Sagsnummer: | 731a/2010 |
Dato: | 21-01-2015 |
Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Andreas Moll Årsnes |
Klageemne: | Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
Ledetekst: | Krav om erstatning for investering i Roskilde Bank aktier i 2007 og 2008, samt spørgsmål om afvisning for så vidt angår aktier købt via et andet pengeinstitut på grund af manglende kundeforhold. |
Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Bemærk: Dette er afgørelse nr. 1 af 2 i samme sag.
Medhold klager
Indledning
Krav om erstatning for investering i Roskilde Bank aktier i 2007 og 2008, samt spørgsmål om afvisning for så vidt angår aktier købt via et andet pengeinstitut på grund af manglende kundeforhold.
Sagens omstændigheder
Klagerne i denne sag er B og J.
I forbindelse med en aktieemission i Roskilde Bank med tegningsperiode fra den 12. marts 2007 til den 3. april 2007 købte B den 23. marts 2007 1000 styk tegningsretter og tegnede på grundlag heraf 100 styk Roskilde Bank aktier den 28. marts 2007.
Om omstændighederne ved aktietegningen har B anført, at han blev accepteret som kunde i Roskilde Bank den 23. marts 2007, hvor han indsatte 70.000 kr. på en konto. I forbindelse med indsættelsen blev bankens aktieemission introduceret af bankens medarbejder ved direkte udlevering af bankens Børsprospekt 2007 samt kopi af et brev af 9. marts 2007 fra bankens direktør. Brevet indeholdt anbefaling af køb og forventning om ”særdeles højt aktieafkast”.
Klagerne har anført, at J samtidig tegnede 10 styk aktier i Roskilde Bank. J var på daværende tidspunkt kunde i banken. Finansiel Stabilitet har oplyst, at man ikke kan identificere dette køb.
Klagerne har fremlagt en kontoudskrift for en såkaldt Seniorkonto, som den 23. marts 2007 blev oprettet i Roskilde Bank med B som kontohaver. Heraf fremgår et indsat beløb på 70.000 kr. samme dag og to hævninger på henholdsvis 32.500 kr. og 30.000 kr. vedrørende B’s aktietegning. Endvidere fremgår to samtidige hævninger på henholdsvis 3.250 kr. og 3.000 kr., som ifølge klagerne vedrører J’s tegning af ti styk aktier.
Den 2. oktober 2007 købte B yderligere 100 styk aktier i Roskilde Bank til kurs 426,50, svarende til en kursværdi på 42.650 kr.
Ifølge en årsoversigt pr. den 28. december 2007 ophørte J’s engagement med Roskilde Bank i maj 2007. Vedrørende J’s nu udgåede depot i banken er der anført et udbytte og udbytteskat af en post aktier i Nordea Bank.
Den 23. januar 2008 købte J via pengeinstituttet P 10 styk Roskilde Bank aktier.
Den 5. februar 2008 købte B yderligere 100 styk Roskilde Bank aktier til kurs 219, svarende til en kursværdi på 21.900 kr.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Klagerne har fremlagt en beholdningsændringsmeddelelse af 1. oktober 2009 fra VP Securities. Heraf fremgår, at 177 styk aktier i Nordea Bank og 20 styk aktier i Selskabet af (ikke læselig dato) september 2008 A/S er udgået af J’s depot hos P.
Den 13. december 2010 indgav klagerne en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) med krav om erstatning.
Klagerne har under sagen fremlagt et uddrag af prospektet for emissionen i 2007, et brev af 9. marts 2007, hvor Roskilde Bank opfordrede eksisterende aktionærer til at tegne yderligere aktier i banken i forbindelse med emissionen, herunder eventuelt ved lånefinansiering, en redegørelse af 25. oktober 2007 udarbejdet af Roskilde Bank til Københavns Fondsbørs vedrørende bankens køb og salg af egne aktier, Finanstilsynets redegørelse af 17. juni 2009 om tilsyn med Roskilde Bank og uddrag af en advokatundersøgelse af 24. juli 2009 vedrørende Roskilde Bank.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
Forligsaftalen medførte ikke, at klagerne blev tilbudt erstatning.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om delvis afvisning, delvis frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) bør betale fuld erstatning for alle deres Roskilde Bank aktier med et beløb svarende til købsprisen på i alt 127.050 kr. for så vidt angår B og 8.445 kr. for så vidt angår J.
Aktierne blev købt i god tro og i tillid til banken og den positive omtale i dagspressen om bankens soliditet.
Henholdsvis 100 styk og 10 styk aktier blev tegnet under emissionen i 2007 på baggrund af bankens mundtlige anbefaling samt børsprospektet og kampagnebrevet, der samtidig blev udleveret. Anbefalingen blev yderligere bekræftet ved, at pågældende i banken også selv havde valgt at købe de nye aktier.
Banken har ydet en mangelfuld rådgivning, vildledt sine aktionærer og givet et urigtigt og misvisende billede af risikoen ved yderligere eksponering i bankens aktier, ligesom banken har tilbageholdt oplysninger om Finanstilsynets skærpede tilsyn.
Bankens mangelfulde rådgivning bestod blandt andet i uopfordret pr. brev at anbefale køb af bankens egne aktier.
En advokatundersøgelse af 24. juni 2009 viser, at banken havde købt en ikke uvæsentlig mængde aktier tilbage fra den islandske bank Glitnir før aktieemissionen, uden at dette blev meddelt potentielle aktionærer.
