Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for lån, som selvskyldnerkautionist optog sammen med hovedmanden (debitor) til indfrielse af kaution i april 2016.

Sagsnummer:	195/2026
Dato:	30-09-2026
Ankenævn:	Bo Østergaard, Jonas Thestrup Nielsen, Signe Kjørup Carlsson, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:	Kaution - indfrielse Tredjemandspant - omfang Udlån - hæftelse
Ledetekst:	Indsigelse mod hæftelse for lån, som selvskyldnerkautionist optog sammen med hovedmanden (debitor) til indfrielse af kaution i april 2016.
Indklagede:	Nykredit Bank / Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for lån, som selvskyldnerkautionist optog sammen med hovedmanden (debitor) til indfrielse af kaution i april 2016.

Sagens omstændigheder

I september 2007 stillede klageren sikkerhed for en kredit på 800.000 kr. ydet af Spar Nord Bank (nu Nykredit Bank / Spar Nord Bank) til sin søn, R, i form af en kautionserklæring underskrevet af klageren den 4. september 2007. Kreditten til R blev ydet til finansiering af R’s pilotuddannelse.

Den 7. august 2008 underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, hvoraf fremgik, at han til opfyldelse af enhver forpligtelse, som han nu havde eller senere måtte få over for Spar Nord Bank, stillede sikkerhed i form af et ejerpantebrev på 725.000 kr. med pant i sit sommerhus.

R’s kredit blev i 2011 forhøjet til 1.050.000 kr., fordi udgiften til pilotuddannelsen var blevet højere end først estimeret, og den 4. oktober 2011 underskrev klageren en ny kautionserklæring, hvoraf fremgik, at han afgav selvskyldnerkaution for den forhøjede kredit på 1.050.000 kr. Kautionen var gældende i fem år fra underskriftsdatoen, medmindre der forinden var blevet gjort krav gældende mod kautionisten, eller aftalen om kaution var blevet forlænget.

Banken har oplyst, at den kautionssikrede kredit blev overtrukket adskillige gange, uden at R inddækkede overtrækket, hvorefter klageren som kautionist inddækkede overtrækket.

Af en rykkerskrivelse af 25. april 2014 fra banken til R vedrørende den kautionssikrede kredit fremgik blandt andet:

”Vi har tidligere skrevet til dig, men har konstateret, at overtrækket endnu ikke er indbetalt.

Du anmodes derfor om inden den 6. maj 2014 at bringe forholdet i orden ved at indbetale overtrækket/restancen kr. 11.963,15.

Hvis vi ikke hører fra dig inden fristens udløb, ser vi os desværre nødsaget til at opsige gælden til fuld og endelig indfrielse. I den forbindelse vil din far (kautionisten) blive bedt om at indfri gælden.

…”

Af et brev af 25. april 2014 fra banken til klageren fremgik:

”Vi har konstateret, at ovennævnte konto tilhørende [R] – som du er kautionist for – er i overtræk med kr. 11.963,15.

Kontohaver er tidligere rykket for beløbet.

Du bedes derfor venligst indbetale beløbet inden den 6. maj 2014.”

Af et brev af 14. maj 2014 fra banken til R fremgik blandt andet:

”Deres engagement med Spar Nord Bank A/S

Vi har tidligere skrevet til Dem, men har konstateret, at overtrækket endnu ikke er indbetalt.

Det misligholdte engagement udgør:

Kontonummer	Kontoart	Gæld	Overtræk/restance
[…]	Kredit	1.062.063,15	12.063,15

Såfremt ovennævnte overtræk/restance ikke er indbetalt senest om 10 dage er engagementet at betragte som opsagt, og der vil påløbe det skyldige beløb inkassoomkostninger.

Sagen vil uden yderligere varsel blive overgivet til retslig inkasso med efterfølgende indberetning til RKI.

…

Banken har samtidigt hermed opsagt engagementet/lånet/kreditten overfor kautionist.”

