Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Modregning i SP-midler indsat ved en fejl

Sagsnummer: 60/2012
Dato: 24-10-2012
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Maria Hyldahl, Jan Staal Andersen og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Modregning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Modregning i SP-midler indsat ved en fejl
Indklagede: Sparekassen Sjælland
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod, at Sparekassen Sjælland har modregnet i hans SP-midler (den særlige pensionsopsparing), som ved en fejl blev indsat i sparekassen.

Sagens omstændigheder

Klageren blev kunde i Sparekassen Sjælland i 2007, hvor konto nr. -479 var registreret som hans NemKonto.

På et ikke oplyst tidspunkt skiftede klageren pengeinstitut. Han havde da en gæld til sparekassen.

Det fremgår af årsudskrifter for 2007 og 2008 fra sparekassen, at konto nr. -479 er noteret som NemKonto for klageren.

Den 2. juli 2009 modtog ATP en særudbetalingsblanket fra klageren, hvor han bad om, at hans SP-midler blev udbetalt til hans NemKonto.

Den 13. juli 2009 indbetalte ATP klagerens SP-midler på 25.261,87 kr. til Sparekassen Sjælland. Betalingen blev returneret af sparekassen. Den 20. juli 2009 forsøgte ATP på ny at indbetale beløbet til sparekassen, men også denne gang blev det returneret. Den 27. juli 2009 indbetalte ATP beløbet en tredje gang, hvorefter sparekassen overførte beløbet til klagerens inkassokonto og foretog modregning i beløbet for klagerens gæld til sparekassen.

Den 26. august 2009 anmodede klagerens advokat ATP om, at hans SP-midler blev indsat på hans ægtefælles konto i pengeinstituttet P.

Den 18. marts 2010 rykkede klagerens advokat ATP for betaling af beløbet.

Følgende fremgår af et brev af 8. juni 2010 fra ATP til sparekassen:

"…

Det drejer sig om en udbetaling fra Den Særlige Pensionsopsparing (SP) første gang foretaget den 3. juli 2009 på kr. 25.261,87 til konto (-479). Beløbet returneres af jer. Jeg er i dag blevet informeret om, at dette sker fordi kontoen vi forsøgte at udbetale til var opgjort.

I juli måned 2009 forsøgte vi automatisk at genudbetalte til NemKonto en gang om ugen.

Kunden … har rettet henvendelse til os og efterlyst sin SP-opsparing …

Vi vil derfor bede jer returnere beløbet til konto [nr.]…"

Ved brev af 18. august 2010 fra klagerens advokat gjorde klageren indsigelse mod sparekassens modregning.

Parternes påstande

Den 9. februar 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland skal udbetale hans SP-midler med renter.

Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han uvidende har haft en NemKonto i Sparekassen Sjælland, hvortil ATP uden hans viden og imod hans instruktion overførte hans SP-midler.

Han havde forud for udbetalingen af spurgt i en af sparekassens filialer, om der fandtes konti i hans navn, hvilket blev besvaret benægtende.

To gange returnerede sparekassen pengene, men den tredje gang foretog sparekassen en modregning i beløbet for den gæld, som han har til sparekassen.

Pengene blev ikke indsat på "hans" konto i sparekassen og er derfor ikke blevet udbetalt. Modregningen er dermed i strid med retsplejelovens § 512, stk. 3, der bestemmer, at "Udlæg kan ikke foretages i krav på pension eller i krav på understøttelse eller anden hjælp fra det offentlige eller fra stiftelser eller andre velgørende institutioner, medmindre der er forløbet 3 måneder fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt."

Modregningen er også uberettiget, idet selve overførslen beroede på en fejltagelse. Det fremgår af årsudskrifterne fra sparekassen, at kontoen blev ophævet den 17. november 2008. De tre overførsler fandt således sted efter, at kontoen var blevet lukket. Sparekassen kan ikke på egen hånd genetablere kontoen.

Sparekassen Sjælland har anført, at ATP-lovens § 29 kun giver udlægsfritagelse for "krav" på ydelser. Det betyder, at der kun er udlægsfritagelse for endnu ikke udbetalt pension. ATP-loven siger intet om, hvorvidt der kan foretages udlæg i udbetalt pension.

Det antages, at der kan sluttes modsætningsvis fra ordlyden af retsplejelovens § 512, stk. 3, 1. pkt., således at der i almindelighed kan foretages udlæg i en pension, når den er blevet udbetalt. ATP-lovens § 29 har samme ordlyd som retsplejelovens § 512, så noget tilsvarende gælder de pensionsordninger, der har hjemmel i ATP-loven.

Overførslen beroede ikke på en fejl. ATP overførte pengene til den NemKonto, som var registreret. Det er klagerens eget ansvar, at han ikke har ændret sin NemKonto. Kontoen var ikke lukket, da det var sparekassens forventning, at klageren ville foretage indbetalinger på kontoen for at nedbringe sin gæld. Kontoen var af administrative grunde overført til en samlet inkassokonto.

Beløbet blev to gange returneret, hvilket skyldtes, at man på grund af ferieafløsning i sparekassen ikke var opmærksom på inkassokontoen. Da beløbet blev fremsendt tredje gang, var der ikke tvivl om, at det var efter klagerens ønske og modregning blev foretaget.

Ankenævnets bemærkninger

På baggrund af, at ATP’s indbetaling af klagerens SP-midler til Sparekassen Sjælland to gange blev returneret til ATP, lægger Ankenævnet til grund, at klagerens tidligere NemKonto i sparekassen var opgjort, og derfor ikke længere kunne fungere som NemKonto for klageren.

Ankenævnet finder, at sparekassen under disse omstændigheder burde have indset, at overførslen af beløbet beroede på en fejl. Betingelserne for at foretage modregning findes herefter ikke at have været til stede.

Ankenævnets afgørelse

Sparekassen Sjælland skal inden 30 dage betale 25.261,87 kr. til klageren. Da modregningen af beløbet i klagerens gæld må antages at have reduceret tilskrivningen af debet-renter finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilkende klageren renter af beløbet.

Klageren får klagegebyret tilbage.