Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om pligt til at give henstand på lån.

Sagsnummer: 132 /2019
Dato: 16-09-2019
Ankenævn: John Mosegaard, Anders Holkmann Olsen, David Sander Hjortsø, Ida Marie Moesby og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Udlån - ydelse
Ledetekst: Spørgsmål om pligt til at give henstand på lån.
Indklagede: Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører om klageren havde krav på at få henstand på sit lån hos Spar Nord Bank og sit realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Spar Nord Bank. I december 2016 optog klageren et lån på opr. 750.000 kr. i banken. Renten var variabel på for tiden 5,5 % om året, og lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 8.000 kr.

Klageren havde endvidere via banken optaget et realkreditlån i Totalkredit.

Klageren har oplyst, at han havde en virksomhed, der gik konkurs i februar 2019, og at hans indtægtsgrundlag som følge heraf bortfaldt. Klageren bad i marts 2019 banken om at få henstand med afviklingen af sit lån i banken og sit realkreditlån.

Ved en mail af 18. marts 2019 afslog banken at give klageren henstand og foreslog klageren at låne penge til ydelserne, der forfaldt den 31. marts 2019, hos sin samlever.

Parternes påstande

Den 24. marts 2019 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal yde ham henstand med ydelserne på lånene i en periode på tre til seks måneder.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han bad banken om få henstand med ydelserne i nogle måneder, så han kunne finde sig et arbejde og komme på ”på rette fode igen”.

Han har tidligere selv givet nogle af sine kunder henstand i korte perioder, hvis de kom i knibe med økonomien.

Hans kæreste har intet med hans boliglån eller hans hus at gøre og skal derfor ikke betale for hans lån. Banken har i den forbindelse uberettiget været inde på hendes konti for at se, om hun havde penge til at betale.

Spar Nord Bank har anført, at banken ikke var forpligtet til at imødekomme klagerens ønske om henstand. Det kan ikke pålægges banken at yde klageren henstand eller på anden måde at fravige de aftalte afviklingsvilkår.

Banken foreslog klageren at låne penge til ydelserne hos sin samlever, som også bor på klagerens ejendom. Det bestrides, at banken har tjekket samleverens økonomi i forbindelse med afslaget om henstand til klageren.

Ankenævnets bemærkninger

I december 2016 optog klageren et lån på opr. 750.000 kr. i Spar Nord Bank. Det fremgik af låneaftalen, at den månedlige ydelse udgjorde 8.000 kr.

Klageren havde endvidere via banken optaget et realkreditlån i Totalkredit.

Klageren bad i marts 2019 banken om at få henstand med afviklingen af sit lån i banken og sit realkreditlån, hvilket banken afslog.

Klageren var forpligtet til at betale de aftalte ydelser på sine lån. Det er bankens egen afgørelse, hvorvidt den både på egne vegne og på vegne Totalkredit er indstillet på at aftale en ændring af de indgåede låneaftaler med klageren.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken hverken på egne vegne eller på vegne Totalkredit at give klageren henstand med ydelserne på lånene.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.