Krav om tilbageførsel af købesum i forbindelse med køb af jakke. Spørgsmål om fortrydelsesret. Indsigelse mod krav om returnering til lager i Asien.
| Sagsnummer: | 626/2025 |
| Dato: | 21-04-2026 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Majken Christoffersen, Rolf Høymann Olsen og Martin Hare Hansen. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
|
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af købesum i forbindelse med køb af jakke. Spørgsmål om fortrydelsesret. Indsigelse mod krav om returnering til lager i Asien. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af købesum i forbindelse med køb af jakke. Spørgsmål om fortrydelsesret. Indsigelse mod krav om returnering til lager i Asien.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde et Visa/dankort.
Den 20. oktober 2025 købte klageren en jakke hos en webshop (sælgeren) for 385 kr. med sit Visa/dankort.
Klageren har oplyst, at jakken blev leveret, men at den ikke passede. Den 4. november 2025 skrev hun til sælgeren, at hun ønskede at benytte sin 14 dages fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven. Sælgeren meddelte, at hun kunne få en refusion på maksimalt 30 % og beholde varen. Hvis hun ikke ønskede dette, skulle hun returnere varen til den i sælgerens returpolitik oplyste adresse. Sælgeren oplyste, at sælgeren kun kunne behandle en refusion, når varen var modtaget retur, at returfragten var for hendes regning, og at hun kunne finde alle detaljer om sælgerens returpolitik i et medsendt link til sælgerens hjemmeside. Sælgeren anmodede endvidere hende om at udfylde sælgerens returformular og oplyste, at returadressen var i Kina.
Den 5. november 2025 gjorde klageren indsigelse over for banken i kategorien ”Jeg har ikke fået pengene retur, selvom jeg har annulleret købet eller returneret varen”. Klageren anførte blandt andet:
”… Webshoppen fremstår som dansk, men efter modtagelsen af varen, fik jeg oplyst, at den kun kan returneres til kina, selvom pakken blev sendt fra Malmø, Sverige …
Jeg har brugt min lovbestemte fortrydelsesret og annulleret handlen inden for 14 dage. …
Forretningen vil ikke oplyse returadresse, og varen kan derfor ikke returneres …”
Den 6. november 2025 skrev banken til klageren:
”… Jf. Visa's regler skal du sende den vare retur som du har modtaget, hvis vi skal forsøge at hjælpe dig.
• Hvornår returnerede du varen? …”
Den 7. og 11. november 2025 skrev klageren til banken:
”… Kort fortalt handler det om en åbenbart falsk hjemmeside - hvor de skriver på dansk, men åbenbart har til huse i Kina.
Jeg skriver, at jeg vil sende varen retur til Malmø, Sverige som jeg kan se fremgår af den label der er fastklistret på pakken, men de nægter at modtage pakken på den adresse. Jeg har vedhæftet mailen. …”
”… webshoppen fremstår som en dansk butik med dk.domæne og dansk markedsføring.
Der står desuden en svensk returadresse (Malmø) på den label, jeg [modtog] varen fra, men det vil stadig være at returnere til et andet land end Danmark, og portoen alene overstige næsten den samme pris som jeg har betalt for varen 385,-
At kræve returnering til et andet land, uanset om det er Sverige eller Kina, kan ikke anses for lovligt eller rimeligt i henhold til EU's forbrugeraftalelovgivning. …”
Den 25. november 2025 sendte klageren sælgerens handelsbetingelser/returpolitik til banken og oplyste, at returpolitikken nu fremgik af hjemmesiden, men at den ikke var tilgængelig på købstidspunktet.
Parternes påstande
Den 18. december 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbageføre 385 kr. til hende.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun købte en jakke på en dansk hjemmeside med (dk-domæne), dansk tekst og dansk branding. Da jakken ikke passede, gjorde hun rettidigt brug af sin lovbestemte 14 dages fortrydelsesret, men sælgeren gjorde dette umuligt, idet sælgeren meddelte, at returnering alene kunne ske til et centrallager i Asien på hendes regning.
