck. Indklagede beregnede sig et gebyr herfor på 315,25 kr.
Den 16. juni 2003 tilbageførte indklagede 5 ydelser à 500 kr., der var blevet overført til nedbringelse af gælden i månederne januar - maj 2003, samt de to overførsler à 890 kr., der var foretaget i november 2001.
Fra og med september 2003 blev konto -669 ikke længere anvendt, idet klageren fik overført folkepensionen direkte til sit pengeinstitut i USA. Kontoen blev opgjort af indklagede den 21. oktober 2003.
Ved skrivelser af 22. august og 27. oktober 2003 afviste indklagede at tilbageføre overførte ydelser i videre omfang end sket. Indklagede afviste endvidere et krav fra klageren om betaling af 540 USD. Ifølge klageren havde hans pengeinstitut i USA opkrævet 18 gebyrer á 30 USD, i alt 540 USD, i en periode på 18 måneder, hvor indklagede i stedet for at fremsende checks havde foretaget udbetalingerne fra konto -669 ved "wiretransfers".
Indklagede tilbød pr. kulance at godskrive klageren gebyret på 315,25 kr. og at frafalde sit restkrav mod klageren, som udgjorde 7.021,69 kr., under forudsætning af, at indklagede ikke skulle forestå overførsel af klagerens pension.
Parternes påstande.
Den 8. marts 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre samtlige overførsler fra konto -669 og at betale 540 USD.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det krav, som indklagede gør gældende, for længst er afskrevet af P, og at kravet er forældet.
Ved overførslerne fra konto -669 til nedbringelse af den af indklagede påståede fordring mod ham har indklagede ulovligt foretaget udlæg/modregning i hans folkepension med i alt ca. 16.000 kr.
Indklagedes frafald af restfordringen i 2003 må opfattes som en indrømmelse af, at der er foretaget retsstridige udlæg i hans pension.
Folkepensionen blev løbende af indklagede fremsendt til ham på check, for hvilken der blev opkrævet et gebyr på 70 kr. På eget initiativ begyndte indklagede på et tidspunkt at overføre beløbene til hans pengeinstitut i USA. Det kostede ham 30 USD pr. måned i 18 måneder, indtil han fik indklagede til at genoptage fremsendelsen pr. check. Indklagede bør erstatte disse omkostninger på i alt 540 USD.
Indklagede har anført, at klageren hæfter for gælden i henhold til lånedokumenterne, og at gælden er ikke forældet.
Med underskriften på skrivelsen af 5. november 2001 accepterede klageren modregningerne på 2 x 890 kr., og at gælden blev afviklet med 500 kr. pr. måned ved overførsel fra konto -669.
På baggrund af klagerens indsigelser ved skrivelsen af 26. december 2002 blev de ydelser, der efterfølgende blev overført, tilbageført tillige med de 2 x 890 kr.
Klageren accepterede stiltiende, at overførslerne pr. check blev ændret til konto til kontooverførsler. Klageren accepterede modtagelsen af overførslerne 18 gange uden at gøre indsigelse. Klageren har ikke dokumenteret et tab på 540 USD. Et eventuelt tab må endvidere kunne modregnes i restfordringen.
Med henblik på at undgå yderligere omkostninger i sagen vedstår man tilbuddet om saldokvittering til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet med klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved fusionen i 1990 indtrådte indklagede i P's krav mod klageren på 6.215,48 kr. Kravet er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4 og er således ikke forældet. Renter af gælden, der har været forfaldne i mere end fem år, er forældede, jf. forældelsesloven af 1908, hvilket der er taget hensyn til i indklagedes opgørelse af 31. juli 2001.
Ved påtegningen på indklagedes skrivelse af 5. november 2001 accepterede klageren en afvikling af gælden med de allerede overførte 2 x 890 kr. fra konto -669 og efterfølgende overførsler med 500 kr. pr. måned. Allerede som følge heraf er der ikke grundlag for at pålægge indklagede at tilbageføre de overførsler, der efterfølgende fandt sted til nedbringelse af gælden, i videre omfang end sket ved indklagedes tilbageførsel den 16. juni 2003.
Der er heller ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale 540 USD til klageren. Det bemærkes herved, at kravet ikke er dokumenteret, at klageren først efter 18 måneder gjorde indsigelse imod den ændrede betalingsmåde, at indklagede må antages at have været ubekendt med, at ændringen indebar forøgede omkostninger for klageren, og at indklagedes restfordring mod klageren overstiger det af klageren rejste modkrav.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.