Indsigelse mod modregning på lønkonto efter overførsel af feriepenge.
| Sagsnummer: | 275/2018 |
| Dato: | 14-02-2019 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Jesper Claus Christensen, Karin Sønderbæk, Morten Bruun Pedersen, Søren Geckler |
| Klageemne: |
Modregning - budgetkonto
Modregning - trangsbeneficium Modregning - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod modregning på lønkonto efter overførsel af feriepenge. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod modregning på lønkonto.
Sagens omstændigheder
Klageren havde kautioneret over for Jyske Bank for to selskabers gæld. Selskaberne gik konkurs, og banken gjorde kautionsforpligtelsen gældende over for klageren i juni 2009. Banken har oplyst, at klagerens gæld til banken, der var fordelt på fem lån og kreditter, på daværende tidspunkt udgjorde i alt ca. 6,5 mio. kr.
Ved dom af 3. februar 2012 blev klageren dømt til at betale 2.000.000 kr. med tillæg af renter og omkostninger til banken. Banken har oplyst, at den af omkostningsmæssige årsager valgte alene at stævne klageren for 2.000.000 kr.
På et møde i foråret 2015 med deltagelse af banken, klageren og en anden af klagerens kreditorer drøftede parterne klagerens budget og muligheden for at indgå en aftale om afvikling af klagerens gæld, men parterne nåede ikke til enighed herom.
Den 11. april 2018 blev der indbetalt 46.874,04 kr. i løn på klagerens lønkonto i banken. Kontoen havde herefter en saldo på 52.596,99 kr. Den 14. maj 2018 blev der indbetalt 107.701,91 kr. i feriepenge på lønkontoen, der herefter havde en saldo på 124.876,65 kr. Den 13. juni 2018 blev der indbetalt 41.466,13 kr. i løn på lønkontoen, der herefter havde en saldo på 106.769,61 kr. Den 11. juli 2018 blev der indbetalt 70.278,07 kr. i løn på lønkontoen, der herefter havde en saldo på 133.959,79 kr.
Den 30. juli 2018, hvor saldoen på lønkontoen udgjorde 97.386,21 kr., overførte banken 70.000 kr. fra lønkontoen til en af banken nyoprettet, spærret konto med posteringsteksten ”Til … totalkonto”. Ved en e-mail af samme dag til banken rejste klageren indsigelse mod overførslen og anførte blandt andet:
”Vedlagt er mine lønsedler fra Maj og Juni. Her kan du se, at den store udbetaling som du har tilbageholdt er feriepenge. Disse feriepenge er allerede distribueret til ferie, så derfor skal de tilbageføres med det samme. Feriepengene udgør 166.000 kr. før skat
Som det fremgår af mine løn sedler ser du tydeligt, hvad der er løn og hvad der er overarbejde. Min fremtidige løn vil bestå af LØN udelukkende, da overarbejde i … ikke længere er tilladt.
Jeg vil så foreslå følgende:
Jyske Bank får overført et kontant beløb på 25.000 kr
Jyske Bank får et månedlig overførsel på 3.000 kr i min 10 år eller indtil anden aftale er indgået.
[En anden kreditor] får ingen kontant beløb, men overført 2.000 kr på samme vilkår.
Såsnart jeg har låneordninger på plads, fordeles det lånte beløb procentvis iht gælden som skyldes…”
Banken afviste klagerens forslag.
Den 1. august 2018 tilbageførte klageren beløbet på 70.000 kr. til sin lønkonto. Banken har oplyst, at bankens overførsel af beløbet 70.000 kr. skete med henblik på senere modregning, men at en ekspeditionsfejl fra bankens side muliggjorde, at klageren kunne tilbageføre beløbet. Samme dag overførte klageren 75.000 kr. fra lønkontoen til sin konto i et andet pengeinstitut, P. Saldoen på klagerens lønkonto i Jyske Bank udgjorde herefter 18.862,26 kr.
Den 2. august 2018 modregnede banken 18.507,96 kr. i saldoen på klagerens lønkonto med posteringsteksten ”overført til modregning”. Saldoen på klagerens lønkonto var herefter 0 kr. Ved en e-mail af samme dag underrettede banken klageren om modregningen.
Banken har fremlagt kontoudskrifter for klagerens fem lån og kreditter i banken, hvori gælden pr. 14. september 2018 var opgjort til i alt ca. 11,9 mio. kr.
Parternes påstande
Den 13. august 2018 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal tilbageføre 18.507,96 kr.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at bankens overførsel af beløbet 70.000 kr. var uberettiget og skete uden hans samtykke. Beløbet var feriepenge, som banken efter formålet og beskaffenheden ikke var berettiget til at modregne i. Det lykkedes ham at tilbageføre beløbet mod bankens vilje.
