Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
| Sagsnummer: | 442/2026 |
| Dato: | 24-09-2026 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Christina Bryanth Konge, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Ann-Mari Faldt Agerlin. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd |
| Ledetekst: | Indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID. |
| Indklagede: | Nykredit Bank / Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod at hæfte for op til 8.000 DKK af korttransaktion, der blev godkendt i MitID.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit Bank / Spar Nord Bank, hvor hun blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -170.
Klageren har oplyst, at hun bookede et hotel i Holland og efter længere tid modtog en e-mail, hvori det fremgik, at hun skulle betale 476,25 EUR, da hendes reservation ellers ville blive annulleret.
Den 28. maj 2026 blev der gennemført en kortbetaling på 476 EUR svarende til 3.591,10 DKK med klagerens betalingskort -170 til en betalingsmodtager, betalingsmodtager X, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID -461, som var installeret på klagerens iPhone. Banken har fremlagt en udskrift fra Nets med teksten, der blev vist i klagerens MitID i forbindelse med godkendelsen af betalingen. Af teksten fremgik:
”Betal 476,00 EUR til [betalingsmodtager X] fra kort [-170]”
Banken har oplyst, at transaktionen var korrekt registreret og bogført.
Banken har fremlagt en udskrift af klagerens MitID-log, hvoraf blandt andet fremgår, at MitID -461 blev aktiveret 4. maj 2026 og sidst brugt den 1. august 2026.
Klageren gjorde indsigelse mod betalingen ved tro og love-erklæring af 16. juni 2026. Af denne fremgår blandt andet:
”(…)
Skriv en kort redegørelse over hændelsesforløbet
Jeg har booket et hotel i [by] og fik så pludselig en mail hvori stod at betalte jeg ikke nu havde vi ikke hotellet alligevel Dum som jeg er betalte jeg. Fik så atter fra samme mail at jeg skulle betale igen Kontaktede så hotellet som siger det er spam og svindel For filan jeg har været dum
(…)
Har du nogen idé om, hvordan dit kort er blevet misbrugt?
Jeg har selv betalt beløbet ud fra svindelmailen Hvordan sender jeg kopi af svindelmailen til jer samt mailen fra hotellet Dokumentationen
(…)”
Den 17. juni 2026 afviste banken at dække klagerens tab, da tabet var under 8.000 DKK.
Parternes påstande
Den 18. juni 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank / Spar Nord Bank skal godtgøre hendes tab på 3.591,10 DKK.
Nykredit Bank / Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun for længere tid siden bookede et hotel. Lang tid efter modtog hun en e-mail, hvori det blev bekræftet, at hendes reservation var registreret, men samtidig blev hun oplyst om, at hun inden for 48 timer skulle betale 476,25 EUR. Hvis hun ikke foretog betalingen inden fristen, ville reservationen blive annulleret.
Af frygt for at stå uden et sted at sove betalte hun beløbet i god tro og godkendte betalingen med MitID.
Hun kan ikke forstå, hvorfor der skulle være forskel på at betale en regning med MitID for en vare, som aldrig modtages på grund af svindel, og på i god tro at betale for et hotelværelse, som efterfølgende viser sig at være en del af et svindelnummer. Hun var naiv.
Hun har tidligere købt varer på nettet, som aldrig blev leveret trods flere rykkere. I den forbindelse blev beløbene krediteret af banken, da det viste sig, at der var tale om en svindelwebshop. Disse betalinger blev ligeledes godkendt med MitID.
Hotellet har over for hende bekræftet, at deres bookingsystem er blevet hacket, og at hun derfor blev udsat for en falsk opkrævning.
Hun kender en anden person, som gennem sit pengeinstitut fik tilbageført et beløb som følge af svindel. Hun har derfor overvejet, om hun i stedet skal flytte sine engagementer til dette pengeinstitut.
Nykredit Bank / Spar Nord Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren har udvist en groft uforsvarlig adfærd, som har muliggjort den omtvistede betaling, hvorfor klageren hæfter med 8.000 kr. jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.
Betalingen blev godkendt med klagerens personlige MitID, fra den enhed, som klageren almindeligvis anvender. Da et serienummer er unikt og kun kan være installeret på én enhed ad gangen, og MitID godkendelse kræver et fysisk swipe, er det usandsynligt, at klageren ikke selv har swipet godkend på godkendelsesanmodningen, som blev sendt til klagerens enhed.
