Berettigelse af udlæg. Kontoudskrifter vedrørende perioden efter overgivelse til inkasso.
| Sagsnummer: | 164/1993 |
| Dato: | 20-09-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Inkasso - øvrige spørgsmål
Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e |
| Ledetekst: | Berettigelse af udlæg. Kontoudskrifter vedrørende perioden efter overgivelse til inkasso. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I december 1983 ydede indklagedes Middelfart afdeling klagerne et lån på 100.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.750 kr. Ved gældsbrev af 13. november 1986 ydede afdelingen klagerne en forhøjelse på 10.300 kr., hvorefter lånets restgæld udgjorde 95.259,71 kr. Lånet skulle fortsat afvikles med en månedlig ydelse på 1.750 kr. Ved gældsbrev af 14. oktober 1988 ydede indklagede klagerne et tillægslån på 7.603 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr., første gang den 31. januar 1989.
I sommeren 1990 blev det oprindelige lån fra 1983 samt tillægslånet sammenlagt til et lån på ialt 102.000 kr.. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.190 kr., første gang den 31. august 1990. Til sikkerhed for lånet håndpantsatte klagerne og ægtefællen et ejerpantebrev på 35.000 kr. med pant i ægtefællernes ejendom.
Den 20. september 1991 opsagde indklagede lånet til fuld indfrielse under henvisning til, at en restance på 8.215 kr. trods påkrav ikke var betalt; lånets restgæld var da 106.621,66 kr. Den 18. oktober 1991 fremkom klagerne med et tilbud om afvikling af engagementet, hvorefter lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr., og renteberegningen skulle stilles i bero. Dette afslog indklagede, hvorefter sagen blev overgivet til retslig inkasso den 4. november 1991. Under inkassobehandlingen foretoges bl.a. udlæg i klagernes bil og diverse løsøre.
Af kontooversigter fremsendt til klagerne fremgår, at restgælden på lånet pr. 31. december 1990 udgjorde 102.145,49 kr., i 1991 udgjorde 114.306 kr. og i 1992 125.144,99 kr.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagen således, at der nedlægges påstand om, at indklagede tilpligtes at standse renteberegningen på lånet samt slette udlæg foretaget i forbindelse med inkassosagen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at lånets restgæld nu udgør over 125.000 kr., hvilket klagerne stiller sig uforstående overfor, idet klagerne er af den opfattelse, at han alene skal tilbagebetale 117.000 kr. samt renter. Indklagede har stillet krav om, at lånet skal afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr., hvilket klagerne ikke er i stand til. Klagerne finder ikke, at indklagede har været berettiget til at foretage udlæg i løsøre, idet indklagede til sikkerhed for lånet har accepteret et pant på 35.000 kr. i ejendommen. Indklagede har endvidere afvist klagernes krav om vederlagsfrit at fremsende kontoudskrifter for hele lånets løbetid.
Indklagede har anført, at klagerne i perioden fra august 1990 til november 1991 indbetalte uregelmæssigt på lånet. Frem til september 1991 forsøgte afdelingen gentagne gange at formå klagerne til at overholde afviklingsaftalen. Da flere aftaler herom ikke blev overholdt, opsagde afdelingen den 20. september 1991 lånet til indfrielse. Klagerne har hvert år fået tilsendt kontooversigter over lånet, hvoraf restgælden fremgår, og klagerne har derigennem haft mulighed for at følge lånets udvikling.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den af indklagede foretagne opgørelse, hvorefter restgælden pr. 31. december 1992 udgjorde 125.144,99 kr.
Det må lægges til grund, at lånet har været misligholdt, da indklagede opsagde lånet i september 1991, hvorfor indklagede var berettiget til at overgive sagen til inkasso. Ankenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til, om det af fogedretten foretagne udlæg er lovligt.
Indklagede har fremsendt kontoudskrift for perioden 16. august 1990 til 4. november 1991, hvor lånet er overgivet til retslig inkasso. Der er herefter ikke indgået en afviklingsaftale mellem klagerne og indklagede, og da rentetilskrivningen fremgår af de fremsendte årlige kontooversigter, finder Ankenævnet ikke, at indklagede er forpligtet til at fremsende yderligere kontoudskrifter til klagerne.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.