Det bestrides, at familien som anført af banken ”alligevel” kunne holde ferie for det resterende beløb på kontoen. Det resterende beløb skulle dække faste omkostninger så som husleje og ejendomsskat, da kontoen også blev brugt som budgetkonto. Dette skyldtes, at banken selv tidligere havde lukket hans budgetkonto.
Banken tømte derefter uden hans samtykke lønkontoen fuldstændig ved modregningen på 18.507 kr. Dette bevirkede, at familien ikke havde penge at leve for. Beløbet på 18.507 kr. var nødvendigt til betaling af mad og regninger til el m.v. Efter overførslen var penge reserveret til faste omkostninger ikke til stede. Samme dag lukkede banken hans debit kort.
Han havde løbende arbejdet på forskellige løsninger til afvikling af gælden. Banken havde i 2015 aftalt med hans andre kreditorer, at ingen kreditor skulle betales, før der var lavet en aftale med alle kreditorer. Banken så bort fra aftalerne med de øvrige kreditorer og begunstigede sig selv med de foretagne hævninger. Der var på intet tidspunkt ved møder med de andre kreditorer aftalt et beløb, som skulle reserveres til fordeling mellem kreditorerne. Banken tog uden varsel hans penge, som var tiltænkt ferie. Bankens handling ødelagde familiens ferie, fjernede grundlaget for at betale normale udestående regninger og bevirkede, at hans debitkort kom i minus.
Jyske Bank har anført, at banken havde et forfaldent, retskraftigt krav mod klageren, som blev dømt til at betale 2.000.000 kr. til banken ved dom af 3. februar 2012.
Det kan ikke påvises, at banken foretog modregning i klagerens feriepenge den 2. august 2018, idet klageren modtog feriepenge den 14. maj 2018, en lønudbetaling den 13. juni 2018 og en lønudbetaling den 11. juli 2018.
Betingelserne for modregning i øvrigt var opfyldt, herunder var der tale om udjævnelige og gensidige fordringer.
Saldoen på lønkontoen var 27.386,21 kr., efter at banken flyttede 70.000 kr. Der var tilstrækkelige midler til familiens underhold og til at afholde sommerferie for.
Det er uden betydning for bankens ret til modregning, at banken modregnede i det samlede indestående på lønkontoen den 2. august 2018, idet klageren forinden havde flyttet 75.000 kr. fra sin lønkonto til en konto i P.
Banken kan ikke genkende klagerens udlægning af mødet mellem parterne i marts 2015. Formålet med mødet var at afsøge mulighederne for en afviklingsaftale med kreditorerne. Banken fandt det ikke rimeligt, at klageren modtog store lønindkomster og havde et stort privatforbrug samtidig med, at klageren ikke havde påbegyndt afvikling af sin gæld. Banken har ikke accepteret eller indgået en aftale med klageren om indbetaling af et månedligt beløb til afvikling af gælden. Det har stået klageren frit for at afsætte et beløb til afvikling, selvom der ikke var en egentlig aftale om afvikling. I juli 2018 forsøgte banken igen at lave en aftale med klageren, men de af klageren fremsatte tilbud om afvikling var fortsat særdeles uacceptable, henset til gældens størrelse og klagerens indtægtsforhold.
Baggrunden for bankens overførsel af 70.000 kr. var i første omgang, at banken ønskede at få klageren i tale vedrørende nedbringelse af klagerens gæld til banken og til klagerens andre kreditorer. Der var ikke tale om, at banken forsøgte at begunstige sig selv frem for andre kreditorer.
Ankenævnets bemærkninger
Jyske Bank havde et forfaldent retskraftigt krav mod klageren og var derfor som udgangspunkt berettiget til at foretage modregningen på 18.507,96 kr. den 2. august 2018 i saldoen på klagerens lønkonto som sket.
Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at fastslå, at beløbet var nødvendigt til dækning af almindelige leveomkostninger, jf. principperne i retsplejelovens § 509. Ankenævnet bemærker herved, at der forud for modregningen i maj, juni og juli 2018 var blevet indbetalt feriepenge og løn på henholdsvis 107.701,91 kr., 41.466,13 kr. og 70.278,07 kr., at saldoen på lønkontoen herefter udgjorde 133.959,79 kr. den 11. juli 2018, og at klageren den 1. august 2018 hævede 75.000 kr. på kontoen.
Ankenævnet finder heller ikke, at indeståendet på kontoen var af en sådan beskaffenhed, at banken var afskåret fra at foretage modregning, eller at der på andet grundlag er anledning til at tilsidesætte den skete modregning.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.