Tilsyneladende har banken i slutningen af 2006 indgået en aftale med Bank Glitnir om, at den skulle holde bankens aktier i årsskiftet 2006/2007, således at banken fik den nødvendige forbedring af solvens, likviditet m.v.
Da banken var under skærpet tilsyn af Finanstilsynet burde den have afstået fra at sælge egne aktier.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den del af klagen, der vedrører den information, som klagerne har modtaget som aktionærer ikke vedrører et privat kundeforhold, og derfor ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jævnfør Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og Ankenævnets afgørelse nr. 558/2010.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagerne ikke har godtgjort, at Roskilde Bank har ydet ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med investeringerne.
Banken har ikke bistået eller rådgivet J i forbindelse med hans aktiekøb. Det er udokumenteret, at J tegnede aktier under emissionen i 2007. J’s aktiekøb i 2008 skete via et andet pengeinstitut.
Der er ikke udsendt kampagnebrev eller anden tilsvarende opfordring direkte til B i forbindelse med emissionen i 2007.
B rettede selv henvendelse til banken med henblik på køb af Roskilde Bank aktier.
Ankenævnets bemærkninger
I foråret 2007 gennemførte Roskilde Bank en aktieemission med tegningsperiode fra den 12. marts til den 3. april 2007. Klageren B oprettede på daværende tidspunkt et kundeforhold i banken og tegnede i den forbindelse 100 styk aktier i banken.
Ankenævnet finder, at det efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder må lægges til grund, at B endvidere tegnede 10 styk aktier til J, som i forvejen var kunde, men som efterfølgende i maj 2007 overførte sit engagement til pengeinstituttet P. Ankenævnet har herved lagt vægt på klagernes detaljerede redegørelse for købet, som understøttes af den fremlagte kontoudskrift for B’s Seniorkonto og ændringsmeddelelsen af 1. oktober 2009 vedrørende J’s depot hos P. Den af Finansiel Stabilitet påberåbte årsoversigt for 2007 for J’s udgåede depot i Roskilde Bank kan ikke tillægges betydning, da oversigten ikke viser depotets indhold før overførslen, men alene i hvilket omfang der i kalenderåret er udbetalt udbytte.
B købte efterfølgende yderligere 100 styk aktier den 2. oktober 2007 og 100 styk aktier den 5. februar 2008.
J købte yderligere 10 styk Roskilde Bank aktier den 23. januar 2008 via pengeinstituttet P. Ankenævnet finder, at denne del af klagen ikke vedrører et kundeforhold i Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank), jævnfør Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2, men derimod forhold mellem J som aktionær og banken som udsteder af aktierne. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen.
Ankenævnet finder, at den omstændighed, at klagerne i øvrigt til støtte for deres anbringender har henvist til det informationsmateriale, som banken udsendte til dem som aktionærer, ikke i sig selv medfører, at Ankenævnet er afskåret fra at afgøre spørgsmålet, om banken som følge af mangelfuld rådgivning af klagerne i forbindelse med investeringerne har pådraget sig et erstatningsansvar.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) får derfor alene medhold i påstanden om afvisning for så vidt angår J’s aktiekøb via P den 23. januar 2008.
B’s tegning af 100 styk Roskilde Bank aktier til sig selv og 10 styk Roskilde Bank aktier til J i forbindelse med emissionen i 2007
Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.
I overensstemmelse med klagernes oplysninger lægger Ankenævnet til grund, at B’s tegning af 100 styk Roskilde Bank aktier til sig selv og 10 styk Roskilde Bank aktier til J i forbindelse med emissionen i 2007 skete efter mundtlig rådgivning i Roskilde Bank, hvor B henvendte sig for at oprette en konto, og hvor han fik udleveret børsprospektet og bankens kampagnebrev.
Ankenævnet finder herefter, at der er en formodning for, at aktietegningerne er sket på grundlag af oplysninger om risikoen ved investeringen svarende til indholdet af den markedsføring, som Forbrugerombudsmanden har beskrevet. Der er endvidere en formodning for, at aktietegningerne ikke ville være sket, hvis rådgivningen havde indeholdt en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.
Ankenævnet finder, at det herefter påhviler Finansiel Stabilitet at godtgøre, at B har modtaget en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringerne. Da denne bevisbyrde ikke er løftet, er Finansiel Stabilitet erstatningsansvarlig for klagernes tab på aktietegningerne.
Ankenævnet finder derfor, at Finansiel Stabilitet skal betale erstatning til klagerne. Erstatningen fastsættes skønsmæssigt, således at klagerne stilles, som om de for så vidt angår aktietegningerne på henholdsvis 100 styk og 10 styk i forbindelse med emissionen i 2007 er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.
B’s køb af Roskilde Bank aktier i oktober 2007 og februar 2008.
Ankenævnet finder, at der ikke er grundlag for at fastslå, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har handlet ansvarspådragende over for B i forbindelse med dennes køb af Roskilde Bank aktier i oktober 2007 og februar 2008. B kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, og B måtte indse, at bankens forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører J’s køb af Roskilde Bank aktier i januar 2008.
Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage betale erstatning til B og J, hvorved de stilles, som om de for så vidt angår aktietegningerne på henholdsvis 100 styk og 10 styk under emissionen i 2007 er omfattet af forliget af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.
Klagerne får i øvrigt ikke medhold i klagen.
Klagerne får klagegebyret tilbage.