Banken har oplyst, at klageren herefter inddækkede overtrækket.

Banken har oplyst, at kassekreditten i 2016 var forfalden til betaling, og at kautionen derfor ligeledes forfaldt til betaling. Banken indkaldte R og klageren til et møde i banken. På mødet aftaltes det, at klageren til inddækning af sin kautionsforpligtelse sammen med R optog et lån -826 på 1.098.000 kr., der blev anvendt til indfrielse af den kautionssikrede kredit. Det fremgik af gældsbrev -826, der blev underskrevet af klageren og R den 18. april 2016, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 7.000 kr., og at sidste ydelse ville forfalde i april 2041. Renten var variabel og udgjorde for tiden 5,95 % om året.

Banken har endvidere oplyst, at den i maj 2016 skiftede datacentral fra SDC til BEC. Kontoudskrifter og rykkerskrivelser vedrørende den for sagen relevante kassekredit kan derfor ikke længere findes digitalt i bankens systemer. Banken er dog i besiddelse af rykkerbrevene fra april 2014 til henholdsvis R og klageren samt brevet af 14. maj 2014 til R, der har ligget fysisk på sagen.

Klageren har oplyst, at han har overholdt sine betalingsforpligtelser i tillid til bankens professionelle ansvar.

Banken har endvidere oplyst, at der fra stiftelsen af lån -826 i april 2016 løbende har været afholdt møder med klageren. Banken afholdt blandt andet et møde med klageren i januar 2025, hvor han tilkendegav, at han ville indfri lån -826, når han havde solgt sit sommerhus.

Banken har yderligere oplyst, at der i marts 2026 blev afholdt et møde med R og klageren. Anledningen var en restance på lån -826 på 25.800 kr. På mødet blev det aftalt, at renten på lånet blev nedsat til pt. 5 %, såfremt restancen blev inddækket, hvilket skete to dage efter mødet. På mødet tilkendegav klageren igen, at han ville inddække lån -826, når han fik solgt sit sommerhus.

Den 11. marts 2026 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Klageren solgte efterfølgende sit sommerhus. Banken har oplyst, at klageren i den forbindelse ville få et budgetteret salgsprovenu på ca. 771.000 kr. efter indfrielse af øvrige hæftelser og inden inddækning af pantesikret gæld til banken.

I henhold til bankens pant i ejerpantebrevet på 725.000 kr. krævede banken som en betingelse for at frigive ejerpantebrevet i forbindelse med ejendomshandlen, at et beløb på 725.000 kr. af provenuet fra salget af sommerhuset skulle tilgå banken til nedbringelse af lån -826.

Klageren gjorde indsigelse mod dette og anførte, at hans hæftelse for lånet som meddebitor var ugyldig.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank / Spar Nord Bank skal anerkende, at hans hæftelse som meddebitor på lån -826 er ugyldig, at banken skal tilbagebetale indbetalte ydelser på lånet med tillæg af sædvanlig procesrente, og at banken skal anerkende, at den ikke er berettiget til at kræve fyldestgørelse i salgsprovenuet fra sommerhuset med 725.000 kr. til delvis nedbringelse af lån -826.

Nykredit Bank / Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han siden 2007 har været kautionist for et lån på en million kroner til R. Denne status som kautionist var der lavet en aftale om med banken, som var gældende indtil 2016. I 2016 blev R og han kontaktet af banken om et møde om lånet. Banken foreslog, at han skulle indtræde som meddebitor på lånet for at kunne drage fordel af rentefradraget, der medfulgte.

Banken anvendte som hovedargument på mødet, at han ville opnå en skattemæssig fordel via rentefradrag ved at blive meddebitor. Banken udelod bevidst at rådgive ham om, at en kautionist i henhold til gældende skattelovgivning ligeledes har fradragsret for renter, såfremt kautionen aktualiseres og betales af kautionisten. Banken lokkede ham således til at påtage sig en livslang personlig meddebitorhæftelse under dække af en falsk "fordel”.

