Krav om tilbageførsel af netbankoverførsel, der blev foretaget i forbindelse med et bedrageriske telefonopkald.
| Sagsnummer: | 369/2026 |
| Dato: | 04-09-2026 |
| Ankenævn: | Kristian Korfits Nielsen, Inge Kramer, Majken Christoffersen, Tina Thygesen og Jørgen Lanng. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Netbank - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af netbankoverførsel, der blev foretaget i forbindelse med et bedrageriske telefonopkald. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af en netbankoverførsel, der blev foretaget i forbindelse med et bedrageriske telefonopkald.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun havde en lønkonto -312 og en opsparingskonto -038 samt adgang til netbank.
Den 30. marts 2026 blev der foretaget en netbanksoverførsel på 20.000 kr. fra opsparingskonto -038 til lønkonto -312. Beløbet blev herefter overført fra lønkonto -312 til en konto -818 i pengeinstitut A.
Banken har anført, at overførslen blev godkendt med klagerens MitID, hvor der blev anvendt kodeviser og adgangskode.
Banken har oplyst, at overførslen er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl.
Banken har oplyst, at klageren kontaktede banken den 1. april 2026. Samme dag sendte banken henvendelser til pengeinstitut A med henblik på få det overførte beløb sikret og tilbageført.
Ved tro- og love erklæring dateret 2. april 2026 gjorde klageren indsigelse mod overførslen over for banken. I indsigelsesblanketten oplyste klageren blandt andet:
”…
|
Hændelsesforløb: |
|
Giv en udførlig beskrivelse af hændelsesforløbet: En person ringer fra [telefonnummer -040], dette nr er til Nordea kortspærring Mastercard. Jeg tjekkede på krak og så dette nr. der Han siger at det er en stikprøve og kan se der vil blive hævet 7200kr på min konto, jeg går i panik og spørger flere gange om det er fup, han siger så at jeg kan tjekke nr på krak, som jeg så gør. Han vil fryse mine kontier så de ikke hæver de penge. Han siger at de vil blive frosset i en mdr og jeg vil blive ringet op af politiet. Han siger at for at mine betalinger på betalingsservice kan blive betalt er jeg nød[t] til at få et ekstra kort som de vil sende til mig i løbet af et par dage. Han giver mig kont[o] nr, til den konto som jeg troede var min ekstr[a] konto, hvor jeg skal sætte 20000kr ind på, så mine regninger bliver betalt og jeg så også har lidt at leve for den mdr… ” |
…
Du skal krydse af på én af 3 følgende scenarier:
Jeg har ikke selv foretaget, indtastet, accepteret eller beordret andre til at lave transaktioner, hverken med min Netbank, Mobil-bank App, eller ved telefonisk henvendelse fra Nordea.
Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktioner med henblik på investering af midlerne
X Jeg har selv foretaget de ovenstående transaktioner på baggrund af 3. mands urigtige oplysninger omkring formålet af overførslerne. …”
Klageren har fremlagt et skærmbillede fra sin telefon, hvoraf fremgår, at hun var i telefonisk kontakt med et telefonnummer, som var registreret som bankens telefonnummer for kortspærring.
Den 7. april 2026 afviste banken klagerens indsigelse.
Den 8. april 2026 klagede klageren til banken.
Den 17. april 2026 afviste banken klagen.
Den 29. april 2026 skrev banken til klageren, at det var lykkedes banken at sikre 261,08 kr. hos pengeinstitut A, og at beløbet var indsat på konto -312.
Parternes påstande
Den 20. maj 2026 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal erstatte hende 20.000 kr.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun blev kontaktet af bankens telefonnummer for kortspærringer og kunne ikke vide, at det var falsk. Hun undersøgte nummeret og kunne se, at det tilhørte banken, og ”alt virkede rigtigt”. Hun var derfor i god tro og troede på alt, som svindleren sagde. Hun blev svindlet til at overføre pengene.
Banken har oplyst, at alle kan købe sig ind under telefonnummeret. Det troede hun ikke var muligt, da det er nummeret til et pengeinstitut.
Nordea Danmark har anført, at klageren i sin tro- og loveerklæring har oplyst, at hun blev vejledt til at overføre beløbet, og at hun selv foretog overførslen på baggrund af tredjemands urigtige oplysninger omkring formålet med overførslen. Overførslen er derfor autoriseret efter betalingslovens § 82. Det forhold, at klageren blev manipuleret af en tredjemand, ændrer ikke ved, at betalingen blev initieret og godkendt af klageren selv.
Klageren godkendte overførslen ved brug af stærk kundeautentifikation i form af MitID.
Banken har herudover ikke handlet ansvarspådragende, og klageren hæfter derfor for tabet på 19.738,92 kr.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor hun blandt andet havde en lønkonto -312 og en opsparingskonto -038 samt adgang til netbank.
Den 30. marts 2026 blev der foretaget en netbanksoverførsel på 20.000 kr. fra konto -312 til en konto -818 i pengeinstitut A.
Den 3. april 2026 gjorde klageren indsigelse mod overførslen over for banken. I den forbindelse oplyste hun blandt andet, at hun den 30. marts 2026 blev ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra bankens ”Mastercard kortspærring”-afdeling. Personen forklarede hende, at en svindler var ved at hæve 7.200 kr. på hendes konto, og at han derfor ville fryse hendes konti. Personen vejledte hende herefter til at overføre 20.000 kr. til en tredjemandskonto i pengeinstitut A.
Den 7. april 2026 afviste banken klagerens indsigelse.
Det lykkedes banken at sikre 261,08 kr. hos pengeinstitut A. Beløbet blev indsat på konto -312.
Tre medlemmer – Kristian Korfits Nielsen, Majken Christoffersen og Inge Kramer – udtaler:
Ud fra klagerens egne oplysninger om, at hun selv foretog overførslen, finder vi, at transaktionen blev autoriseret af klageren, jf. herved betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100. Dette gælder, uanset at det må lægges til grund, at klageren blev narret og presset til at foretage transaktionen i forbindelse med et bedragerisk telefonopkald.
Vi finder heller ikke, at Nordea Danmark på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Tina Thygesen og Jørgen Lanng– udtaler:
Vi finder, at den manipulation, klageren er blevet udsat for, er at sidestille med en situation, hvor klageren har udleveret oplysninger, herunder MitID-oplysninger, SMS-koder mv., og hvor disse er blevet misbrugt til at gennemføre uautoriserede overførsler.
Klageren har været udsat for organiseret svindel i forbindelse med brug af en betalingstjeneste, som forbrugere forudsættes at anvende for at kunne fungere i vores samfund. Det bør ikke have afgørende betydning, om forbrugeren selv har gennemført transaktionen, og forbrugeren bør derfor være beskyttet af samme beløbsmæssige grænse som i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
I modsat fald ville der opnås en retsstilling for forbrugere, hvor en mindre betydende divergens på handlinger udført af forbrugeren har uforholdsmæssige konsekvenser for en forbrugers økonomi, når det, der grundlæggende er ens i begge situationer, netop er manipulation og organiseret svindel uden for forbrugerens kontrol, og som en forbruger netop skal være beskyttet imod som udtrykt i § 100, stk. 4, hvorfor en analogi af denne bestemmelse er relevant i nærværende sag.
Klageren bør derfor alene hæfte med 8.000 kr. ligesom i situationer omfattet af betalingslovens § 100, stk. 4.
Vi stemmer derfor for, at klageren skal have 11.738,92 kr. tilbage.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.