Sagsnummer: | 224/2021 |
Dato: | 19-04-2022 |
Ankenævn: | Bo Østergaard, Inge Kramer, Karin Sønderbæk, Tina Thygesen, Lisbeth Baastrup Burgaard. |
Klageemne: | Udlån - hæftelse Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål |
Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning og om manglende vurdering af kreditværdighed i 2005 og 2007 |
Indklagede: | Citibank Europe pic |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om uansvarlig långivning og manglende vurdering af kreditværdighed i 2005 og 2007.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Citibank Europe plc, Denmark branch.
Den 21. maj 2005 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et lån på 100.000 kr. i banken. Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 15. januar 2007 blev lånet forhøjet til 145.200 kr.
Den 30. april 2009 sendte banken sit krav vedrørende lånet i fogedretten med en hovedstol på 131.085,96 kr.
Banken har oplyst, at den i 2010 frasolgte sin privatkundeafdeling, herunder bankens fordring mod klageren. Det er ikke muligt for banken at angive, hvortil fordringen mod klageren blev solgt, da banken grundet den medgåede tid ikke længere er i besiddelse af sådan information om private kunder.
I april 2011 indgik klageren en afdragsordning vedrørende afvikling af gælden. I aftalen om afdragsordning var et firma (herefter Firmaet) angivet som kreditor.
I 2021 modtog klageren et betalingskrav via fogedretten. Klageren har oplyst, at anmodningen var indgivet af Firmaet. I forbindelse med fogedsagen rejste klageren indsigelse mod kravet, herunder om manglende vurdering af kreditværdighed i forbindelse med stiftelsen af lånet.
I fogedsagen fremlagde Firmaet et bevillingsark af 18. maj 2005 med bilag. Det fremgik blandt andet heraf, at klageren var fastansat, at han ikke havde restancer på lån, der ønskedes indfriet, at hans samlede gæld inklusive gæld til banken var 669.307 kr., at hans gældsgrad var 1,7, og at han havde en årlig indtægt på 392.751 kr. ifølge lønseddel og 368.692 kr. ifølge årsopgørelse fra Skat for 2003.
Parternes påstande
Den 10. maj 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at krav om betaling af renter og gebyrer skal tilsidesættes, så han alene skal betale hovedstolen på lånet med fradrag af erlagte afdrag.
Citibank Europe plc, Denmark branch har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han ikke ved, om Firmaet har købt fordringen. Af materialet han har modtaget i fogedsagen, herunder det såkaldte bevillingsark, fremgår det tydeligt, at banken ikke lavede den fornødne og pligtige kreditvurdering, jf. Forbrugerombudsmandens sager på området. Han skal derfor alene betale hovedstolen og ikke renterne.
Banken burde/skulle have undersøgt yderligere omkring hans økonomi på ansøgningstidspunktet. Banken burde om ikke tidligere så i hvert fald ved anmodning om forhøjelsen have bedt om yderligere dokumentation omkring økonomien ud fra en best practise vurdering for at søge at undgå overgældsætning.
Bankens bemærkninger om frasalg af fordringen ændrer ikke ved, at der skal tages stilling til, om fundamentet er korrekt, og om gælden blev korrekt stiftet, både det indledende lån og den efterfølgende forhøjelse. Man kan jo ikke have en retstilstand, hvor et pengeinstitut kan frasælge fordringer, hvorefter man ikke kan prøve, om fordringen er korrekt. Ankenævnet bør tage stilling til, om banken i det konkrete tilfælde har handlet korrekt og ud fra gældende anbefalinger på udlånsområdet, idet korrekt fastlæggelse af gælden har betydning for en senere inddrivelse af gælden.
Citibank Europe plc, Denmark branch har anført, at sagen bør afvises, idet banken ikke er rette indklagede. Banken frasolgte sin privatkundeafdeling i 2010, herunder bankens fordring mod klageren. Lånet og de forpligtelser, som klageren havde over for banken, blev overført, da privatkundeafdelingen blev frasolgt.
Banken er grundet den medgåede tid ikke længere i besiddelse af information om, hvortil private kunder, herunder bankens fordring mod klageren, blev solgt.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises
I maj 2005 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende et lån på 100.000 kr. i Citibank Europe plc, Denmark branch. Ved gældsbrev underskrevet af klageren i januar 2007 blev lånet forhøjet til 145.200 kr. Lånet og forhøjelsen blev således bevilget inden, at kreditaftalelovens § 7 C om kreditgiverens forudgående vurdering af forbrugerens kreditværdighed trådte i kraft i juni 2010.
I 2010 solgte banken sin fordring mod klageren.
Ankenævnet finder, at klageren efter bankens salg af fordringen må rette sin indsigelse mod den nye kreditor.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.