Der blev på intet tidspunkt talt om, hvor dårligt stillet han ville være som meddebitor frem for som kautionist. Det er nu gået op for R og ham, hvor meget dårligere stillet han blev ved at gå fra kautionist til meddebitor.

Banken tilsidesatte herved sin rådgivnings- og loyalitetspligt. Der var ingen særlig rådgivning fra banken, hverken om de juridiske eller økonomiske konsekvenser ved at være meddebitor eller om, hvorvidt hans fremtidige økonomi kunne bære denne byrde. Han blev aldrig frarådet at indgå i dette.

Det fremgår af kautionserklæringen af 4. oktober 2011, at hans kautionsforpligtelse var tidsbegrænset til 5 år og stod til at bortfalde den 4. oktober 2016. Banken holdt mødet og gennemførte statusskiftet i foråret 2016 under seks måneder før kautionshæftelsen ville ophøre af sig selv. Banken var fuldt ud bevidst om, at han ville blive 100 % frigjort for enhver hæftelse i efteråret 2016, hvis han blot forholdt sig passiv. Banken fortiede denne vitale oplysning for uretmæssigt at fastlåse en intetanende seniorforbruger i en ny 25-årig personlig gældsforpligtelse udelukkende for at afværge bankens eget truende tab. Denne bevidste fortielse af afgørende omstændigheder bevirker, at aftalen blev indgået i åbenlys strid med almindelig hæderlighed og er dermed ugyldig, jf. aftalelovens § 33.

Banken har erkendt, at den ikke kan fremlægge materiale eller korrespondance i sagen forud for maj 2016. Da det påhviler den professionelle part at dokumentere, at rådgivningen opfyldte god skik-reglerne, må denne bevisusikkerhed komme banken bevismæssigt til skade. Ved at ændre hans status fra kautionist til meddebitor forsøgte banken at omgå de præceptive beskyttelsesregler i lov om finansiel virksomhed § 48. Da der hverken foreligger et rådgivningsreferat eller en skriftlig bekræftelse på, at han forstod tabet af sin kautionistbeskyttelse, har banken ikke løftet sin bevisbyrde. Enhver uklarhed i aftalegrundlaget må, jf. uklarhedsreglen, tolkes til skade for banken.

Banken har handlet i strid med god skik-bekendtgørelsen §§ 14 og § 15. Banken har i en åbenlys interessekonflikt (§ 15) ladet egne interesser – inddækning af et misligholdt engagement – gå forud for hans interesser. Samtidig har banken tilsidesat sin generelle pligt til at handle loyalt og professionelt (§ 14) ved at formidle et objektivt set uhensigtsmæssigt produkt (et 25-årigt lån til en 67-årig). Banken har prioriteret at sikre sig en nemmere inddrivelsesvej frem for at varetage en seniors økonomiske sikkerhed.

Det er faktuelt, at banken aldrig opfordrede ham til at søge uvildig juridisk bistand, før han underskrev gældsbrevet. I en situation med så stor asymmetri og en åbenlys interessekonflikt er det en tilsidesættelse af god skik, at banken ikke sikrede, at han fik ekstern rådgivning om de vidtrækkende konsekvenser ved at indtræde som meddebitor på en allerede misligholdt kassekredit.

Banken har ikke kunnet fremlægge den lovpligtige kreditværdighedsvurdering af ham fra april 2016. Det bemærkes, at denne, jf. kreditaftalelovens § 7 c, skal foretages på baggrund af "fyldestgørende oplysninger". Hvis banken ikke kan fremlægge de budgettal, der lå til grund for godkendelsen af en 67-årig til et 25-årigt lån, må det lægges til grund, at der slet ikke er foretaget en lovpligtig vurdering.

Han var i april 2016 i pensionsalderen. At rådgive en forbruger i denne livsfase til at påtage sig en direkte meddebitorhæftelse for et millionlån stiftet udelukkende til dækning af en andens misligholdte engagement uden skriftligt at fraråde dispositionen eller foretage en fyldestgørende lovpligtig vurdering af hans pensionsøkonomi, er et eklatant brud på god bankpraksis samt en direkte tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c om pligten til at vurdere forbrugerens kreditværdighed.

