Ophævelse trods mærke påført af den ene af forældrene uden del i værgemålet.
| Sagsnummer: | 37/1997 |
| Dato: | 10-06-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lars Pedersen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Bog - mærke
Umyndighed - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Ophævelse trods mærke påført af den ene af forældrene uden del i værgemålet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 4. december 1990 oprettede klageren i indklagedes Amager afdeling en juniorkonto for sin mindreårige søn. Kontoen, til hvilken der hørte bog, blev forsynet med mærke.
På anmodning fra klagerens tidligere ægtefælle, der har forældremyndigheden over parrets søn, blev kontoen ultimo december 1993 overført til indklagedes Års afdeling. Kontoens saldo var da 2.598,44 kr.
I sommeren 1996 ønskede klageren indeståendet på kontoen overført til sønnens børneopsparing. Klageren blev da bekendt med, at kontoen var overført til indklagedes Års afdeling.
Klageren har den 4. februar 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at retablere den oprindeligt oprettede konto for hans søn.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han stiller sig uforstående over for, at kontoen uden oplysning om dens mærke kan flyttes til en anden afdeling af indklagede, selv om det skete på anmodning af indehaveren af forældremyndigheden.
Indklagede har anført, at indeståendet på den omhandlede konto er overført til en konto ligeledes tilhørende klagerens søn. Der er således ikke lidt tab ved overførslen. De hævninger, som er foretaget på kontoen af klagerens tidligere ægtefælle, er foretaget af denne som værge for klagerens søn. Det må således lægges til grund, at hævningerne er foretaget til barnets bedste. Indklagede har henvist til Ankenævnets afgørelse i sag 88/1988.
Ankenævnets bemærkninger:
Indeståendet på den af klageren oprettede konto blev overført til en anden konto med klagerens søn som kontohaver. Da sønnen således ikke har lidt tab ved det skete, kan klagerens påstand allerede af denne grund ikke tages til følge.
Det bemærkes i øvrigt, at det forhold, at klageren ved oprettelsen af kontoen lod denne forsyne med mærke, ikke i sig selv kan medføre, at der kun med klagerens medvirken kan hæves på kontoen. Et sådant resultat måtte om ønsket opnås ved at påføre kontoen en særlig vedtegning herom.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.