Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med, at klagerens faste ejendom blev solgt på tvangsauktion.

Sagsnummer: 68 /2025
Dato: 15-08-2025
Ankenævn: Bo Østergaard, Signe Vejen Hansen, Karin Sønderbæk, Rolf Høymann Olsen og Elizabeth Bonde.
Klageemne: Rådgivning - pensionsforhold
Tvangsauktion
Ledetekst: Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med, at klagerens faste ejendom blev solgt på tvangsauktion.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med, at klagerens faste ejendom blev solgt på tvangsauktion.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde et boliglån, som blev optaget den 26. marts 2009.

Banken har oplyst, at klagerens ejendom i efteråret 2021 blev vurderet af ejendomsmægler A i forbindelse med en mulig konvertering af klagerens lån i ejendommen. Klageren vendte dog ikke tilbage, og banken foretog sig derfor ikke yderligere i sagen.

Klageren har oplyst, at han i forbindelse med den mulige konvertering i efteråret 2021 indsendte de oplysninger, han blev bedt om, til banken.

Banken har oplyst, at den flere gange i efteråret 2023 forsøgte at afholde møde med klageren, da banken i efteråret 2023 havde været med til at afværge en tvangsauktion over klagerens ejendom. I december 2023 oplyste klageren over for banken, at hans ejendom i januar 2024 ville blive sat til salg i fri handel.

Banken har oplyst, at den i januar og februar 2024 forsøgte at få telefonisk og skriftlig kontakt med klageren med henblik på at få en status og hjælpe ham med at sælge ejendommen. Banken kontaktede ejendomsmægler A, som også forsøgte at få kontakt til klageren. Klageren vendte ikke tilbage til Nordea Danmark eller ejendomsmægler A.

Banken har oplyst, at den i februar 2024 som følge af, at den havde pant i klagerens ejendom, blev opmærksom på, at ejendommen var begæret på tvangsauktion. På daværende tidspunkt var det ikke muligt at afværge auktionen.

Klageren har oplyst, at hans ejendom den 21. maj 2024 blev solgt på tvangsauktion som følge af en manglende betaling på 79.000 kr. Cirka en uge senere blev han opmærksom på, at han havde 314.000 kr. stående på en aldersopsparing, som kunne udbetales med det samme. Nordea Danmark har oplyst, at alderspensionen ikke var oprettet i banken.

Klageren har oplyst, at han herefter spurgte sin bankrådgiver, hvorfor banken ikke havde informeret ham om alderspensionen, hvortil bankrådgiveren svarede, at han ikke havde haft kendskab til klagerens alderspension.

Parternes påstande

Den 5. februar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal erstatte ham det tab, han har lidt som følge af tvangsauktionen.

Nordea Danmark har nedlagt principalt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han modtog utilfredsstillende rådgivning, og at det har medført, at hans ejendom blev solgt på tvangsauktion. Hvis banken havde oplyst ham om, at han kunne få udbetalt sin alderspension på 314.000 kr., ville han kunne have afværget tvangsauktionen.

I forbindelse med muligheden for at omlægge lånet i Nordea Danmark, indsendte han de oplysninger, han blev bedt om, til banken.

Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke foreligger en konkret formueretlig tvist.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at den forsøgte at rådgive klageren angående salget af hans ejendom, men det lykkedes ikke at komme i kontakt med ham.

Banken var ikke ansvarlig for, at klagerens ejendom blev solgt på tvangsauktion.

Det er klagerens ansvar at have et overblik over egen økonomi, herunder også pensionsordninger.

Klageren har selv haft adgang til information om sine pensionsforhold via Pensionsinfo og pensionsoversigter.

Klageren har ikke dokumenteret, at han har lidt et tab.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.

Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde et boliglån.

Banken forsøgte flere gange i efteråret 2023 at afholde møde med klageren, da banken i efteråret 2023 havde været med til at afværge en tvangsauktion over klagerens ejendom.

Banken har oplyst, at klageren i december 2023 oplyste over for banken, at hans ejendom i januar 2024 ville blive sat til salg i fri handel. Banken forsøgte i januar og februar 2024 forgæves at få kontakt til klageren med henblik på at få en status og hjælpe ham med salget. Banken blev i februar 2024, som følge af, at den havde pant i klagerens ejendom, opmærksom på, at ejendommen var begæret på tvangsauktion. På daværende tidspunkt ikke var muligt at afværge auktionen.

Klageren har oplyst, at hans ejendom den 21. maj 2024 blev solgt på tvangsauktion. Cirka en uge senere blev klageren opmærksom på, at han havde 314.000 kr. på en aldersopsparing, som kunne udbetales med det samme. Banken har oplyst, at alderspensionen ikke var oprettet i banken.

Ankenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende over for klageren.

Ankenævnet bemærker, at klageren via Pensionsinfo og pensionsoversigter selv har haft adgang til sine pensionsoplysninger.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.