Klagen er indgivet rettidigt, da han først opdagede rådgivningssvigtets retsstridige karakter i november 2025 via uafhængig advokatbistand. Det bestrides, at sagen er forældet og/eller han har udvist retsfortabende passivitet. Det forhold, at han loyalt har overholdt sine betalingsforpligtelser i tillid til bankens professionelle ansvar, kan ikke tages som udtryk for en accept af de underliggende rådgivningssvigt. Man kan ikke udvise retsfortabende passivitet over for forhold, man ikke er blevet gjort bekendt med. Hans ageren har været baseret på en berettiget forventning om, at banken havde varetaget hans interesser loyalt, jf. god skik-reglerne.

Banken har udnyttet en uoverskuelig situation til at forbedre sin egen juridiske position på bekostning af en senior. Da banken hverken kan dokumentere sin rådgivning via referater, fremvise risikoforståelse eller dokumentere en lovpligtig kreditværdighedsvurdering, bør aftalen om meddebitorhæftelse kendes ugyldig eller urimelig, jf. aftalelovens §§ 33 og 36.

Håndpantsætningen af ejerpantebrevet på 725.000 kr. er dateret den 7. august 2008, altså mere end otte år før statusskiftet i 2016 fandt sted. Pantsætningen i 2008 skete udelukkende for hans egne personlige forpligtelser over for banken. Banken var i foråret 2016 fuldt ud bevidst om, at dette pant ikke ville kunne dække tredjemands misligholdte kassekredit, såfremt klagerens tidsbegrænsede kautionsaftale fik lov at udløbe i oktober 2016. Banken handlede således under et akut kommercielt tidspres for at transformere ham til personlig meddebitor, udelukkende for at kunne aktivere den gamle pantesikkerhed mod hans pensionsformue.

Han står over for betydelige, akutte flytteomkostninger, indskud til ny lejebolig samt en ekstraordinær stor terminsbetaling til banken pr. den 1. juli 2026 på 92.000 kr.

Banken har uberettiget nægtet at betale hans terminsbetaling pr. 1. juli 2026 af de 725.000 kr., som banken kræver fra hussalget. Banken vælger således bevidst at beslaglægge 725.000 kr. af hans midler, men nægter samtidig at lade disse midler dække den efterfølgende termin på det selvsamme engagement under den verserende sag. At banken på denne måde bevidst forsøger at fastlåse hans likviditet i et omfang, der forhindrer ham i at betale sit akutte boligindskud til en ny lejebolig samt tvinger ham ud i en teknisk misligholdelse over for banken den 1. juli 2026, understreger blot grovheden og hensynsløsheden i bankens adfærd over for en ældre forbruger.

Nykredit Bank / Spar Nord Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at klageren ikke uden unødigt ophold har gjort indsigelsen gældende overfor banken. Dermed har klageren udvist en sådan passivitet i forbindelse med sit krav som udtrykt i klagen overfor banken, at klageren har udvist retsfortabende passivitet. Klageren har derfor fortabt sin indsigelsesret overfor banken som udtrykt i klagen.

Klagerens passivitet skal regnes fra tidspunktet for underskriften af lån -826 den 18. april 2016. Klageren har ikke gjort indsigelse over for banken vedrørende sin forpligtelse som debitor på lånet. Klageren har indgivet klagen til Ankenævnet den 11. marts 2026. Der er således forløbet ca. ni år og ti måneder fra lånets etablering til klagerens indgivelse af klagen til Ankenævnet.