Det fremgik tydeligt af transaktionen af teksten i MitID-appen, at både det faktiske beløb samt den faktiske modtager var angivet. På baggrund heraf er det bankens vurdering, at klageren ved godkendelse af betalingen har udvist en groft uforsvarlig adfærd, som muliggjorde, at den omtvistede betaling blev gennemført, hvorefter klageren hæfter med en egenhæftelse på 8.000 kr., jf. betalingsloven § 100, stk. 4, nr. 3.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nykredit Bank / Spar Nord Bank, hvor hun blandt andet havde en konto med et tilknyttet betalingskort -170.
Klageren har oplyst, at hun bookede et hotel i Holland og efter længere tid modtog en e-mail, hvori det fremgik, at hun skulle betale 476,25 EUR, da hendes reservation ellers ville blive annulleret.
Den 28. maj 2026 blev der gennemført en kortbetaling på 476 EUR svarende til 3.591,10 DKK med klagerens betalingskort -170 til en betalingsmodtager, betalingsmodtager X, som klageren ikke kan vedkende sig.
Banken har anført, at kortbetalingen blev godkendt med stærk kundeautentifikation i klagerens MitID -461, som var installeret på klagerens iPhone, og at klageren inden sin godkendelse blev præsenteret for følgende godkendelsestekst: ”Betal 476 EUR til [betalingsmodtager X] fra kort [-170]”.
Klageren gjorde indsigelse mod betalingen ved tro og love-erklæring af 16. juni 2026.
Den 17. juni 2026 afviste banken at dække klagerens tab, da tabet var under 8.000 DKK.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionen er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Ankenævnet finder, at klagerens MitID var en personlig sikkerhedsforanstaltning, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.
Ankenævnet lægger til grund, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.
Efter betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2 og 3, hæfter betaleren med op til 8.000 DKK af tabet som følge af andres uberettigede anvendelse, hvis betalerens udbyder godtgør, at betaleren med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 5, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 2, eller at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, jf. betalingslovens § 100, stk. 4, nr. 3.
Tre medlemmer – Helle Korsgaard Lund-Andersen, Christina Bryanth Konge og Janni Visted Hansen – udtaler:
Efter de foreliggende oplysninger finder vi det godtgjort, at klageren må have godkendt betalingen på 476 EUR med sit MitID.
Vi finder, at banken har godtgjort, at klageren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse, da hun burde have reageret på teksten i MitID, hvor hun fik oplysninger om beløbet på 476 EUR og betalingsmodtager X, og at klageren som følge heraf hæfter med op til 8.000 DKK.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Tina Thygesen og Ann-Mari Faldt Agerlin – udtaler:
Som ovenfor anført finder vi det godtgjort, at transaktionen skyldes tredjemands uberettigede anvendelse af klagerens betalingstjeneste.
Vi finder, at der er tale om organiseret professionel svindel.
Forbrugere har forskellige forudsætninger for at gennemskue professionel svindel. Det må aldrig blive utrygt for den almindelige forbruger at anvende de digitale løsninger og betalingstjenester, der er nødvendige for at fungere i vores samfund.
Vi finder derfor ikke, at klageren, ved at blive snydt af en professionel svindler, har udvist groft uforsvarlig adfærd. Det må forudsættes, at såfremt klageren havde forudsætninger for at gennemskue svindlen, ville klageren ikke have godkendt transaktionen.
Hertil bemærkes et generelt forbehold for så vidt angår systemfejl. Det kan ikke udelukkes, at der i sager med phishing, er tale om raffineret systemteknisk misbrug, hvor svindleren er lykkedes med at udvikle tekniske løsninger, som muliggjorde svindlen.
Vi finder ikke, at banken har godtgjort, at betingelserne for, at klageren hæfter efter de udvidede ansvarsbestemmelser i betalingslovens § 100, stk. 4, er opfyldt.
Vi finder, at banken er nærmest til at bære risikoen for, at det betalingssystem, forbrugerne anvender, er tilstrækkelig sikkert og tydeligt til at hindre svindel.
Da den til betalingstjenesten hørende personlige sikkerhedsforanstaltning har været anvendt, hæfter klageren for 375 DKK af tabet, jf. betalingslovens § 100, stk. 3.
Vi stemmer derfor for, at banken skal tilbageføre 3.216,10 DKK til klageren.
Sagen afgøres efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.