| Sagsnummer: | 616/2024 |
| Dato: | 27-05-2025 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Inge Kramer, Janni Visted Hansen, Tina Thygesen og Jørgen Lanng. |
| Klageemne: | Betalingsoverførsel fra udlandet - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om erstatning begrundet i indsigelse om mangelfuld rådgivning og mangelfuld indsats vedrørende tilbagekaldelse af betaling til udlandet for bilkøb, der viste sig at være svindel. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i indsigelse om mangelfuld rådgivning og mangelfuld indsats vedrørende tilbagekaldelse af betaling til udlandet for bilkøb, der viste sig at være svindel.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit Bank.
Den 8. oktober 2024 overførte klageren ved en kontooverførsel et beløb på 36.151 EUR (svarende til 270.329,95 DKK) som betaling for køb af en bil via en hjemmeside, der så ud til at være den tyske hjemmeside, M. Af udskrift vedrørende overførslen fremgår, at overførslen skete til en polsk bank, via en tysk bank.
Banken har oplyst, at klageren forud herfor den samme dag havde henvendt sig telefonisk til banken for at få vejledning i at foretage en udenlandsk bankoverførsel. Klageren drøftede overførslen med en rådgiver hos banken og spurgte om rådgiverens kendskab til M. Rådgiveren oplyste, at hun ikke havde kendskab til, at M skulle være svindel og vejledte klageren i, hvordan klageren kunne foretage en udenlandsk bankoverførsel. Klageren har anført, at han flere gange spurgte, om det var rigtigt, at beløbet skulle overføres til en polsk bank. Hans kunderådgiver sagde, at han ikke skulle være bekymret.
Klageren har oplyst, at hjemmesiden viste sig at være en fup hjemmeside, da han ikke kunne logge ind på siden med sit normale log in til M.
Den 9. oktober 2024 indgav klageren indsigelse til banken og anførte:
Ӂrsag til indsigelse
Jeg har ikke modtaget vare eller ydelse
Beskrivelse
Jeg fandt en bil på nettet. Siden referede til [M], som er en stor tysk hjemmeside hvor man køber biler online. Alt så rigtig ud samt betaling. Havde min kunde rådgiver med da jeg overførte beløbet. Men det viste sig at være svindel. Ringede til kundeservice samme aften og de satte et forløb i gang. …”
Klageren anmeldte endvidere sagen til politiet.
Den 11. oktober 2024 afviste banken klagerens indsigelse til banken. Den 13. november 2024 indsendte klageren en klage til banken og anførte:
”Hvad ønsker du at klage over?
Forkert håndtering af sagen
Resumé:
Har overført penge til en udenlandsk bank for køb af bil. Havde min kunde rådgiver med til overførsel. Finder ud af få timer senere at siden er en fup side og ringer for at få pengene retur. Det er ikke lykkedes og politiet kan ikke gøre mere i sagen pga det er en udenlansk bank der er tale om. Jeg ønsker et møde omkring denne sag. Vend gerne tilbage når det er muligt.”
Banken afviste klagen og anførte:
”… Vi har gjort, hvad vi kunne, for at få overførslen stoppet, men betalingen var desværre gået igennem med det samme, og det har derfor ikke været muligt for Nykredit at stoppe overførslen og sikre pengene. Vi forsøger, at gøre hvad vi kan for, at stoppe eller tilbagekalde betalingen inden for de muligheder, loven giver os. Det har dog ikke været muligt i din sag.
Jeg kan desværre ikke tilbyde dig et møde om sagen …”
Banken har fremlagt uddrag af klagerens MitID-log og log fra klagerens netbank fra den 8. oktober 2024.
Klageren har fremlagt en faktura til ham på 36.151,20 EUR, der fremtræder som udstedt af M.
Parternes påstande
Den 11. december 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal tilbageføre transaktionen.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han havde fundet drømmebilen på den tyske hjemmeside, M, og ville købe den. Han kontaktede sin kunderådgiver i banken og fik hjælp til overførsel af 270.000 DKK til en udenlandsk konto.
Da det var den eneste mulighed for at købe en bil i udlandet, var han nødsaget til at overføre via netbank. Hans kunderådgiver sagde, at der var mange, som gjorde det, og at han ikke skulle være bekymret. Han spurgte flere gange, om det var rigtigt, at beløbet skulle overføres til en polsk bank. Der burde rådgiveren have taget ansvar.
Han fik ingen form for rådgivning om, at det kunne være farligt, og at han kunne miste pengene. Banken burde vide, hvordan sådan en handel skal laves. Der var tale om dårlig rådgivning fra banken, som burde vide bedre. Han løb en kæmpe risiko.
Det viste sig at være en fup hjemmeside, da han ikke kunne logge ind på siden med sit normale log in til M.
Han fik efter få timer banken til at kalde beløbet tilbage. Det eneste, banken gjorde, var at sende en anmodning om tilbagebetaling, som modtageren selvfølgelig afviste. Han hørte først noget to uger senere efter adskillige rykkere, hvor han fik at vide, at modtager var uenig i, at pengene skulle kaldes tilbage. Det fremgår sort på hvidt, at han er blevet snydt og alligevel sagde banken, at den ikke kunne gøre mere. Det er simpelthen ikke godt nok.
Han klagede derefter til banken med henblik på et møde og rykkede flere gange herfor, men det var ikke muligt at få et møde, og banken afviste hans klage.
Han klager både over rådgivning og over dårlig håndtering af tilbagekaldelsen af pengene. Banken er lige så meget skyld i det som ham, da den rådgav ham forkert.
Nykredit Bank har til støtte for frifindelsespåstande anført, at transaktionen blev foretaget af klageren selv. Klageren tilgik sin netbank gennem sit MitID-login, hvorefter klageren godkendte login i sin MitID-app og foretog den omhandlende transaktion. Da klageren selv har foretaget transaktionen, er der tale om en autoriseret betalingstransaktion i overensstemmelse med betalingslovens § 82, hvorfor banken ikke hæfter for det konstaterede tab efter betalingslovens § 100 om uautoriserede betalinger.
Spørgsmålet bør i stedet behandles efter betalingslovens § 112, efter hvilken betalingsudbyder straks skal kreditere kunden for varer ej leveret, når der er tale om ikke modtagne varer eller ydelser købt ved fjernsalg, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument. Idet kontooverførslen blev iværksat og godkendt af klageren, kan klageren ikke påberåbe sig hæftelsesansvaret i betalingslovens § 112. Dette stemmer desuden overens med den nuværende praksis fra Ankenævnet f.eks. sag nr. 179/2024.
På baggrund af ovenstående er det bankens vurdering, at der er tale om en autoriseret betaling efter betalingslovens § 82, hvorfor banken ikke er forpligtet til at opfylde klagerens krav om tilbageførelse af kontotransaktionen.
Banken har desuden gjort, hvad der var muligt for at begrænse klagerens tab i videst muligt omfang. Banken har således ikke handlet ansvarspådragende. Der forelå ikke yderligere omstændigheder, der pålagde banken af egen drift at oplyse om risici i forbindelse med foretagelse af en bankoverførsel til udlandet, idet klageren alene forespurgte til bankens kendskab til M. Banken kan således ikke holdes erstatningsansvarlig for den efterfølgende misligholdelse af købsaftalen og svindel mellem klageren og modtager af bankoverførslen.
Nykredit Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at fastlæggelse af hændelsesforløbet forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, hvorfor sagen skal afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Nykredit Bank.
Den 8. oktober 2024 overførte klageren ved en kontooverførsel et beløb på 36.151 EUR (svarende til 270.329,95 DKK) som betaling for køb af en bil via en hjemmeside, der så ud til at være den tyske hjemmeside, M. Af udskrift vedrørende overførslen fremgår, at overførslen skete til en polsk bank, via en tysk bank.
Klageren har oplyst, at han efterfølgende fandt ud af, at hjemmesiden var en fup hjemmeside, da han ikke kunne logge ind på siden med sit normale log in til M.
Forud for overførslen havde klageren den 8. oktober 2024 henvendt sig telefonisk til en rådgiver i banken for at få vejledning i at foretage en udenlandsk bankoverførsel. Klageren har anført, at bankens rådgivning var mangelfuld. Hans kunderådgiver sagde, at han ikke skulle være bekymret. Han spurgte gange flere gange, om det var rigtigt, at beløbet skulle overføres til en polsk bank. Banken har anført, at klageren alene spurgte om rådgiverens kendskab til M. Rådgiver oplyste, at hun ikke havde kendskab til, at M skulle være svindel og vejledte klageren i, hvordan han kunne foretage en udenlandsk bankoverførsel.
Ud fra sagens oplysninger om, at klageren selv foretog overførslen, finder Ankenævnet, at transaktionen blev autoriseret af klageren, jf. betalingslovens § 82, og at der ikke foreligger ikke et misbrug, som banken hæfter for, jf. betalingslovens § 100.
Betalingslovens § 112 vedrører betalingstransaktioner i forbindelse med køb af varer eller tjenesteydelser, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument. Ankenævnet finder ikke, at bestemmelsen finder anvendelse på den i sagen omhandlede transaktion, der blev gennemført som en kontooverførsel i klagerens netbank.
Tre medlemmer - Helle Korsgaard Lund-Andersen, Inge Kramer, og Janni Visted Hansen - udtaler:
Vi finder det ikke godtgjort, at banken handlede ansvarspådragende over for klageren i forbindelse med klagerens netbankoverførsel.
Vi finder det endvidere ikke godtgjort, at banken handlede ansvarspådragende over for klageren i forbindelse med forsøget på at få beløbet retur fra modtagerbanken.
Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer - Tina Thygesen og Jørgen Lanng - udtaler:
Vi finder, at det på det foreliggende grundlag ikke er muligt at afgøre, om banken har handlet ansvarspådragende ved ikke at yde klageren tilstrækkelig rådgivning om risikoen ved den omhandlede bankoverførsel. Vi finder, at en stillingtagen hertil forudsætter yderligere bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske ved Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Vi stemmer derfor for at afvise sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.