Klagerens krav som udtrykt i klagen er ligeledes forældet i henhold til forældelsesloven § 3, stk. 1. Som angivet ovenfor, er der forløbet ca. 9 år og 10 måneder fra lånets etablering til klagerens indgivelse af klagen til Ankenævnet. Først nu gør klageren indsigelse om ikke at være bundet som debitor på lån -826, det vil sige mere end 6 år og 10 måneder efter, at forældelsesfristen udløb. I relation til vurderingen af suspension efter § 3, stk. 2, skal det bemærkes, at kun klagerens uvidenhed om de faktiske forhold, som kravet støttes på, efter retspraksis kan udskyde forældelsesfristens start. I den foreliggende sag er der ikke faktiske forhold relateret til lån -826, som klageren var uvidende om, hvorfor klageren ikke kan påberåbe sig suspensionsreglen i forældelsesloven § 3, stk. 2. Klagerens krav som udtrykt i klagen er således forældet efter hovedreglen i forældelsesloven § 3, stk. 1.

I årene forud for at klageren blev meddebitor på lån -826, havde den kautionssikrede kassekredit adskillige gange været overtrukket, uden at R inddækkede overtrækket, hvorfor klageren som kautionist blev bedt om at inddække overtrækket, hvilket han gjorde. Som følge af dette overtræksscenarie indkaldte banken klageren og R til møde i april 2016. På dette tidspunkt var der forfald på kassekreditten, som på trods af en rykkerprocedure fortsat var overtrukket, hvorfor klagerens kautionsforpligtelse for kassekreditten også var forfalden til betaling. I samråd med klageren aftaltes det på mødet, at klageren til inddækning af sin kautionsforpligtelse underskrev som meddebitor på lån -826. Lånet blev anvendt til indfrielse af kassekreditten. På mødet gjorde banken det klart for klageren, at han fremadrettet hæftede som meddebitor på lånet. Kreditten blev ikke opsagt i 2014, da overtrækket blev inddækket.

Klageren har ikke lidt et tab ved sin statusændring fra kautionist til debitor, da alternativet var, at den fulde kaution forfaldt til betaling. Klageren har ved sin underskrift af gældsbrevet vedrørende lån -826 accepteret og anerkendt sin betalingsforpligtelse i kraft af den forfaldne kaution. Klageren har således i kraft af gældsbrevet opfyldt og anerkendt sin forfaldne kautionsforpligtelse.

Klagerens bemærkninger vedrørende kautionens udløb er hypotetiske i forhold til, hvad der ville være sket, idet kautionen havde betalingsforfald inden udløb. Hertil kommer, at den fortsatte kaution var en klar bevillingsforudsætning for R’s fortsatte kreditfacilitet.

Banken har i øvrigt rådgivet klageren korrekt og i overensstemmelse med lov om finansiel virksomhed § 48 i forbindelse med klagerens underskrift af kautionsforpligtelsen. Banken har ikke har begået rådgivningsfejl, herunder hverken i forbindelse med klagerens kautionsforpligtelse eller efterfølgende underskrift som debitor på lån -826, og der er foretaget korrekt kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med bankens procedurer og forretningsgange herom.

Banken skiftede i maj 2016 datacentral fra SDC til BEC. Mødereferater og kreditværdighedsvurderinger fra før maj 2016 vedrørende sagen kan derfor ikke længere findes digitalt i bankens systemer.

Banken har pant i klagerens sommerhus til sikkerhed for enhver forpligtelse, som klageren har overfor banken, jf. pantsætningserklæringen fra 2008. Bankens pant i sommerhuset ligger således også til sikkerhed for klagerens gældsforpligtigelse i henhold til lån -826. Som følge af pantet med pålydende på 725.000 kr. er banken berettiget til ved salg af sommerhuset at kræve nedbringelse af lån -826 med 725.000 kr. af salgsprovenuet som betingelse for at frigive pantet i forbindelse med salg af sommerhuset. Dette er også i overensstemmelse med fast ankenævnspraksis, jf. Ankenævnets afgørelse 380/2019. Klageren har endvidere på et kundemøde i maj 2025 selv tilkendegivet at ville indfri lån -826 i forbindelse med salg af sommerhuset.