Sælgeren oplyste først efter købet, at returnering skulle ske til sælgerens centrallager i Asien og ikke til en adresse i EU eller en adresse i Danmark. Dette var helt urimeligt og i strid med forbrugeraftaleloven og EU-direktiv 211/83/EU, da returnering til et land uden for EU indebærer uforholdsmæssige omkostninger og gør fortrydelsesretten illusorisk. Der er tale om en urimelig og ulovlig hindring for udøvelsen af fortrydelsesretten. Banken har ikke forholdt sig til dette.
Hun spurgte, om hun kunne sende retur til afsenderadresse på pakken, hvilket sælgeren afviste. Sælgeren gjorde det dermed umuligt at gennemføre en lovlig returnering.
Sagen angår en dansk forbruger og en sælger, der udgiver sig for at være dansk. Returvilkåret om returnering til Asien var ikke klart og tydeligt oplyst før købet. Banken har ikke forholdt sig til, om vilkåret er ulovligt og urimeligt efter aftalelovens § 36, og om hun faktisk gjorde brug af sin lovbestemte fortrydelsesret, jf. betalingsloven § 112 stk. 1 nr. 3.
Banken har ikke overholdt sine forpligtelser efter betalingsloven § 112 og efter praksis for chargeback i sager om vildledende og urimelige handelsvilkår.
Danske Bank har anført, at kortbetalingen er korrekt registreret og bogført.
Der var ikke tale om en uautoriseret betaling, og betalingslovens hæftelsesregler finder derfor ikke anvendelse.
Klageren fik leveret den bestilte vare, jf. § 112, stk. 1, nr. 2, i betalingsloven. Klageren har ikke udnyttet en lovbestemt eller aftalt fortrydelsesret inden leveringen var sket, jf. § 112, stk. 1, nr. 3, i betalingsloven.
Klageren har ikke krav på tilbageførsel af betalingen efter betalingslovens § 112.
Sælgeren har henvist til sine handelsbetingelser, hvoraf det fremgår, at alle returneringer skal ske til sælgerens centrallager i Asien på køberens regning. Banken har oplyst klageren om, at hun skal sende jakken retur, hvis banken skal forsøge at hjælpe efter Visa’s regler. Klageren vil ikke returnere jakken til Asien på grund af forsendelsesomkostningerne. Banken har ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sælgerens returneringsvilkår er i strid med forbrugeraftaleloven eller aftaleloven. Dette spørgsmål er alene et mellemværende mellem klageren og forretningen, og er banken uvedkommende.
Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor hun havde et Visa/dankort.
Den 20. oktober 2025 købte klageren en jakke hos en webshop (sælgeren) for 385 kr. med sit Visa/dankort.
Klageren har oplyst, at jakken blev leveret, men at den ikke passede. Hun meddelte indenfor fortrydelsesfristen sælgeren, at hun ville returnere jakken, men sælgeren gjorde dette umuligt, idet sælgeren krævede, at returnering skulle ske til et centrallager i Asien på hendes regning. Klageren har anført, at sælgeren først efter købet oplyste, at returneringen skulle ske til Asien.
Banken har oplyst, at den meddelte klageren, at hun skulle sende jakken retur, hvis banken skulle forsøge at hjælpe hende efter Visa’s regler.
Det følger af betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 3, at banken ved betalingstransaktioner i forbindelse med aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg skal kreditere betalerens konto, hvis betaleren udnytter en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret, før der er foretaget levering af varen eller tjenesteydelsen.
Klageren fik leveret jakken og rettede henvendelse til sælgeren vedrørende returnering af jakken efter levering. Ankenævnet finder ikke, at klageren havde udnyttet lovbestemt eller aftalt fortrydelsesret, inden levering var sket, jf. betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 3.
Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren har krav på tilbagebetaling efter betalingslovens § 112.
Ankenævnet finder heller ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at banken på andet grundlag er forpligtet til at godtgøre klageren beløbet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen