Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tegning af Roskilde Bank aktier i forbindelse med aktieemission i 2007 via et andet pengeinstitut.

Sagsnummer: 849 /2010
Dato: 19-12-2014
Ankenævn: Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Kjeld Gosvig Jensen, Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Afvisning - kundeforhold § 2, stk. 3
Ledetekst: Krav om erstatning for tegning af Roskilde Bank aktier i forbindelse med aktieemission i 2007 via et andet pengeinstitut.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på Roskilde Bank aktier, som hun tegnede i forbindelse med en aktieemission i 2007 via et andet pengeinstitut.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Roskilde Bank indtil 2006, hvor hun overførte sit engagement til pengeinstituttet P. Klageren havde et kapitalpensionsdepot og et åbent depot der indeholdt blandt andet henholdsvis 630 styk og 104 styk, i alt 734 styk Roskilde Bank aktier.

I foråret 2007 gennemførte Roskilde Bank en aktieemission med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 3. april 2007.

I den forbindelse tegnede klageren via P yderligere 73 styk nye Roskilde Bank aktier.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

Den 20. december 2010 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet.

Samme måned indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank.

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Roskilde Bank allerede i 1995, hvor hun blev kunde, stillede krav om, at hun købte aktier i banken.

Senere blev hun på baggrund af den eksisterende beholdning uopfordret via brev rådet til endnu mere ”meget fordelagtig” aktiekøb. Ifølge hendes rådgiver i Roskilde Bank var aktierne det eneste rigtige at investere i.

Da kursen på Roskilde Bank aktier var på sit højeste, og hun havde en beholdning på 703 styk til en værdi på cirka 500.000 kr., blev hun kraftigt frarådet at sælge med den begrundelse, at værdien ville stige til næsten det dobbelte inden udgangen af året.

Aktiekøbet i 2007 skete også på opfordring via brev fra Roskilde Bank.

Bankens rådgivning var vildledende.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at klageren ikke har dokumenteret præcist hvilke fejl og forsømmelser, der kan tilregnes banken som ansvarspådragende. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar.

Forliget mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) er et tilbud til Roskilde Banks kunder, der har købt aktier af banken på baggrund af et personligt stilet kampagnebrev. Klagerens aktiekøb i 2007 skete via pengeinstituttet P, der sendte en tegningsindbydelse til klageren. Aktiekøbet er derfor ikke omfattet af forliget.

Ankenævnets bemærkninger

Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med hendes køb af aktier i banken i perioden 1995 til 2006, hvor hun var kunde.

Klageren kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, og klageren måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde, og at hun selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.

Det af klageren oplyste om, at banken frarådede hende at sælge aktierne, kan ikke i sig selv medføre et erstatningsansvar for banken.

Klageren får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Den del af klagen, der vedrører aktiekøb efter klageren skiftede pengeinstitut i 2006, vedrører ikke klagerens kundeforhold i Roskilde Bank, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2, men klagerens stilling som aktionær i banken. Denne del af klagen falder derfor uden for Ankenævnets kompetence.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører aktiekøb, efter klageren skiftede pengeinstitut 2006.

Klageren får i øvrigt ikke medhold i klagen.