Som følge af bankens pant i ejerpantebrevet på 725.000 kr. kan klageren ikke gennemføre salget af sommerhuset til en køber uden, at bankens sikrede gæld nedbringes med 725.000 kr. af provenuet, da klageren således ikke vil kunne opfylde sædvanlig forudsætning fra køber om overtagelse af en fri og ubehæftet ejendom. Hertil kommer, at klagerens klage til Ankenævnet ikke har opsættende virkning for bankens fyldestgørelse for klagerens pantesikrede gæld ved klagerens salg af sommerhuset.

De terminsomkostninger på 92.000 kr., som klageren omtaler, er helt sædvanlige omkostninger for klageren, der forfalder hvert kvartal, og som udover terminsbetalinger til sommerhuset vedrører terminsbetalinger til klagerens øvrige ejendomme i henholdsvis Danmark og Spanien.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at henset til det meget lange tidsforløb for de for sagen relevante kautioner og lån på næsten ti år skal den bevismæssige usikkerhed vedrørende bankens manglende systemmæssige adgang til skriftlig dokumentation af blandt andet rådgivning og kreditværdighedsvurdering ikke komme banken til skade, men må i stedet føre til, at Ankenævnet afviser at behandle sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets bemærkninger

Den 7. august 2008 underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, hvoraf fremgik, at han til opfyldelse af enhver forpligtelse, som klageren nu havde eller senere måtte få over for Spar Nord Bank, stillede sikkerhed i form af et ejerpantebrev på 725.000 kr. med pant hans sommerhus.

Banken har oplyst, at den kautionssikrede kredit blev overtrukket adskillige gange, uden at R inddækkede overtrækket, hvorefter klageren som kautionist inddækkede overtrækket.

Banken har endvidere oplyst, at kassekreditten i 2016 var forfalden til betaling, og at kautionen derfor ligeledes forfaldt til betaling. Banken indkaldte R og klageren til et møde i banken. På mødet aftaltes det, at klageren til inddækning af sin forfaldne kautionsforpligtelse sammen med R optog et lån -826 på 1.098.000 kr., der blev anvendt til indfrielse af den kautionssikrede kredit.

Klageren solgte sit sommerhus i 2026.

I henhold til bankens pant i ejerpantebrevet på 725.000 kr. krævede banken som en betingelse for at frigive ejerpantebrevet i forbindelse med ejendomshandlen, at et be-løb på 725.000 kr. af provenuet fra salget af sommerhuset skulle tilgå banken til ned-bringelse af lån -826.

Klageren gjorde indsigelse mod dette og anførte, at hans hæftelse for lånet som med-debitor var ugyldig.

Ankenævnet finder, at den af klageren afgivne pantsætningserklæring af 7. august 2008 både dækkede hans aktuelle gæld til banken samt den af klageren afgivne kaution for R’s kassekredit.

Ankenævnet lægger i overensstemmelse med klagerens oplysninger til grund, at der løbende blev afviklet på lån -826, og lægger endvidere til grund, at lånet fremgik af klagerens årsopgørelser fra banken fra 2016 og fremefter. Allerede fordi lån -826 blev underskrevet den 18. april 2016, finder Ankenævnet, at klageren ved først at indgive en klage til Ankenævnet den 11. marts 2026, dvs. næsten ti år efter etableringen af lånet, har fortabt sin mulighed for at gøre et rådgivningsansvar og/eller en ugyldighedsindsigelse gældende.

Ankenævnet finder, at banken som følge af sit pant i ejerpantebrevet på 725.000 kr. som en betingelse for at frigive ejerpantebrevet i forbindelse med ejendomshandlen er berettiget til at kræve, at et beløb på 725.000 kr. af provenuet fra salget af sommerhuset skal tilgå banken til nedbringelse af lån -826.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Kontakt

Indsigelse mod hæftelse for lån, som selvskyldnerkautionist optog sammen med hovedmanden (debitor) til indfrielse af kaution i april 2016.